Varme korsboller (hot cross buns) til langfredag



Idag er det kattens fødselsdag. Hun bliver 3 år, hvilket forklarer hendes opførsel for tiden. Katten har fået rejer til morgenmad, men det eneste hun ønsker sig, er at I klikker ind på SifBeths facebook side og bliver totalt meget fans af mit lillebitte firma og hjælper med at sprede Lambeth-budskabet!

Ok det er løgn, men det er MIT største ønske. Er det ikke ok så?

Igår var det palmesøndag, ifølge min kalender, men jeg kunne ikke se nogen palmer, så det var sikkert bare noget opreklameret kommercielt fis… ligesom sommertid, der fik min mor til at ringe en hel time tidligere end SAT – Sif Anstændig Tid, der generelt er to timer efter CET – og før jeg vidste af det havde jeg fået ny sofa inden morgenkaffen. Velkommen til min verden.

Jeg har kigget på de her boller rundt omkring i blogland hvert eneste påske i en del år efterhånden. Aldrig selv lavet dem. Der er rosiner i, og jeg magter ligesom bare ikke rosinboller, ok. Det var dem man fik ved et uheld hos bageren, når man bad om chokoladeboller, og jeg gider det ikke. Men så gik det op for mig at jeg jo sådanset bare kunne undlade de der rosiner. Jeg mener, der kommer jo nok ikke noget brødpoliti og anholder mig for rosin-racisme.

Hot cross bun klippet efter hævning. Bedre kendt som yveret

Hot cross bun klippet efter hævning. Bedre kendt som "yveret"

Well forhåbentlig ikke. Man ved sgu aldrig hvad PET render og laver og hvem de registrerer og om man er potentiel terrorist hvis man køber iranske rosiner. Og slet ikke så længe DF har noget at skulle have sagt. Det er ellers de bedste – altså de iranske rosiner, ikke hende gulvmoppen på Borgen. Sådan nogen aflange grønne nogen. Rosinerne. Man kan få dem hos helsekosten, I skulle tage at prøve.

Jeg droppede den del hvor man følger en eksisterende opskrift, for så vidt jeg kunne se, gik de allesammen ud på det samme: Sød, lidt fed gærdej med krydderier og en form for tørrede frugter. Og så selvfølgelig det obligatoriske kors på toppen. Korset var der delte meninger om. Nogen brugte mørdej, nogen brugte en blanding af mel og olie, som de sprøjtede på toppen med en sprøjtepose. Nogen lagde et eller andet på, så dejen ikke brunede der, og endelig var der nogen, der klippede korset med en saks.

Personligt kan jeg godt lide den med at klippe korset, for det synes jeg er mest autentisk. Nok fordi jeg har set det i mine gamle kogebøger. Man har nemlig ridset kors i fest-hvedebrødene ligeså længe som der har været kristne OG hvedebrød i Europa. Og det er længe. Faktisk mener jeg at nogen kilder har snakket noget om at man ridsede kors længe før kristendommen, men jeg har ikke lige styr på detaljerne.
På den anden side kunne det jo også være at de lavede den der mel/olie ting, så jeg lavede et kompromis med mig selv: Halvdelen klippet og halvdelen med sprøjteposen. Og så nogen med begge dele. Jeg er nemlig meget diplomatisk. Jo jeg er.

Hot cross bun kombi klip-og-sprøjt

Hot cross bun kombi klip-og-sprøjt

Jeg valgte at koldhæve mine i 14 timer, men du kan selvfølgelig fordoble gærmængden og lave dem hæve på to timer. Eller bevare gærmængden og hæve dem ved stuetemp i en 4-5 timer. Du kan også putte 50 gram gær i, og lade dem hæve på ½ time, men det er bare verdens allermest dårlige ide. Det  giver elendigt brød. Så kan du ligeså godt købe dem hos bageren… altså hvis de solgte hot cross buns herhjemme. Men det gør de ikke. Så prøv min metode! Så travlt har du sgu heller ikke at du ikke lige kan vente de par timer. Og hvis du har, burde du hellere bage en kage.

(i sidste ende bestemmer du jo selvfølgelig 100% selv, men jeg har vel lov at prøve at indoktrinere en smule…)

Traditionelt spiser man bollerne her på langfredag, hvor Jesus som bekendt hang på et kors og ikke havde det skidegodt. Hvorfor det skal fejres med godt brød er jeg en smule usikker på, men det er vist noget med mirakler. Spørg en katolik, de har styr på det der med mirakler og undere og påskefest. De går i kirke midt om natten.

Det skulle bringe held at dele en korsbolle med en ven og hvis man hænger en af bollerne op i en snor i køkkenet, så vil man få held med alt sit bagværk resten af året. Den skulle eftersigende ikke kunne mugne hvis den bages langfredag. Jeg er fristet til at prøve.

Varme korsboller med riiiiiigeligt smør

Varme korsboller med riiiiiigeligt smør

Varme korsboller
10-12 stk

50 gram smør
1 dl sødmælk
1 dl yoghurt
2 spsk piskefløde (kan udelades, giver god skorpe)
1/4 tsk allehånde
1 tsk kardemomme
2 spsk honning
½ tsk groft salt
1 æg
10 gram gær
300 g Tipo 00 hvedemel (eller alm hvedemel, brug i så fald lidt mindre)
75 gram alm hvedemel

Lidt varm honning til pensling

Smelt smørret i en gryde og tilsæt mælk. Varm det op til det begynder at ryge. Tag det af varmen og hæld (kold) yoghurt i. Test temperaturen med en finger, er det for varm lader du det til stå til det er fingerlunkent. Rør gæren ud i mælkeblandringen og tilsæt honning, salt, æg og krydderier. Rør først Tipo 00 melet i og så det almindelige. Dejen skal være meget blød, men alligevel kunne holde faconen. Tæsk den med en stor flad grydeske til den slipper skålens sider (tilsæt evt lidt mere mel om nødvendigt) og dæk den til.

Lad den hæve natten over i køleskabet.

Tag dejen ud om morgenen og form den til boller. Dejen er meget nem at arbejde med sålænge den er kold. Hvis du ælter den igennem (det gjorde jeg ikke) skal du lige lade den hvile 5 minutter, så er den nemmere at forme.

Nu har du så to muligheder: Tag 2 spsk mel og rør lidt vand i, til du har en tyk pasta. Put pastaen i en sprøjtepose og sprøjt et kors på hver bolle.

Eller tag en skarp saks og klip et kors. Gør dette FØR bollerne hæver, så bager de pænest. Især hvis du ikke har tålmodighed til at lade dem hæve længe nok, så de sprækker under bagningen.

Ikke en bolle, der flækkede pga for kort hævetid

Ikke en bolle, der flækkede pga for kort hævetid

Ikke fordi jeg  var for utålmodig. Nej nej. Især ikke efter at jeg belærte jer om at man skal have masser af tålmodighed.

Yesh…

Anyway, bollernes hævetid afhænger af hvor meget gær du brugte. Hvis du har koldhævet dem, så skal de stå et par timer. Ellers kan mindre gøre det. De skal være tydeligt større.

Bag bollerne ved 200 grader midt i ovnen i ca 20 minutter til de er dejligt gyldne. Så snart de kommer ud, pensles de med varm honning. Det giver et dejligt karamelliseret lag på toppen.

Spises indenfor to dage, da de ellers bliver lidt kedelige, som det meste fede gærbrød gør.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

8 Comments

  • Du får plus point herfra for at skabe sætningen “hot cross bun kombi klip-og-sprøjt”
    Du får minus point for de billeder der fremkommer i mit hoved

  • Tak, tak, tak! Jeg har savnet korsbollerne, lige siden den franske bager lukkede. Nu kan jeg igen sætte tænderne i denne herlige spise.

    Jaja, jeg ved godt, at jeg bare blahblah…men…nogle gange skal man have tingene serveret på den nemme måde;)

    Tillykke med katten:)

  • Tillykke med den sure mis (hmm, sjove associationer lige der…)
    Labre boller (ej, ikke igen…)

  • Syns egentlig lissågodt, først som sidst, at man kan slette “Kage”, fra Kagedåse nr. 5´s nick……lige bortset fra det, har hun fuldstændig ret…..

  • Jeg holder helt med Pernille her!

    Og i øvrigt – jeg tror faktisk godt, de kunne have reddet min arrigskabssøndag lidt.

  • Hej, jeg havde helt glemt Hot Cross Buns fra min tid i England. Jeg har aldrig lavet dem selv, for min daværende kæreste og hans mor syntes, at mine danske opskrifter var så “exotic”, og min svigermor kunne intet i et køkken, så jeg kender dem kun fra vores lokale bager i Twickenham og Plymouth.
    Men det er skægt, for den klppede bolle er jo den, vi her i DK i gamle dage kaldte for en strutte. Klippet var måske lidt dybere og trukket godt ud, Men her blev den serveret til fastelavn. Min bagermester-fader siger, at den var mest populær i København, – i Jylland holdt vi os mere til fastekringler eller som de også hedder: kommenskringler.
    Min nu ved jeg, hvad jeg skal lave til langfredag til min dejlige (ikke engelske) mand.
    Håber, katten stadig har det godt. hos os er vi også kattemennesker.

  • Tak tak for jeres tillykker. De er overgivet til kattekræet, der ikke sagde tak. Så nu gør jeg det for det.

    Og det var da strutter de hed, de der krydskorsklippenogen. Jeg syntes jo nok jeg havde set dem et sted i en dansk kogebog. Den må have været københavnsk!

  • Man kan faktisk godt købe hot cross buns i Danmark; hos Jeremy’s Brød, Mejlgade 17, Århus…..hvis man nu ikke lige magter at bage dem selv :o )

Comments closed for this article.