Døve smagsløg er den nye folkesygdom



Klidmosters billede af en ske-spiddet kajkage

Klidmosters billede af en ske-spiddet kajkage

Så igår var jeg til Kagens Dag med Klidmoster og Hanne Z.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal skrive om det. Man skal ikke kimse af disse bagerier, der troppede op og serverede kage for en god sag. Det er meget prisværdigt, og noget mange firmaer kunne lære en del af.

Men jeg tror ikke jeg forstår det. Jeg forstår ikke at man som udlært bager/konditor laver sådan noget kage. Håndværket var for det meste i top, men kvaliteten af råvarerne var så ringe at jeg var helt paf. Der var margarine og falsk fløde i stort set alle kagerne, pånær et par enkelte, der alle stammede fra samme bageri. De bruger smør, og deres kager var bestemt spiselige. Og så var der en lille kaj kage, som jeg tog til nåde. Den udgav sig ikke for at være noget den ikke var – grøn marcipan og lyserød margarinecreme. Sådan. Han fik en ske gennem hovedet i et anfald af spontan morskab. Tak, Kaj. Du var et festligt indslag.

Nogle af kagerne smagte så ækelt at jeg blev helt dårlig og måtte spytte dem ud i en serviet. Jeg fik ikke spist en ærlig kage – det var simpelthen så elendigt at jeg var helt rystet.

Og jeg ved godt det er en pengeting. Alting handler jo om fucking penge idag. Penge penge penge. De der penge har efterhånden ødelagt både vores miljø, vores dyreliv, vores etik, moral og ikke mindst vores fødevarekvalitet. Helt ærligt folkens, kunne I ikke tage at bruge de der penge lidt mere etisk forsvarligt, hva. Det kan godt være at Danmark har en madkultur – men danskerne har sgu ikke.

Jeg synes at det er ganske forfærdeligt at vi havde 23 forskellige kager forbi vores bord – og der var kun én af dem, jeg ville betale penge for i en forretning. I det mindste gik det til et godt formål. Men næste år donerer jeg bare direkte og bager en kage til mig selv.

Æv altså.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

11 Comments

  • Det er simpelthen sørgeligt, at det er endt sådan. Bortset fra en enkelt bager eller to i Århus er det mig også næsten umuligt at finde noget, jeg vil give penge for. Men så behøver jeg i hvert fald ikke længere ærgre mig over, at jeg ikke kom til Kagens dag, som det ellers var planlagt!

  • Christina i NZ 19.05.2010 - 03:04am

    Godt brølt, løve!!

  • Michael Nielsen 19.05.2010 - 06:34am

    Du bliver jo altså nødt til at hoste op med navnet på den rigtige bager! Der er jo reelt set 3 mulige i byen som jeg ser det – langenæs, schweizeren eller emmerys. Men jeg tror ikke emmerys tropper op til den slags.

  • Det var Schweizerbageriet, der leverede den spiselige kage. De leverede dog også nogle ganske ækle macarons, så man kan ikke vinde hver gang.

    Hvis Emmerys havde været der, så tror jeg at jeg havde bestormet deres bord!

  • Så er jeg vist meget glad for at jeg gik glip af det – træls at det bare er udseende og ikke indhold der tæller :-(

  • Puha, jeg er først ved at være helt kommet mig ovenpå den grimme oplevelse nu. Det var både første og sidste gang! Jeg kommer kun til at sætte endnu mere pris på dine kager fremover – bagt med hjerte, hjerne og SMØR.

  • Jeg synes det er lidt pudsigt at vi i Danmark kan vælge mellem så mange dårlige råvarer, når vi har natur og landbrugsland nok til at kunne gøre det ordentligt endda uden at behøve fly og landtransporterede varer i hobetal.
    Så godt indlæg som burde kunne gøre samfundsdebat

  • som tidligere konditor elev kan jeg kun sige: PINLIGT!!!!!!!! fy skamme sig skulle de!

  • Min søster arbejder i et bageri og der har de lavet et forsøg med en kage de normalt bager af mix, de lavede den samme kage, men fra bunden med gode råvare. Gæt selv hvilken hr og fru Danmark ville have?
    Rigtigt, den klamme med alle tilsætnings-stofferne.

  • Jeg har hørt den før, den med at folk vælger pulverdyret. Men jeg må indrømme at jeg aldrig selv har oplevet det.

    Af og til tænker jeg lidt, om man overhovedet lærer at røre, smagskomponere og ikke mindst bage en rigtig god kage nutildags? Mange pisker for lidt og bager for længe. Og så bruger de for lidt smør og væske og alt for meget bagepulver. Det er synd.

  • Hehe mht bagepulver så bagte jeg en rigtig snasket og tyng brownie til min veninde her forleden og om ikke at hende tante gav hende en pakke bagepulver med tilbage til mig, fordi at ”det ville gøre kagen mere luftig og lækker”
    Jeg begriber ikke folk og deres citronhalvmåne-klamme-smag :)

Comments closed for this article.