Archive for May, 2010
Jordbær
Okay, hvis I nu havde et kilo jordbær og et kilo rabarber – hvad ville I så lave? Hva? Hva? Hva?
Sig det!
ContinueEt liden dinnerparty
Edwardiansk isdessert - fransk vaniljeis med vandbakkelsessvaner
Igår holdt jeg en lille testmiddag for nogle venner. Det gik nemlig ud på at teste opskrifter fra en kogebog jeg er ved at skrive på – altså ikke en kagebog, men en kogebog. Nu har jeg sommerens sidste kursus i morgen, så der bliver god tid til at skrive de næste 3 mdr. Og det skal udnyttes.
Min tallerken
Menuen var hhv. Edwardiansk og oldtids-mellemøstlig. Forretten var hjemmerullet butterdej med lækker laksemousse, som Klidmoster havde med. Og jeg siger jer, jeg havde alle slags fucking besvær med at rulle den butterdej, fordi det var så varmt. Men det lykkedes.
Killing med kykærter... nå nej...
Hovedretten var “En kylling kaldet Sif”. En kylling bagt i stegegryde på en bund af porrer og kikærter, og overhældt med krydret marinade.
Tabbouleh med kæmpedurum
Og som tilbehør, tabbouleh med kæmpedurum.
Gedeostsalat
Og en lille bitter salat med druer og gedeost.
Fransk vaniljeis
Desserten var inspireret af den sidste dessert serveret på Titanic. Eller – dele af den. En ægte Edwardiansk overdådighed, bestående af fransk vaniljeis, pyntet med jordbær og flødeskum.
Fransk vanilleis
Foran isen stod tofarvede vandbakkelsessvaner på parade. De er lavet med chokolade og safran og lagt sammen om creme chantelly og jordbær.
Vita har døbt den: Svanens Død På Is – Med Jordbær.
ContinueHornfisk med nye kartofler og Prince Of Persia (ham åd vi ikke)
Jeg ved ikke hvem, der har bestilt bragende solskin og 20 graders varme, men jeg vil bare lige sige tusind tak. Det var eddermaneme tiltrængt. I år har jeg besluttet skal være året hvor jeg IKKE brokker mig over hedebølge. Den Onde Vinter er stadig i alt for frisk erindring. Jeg kan leve med hedeslag. Må kompensere ved at spise mere is. God plan, der, Sif.
Eller også ved at gå i biografen. Det er oplagt under hedebølge. De har nemlig airconditioning. Godtnok havde de skruet så højt op for den sidste år, at jeg måtte tage ekstra trøje på indenfor. Men det er ok. Nu hvor billetpriserne er SÅ billige så… nå nej. Det er de jo sådanset ikke. De er jo sådanset måske nok liiiige steget med ca. omtrent en milliard kroner inden for de seneste par år. Så vi går ikke helt så meget i biografen mere…
Prince Of Persia
Igår fik jeg dog samlet mig sammen til at tage afsted. Der stod nemlig forpremiere på programmet – på en film, jeg utålmodigt har talt ned til, lige siden premieredatoen blev annonceret. Prince Of Persia!
Prince of Persia appellerer til de Sifowichiske smagsløg ved at indeholde et eller flere af følgende elementer:
1. En svært lækker hovedrolleindehaver i et svært smækkert outfit.
2. En historisk (omend historisk ukorrekt) setting i oldtidens Persien.
3. Masser af fede actionscener og HESTE.
4. Totalt awesome filmmusik, af Harry Gregson-William, som man ikke skal kimse af.
5. Tonsvis af bling bling og inspiration til kagepynt. Oh yes.
Prince Of Persia gav til gengæld også akutte ørebylder ved at indeholde et eller flere af følgende elementer:
1. Ingen sex what-so-ever. Ikke engang noget snav! Et enkelt freaking kys, var hvad de kunne hive op af posen.
2. En dialog, der i første halvdel af filmen lod meget tilbage at ønske.
3. Tydeligt europæisk udseende skuespillere. Skulle den ikke foregå i Persien?
4. En historie, der var lige lovlig længe om at komme ordentligt igang.
5. Til tider pænt elendig klipning mellem scener og voice-overs der var helt malplacerede.
Nu er Jake Gyllenhall ikke lige typen jeg forbinder med denne slags film, men det fungerede 100%. Viser bare hvad lidt langt hår kan gøre ved en mand. Pånær Kevin Costner… sorry, men det virkede bare ikke, Kevin.
Dommen? Denne film placeres i samme kategori som Resident Evil og de fleste andre film baseret på spil. Absolut ikke Oscar-kandidater, men til gengæld pissefede og garanteret en fast plads på DVD hylden til mange afteners god underholdning.
Vi giver den 4 sorte faner. En for Jake Gyllenhall, en for hans outfit, en for musikken og en for settingen. For som jeg sagde sidst: Her hos Anarkistens (ægte) Kogebog anmelder vi film ud fra de kriterier der virkelig betyder noget.
Men nu gik hele dagen ikke op i film, jeg lavede da også noget mad. Det var nemlig torvedag, og de havde… de havde… undskyld, jeg er bare så rørt *sniff*… nye samsø kartofler! NYE SAMSØ KARTOFLER. Så kan man heller ikke ønske sig mere… altså udover en kæreste, en normal kat, et større hus, en hønsegård og en hel flok islandske heste, at bo i udlandet, at se Montana, at sejle til New York, at komme til Moskva igen, at Ben Barnes snart lavede en ny film, at Eclipse havde premiere i morgen, en hund, en undulat, at nogen gad luge mi… hva? Gør jeg det der med at gå ud af en tangent igen?
Sorry. Det er bare en virkelig dårlig vane.
Min pointe var at jeg også fik købt mig en bette hornfisk. De er jo overalt nu, i alt fald hvis man har adgang til en rigtig fiskehandler, med rigtige fisk, og ikke bare supermarkedets ugegamle udvalg af rødspætte, laks og sild. Jeg købte en halv fisk, og den vejede ca 250 gram. Og jeg åd det hele selv, gjorde jeg.
Hornfisk og nye samsøkartofler
Hornfisk med nye kartofler
1 pers
Små nye kartofler efter behov
1 hornfiskefilet
Rugmel
Smør
Salt
Purløg, dild eller persille
Hornfisk er en dejlig mager fisk, med knaldgrønne skæl og ben. Det er heldigt for så er de nemme at se, især når ens filet ligner noget, der er blevet parteret af en blind med parkinsons. Så jeg måtte selv lige fjerne finner og et par rygben. Og et par sideben.
Skær fileten i 7 cm lange stykker, drys med lidt salt, vend dem i rugmel og steg dem i en blanding af smør og olivenolie.
Og lad nu være med at myrde den stakkels fisk mere end den allerede ER blevet. Folk er gode til at skamstege fisk. Fisken skal stadig være blød, lige akkurat have mistet det gennemsigtige skær og være fint hvid i midten. Det tager max et par minutter.
Server kræet varmt med nye kartofler, der er vendt i smør og salt, med en hel masse friskhakket purløg, dild eller persille. Bon appetit!
ContinueDøve smagsløg er den nye folkesygdom
Klidmosters billede af en ske-spiddet kajkage
Så igår var jeg til Kagens Dag med Klidmoster og Hanne Z.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal skrive om det. Man skal ikke kimse af disse bagerier, der troppede op og serverede kage for en god sag. Det er meget prisværdigt, og noget mange firmaer kunne lære en del af.
Men jeg tror ikke jeg forstår det. Jeg forstår ikke at man som udlært bager/konditor laver sådan noget kage. Håndværket var for det meste i top, men kvaliteten af råvarerne var så ringe at jeg var helt paf. Der var margarine og falsk fløde i stort set alle kagerne, pånær et par enkelte, der alle stammede fra samme bageri. De bruger smør, og deres kager var bestemt spiselige. Og så var der en lille kaj kage, som jeg tog til nåde. Den udgav sig ikke for at være noget den ikke var – grøn marcipan og lyserød margarinecreme. Sådan. Han fik en ske gennem hovedet i et anfald af spontan morskab. Tak, Kaj. Du var et festligt indslag.
Nogle af kagerne smagte så ækelt at jeg blev helt dårlig og måtte spytte dem ud i en serviet. Jeg fik ikke spist en ærlig kage – det var simpelthen så elendigt at jeg var helt rystet.
Og jeg ved godt det er en pengeting. Alting handler jo om fucking penge idag. Penge penge penge. De der penge har efterhånden ødelagt både vores miljø, vores dyreliv, vores etik, moral og ikke mindst vores fødevarekvalitet. Helt ærligt folkens, kunne I ikke tage at bruge de der penge lidt mere etisk forsvarligt, hva. Det kan godt være at Danmark har en madkultur – men danskerne har sgu ikke.
Jeg synes at det er ganske forfærdeligt at vi havde 23 forskellige kager forbi vores bord – og der var kun én af dem, jeg ville betale penge for i en forretning. I det mindste gik det til et godt formål. Men næste år donerer jeg bare direkte og bager en kage til mig selv.
Æv altså.
ContinueKold kartoffelsalat og tømmermandsbrunch
Kold kartoffelsalat
Holy fuck altså. Jeg er fuldstændig firkantet i hjernen. Min dag er gået med at researche Titanic – min nyeste besættelse. Selvfølgelig især menuerne, som jeg forsøger at lave mine egne udgaver af. Det er virkelig, virkelig spændende, men som sædvanlig når jeg bliver fanget af noget, har jeg svært ved at tale om andet.
Og således blev af mine venner underholdt gevaldigt idag. “Bla bla bla Titanic bla bla bla en billet ville koste 3 mio idag bla bla bla og så fik de 10 retter bla bla bla og lyset gik først kort tid før de sank men alle elektrikerne døde bla bla bla,” og til sidst var jeg muligvis blevet hældt ud af bussens forrude hvis jeg ikke havde holdt kaje.
Folk må virkelig lære at forstå at når jeg bliver besat af noget, så er det fordi det er ultimativt interessant!
Men så kan det også bare være ligemeget kan det. Så kan I nøjes med min opskrift på kold kartoffelsalat. Jeg laver kartoffelsalat med skyr og mayonnaise. Det giver den perfekte blanding af syrligt og cremet, uden at blive et tungt helvede. Samtidig gør blandingen af skyrs høje proteinindhold og mayonnaisens høje fedtindhold, at kartoffelsalaten rent faktisk mætter uden at få blodsukkeret til at suse forvirret rundt i overhalingsbanen. Hurra! Jeg elsker når den bedste smag går i en højere enhed med god mæthedsfølelse.
Og nu må jeg hellere gå i seng – klokken er 3 og jeg skal til Kagens Dag i morgen. Er spændt på at se om der er nogen kager, der er margarinefri!
Mere kold kartoffelsalat
Sifs kolde kartoffelsalat
Jeg har ikke noget exact opskrift, men dressingen består af 1 del mayo til 3 dele skyr, smagt til med sennep, en anelse sukker, salt og peber. Og en lille smule paprika, selvfølgelig.
Dressingen hældes over kolde, kogte og pillede kartofler, skåret i skiver. Tynde skiver radiser er der også i, og en masse klippet dild og purløg.
Sådan er min favoritkartoffelsalat – prøv det! Og når du nu alligevel er igang med at pille kartofler, så kan du sætte et par til side til min 100% økologiske tømmermandsbrunch.
tømmermandsbrunch
Det er knækbrød (fra Urtekram). Den ene er med flødeost naturel og den mest fantastiske røgede vildlaks – fanget på bæredygtig vis og naturligt rød grundet dens kost af små krebsdyr. Der står også på pakken at den er økologisk, men jeg ved ikke lige hvordan vild fisk kan være økologisk… måske er det noget med måden den er fanget på. Uanset hvad fås den i Kvickly og den er GOD. Mør og cremet, smelter på tungen. Helt anden tekstur end den fedtede, slatne laks man normalt køber. Bvadr. Ovenpå er gul peberfrugt, men jeg spiste det med et solidt drys purløg bagefter, og det var meget bedre.
Den anden er smurt med lidt mayo og dækket med skiver af kold, kogt kartoffel og radiser i tynde skiver. Plettet grundigt med friskkværnet peber, havsalt og purløg. OH MY GOD. Det var godt.
Røræg af æg pisket sammen med lidt fløde. Salt og peber puttes først i når røræggene ER færdige, ellers bliver de seje. Drysses med purløg og serveres med sprødstegt bacon.
Tadaaa! Slår enhver skod-burger og tager nul tid at lave.
ContinueKlidmosters fødselsdag
Lambeth kage
Igår holdt Klidmoster føsdag, og som det sig hør og bør havde hun inviteret kagedåserne + Bedstevennen til party. Vi fik den mest faaaaantastiske mad, som hun har lovet at blogge. Der var noget med at det “bare” var laks rørt op med… et eller andet. Men den slags kan jeg jo absolut ikke huske, især ikke når Bedstevennen har købt sød Asti, som er min favorit, og det der med at skrive på bagsiden af en serviet, det duer bare ikke, for så bliver de smidt ud, og så står man der og roder efter sin serviet i mellem rester af fetacreme og kylling.
Nej. Det går simpelthen ikke.
Og fordi det som regel er eneste chance for at lave kage til andre mennesker, havde jeg på vanlig høflig vis erklæret “jeg tager kagen med!” uden at spørge om det var ok eller noget som helst. Men det var det, heldigvis.
Den lille kat på kagen er en af Klidmosters kræ, igang med at fange nedfaldne vinblade. Hvilket selvfølgelig absolut ikke er en hentydning til hendes *ahem* vinforbrug.
Nu må jeg hellere pleje mine tømmermænd en smule. Jeg tror den slags gøres bedst i selskab med Sam&Dean og muligvis Ben Barnes. Måske er jeg også lige nødt til at ringe til en god ven og spørge om han ikke nooooooook vil komme med noget mælk og nogen chips.
Det er forsøget værd.
ContinueProjekt Hjemmelavet Sushi: Futskomaki
Sushi
Nu var det ligesom ved at være på tide, at jeg fik tacklet det her sushihalløj. Især fordi det koster en formue at købe på de gode steder, og allermest især fordi almindelig sushi har enorme mængder usynlig bifangst på samvittigheden. Det være sig havskilpadder, havfugle og fisk. Det industrielle fiskeri er enormt ødelæggende for havbunden og det generelle havmiljø, ligesom måden fiskene fanges på er grusom og resulterer i kvælningsdød for både fisk – der får ilt ved at svømme og derfor drukner hvis de er klemt sammen eller hænger fast i et net – og for pattedyr, der skal op til overfladen for at ånde. Derudover er den blåfinnede tun meget meget truet, hovedsageligt fordi vi i Vesten ikke helt forstår den med alting i moderation, og æder uhæmmede mængder. Blandt andet i vores sushi!
Jeg så et program om tunfiskeri i Stillehavet, og har ikke spist fisk siden. Mistede sådan lidt appetitten, der. Man fangede simpelthen en hel stime blåfinnet tun – og det er en pænt stor fisk, kan veje op til 250 kg – i et gigantisk net. Fiskene kan ikke se nettet, så når de går i, bliver det strammet og fiskene presses langsomt sammen. Og så er det at de går i panik, fordi de ikke kan ånde. Eller de hænger fast i nettet og og drukner. Hele processen kan tage mange timer.
Der var blod og paniske fisk overalt. Det var ganske enkelt rædsomt at se på. Jeg forstår ikke de mennesker, der helt seriøst kan mene at fisk ikke lider under disse vilkår. For det gør de. Og det er ikke ok, så enkelt er det. Jeg har faktisk skrevet en lille sang om det:
Jeg er en lille truet tun
Og bor tæt på en blå lagun’
Det en god ide at starte på en frisk
Lad være at spise sushi med truet fisk
Derfor er løsningen 1) At styre sushiforbruget 2) At spise sushi med fisk, der ikke er truet og som 3) fiskes på en bæredygtig måde. Eller 4) at spise vegetarsushi, hvilket lige pt. er den nemmeste løsning når man bor i et kulinarisk u-land som Danmark.
Eller 5) at lave sin egen sushi med økologiske, bæredygtige ingredienser. Jeg vovede pelsen idag, gjorde jeg, fordi jeg er så modig. Og fordi Randersdamen TVANG mig. Det er sandt. Jeg startede med at købe det der Blue Dragon start kit, fordi jeg ikke lige følte for at investere en hel masse penge, hvis det nu viste sig at jeg endte med at brænde køkkenet ned og bare HADE sushi.
Der var to kogeposer (?!) med ris, to pakker eddike, to pakker soyasauce, to pakker wabasi, en pakke tang og en rullemåtte. Og to sæt forpulede spisepinde. Seriøst, spisepinde? Hallo, jeg ender med at prikke nogens øjne ud, når jeg sidder og fægter med de aggregater.
Jeg brugte et minimum af tid på lige at tjekke hvordan internettet laver sushi. Mest af alt fordi jeg ikke helt stolede på en opskrift i en startpakke med kogeposer. Efter et par videoer på youtube havde jeg besluttet mig for en fremgangsmåde. Og den vil jeg nu indvie jer i. Det skal med det samme siges at jeg er hammerstolt af mit glimragende og velsmagende resultat, men jeg er 100% nybegynder, så måske er du bedre tjent med at kigge med hos nogen, der rent faktisk ved hvad de laver… dvs ikke mig.
Sushi ala Sif
med agurk, avocado og mayo
Jeg brugte kogeposen, ok. Så skyd mig. Jeg brugte kogeposen, med det resultat at jeg tabte halvdelen af risen ned i håndvasken, da jeg ville hælde det i en sigte. FUCK. Nå. Men jeg fik stadig lavet mine ris. De kogte 20 minutter, hvorefter de blev blandet med eddiken, lidt sukker og salt og forsigtigt vendt rundt. En dame på youtube sagde at man skulle bruge en flad spatel, og vende risen rundt med den. Så skulle man lave skærebevægelser, ikke rørebevægelser.
Såsji
Så skære-skære-skære. Risen blev kold og jeg fik koldsved. Agurk og avocado blev skåret i stænger. Jeg fik endda fordelt risen på det der skide stykke tang, og det klistrede totalt åndssvagt. Det skal kun være ½ cm tykt over det hele så dyppe-glatte-dyppe-glatte.
Mayo på – ikke ret meget! – og så grøntsager ovenpå.
Det var her, det gik op for mig at jeg havde glemt at lægge tangen på bambusmåtten først. Blargh! Det lykkedes mig, meget forsigtigt, at løfte hele moletjavsen med ris og grøntsager op på måtten, så jeg kunne få rullet lortet.
Rulle
Og hey, det var jo nemt! Hej, lille maki-rulle. Hvordan går det? Du er så fin, ja du er, ja du er såååååå.
MosterK siger det hedder futomaki, men jeg døbte dem futskomaki. Meget bedre, synes du ikke?
Små futskomaki-babyer
Det var så her at det gik op for mig at min kokkekniv ikke var helt skarp nok. Men det gik. Trods alt. Skarpe knive er skidefarlige! Det ender altid med at jeg skærer fingeren af.
Futskomaki
Der blev 8 stk futskomaki ud af rullen, og de forsvandt desværre alt, alt for hurtigt. Nu er jeg nok nødt til at lave sushi igen. I morgen.
ContinueInterlude II
Jeg er levende
Aldeles levende
Som en død frø der svømmer i olie
Ikke fritureolie
For det er usundt
Økologisk koldpresset olivenolie
Kun det bedste er godt nok til mig
Så
Græd
Ej
Jeg blogger snart igen
Må mine nye oldtidskogebøgers vinger bære mig
Mod målet
Uden at tabe mig ned i olien
Den økologiske koldpressede olivenolie
Kun det bedste er godt nok til mig
Fusion tabbouleh med kæmpedurum og skovsyre
Fusion tabbouleh med kæmpedurum og skovsyre
Der har været totalt tryk på den her uge, men jeg klarede det uden at hælde mælk i urtepotten eller drysse salt i theen. Klapper lige mig selv på skulderen.
*klapklap*
Dengang jeg var ung og smuk gik jeg på en efterskole, hvor vi havde en plante stående i vindueskarmen. Vistnok en primula. Det var meningen at man skulle holde liv i den her fåkking plante, sikkert som en del af en “modningsprocess”, hvor ansvaret for en grøn plante skulle lære os at blive voksne og ansvarlige.
Hvis evnen til at holde liv i en plante er kriteriet for modenhed, så kender jeg saftsuseme mange, der skal gå børnehaveklassen om igen.
Nå, men min veninde vandede engang sin primula med mælk. Den begyndte at lugte meget sært, og så gik den ud. Hvorvidt det nogensinde lykkedes hende at blive et voksent og ansvarligt menneske må stå hen i det uvisse. Selv kan jeg godt holde liv i en primula, men jeg er knap så sikker på at jeg fortjener prædikatet “voksen”, selvom jeg snart bliver 30.
Loppemarkedsloot
Min mor slæbte mig med på loppemarked idag. Eller også var det omvendt… detaljerne er lidt uklare på det punkt. For en gangs skyld havde jeg ikke planlagt kursus på markedsdagen, og tjek lige mit loot. Den lille opsats fik jeg af mor, der satser på at den bliver sat på bordet med hjemmelavet fyldt chokolade næste gang hun kommer til kaffe. Ikke et usandsynligt scenarie! Så er der nogle små tærteforme og nogle bittesmå petitfour forme. Og kræmmerhusforme. Samt en bollesprøjte, hvilket er det mest hysterisk morsomme navn man nogensinde har givet et køkkenredskab. Bollesprøjte. Bollesprøjte. Bollesprøjte.
*fnis*
Du sagde bolle!
Anyway, før jeg vidste af det, sad jeg i en bil på vej mod Gl. Ry sammen med føromtalte mor og hendes altid-overbærende kæreste. Destination: Det Gamle Mejeri. Udefra ligner det en lille kræmmerbiks, men når man først er kommet ind er der bare rum efter rum efter rum med møbler, tonsvis af porcelæn, glas, krystal, ure, lamper, malerier, antikt, gammelt ragelse, nye ting, gamle ting, ALT. Jeg savlede uhæmmet, men havde råd til ca. intet af det. Well, bortset fra den sidste ting på billedet – det lille bordtennisbat af træ. Jeg købte det fordi det lignede noget man kunne bruge til at forme shortbread i, men damen sagde at den er kinesisk og bruges til riskager… jeg har hat forstand på kinesisk mad, men måske er der nogen læsere, der ved hvad den skal bruges til? Jeg vil dog stadig bruge den til at forme shortbread.
Efter Det Gamle Mejeri tog vi ned til foden af Himmelbjerget for at bælle kaffe og glo på nogen hunde der svømmede. Og så var det jeg fik noget temmelig uventet med hjem i posen.
Bøgetræer
Bøgetræer. Oh yes. Min mors ønske om en have er kun overgået af hendes trang til at bo på 4. sal i Århus C, så hun er bagsædegartner for min have. Bøgeskuddene lå i bunker på skovbunden. “Du skal da have bøgetræer i haven!” proklamerede hun, og vupti havde jeg 4 stk unge skud i en pose. Jeg kalder dem Trip, Trap, Træsko og Tykmælk. Tykmælk er den lille fede til højre i nederste potte.
Så… æh. Er der nogen, der ved hvordan man passer et bøgetræ? Det står ikke rigtig i havebøgerne.
Ude i skoven fandt jeg også masser af skovsyre, som jeg ELSKER. Seriøst, de der små kløverlignende planter smager afsindigt godt. De står ligeså fint nu, så løb ud og pluk nogen. Og så kan du lave min fusion tabbouleh med kæmpedurum og skovsyre. Hvis du altså har noget kæmpedurum.
Fusion tabbouleh
Tabbouleh
laves lidt på gefühl. Man starter med at koge nogen korn møre i hønse eller grøntsagsbouillon. Kæmpedurum, perlespelt, perlebyg, bulgur, quinoa eller cous cous er alle meget velegnede – og hælde citronsaft, salt og lidt olivenolie over dem når de er møre. Egentlig serveres tabbouleh kold, men jeg kan bedst lide den varm.
Så smider man grøntsager i, gerne så der både er lidt knas, lidt syre og lidt sødt. Jeg brugte et forårsrødløg, men almindelige løg kan også bruges, eller forårsløg. Derudover smed jeg grøn peberfrugt og tomat i, samt en håndfuld grønne rosiner. Der skal ca være ligeså meget grøntsag som korn. Til sidst dynger man masser af krydderurter i. Persille, koriander og mynte er meget traditionelt, men jeg brugte 1/3 skovsyre (skyllet, befriet for stilke), 1/3 persille og 1/3 koriander. Volumenmæssigt må tabbouleh’en gerne bestå af 1/3 krydderurter.
Til sidst hakkede jeg nogle grønne usaltede pistacier og rørte i. Smagte møjet til og serverede med usyret pandebrød og pyntede med skovsyreblomster.
Ægte persisk/moderne/oldægyptisk/sydamerikansk/dansk tabbouleh. Bon appetit! Smager også godt kold.
ContinueHjemmebagte tanker om kost
Advarsel: Blog indeholder ikke den sædvanlige positive tone. Læs på eget ansvar!
Jeg ved ikke om jeg har skrevet det her før, men jeg fik lige lyst til at skrive om det igen. Især set i lyset af den nye fedtafgift, som jeg personligt mener er totalt gak i låget. Kunne vi dog ikke lave en klamhedsafgift istedet, og smække den på alle de besynderlige æsker og pakker, som ret beset ikke engang burde kaldes “fødevarer”? Lad mit smør være i fred, fucking fødevarefascister.
Jeg er simpelthen så træt af trendy diætbøger. Altså bøger, der tager en lille del af “sandheden” og blæser det fuldstændig ud af proportioner og fremhæver det som værende det eneste salige. Eller – det kunne jeg leve med, hvis det ikke var fordi de krydrede de her bøger med meget overbevisende argumenter, der dybest set ikke er andet end en sammenhæng taget ud af en sammenhæng, forvrænget og sat på en piedestal.
Jeg hader det, fordi et mere nuanceret billede kunne give så meget livskvalitet, vel at mærke livskvalitet, der ikke krævede at man spiste en eller anden besynderlig diæt. Jeg nævner i flæng raw food, kernesund, stenalderkost, low carb osv. Vegetar og veganerkost anser jeg ikke for at være i denne kategori, da det er mit indtryk at etiske overbevisninger er hovedrivkraften bag, fremfor forkvaklede ernæringsteorier (omend jeg har set nogen mildest talt besynderlige udbasuneringer på veganerfora). Og jeg synes jeg jo egentlig også at veganere er lidt seje, fordi de tager dyrevelfærd SÅ alvorligt at de ligefrem lægger hele deres liv om.
Men altså, jeg er jo ikke ernæringsekspert – og får ikke penge fra nogle firmaer (selvom Valrhona og Aurion godt måtte være sponsorer her) – så jeg kan kun sidde her og knævre om hvordan jeg synes det ser ud, sådan set lidt fra oven.
Jeg synes, sådan helt for mig selv, at vi mangler evnen til at se det større billede. Prøv at se på alle de her diæter. Kig på de mennesker, der følger dem. Hvad siger de? Odds er at de alle siger noget i stil med “mere energi, pænere hud, vægttab, småskavanker forsvinder” osv. osv. Og vi taler altså om totalt modsatrettede teorier her. Jeg har læst jublende beretninger fra mennesker på stenalderkost, der består af kød, fisk og grøntsager (ingen korn eller mælk) og jeg har læst lignende beretninger fra raw food folk, der spiser vegansk og hovedsagelig rå mad.
Hvis både stenaldermad og raw food giver samme gode resultater, hvordan kan de så sidde og sige at de har fundet De Vises Sten? Hvordan kan man påstå at kogt mad er død, når folk bliver helbredt fra de mærkeligste ting, på en diæt af kogt mad? Hvordan hænger det sammen? Og er det virkelig så fantastisk? Er de gode historier repræsentative? Er de sande?
Jeg tror forklaringen ligger et helt andet sted. Min hjemmevaskede teori går på de gode råvarer. Når man spiser som på de trendy diæter, så udelukker man rigtig mange af de ting, som jeg personligt synes er personificeret ondskab. F.eks konserveringsmidler, kunstige farvestoffer, aromastoffer – er der nogen af jer, der ved hvad “aromastoffer” dækker over? Det er bunker og bunker af ingredienser, ofte kemiske, gemt under et lille uskyldigt mærkat. Ifølge Fødevarestyrelsen kan et aromastof dække over 100 forskellige syntetiske stoffer, gemt i en enkelt lille uskyldig “jordbæraroma”. Det samme gælder naturlig aroma, der ikke er sund bare fordi den er naturlig. Bogen Fast Food Nation har et skræmmende afsnit om aromastoffer, som mange kunne blive klogere af.
E-numre og mængder af sukker og salt. Fyldstoffer, vand, luft – du får lov at betale for det alt sammen. Mange trendy diæter resulterer i at man fjerner disse fødevarer, og i højere grad er nødt til at lave sin egen mad. Endvidere følger der ofte et holistisk livssyn med, så økologiske varer foretrækkes gerne.
Jeg tror – og det er bare min personlige teori – at det er hele den her back-to-basis kost, der gør udslaget. Jeg er overbevist om at den øgede mængde grøntsager, fuldkornene, de hele råvarer og den helt automatisk markant mindre mængde sukker, salt og tilsætningsstoffer, gør udslaget. Og jeg er også overbevist om at mange reagerer så voldsomt på mælk, gluten og sukker fordi de er blevet overfodret med alle tre ting, i elendig kvalitet, istedet for med rene råvarer.
Enhver, der har prøvet at leve kernesundt, ved at disse tre ingredienser findes i nærmest alt mad, der ikke er en ren råvare. Samtidig får vi hældt kemikalier på fra alle sider. Make-up, møbler, maling, bil-os, pesitcider, grundvandet, kød, alle steder hvor man opererer med såkaldte “grænseværdier”, som jeg stadig mangler at se videnskabeligt grundlag for. Hvor mærkeligt er det lige at kroppen siger “styr dig lige kælling, og giv mig en pause.”
Mit største problem med trendy diæter, er at de fremelsker angsten for maden. Selvfølgelig er vi nødt til at flage kraftigt for at det der tilsætningstoffer-færdigvare-mad har taget overhånd og ikke giver nok næring, og advarsler samt oplysende litteratur er helt på sin plads.
Men damn hvor er jeg træt af kogebog efter kogebog, der pisker en stemning op om giftigheden af dette og hint, mens det positive, som burde være fremtrædende, træder helt i baggrunden. Fokus vil uværgelig blive “jeg må ikke” i stedet for “jeg vil gerne”. Og så er der altså mange, der taber madglæden og begynder at undgå alt muligt mad, som slet ikke er nødvendigt.
Kan vi ikke bare tage mellemvejen? Spise hjemmelavet mad, lavet af hele råvarer, mange grøntsager og måske undlade at koge maden totalt ihjel. Eller kræver det for meget, at tænke selv, i stedet for at følge en pseudovidenskabelig bog?
Jeg er jo absolut ikke selv perfekt, selvom nogen tror at jeg lever 100% økologisk biodynamisk demetercertificeret. Det gør jeg ikke, omend jeg er langt mere økofanatisk end de fleste synes er sundt, men jeg drikker sgu stadig Pepsi Max. Og skriver onde skræmmeindlæg på min blog. Men mine grænser for hvad der er acceptabelt rykker sig hver dag. Det er en process, der indtil videre har taget 3 år, og stadig er igang. For så lang tid tager det at ændre vaner for real. Kan ikke gøres på tre måneder.
Jeg kender ikke den endegyldige sandhed. Men jeg ved at min eksem forsvinder, når jeg undlader at spise farvestoffer. Hvis jeg så bare kunne kvitte den satans cola… er der nogen, der har skrevet en bog om det??
Continue