Archive for April, 2010
Safranhirse med valnødder og en kylling kaldet Madhûna
Safranhirse med forårsløg, valnødder, grønne rosiner, koriander og græsk yoghurt
Nu hvor jeg ligefrem bliver truet til at blogge mad, må jeg hellere gøre det. Jeg er ellers faktisk lige ved at se New Moon, ikå, og Edward er LIGE ved at hoppe ud i sollyset og lege Gucciboy. Men for jeres skyld, og kun jeres, vil jeg blogge om noget spisbart.
Idag er det forresten Valborgsaften. Hvis I fiser ud på en korsvej ved midnat kan I møde Odin. Eller Djævlen – afhængig af hvilken religion vi spørger. Jeg har prøvet, og jeg mødte hverken Odin, Djævlen, Julemanden eller Pia Kjærsgård. Heldigvis.
Valborgsaften er dog oprindeligt en fejring af overgangen mellem vinter og sommer. Det fejredes med store bål og muligvis en skvis vin eller ti. Jeg skal fejre det med Supernatural og kage, for sådan ruller jeg.
Men nu til maden. Jeg har fået en ny bog, som jeg varmt kan anbefale. Den hedder A Biblical Feast, og handler om maden på Jesu tid. Den er skrevet udfra bibelske referencer og selvfølgelig historisk dokumentation. Forfatteren hedder Kitty Morse, og hun har ledt mig halvvejs i uføre ved at foreslå en masse middelalderskrifter jeg kan læse. Da hendes bog jo er copyrightet – i modsætning til de tussegamle skrifter – kan jeg ikke blogge mig igennem den og smide opskrifter ud, men jeg har fået lov at blogge nogen få. Tak, Kitty!
A Biblical Feast af Kitty Morse
Bogen kan varmt anbefales til madnørder og andre freaks, og den kan købes på Kittys egen hjemmeside: A Biblical Feast.
Jeg er dykket dybere ned i oldtidens kogekunst, og har fremskaffet en oversættelse af en kogebog fra første halvdel af år 900, skrevet af Ibn Sayyar al-Warraq. Bogen indeholder – udover en oversættelse af de originale opskrifter – også en sand guldgrube af information, historie, fodnoter og krydsreferencer (videnskabelige værker er altid så dejligt grundige), der har hjulpet mig et godt stykke videre i mit arbejde med den andalusiske kogebog, jeg har været igang med. Og fået mig til at købe en bog med hvad der, indtil videre, er verdens ældste nedskrevne opskrifter fra Mesopotamiens Babylon.
Hvorfor finder jeg altid dyre hobbies? Kan jeg ikke komme på kunstnerstøtte eller lignende? Findes der fonde, for håbløse kulinariske nørder? Jeg er nok nødt til at sy kjoler af mine gardiner, ligesom i Sound of Music. Jeg kunne selvfølgelig også bare begynde at undervise i madlavning, det fungerer jo udmærket med kagerne… Men ah, det er det hele værd.
Jeg vil blogge to opskrifter. De blev ikke lavet samtidig, men jeg tror faktisk de ville passe udmærket sammen. Den første er safranhirse, en opskrift fra A Biblical Feast. Man får lov til at riste hirsen til den siger pop-pop-pop, hvilket totalt meget tiltaler mit indre barn. Hirse har, som nogen mennesker der oplevede 80′er vegetarbølgen måske ved, en lidt tør tekstur. Derfor rørte jeg lidt olivenolie i retten – det står ikke i bogen, men kan anbefales.
Og husk yoghurten! Græsk 4% er nem at finde økologisk, ellers har Thiese en drænet yoghurt 10%. Kefir kan også bruges, hvis man kan finde det økologisk.
Opskriften på Madhûna er nedenunder.
Med uret: Koriander, valnødder, rosiner og forårsløg
Jeg brugte de mest fantastiske grønne rosiner. De kan fås i helsekosten og hos indvandrergrønthandlere. Jeg forudser at Bazar Vest bliver meget nyttig når jeg skal finde nogle af de mere eksotiske ingredienser. Hvis I ikke har en Bazar i din by, så tag at få jer en. Det er helt fantastisk og butiksejerne smiler faktisk til en, især hvis man kommer tit nok. Totalt kulturchok, altså.
Safranhirsen er nem at lave vegansk. Skip yoghurten eller byt den ud med yofu.
Safranhirse med valnødder
2 personer
1 dl hel hirse
2-3 dl hønsefond eller grøntsagsfond
Et nip safrantråde
2 forårsløg eller en (ny) porre eller et grønt løg
6 valnødder
Rosiner efter smag – jeg brugte 2 spsk
Koriander efter smag – jeg brugte en STOR håndfuld
1-2 spsk olivenolie, valgfrit
Græsk yoghurt til servering
Knus først safranen mellem fingrene og drys den ned i en skål med varm fond. Lad det stå og trække. Det får safranen til at afgive masser af smag og farve.
Varm en gryde godt op og rist hirsen ved konstant høj varme under omrøring. Når den begynder at sige pop-pop-pop (tager et par minutter) og danse rundt i gryden, så tages den af varmen. Bare rolig, den hopper ikke ud af gryden. Det er mere sådan lidt stomp-agtigt.
Hæld safranfonden over hirsen, og pas på, det bobler op, tilsæt lidt salt og lad det koge under låg ca 30 minutter til hirsen er mør. Hvis den koger tør, for den er mør, så hæld lidt kogende vand på. Det nummer laver jeg tit, fordi jeg næsten altid måler forkert når jeg koger ris og gryn.
Imens hakker du forårsløg, valnødder og koriander. Rosinerne kan du skære midt over hvis du gider, ellers kan du lade være. Det hele røres i den nykogte hirse sammen med olivenolie, og trækker et par minutter under låg. Serveres med græsk yoghurt på toppen.
En kylling kaldet Madhûna
En kylling kaldet Madhûna
Egentlig er det lidt fusk, for det her er faktisk det ene bryststykke af Ibrahim, så teknisk set hedder kyllingen Ibrahim. Men da jeg hældte marinaden på, sagde jeg “Jeg døber dig Madhûna” og så gik det alligevel.
Madhûna laves egentlig med såkaldt “murri naqî”, et meget populært fermenteret krydderi i stil med soyasauce. Skulle nogen få lyst til at prøve, så har jeg faktisk en opskrift. Der er godtnok delte meningen om præcis hvad og hvordan og hvorledes, men her et af buddene:
Man tager bygmel og hvedemel ælter det til dej med noget vand. Så lader man brødet rådne i 40 dage, hvorefter man maler det til mel. Dette mel laver man så igen til brød på samme måde, bortset fra at man også tilsætter salt, og lader det ligge i solen i 40 dage igen. Det skal æltes morgen og aften. Når det er helt sort, så tilsætter man krydderier og vupti. Murri naqi var flydende, og hvordan den blev det – ja så langt er jeg ikke kommet i min research endnu. Jeg gætter på at man enten lavede flydende dej til at starte med, eller at den simpelthen gik i opløsning under gæringsprocessen.
Hvis det ikke lige lyder som næste måneds projekt, kan du bruge soyasauce. Ligesom mig. Jeg har dog tænkt mig at jeg skal prøve at lave det en dag.
But first I present to you, Madhûna!
1 hel kylling
2 dl olivenolie
½ dl soyasauce
Et godt kværn sort peber
1 stort nip safran
1 tsk stødt kanel
½ tsk tørrede lavendelblomster, hakket fint
½ tsk stødte nelliker
½ tsk stødt ingefær
Alle ingredienser, bortset fra kylling selvfølgelig, røres sammen til en marinade. Smag gerne til, måske skal den bruge mere soyasauce.
Tag så kyllingen og tør den af. Gnid den både indvendig og udvendig med marinaden. Læg den i en stegegryde og hæld resten af marinaden over. Læg låg på og bag fuglen ved 175 grader i ca en time. Test om den er færdig – kødsaften skal være klar.
Serveres med brød og en form for kornsalat. På billedet er det nykogt kæmpedurum, vendt med citronsaft, olivenolie, havsalt, tomater og koriander. Må hellere sige at tomater ikke er autentiske – de fandtes ganske enkelt ikke i Europa på dette tidspunkt. Men de smager godt…
Bon appetit!
ContinueAvatar vs. Sif
I disse dage er det næsten omsonst overhovedet at forsøge at feje gulvet. Der er gang i haveroderiet, og et er at jeg selv får slæbt jord ind under skoene – noget helt helt andet er kattekræet. Hun tørrer sgutte fødderne af på nogen måtte, men josker frejdigt ind med mudrede poter og sætter spor overalt, inklusive på toiletbrættet (suk). Og når det går rigtig vildt for sig, så støvbader hun, hvorefter hun mosler ind i min seng og falder i søvn.
Tak, missekat. Havde alligevel også brug for at skifte sengetøj 4 gange på en uge.
Var der nogen som at der sagde salat??!
Mine tomater er gået fuldstændig amok. Jeg er altså ikke vant til at ALLE frøene spirer, så jeg har klogeligt nøjedes med at så 5 frø hver af de sidste to sorter, jeg erhvervede mig fra fru Plum. Og marsvinene har fået deres eget bed med fin grøn salat, der står og fylder pladsen ud i tomrummene mellem de små rabarber. Lad os håbe de værdsætter alle de anstrengelser jeg havde med at købe planterne og stikke dem i jorden. De har fået lysegrøn krølsalat – og til mig selv købte jeg rucola. Både en etårig og en flerårig. Man skal jo være velassorteret på det punkt, forstås. Dobbelt rucola er dobbelt cool. Hallooo, fat det nu.
Apropos cool, så fik jeg endelig set Avatar, som man jo ligesom SKAL have set for at være noget her på jorden. Nu er det sådan, at jeg meget meget nemt forsvinder ind i drømmeverdener og eksisterer på helt andre planer end andre mennesker. Så jeg turde faktisk ikke se den efter at have hørt om folk, der både fik depressioner og alting fordi de ikke kunne leve på Pandora sammen med Na’vierne. Jeg ville BARE lige være typen der reagerede sådan, og så dum er jeg trods alt ikke at jeg frivilligt udsætter mig selv for den slags.
Men jeg havde ikke behøvet at bekymre mig. Jeg kunne absolut ikke lide filmen. Det er det mest hykleriske, dobbeltmoralske fænomen i Hollywoods historie. Det er at tage tykt pis på alle mennesker, der er blevet fordrevet fra deres hjem, at folk tuder i hobetal med Na’vierne, mens de er pisseligeglade med den virkelige verden og de mennesker der bor HER. Filmen burde hedde “Smølfen Pocahontas” istedet. Er det ikke utroligt at man skal male indianerne blå og give dem magiske evner på en fremmed planet, før de får amerikanernes sympati?
Det er en ommer, Cameron. Jeg vil nu gå hen i min sofa og se Danser med Ulve istedet. Som ikke udløste en epidemi af deprimerede mennesker.
Og nu vil jeg altså ikke have 15 halvfornærmede kommentarer fordi Avatar er DIN favoritfilm. Du er hjertelig velkommen til at elske den og skide på hvad jeg siger. Heck, du må FÅ min. Var det ikke noget? Jeg trækker lod om mit (set-en-gang) eksemplar blandt alle der smider en kommentar inden midnat. Og som bor i Danmark. Post away!
Men i aften skal jeg ind og se Iron Man 2. Oh yes. Ingen moralske skrupler i forklædning, ingen dybe psykologiske traumer (det KAN altså bare heller ikke gøres bedre end Batman Begins), bare masser af eksplosioner og gadgets. Jeg er fan.
Og jeg har fået lavet kyllingen der hedder Madhûna! To be blogged later.
ContinueKøbenhavn og kulinariske tryghedszoner
Jo jo, jeg laver faktisk andet for tiden end at høre Duran Duran. F.eks er jeg travlt optaget af at skrive på begge mine bøger, og i søndags var jeg i KBH for at holde et kursus. Det er sært med KBH – jeg føler mig virkelig uvelkommen i den by, alle er så pissesure at man har lyst til at drukne dem i det store stygge storke springvand. Seriøst, jeg døde næsten på stedet af chok, da en ekspedient på fucking hovedbanegården ønskede mig en god weekend!
Men samtidig kan jeg virkelig godt lide KBH, for der er spændende sager og mennesker at kigge på. Og alle de gode ting sker derovre, hvilket er pisseunfair og har gjort københavnerne totalt uvante med konceptet “at køre efter noget”.
Det er den klassiske der-er-længere-fra-KBH-til-Århus-end-omvendt.
Men hvis jeg boede i KBH, så kunne jeg være med når Folket demonstrerede foran Christiansborg. Så kunne jeg stå der med mit banner og vifte hidsigt, mens jeg forlangte mere i løn/bedre klima/ny regering/forbud mod lyseblå kanariefugle. Jeg kunne også svinge forbi Ungdomshuset og tjekke om det er rigtigt at de ikke har døre på toiletterne (det har jeg altså hørt!). Jeg kunne tage toget til Sverige og det ville ikke tage 4 timer. Jeg kunne besøge Nationalmuseet når det passede mig. Og jeg kunne tillægge mig den mest besynderlige accent i hele Danmark, sige “at køre i S-tog er da pissenemt mand, er du fra Jylland eller hva?” og have nem adgang til mange flere spændende butikker.
Og jeg kunne være tæt på Noma, og måske, hvis jeg var heldig, score en reservation. Omend jeg ikke er sikker på at jeg tør. Klidmoster har godtnok forsikret mig om at det der molekylær gastronomi smager helt fantastisk. Men jeg har bare en kulinarisk tryghedszone, der ikke omfatter jordskokis og mælkeskind. Og jeg ville sidde ved hver ret og tænke JEG TØR IKKE. Eller også ville jeg være helt vild, og så ville jeg insistere på at lære at lave det selv og det har jeg ikke tid til. Ikke når jeg også skal lave nyrefedtbakkelser og kylling marineret i lavendel. Vel.
Er jeg den eneste med kulinariske tryghedszoner? Indrømmet, den er nem at udvide. Og jeg vil også sige at jo mere mærkeligt middelaldermad jeg laver, jo mere modig bliver jeg.
Så hvis nogen skulle finde på at invitere mig, så kunne jeg godt overtales… y’know. Min email adresse står under “Om Anarka.dk”. Jeg kan lide gåture ved stranden og kaffe foran pejsen. Send billede, årsindkomst og politisk præference.
Nå, men nu vil jeg gå igang med noget mere middelaldermad. Denne gang er det en kylling, der minder lidt om Ibrahim, bare med andre krydderier og sådan. Den hedder Madhûna, staklen. Hvis det smager godt, skal jeg nok blogge det.
Men først skal jeg vaske op. Suk!
ContinueRemember Me
Remember Me er ikke let glemt
Okay, jeg vil godt indrømme at jeg havde alle fordomme i hele verden om den her film. Ham der Edward, tænkte jeg, han kan sgu da ikke spille andet end kronisk lidende (men kronisk lækker!) vampyr, der savler over vage, selvudslettende, klynkende kvinde-karikaturer. Jeg var overbevist om at det var sådan en chick-film, og de eneste chick-film jeg har kunnet lide er 10 Things I Hate About You og Save The Last Dance, fordi de er så atypiske og fordi Julia Styles er en af mine favoritskuespillere. Så jeg regnede med at skulle ind og se 90 minutters feel good film med velpolerede hovedpersoner og lidt amour og hvis jeg var RIGTIG heldig, så halvnøgenhed i 10 sekunder.
Yessir.
Men jeg skal love for at jeg tog fejl. Sikke da en dyster film. Og hold da op hvor kan ham Edw… Robert Pattinson da søreme godt spille skuespil. Jeg tænkte ikke på Edward en eneste gang, og det er sgu da ret godt gået, med tanke på Kagedåsernes vampyrfascination, no? Til gengæld var jeg fanget af filmen lige fra første minut. Robert Pattinson er nok så langt fra nogen Edward man overhovedet kan komme. Der er både druk, sex og vold, ikke samtidig dog, okay druk og vold samtidig, og den obligatoriske gråtone og Gandhi citater.
Den er en anelse deprimerende, men også helt fantastisk livsbekræftende. Jeg kunne godt lide den. Og så skal det lige siges, uden at afsløre for meget, at jeg HAVDE gættet slutningen. Oh yeah. Måske ikke lige detaljerne, men essensen. Det var uværgerligt, siger jeg. Det MÅTTE ske. Og Klidmoster tudede næsten ikke.
Nu ved jeg ikke om der er andre end mig, der har siddet og tænkt “pffft, den duks kan ikke noget”, men hvis du har, så giv den en chance. Jeg er glad for at Klidmoster slæbte mig med ind, ellers havde jeg aldrig fået set den.
Vi giver den 5 sorte faner. Hvis Rob havde smidt kludene lidt mere, havde den fået 6. Fordi her på Anarkistens (ægte) Kogebog anmelder vi film udfra de kriterier der VIRKELIG betyder noget. Så tillykke, Rob, det ser sgu ud til at du faktisk KAN ryste Twilight af dig og blive en rigtig skuespiller.
ContinuePandekage som bitavle (Mushahhada) med piercinger (Muthaqqaba) og lavendelsirup
Pandekage som bitavle (Mushahhada) med piercinger (Muthaqqaba) og lavendelsirup
Hold nu kæft, det er ikke mig, der giver retterne de åndssvage navne, vel. Det hedder den faktisk. Minus lavendelsiruppen, det er min egen opfindelse. Blev træt af honning.
Jeg er stadig på den andalusiske kogebog fra 1200-tallet og den glimrer stadig ved sit åbenlyse fravær af vin. En rar afveksling, må man sige, fra den hidtidige vintilpøsede middelaldermad jeg har givet mig i kast med. Ikke fordi der er noget galt med vin, oh no. Men når man hele tiden bliver spurgt hvor meget vin man egentlig drikker om dagen, så er det man må tage sin fremtidige status som alkoholiker op til revision og sige “ok, så, et par dage uden skader vel ikke…”.
(og nu kan jeg høre jer allesammen sige “Nå det er derfor hun skriver så mærkeligt.. hun er jo skidefuld!)
Igår var det så retten mushahhada, der stod for skud. Mushahhada betyder angiveligt “som bitavle” eller noget i den dur. Det er en slags pandekage, der er gærhævet og kun bagt på den ene side. Derfor har den de karakteristiske huller på overfladen, som almindelige gærhævede pandekager også har, før man vender dem. Bortset fra at de hersens huller er større fordi man bager dejen helt færdig uden at vende den.
Mushahhada bliver anprist som den sundeste og bedste og mest helsebringende ret i den heleste videste verden, fordi der er gær i, og fordi den bliver æltet. Det er lidt andre sundhedskriterier end vi har idag, må man sige. Især fordi pandekagestablen bliver gennemprikket (heraf piercingedelen “Muthaqqaba”) og overhældt med smeltet smør og honning til sidst. Når det er sagt, så er jeg slet ikke i tvivl om at alle de her råvarer er både sunde og nærende hvis man bare gider ulejlige sig med at spise den gode, økologiske kvalitet.
Jeg læste en artikel igår, i Børsen af alle steder, om det voldsomt stigende forbrug af medicin i landbruget. Om at det skabte resistente bakterier, der kunne være dødbringende for mennesker, fordi der ikke findes behandling mod dem. Angiveligt er medicinforbruget steget 80%, og vi bliver stadig proppet med at vi skal spise det sunde, danske kød, komplet med salmonella, campylobacter OG penicilin, mens honning og smør får sparket, fordi det ondeonde mættede fedt og det ondeonde sukker naturligvis mindst er dødens pølse i forhold til sund og frisk penicilin og resistente bakterier. Hurraaa!
Dejklumpen
Nå men skulle vi aldrig lave en pandekage. Mushahhada er basisingrediens i en hel række opskrifter, derfor valgte jeg at tackle den først. Og så kunne det jo passende være i denne hersens sukkersoakede udgave.
Hvor man i normal pandekagedej ikke må piske melet, for at undgå glutenudvikling, så er mushahhada lidt omvendt. Først ælter man en gærdej af vand, mel og gær godt og grundigt for at udvikle gluten, og dernæst fortynder man dejen med vand og evt æg, så den bliver flydende. Det giver en mere robust og sej pandekage, der mest af alt minder om brød. Æggene er valgfri, iøvrigt, så veganere kan også være med her.
Ergo tog jeg 1 dl lunkent vand, et nip salt og sukker og 20 gram gær. Så æltede jeg 2-3 dl hvedemel i og gav dejen en ordentlig tur, som man siger, til den var blank og glat.
I fortyndet tilstand
Dernæst tilsatte jeg 1 æg, stak fingrene i og knugede dejen til ægget var æltet godt ind i og dejen blevet flydende. Et par spsk vand fuldendte værket og gav en flydende pandekagedej, lidt til den tykke side. Så fik det låg på og hævede 2 timer ved stuetemperatur.
På en middelvarm pande
Mine pandekager blev tykkere end jeg tror det var meningen – næste gang laver jeg dejen tyndere. Men lige til det her formål gjorde det ikke så meget.
Man kan bage dem både små og store. Jeg bagte mine på min betteste pande, så de fik en str som amerikanske pandekager. Se hvor de hæver! De skal bages ved middel varme, ikke for høj, for så bliver de sorte underneden før de er gennembagt. Og man bruger olivenolie til at bage dem i.
Og færdig
Når overfladen er stivnet og fuld af huller, er bettefisen færdig. Læg den på en tallerken og dæk den til.
Men ikke helt...
Bag resten af pandekagerne. Der var 5-6 små tykke pandekager i den her dej, og det burde være nok til en portion som 2 kan dele.
Tadaa!
Når den sidste pandekage er lagt på stablen, tager man en strikkepind eller en spisepind, og prikker en masse huller hele vejen igennem stablen. Men lad være med at gennemhulle staklen totalt! Vi snakker godtnok piercet, men ikke Ungdomshus, vel. Så hakker du bare stablen helt i stykker.
Hæld straks 50 gram varmt, smeltet smør og ½ dl lavendelsirup (1 dl sukker, 1 dl vand, 1 spsk tørret lavendel simrer til det er tykt, sies og bruges), eller varm, smeltet honning, ud over. Vend den øverste pande om, så ser det hele lidt pænere ud. Drys med sukker og lad det stå tildækket til pandekagerne har opsuget al herligheden. Eller hvor længe du nu kan vente…
Hvordan smagte det så? Godt! Temmelig snasket, obviously, men dejligt og meget anderledes end andet jeg har smagt. Og eftersom dejen hverken er sødet eller har smør i, så er den ikke så sød og fed som man måske kunne tro.
Men jeg kunne absolut ikke spise mere bagefter. Og katten ville ikke smage! Så jeg skal helt klart lave det igen. Det er både nemt og billigt, og så er der alle mulige varianter.. blandet andet noget hvor man lægger det i lag med kylling og krydderier i en gryde, dækker møjet med olie og steger det . Eller en hvor man (med tyndere pandekager!) folder dem sammen omkring et sødt fyld og dybsteger dem i olie.
Nice…
Og nu vil jeg nørde have! Jeg har fået en ny sending frø fra Fuglebjerggård, og der skal forspires flere slags tomater og sås krydderurter og løg. Det bliver så godt. Og til jer, der har købt de Camilla Plumske frø for første gang, vil jeg bare sige – de spirer allesammen, så lad være med at så hele posen medmindre du virkelig mener det! Det kan godt ske at jeg averterer nogen San Marzano tomatplanter til bytning om et par uger… og nogle kinesiske vildtomater. De spirede selvom jeg tabte bakken med frø og måtte skovle det hele op på må og få og krydse fingre. Jeg er dybt imponeret, men sådan er det med de der økologiske planter.
Kan varmt anbefales!
ContinueEn kylling kaldet Ibrahim fra det 13. århundrede
En kylling kaldet Ibrahim med kæmpedurumsalat
Eller rettere, Ibrâhîmiyya, men det kan jeg faktisk ikke lige udtale, vel.
Retten er opkaldt efter Ibrahim ibn al-Mahdi, som var en af Abbasiderne, der styrede sådan ca. hele mellemøsten fra midten af det 8. århundrede og 500 år frem. Eller, han gjorde ikke så meget, for han var sådan lidt rebelsk og anti-kalif-agtig og ville ikke være med.
Efter sigende var han både gavmild og venlig og næstekærlig. I ved, ligesom alle de andre prinser og konger og whatnots, der levede i oldtiden. Jeg tror digterne og skriverne blev betalt godt for at lave pæne eftermæler. Men han skulle også have været en brilliant kok, og derfor fik han tilsyneladende en del opskrifter opkaldt efter sig. Jeg tog det som et tegn på at opskriften måtte være god.
Hvis man vil vide mere om Ibrahim, er der en hel bog skrevet om Abbasiderne, “Meadows of Gold: The Abbasids”. Den kan findes på Amazon, hvor den koster ca. 5 millarder kroner. Den nævner nogle kildematerialer, der også handler om mad, så jeg skal ud og grave lidt. Men ikke idag, for idag er jeg syg. Jeg faldt for den med at solen skinnede og så blev det pludselig 5 grader og begyndte at sne. En forkølelse opstod. Afslapning var påkrævet.
Anyway, retten er fra samme kogebog som nyrefedtbakkelserne, nemlig en kogebog fra Andalusien omkring 1200-noget, som dengang hed Al-Andalus og var under islamisk herredømme. Jeg er blevet lidt hooked på den kogebog. Det er noget andet end de europæiske middelalderkogebøger, og så alligevel ikke helt – for Andalusien er trods alt tættere på Europa end f.eks Iran, hvor man også har gamle opskrifter fra (og de kommer senere… ).
Mens der var nogen der ikke helt fik spist færdig, efter at have læst bloggen om nyrefedtbakkelserne, så lover jeg at den her er helt anderledes appetitlig.
Opskriften hedder “En kylling kaldet Ibrahim” og går ud på at partere en kylling (som tilsyneladende hedder Ibrahim) og dække den med en krydret marinade, blandt andet bestående af rosensirup. Så der var ingen vej udenom. Jeg kogte rosensirup. Godtnok på den nemme måde, for mine roser blomstrer ikke endnu. 1 dl rørsukker og 1 dl vand koges til en tyk sirup. Køler af og 1 spsk rosenvand røres i. Tadaa! Det lugter da lidt af roser.
Marinaden er klar
Så jeg rørte den lille marinade sammen af 1 spsk finthakket rødløg, 1 spsk olivenolie, 1 spsk hvidvinseddike, 1 nip safran, ½ tsk tørret koriander (frøene, ikke bladene), 1 stort nip havsalt, friskkværnet peber og 2 spsk rosensirup. Jeg puttede også hele peberkorn i, men fiskede dem op igen. Retten skal nemlig dækkes af en æggemasse til sidst, så de er ikke sådan lige til at fiske op.
Ibrahims lårben
Snup en Ibrahim, dvs en kylling, og parter den. Jeg købte en fersk øko-kylling og delte den i 4 dele. Hvorvidt den hed Ibrahim må være et spørgsmål, der for evigt står ubesvaret. Men jeg sagde “davs, Ibrahim”, så det må være godt nok. De 3 andre dele frøs jeg ned, de kan passende bruges til mere kyllingemiddelaldermadseksperimentering. Ergo brugte jeg kun låret.
Det passede lige ned i mit lille lyserøde Le Creuset, hvilket er totalt autentisk, eftersom man bagte i stentøj dengang.
Ibrahim iklædt marinaden - resten ligger i bunden
Ibrahim fik marinaden hældt over. Og lidt ekstra rosensirup… og et drys havsalt til sidst. Så røg han i ovnen ved 175 grader varmluft i 45 min. Og den herligste duft bredte sig i hele huset. Det var så her jeg opdagede at jeg havde glemt at drysse hakkede mandler over… og det må jeg nu leve med, resten af livet 
Kattemissen med håb i de funklende øjne
Katten sang yndige serenader under hele seancen. Mjaw mjaw mjaaawwww, sang hun, og udfoldede hele skalaen lige fra det mindste mijaw til det allerkraftigste MÆÆH! Men forgæves. Hun fik ikke noget. Det stakkels tynde udsultede dyr.
Færdig!
Efter 45 minutter var kyllingen totalt klar til konsum. Sprødt skind og en fantastisk kylling nedenunder. Det var så her jeg skulle have dækket kyllingen med æg pisket med safran, rosenvand, nelliker og lavendel, og sat den i ovnen til det var stivnet – men jeg må indrømme at det havde jeg sgu faktisk ikke lige lyst til. Så æggefri blev den. Desuden havde jeg ikke noget lavendel – men det har jeg nu. Så det skal prøves.
Serveret med kæmpedurumsalat
Jeg kogte en håndfuld kæmpedurumkerner og vendte de varme kerner med små cherrytomater, frisk koriander, citronsaft og lidt havsalt. Plukkede kødet af kyllingen og serverede det varmt.
Og ja, katten fik også et stykke.
ContinueFjæsere og frivillig velgørenhed
Jeg fik rodet mig ud i noget knald med at læse blogs og klikke på tilfældige blogroll-links og faldt over SidneyLises blogindlæg om facere, der førte mig videre til StineStregens blog om ditto (man kommer rigtig rundt, gør man).
På StineStregens blog var der en laaaaaang diskussion, hvor en facer sagde at langt langt de fleste melder sig ind i NGO’er fordi en facer spænder ben for dem på Strøget. Mens forsvindende få melder sig ind gennem hjemmesiden.
Og folkens, er det virkelig rigtigt? Det lyder som det reneste volapyks i mine ører. Jeg har aldrigaldrigaldrig meldt mig ind i noget via en facer – det kan jeg slet ikke, jeg skal have tid til at undersøge organisationen før jeg ved om jeg kan forsvare at støtte dem.
Jeg har støttet en god bunke forskellige NGO’er i min levetid, og alle som en er jeg meldt ind i via interwebset eller via kuponer i ugeblade (før interwebsets tid). Og hvis nogen NGO’ere læser med her, så kan jeg oplyse at den hyppigste årsag til at jeg er ex-medlem flere steder, er at der ikke var automatisk påmindelse om fornyelse af det årlige støttebeløb. Gider I ikke sådan lige sende en mail eller noget… et girokort… en brevbombe… et eller andet!
Jeg synes facere er en jævnt dårlig ide og jeg går yderst sjældent på Strøget af samme årsag. Altså bortset fra dengang der stod sådan en lækker facerfyr og shanghajede folk til Amnesty. Der gik jeg forbi flere gange bare sådan lige for at objektificere staklen godt og grundigt. Jeg støttede Amnesty på det tidspunkt (gør jeg stadig det?? Tror ikke de sender mails… så gør jeg nok ikke… men jeg får da bladet… men de har ikke trukket penge tror jeg… great, nu er jeg nødt til at undersøge det. Se bare hvad der sker!), men hvis jeg ikke havde, så kan jeg love jer at jeg havde meldt mig ind igen og igen indtil staklen flygtede når han så mig. “NEJ NEJ MAN KAN KUN VÆRE MEDLEM EEN GANG!! GÅ VÆK!!”
Nå men min pointe var egentlig – hvordan finder I ud af hvem I skal støtte? Er det facerne der pirker til jeres dårlige samvittighed, eller kommer det helt af sig selv? Og er I egentlig støttetypen? Hvis ikke – hvorfor?
Jeg har nemlig forlængst lært ikke at gå ud fra at alle gør som jeg selv, selvom det så absolut ville være det mest fornuftige. Nemlig ja.
ContinueMishâsh – en sød haps fra 1200tallets Al-Andalus
Mishâsh - også kendt som kattecannabis
Hej! Jeg har ikke køkkenblokering længere. Jeg vil lade det være op til jer at vurdere hvorvidt det er godt eller skidt.
Jeg var lidt i tvivl om hvorvidt jeg skulle poste den her blog. Al-Andalus var nemlig muslimsk (idag er det Andalusien) og jeg vil nødig have skyld for at fremme den islamisering af Danmark, vi alle ved finder sted sådan lige pludselig og uden vi opdager det. Midt i frikadellerne og den stuvede hvidkål, BANG, så ligger der roastbeef på tallerkenen istedet.
I alt fald hvis man skal tro visse højreorienterede politikere, hvis navne vi ikke vil nævne, fordi de tilsyneladende er blevet glade for at sagsøge folk i flæng.
Nå, men jeg trodsede Pia K… ups nu kom jeg til at sige det alligevel… og lavede det alligevel. For helt ærligt, hvem kan modstå en opskrift, hvor man opløser nyrefedt i olie til det ligner hjernemasse?? Ikke mig, det er helt sikkert. Og det her var så meget en opskrift der kaldte på mange billeder, så jeg satte batterier i bæstet og gik igang.
Mishâsh er en dessert fra en gammel andalusisk kogebog, nærmere betegnet fra omkring det 13. århundrede. Det er en af de der kogebøger hvor instruktionerne er så overfladiske at det kan undre en at de overhovedet har gidet skrive det ned. Sådan noget med “tag lidt mel og lav et brød og bag det i ovnen og spis” og resten kan man værsgo gætte sig til.
Du kan finde opskriften i sin engelske oversættelse her. Som du kan se, er det en meget stiv dej af mel, olivenolie og vand, der rulles ud med en blanding af fedt og olie. Hvordan præcist det skal rulles ud er lidt tåget. Først tænkte jeg på baklava, med de mange mange tynde lag, der pensles med fedt. Men så var det alligevel ikke helt som om man rullede så mange lag ud.
Min tolkning er derfor en form for gærdej rullet meget tynd og lagt sammen butterdej-style med lag af nyrefedt-olie-hjernemassen. Så steger man dejen i olie. Eller man fylder den med en blanding af hakkede nødder, sukker og krydderier og SÅ steger man det i olie.
Jeg valgte sidstnævnte. Og så gik jeg ellers igang.
Nyrefedt fra et mæhlam
Først skulle nyrefedtet og olien trylles om til hjernemasse. Det foregik ved at jeg hakkede det frosne nyrefedt groft (så er det nemmest at håndtere) og lod det tø op i en skål.
Hjernemasse aka blendet nyrefedt og olivenolie
Med min trofaste stavblender blendede jeg nyrefedtet med ½ dl olivenolie. Det blev meget tykt. Ligesom mayonnaise. Eller rørt smør. Hvorvidt det ligner blendet hjernemasse, skal jeg ikke kunne sige. Vi blender generelt ikke så mange hjerner her i huset. Ikke bogstaveligt talt, i alt fald.
Min stakkels uskyldige lille stavblender
Shit mand. Det kommer til at kræve en pæn mængde kogende vand at få DEN ren igen.
Udrullet dej med nyrefedt-hjernemassen smurt på
Så rørte jeg 2 spsk olie og 5 gram gær ud i 1 dl hvedemel. I opskriften stod der bare “hævemiddel” og eftersom det var gær og surdej man brugte dengang, så valgte jeg gær. Havde ikke noget surdej. Ok, det var måske ikke lige gær i en pakke fra supermarkedet de brugte. Men det måtte være. Jeg er dog ikke sikker på om gæren gjorde nogen reel forskel, idet der var så meget fedt i dejen. Så æltede jeg et par spsk vand i, til dejen blev smidig og sammenhængende. Æltede og æltede. Og æltede.
Helt så smidig som brøddej blev det ikke, for al olien forhindrede glutenstrengene i at snave og lave glutenbabyer, hvilket er meget godt, for min brøddej skulle nødig få mere sex end mig.
Jeg lod det hvile en halv times tid, så det ville være nemmere at rulle ud. Delte dejen i to og rullede begge stykker tyndt ud. Det var ikke heeelt nemt at rulle ud, men det lykkedes. På den ene lag smurte jeg et tyndt lag nyrefedtblanding og så lagde jeg det andet stykke dej ovenpå.
Foldet som en konvolut. Klar til udrulning.
Og foldede det så det nogenlunde lignede en rektangel. Så blev det ellers rullet ud. På den måde fik det en lidt flaget struktur. Jeg rullede det ud til et par mm tykkelse. På et godt melet bord. Husk melet! Ellers græder du når din fint udrullede dej hænger fast.
Fyld af hakkede mandler, rørsukker og rosenvand
Fyldet var 50 gram mandler blendet med 2 spsk rørsukker og rørt med 1 tsk rosenvand. Der var ALT ALT for meget fyld, men jeg skal nok få det brugt.
Alle der besøger mig indenfor de nærmeste dage kan godt forvente en surprise.
Fyldt og klar til kogning i olie.
Jeg lavede to forskellige faconer – rund, der bestod af to udstukne stykker dej lagt sammen om en smule fyld og så trykket godt sammen i kanterne. Og aflang, der bestod af firkantede stykker dej, med en stribe fyld langs midten og så foldet sammen.
De runde var dem, der holdt bedst til kogningen og blev pænest. Der blev 4 stykker mishâsh ud af min mikroskopiske portion dej – der kunne være blevet 6 hvis jeg havde skåret det ud i firkanter istedet.
Og så skulle de koges i fedt. Normalt ville jeg bruge svinefedt, men det virkede sådan lidt forkert til en muslimsk opskrift. Så palmin blev det. De skal koges ved samme temperatur som klejner. Jeg måler aldrig temperaturen, men tester et stykke dej i gryden. De skal koge færdig på et minuts tid og blive dejligt gyldne uden at branke.
Jeg valgte at lægge dem i flydende honning istedet for rosensirup, som jeg ikke lige pt havde noget af. Så snart de blev taget op af gryden, blev de lagt rygende varme i den smeltede honning, vendt rundt og så lagt i en skål. De varme kager suger honningen fantastisk godt.
Er det grillkylling? Indbagte rejer? Nej! Det er nyrefedtbakkelser!
Og resultatet? Jeg skal indrømme at jeg havde forventet noget ganske ækelt, men de smager virkelig helt afsindig godt. Okay, jeg blev både blind og døv af sukkerchok, men DAMN. Dejlig sprød, flaget dej og sødt, sejt indre, der smelter i munden.
Det kan godt være nogen synes jeg er gak-gak når jeg kaster mig ud i de her eksperimenter, men jeg får sgu nogen fede smagsoplevelser ud af det. Og jeg får brugt mit nyrefedt.
Fuck hvor har jeg bare meget tilbage af det hjernemasse…
ContinueKøkkenblokering
Jeg har fået blog-kering. Eller køkkenblokering.
Må jeg ikke godt bede om for 10 kr blandet inspiration. Please! Jeg har det pissegodt og masser af overskud til at give madlavningen en skalle og så… tomt! Tomt i hjernen, mand. Nej, det er ikke normaltilstand, og dig der sagde det, kan godt lukke skuffen.
Måske drak jeg alligevel for meget vin da jeg lavede middelaldermad.
ContinueMotion
Af og til så dyrker jeg motion i 3… 1 dage, indtil jeg kommer i tanker om hvor røvsygt det er og stopper igen. Men så var der jo det der pilates, der så dødnemt ud. Jeg fandt en video på youtube, hvor en eller anden berømt model lå og viftede lidt med benene, og jeg tænkte “er DET motion? Kom igen dame.”
Jeg lagde mig ned (efter at have rystet edderkopper og støv af) på min gymnastikmåtte og forsøgte at gøre som den tynde dame. Først strakte hun benet heeeelt op i loftet. Allerede der måtte jeg give fortabt, for mine ben når allerhøjest op til vindueskarmen, selv når jeg står på hovedet. Vi går ikke alle rundt på stylter, mmkay.
Alligevel strakte jeg optimistisk mit ben ud. Da jeg havde nået en 45 graders vinkel fra gulvet sagde det KNÆK i hoften og SMÆLD i musklen bag på låret og så kom jeg ligesom ikke rigtig videre. Okay Sif, tænkte jeg, så du er ikke ligeså smidig som Styltedamen. Who cares! Du kan gøre det alligevel. GOGO!
Så jeg forsøgte desperat at nå mine knæ med hænderne, men min ryg ville ligesom ikke helt bøje. Fuck det, jeg kan nå lårene. De er også større og nemmere at ramme! Og løøøøøøøft…. og så det andet ben… løøøøft…. OH MY GOD det er hårdt. Hvor mange gentagelser har jeg lavet? TO??? Mine lår brænder! Mine mavemuskler emigrerer! Tre.. fire… jeg kan se en tunnel. Hej mormor! Hvad siger du? Skal jeg stoppe?
Okay så. Man siger ikke mormor imod.
Og således endte denne omgang motion. I morgen vil jeg forsøge at trille en glutenfri bolle hen over maven kun ved at få fedtet til at blævre.
Continue