Mishâsh – en sød haps fra 1200tallets Al-Andalus

Mishâsh - også kendt som kattecannabis

Hej! Jeg har ikke køkkenblokering længere. Jeg vil lade det være op til jer at vurdere  hvorvidt det er godt eller skidt.

Jeg var lidt i tvivl om hvorvidt jeg skulle poste den her blog. Al-Andalus var nemlig muslimsk (idag er det Andalusien) og jeg vil nødig have skyld for at fremme den islamisering af Danmark, vi alle ved finder sted sådan lige pludselig og uden vi opdager det. Midt i frikadellerne og den stuvede hvidkål, BANG, så ligger der roastbeef på tallerkenen istedet.

I alt fald hvis man skal tro visse højreorienterede politikere, hvis navne vi ikke vil nævne, fordi de tilsyneladende er blevet glade for at sagsøge folk i flæng.

Nå, men jeg trodsede Pia K… ups nu kom jeg til at sige det alligevel… og lavede det alligevel. For helt ærligt, hvem kan modstå en opskrift, hvor man opløser nyrefedt i olie til det ligner hjernemasse?? Ikke mig, det er helt sikkert. Og det her var så meget en opskrift der kaldte på mange billeder, så jeg satte batterier i bæstet og gik igang.

Mishâsh er en dessert fra en gammel andalusisk kogebog, nærmere betegnet fra omkring det 13. århundrede. Det er en af de der kogebøger hvor instruktionerne er så overfladiske at det kan undre en at de overhovedet har gidet skrive det ned. Sådan noget med “tag lidt mel og lav et brød og bag det i ovnen og spis” og resten kan man værsgo gætte sig til.

Du kan finde opskriften i sin engelske oversættelse her. Som du kan se, er det en meget stiv dej af mel, olivenolie og vand, der rulles ud med en blanding af fedt og olie. Hvordan præcist det skal rulles ud er lidt tåget. Først tænkte jeg på baklava, med de mange mange tynde lag, der pensles med fedt. Men så var det alligevel ikke helt som om man rullede så mange lag ud.

Min tolkning er derfor en form for gærdej rullet meget tynd og lagt sammen butterdej-style med lag af nyrefedt-olie-hjernemassen. Så steger man dejen i olie. Eller man fylder den med en blanding af hakkede nødder, sukker og krydderier og SÅ steger man det i olie.

Jeg valgte sidstnævnte. Og så gik jeg ellers igang.

Nyrefedt fra et mæhlam

Først skulle nyrefedtet og olien trylles om til hjernemasse. Det foregik ved at jeg hakkede det frosne nyrefedt groft (så er det nemmest at håndtere) og lod det tø op i en skål.

Hjernemasse aka blendet nyrefedt og olivenolie

Med min trofaste stavblender blendede jeg nyrefedtet med ½ dl olivenolie. Det blev meget tykt. Ligesom mayonnaise. Eller rørt smør. Hvorvidt det ligner blendet hjernemasse, skal jeg ikke kunne sige. Vi blender generelt ikke så mange hjerner her i huset. Ikke bogstaveligt talt, i alt fald.

Min stakkels uskyldige lille stavblender

Shit mand. Det kommer til at kræve en pæn mængde kogende vand at få DEN ren igen.

Udrullet dej med nyrefedt-hjernemassen smurt på

Så rørte jeg 2 spsk olie og 5 gram gær ud i 1 dl hvedemel. I opskriften stod der bare “hævemiddel” og eftersom det var gær og surdej man brugte dengang, så valgte jeg gær. Havde ikke noget surdej. Ok, det var måske ikke lige gær i en pakke fra supermarkedet de brugte. Men det måtte være. Jeg er dog ikke sikker på om gæren gjorde nogen reel forskel, idet der var så meget fedt i dejen. Så æltede jeg et par spsk vand i, til dejen blev smidig og sammenhængende. Æltede og æltede. Og æltede.

Helt så smidig som brøddej blev det ikke, for al olien forhindrede glutenstrengene i at snave og lave glutenbabyer, hvilket er meget godt, for min brøddej skulle nødig få mere sex end mig.

Jeg lod det hvile en halv times tid, så det ville være nemmere at rulle ud. Delte dejen i to og rullede begge stykker tyndt ud. Det var ikke heeelt nemt at rulle ud, men det lykkedes. På den ene lag smurte jeg et tyndt lag nyrefedtblanding og så lagde jeg det andet stykke dej ovenpå.

Foldet som en konvolut. Klar til udrulning.

Og foldede det så det nogenlunde lignede en rektangel. Så blev det ellers rullet ud. På den måde fik det en lidt flaget struktur. Jeg rullede det ud til et par mm tykkelse. På et godt melet bord. Husk melet! Ellers græder du når din fint udrullede dej hænger fast.

Fyld af hakkede mandler, rørsukker og rosenvand

Fyldet var 50 gram mandler blendet med 2 spsk rørsukker og rørt med 1 tsk rosenvand. Der var ALT ALT for meget fyld, men jeg skal nok få det brugt.

Alle der besøger mig indenfor de nærmeste dage kan godt forvente en surprise.

Fyldt og klar til kogning i olie.

Jeg lavede to forskellige faconer – rund, der bestod af to udstukne stykker dej lagt sammen om en smule fyld og så trykket godt sammen i kanterne. Og aflang, der bestod af firkantede stykker dej, med en stribe fyld langs midten og så foldet sammen.

De runde var dem, der holdt bedst til kogningen og blev pænest. Der blev 4 stykker mishâsh ud af min mikroskopiske portion dej – der kunne være blevet 6 hvis jeg havde skåret det ud i firkanter istedet.

Og så skulle de koges i fedt. Normalt ville jeg bruge svinefedt, men det virkede sådan lidt forkert til en muslimsk opskrift. Så palmin blev det. De skal koges ved samme temperatur som klejner. Jeg måler aldrig temperaturen, men tester et stykke dej i gryden. De skal koge færdig på et minuts tid og blive dejligt gyldne uden at branke.

Jeg valgte at lægge dem i flydende honning istedet for rosensirup, som jeg ikke lige pt havde noget af. Så snart de blev taget op af gryden, blev de lagt rygende varme i den smeltede honning, vendt rundt og så lagt i en skål. De varme kager suger honningen fantastisk godt.

Er det grillkylling? Indbagte rejer? Nej! Det er nyrefedtbakkelser!

Og resultatet? Jeg skal indrømme at jeg havde forventet noget ganske ækelt, men de smager virkelig helt afsindig godt. Okay, jeg blev både blind og døv af sukkerchok, men DAMN. Dejlig sprød, flaget dej og sødt, sejt indre, der smelter i munden.

Det kan godt være nogen synes jeg er gak-gak når jeg kaster mig ud i de her eksperimenter, men jeg får sgu nogen fede smagsoplevelser ud af det. Og jeg får brugt mit nyrefedt.

Fuck hvor har jeg bare meget tilbage af det hjernemasse…