Fancy pansy mac&cheese med gedemælk

Fancy pancy mac&cheese med gedemælk

Nu hører det absolut til sjældenhederne at jeg synger Alice Cooper når jeg laver mad, men min fysiske tilstand taget i betragtning, forekom det kun passende at skråle “well I ain’t eeevil, I’m juust goodlooking start a little fireee and baby staaart cooking” mens jeg rørte i sovsen. Jeg headbangede også lidt, men kun meget lidt, for min hjerne sidder ikke alt for godt fast i forvejen, og den skulle nødig dreje 180 grader og gøre normal opførsel og rationel tankegang endnu sværere end det er i forvejen. Jeg har ellers lige håret til det.

Iøvrigt tror jeg det kunne være vildt sejt hvis Michael Flatley steppede til Alice Cooper.

Grunden til mit mentale nedbrud midt i sovsen var ferieinduceret træthed, hvilket er et latterligt koncept, hvis du spørger mig. Helt ærligt, man tager sgu da ikke på ferie for at komme hjem og være segnefærdig af træthed? Min rejseledsager antydede at det muligvis hang sammen med at vi joskede Hamborg tynd, men han skal bare lukke røven, for det har i alt fald INTET med det at gøre.

Jeg er 100% sikker.

Heller ikke selvom vi brugte en del tid på gå rundt i BallinStadt. Jeg havde tårnhøje forventninger til det museum, og det skuffede ikke. Heller ikke museumsbutikken, hvor jeg fik købt et par plakater med den store dampbåd, Imperiator, der sejlede mellem Hamborg og New York. Og en kogebog med tyske kager fra mormors køkken… men den havde I måske set komme.
Og så fik jeg også afgjort en gang for alle, at jeg ikke var kommet ind i Amerika.

Liste over spørgsmål emigranterne blev stillet

Total diskrimination, mand. Jeg havde været en god amerikaner, der plantede majs og hvede og træer på prærien. Men mig ville de ikke have… altså medmindre jeg var sejlet på 1. klasse.
Det forholdt sig nemlig sådan at når futbåden anløb New York, så kom der lige et par læger ombord, der gav passagerne på 1. og 2. klasse et helbredstjek, der var så overfladisk at de kun nåede at røre de penge de fik for det. De fine herrer og fruer fik så lov til at vade direkte ud i New York, altså via en gangbro, ikke, og starte deres nye liv i “the land of freedom and equality” mens 3.klasse passagerne måtte tage omkring Ellis Island og gennemgå helbredstjek og 20 spørgsmål til professoren.
Og ja, de undrede sig lidt over forskelsbehandlingen, men hvad kunne de gøre? Heldigvis slap de fleste igennem, det var faktisk kun 2% der blev sendt hjem igen. På rederiets regning. Ha.

Selvom jeg ikke lærte vildt meget nyt, så var der dog alligevel en ting, der gik op for mig, som havde undret mig en del. Det var jo ikke just en ferie på Mallorca at emigrere. Man efterlod alt man kendte, familie, venner, hele sit liv og sit hjemland, for at tage på en temmelig farefuld færd over Atlanten – før de hurtige dampbåde sejlede man med sejlskib. Det tog 6 uger og mange døde undervejs. Og selv med de store dampere, var der fare for at skibet sank. Så hvorfor forlod de frivilligt hjemlandet og udsatte sig selv for farer og strabadser? Svaret var så indlysende, at jeg burde have regnet det ud selv.
Deres liv og fremtidsudsigter var så ringe, at strabadserne var en forbedring, en chance for at få et godt liv. Mange emigrerede fordi de blev forfulgt, eller fordi der var sult og hungersnød. Hvad var en lille tur over Atlanten i sammenligning?

Jeg synes det er helt vildt inspirerende og har skrevet mig det bag øret til fremtidig brug. For uanset hvor skræmmende det af og til kan være at stå på egne ben og realisere mine drømme, så kan det aldrig blive værre end det var, da jeg var allermest syg. Aldrig!

Hold da op, det var et rigtigt Oscar-moment.

Men hvorom alting er, så var det med den tanke bag øret at jeg tog ind på Huset og hentede nyeste optryk af Anarkistens ægte Kagebog, selvom jeg allermest havde lyst til at kravle ned under dynen og sove indtil påske. Og nu hvor jeg alligevel var inde i byen, kunne jeg ligeså godt gå i Irma. Der er ikke noget, der kan friske mig op, som at lave mad med spændende råvarer. Jeg havde på forhånd besluttet mig for at lave en glorificeret udgave af mac&cheese, som jeg ville æde mens jeg så Pretty Woman på sofaen, under dynen, og bare koblede heeeelt af.

Jeg havde allerede pastaen, en fancy håndlavet pasta i, farvet i 7 forskellige farver med diverse krydderurter og blæksprutteblæk (sort pasta). Så manglede jeg bare osten. I køleskabet havde jeg en råmælksparmesan (parmiggiano reggiano) og en rulle gedefriskost. Så efter lidt ståen på hovedet i Irmas ostedisk, gravede jeg et stykke råmælksgruyere frem. Og derefter fandt jeg den, den friske, økologiske, uhomogeniserede gedemælk på flaske! Åh så glad jeg blev, for guderne skal vide at jeg har ledt efter frisk gedemælk i lang tid. Jeg nuppede flasken, og brugte gedemælk istedet for komælk i ostesaucen.

Så jeg stod der og sang Feed My Frankenstein og lavede mac&cheese. Det var også en oplagt mulighed for at bruge lidt af mit nyindkøbte Fleur de Sel de Guérande, verdens bedste salt! Naturligvis købt i et tysk biomarkt til halv pris af hvad det koster herhjemme. Det salt er en FRYD at bruge. Det føles som små mælkebøttefnug. Salte mælkebøttefnug. Jeg brugte også gedesmør til opbagningen, og resultatet blev guddommeligt! Det er længe siden jeg har fået så god hyggemad. Og som en bonus fik jeg lidt mere energi af at stå og nørde over komfuret.

Nu ved jeg godt at det ikke er alle, der er ligeså mærkelige som mig, så du kan naturligvis skifte de mere sære ingredienser ud med nogen mere dagligdags. Brug almindelig havsalt og komælk. Osten kan være en blanding af cheddar og parmesan, som kan fås i alle supermarkeder. Pastaen kan være enhver type små tykke pastaer, man kan alligevel ikke se de sjove farver.

Enjoy!

Pasta i fine farver

Fancy pansy mac&cheese med gedemælk
2 personer

2 dl pasta af den korte, tykke type (skruer, skaller, rør, macaroni knækket i stykker)
Rigeligt saltet vand

Ostesauce:
2 spsk gedesmør
2 spsk mel
2 dl gedemælk
Reven muskatnød
2 dl blandet, reven ost (gedefriskost, råmælksgruyere og råmælksparmiggiano)
Friskkværnet hvid peber
ca 1 tsk fleur de sel de guerande
1 nip lys rørsukker

Brødkrumme og reven parmesan til gratinering

Pastaen koges næsten mør i det salte vand, og overbruses straks med koldt vand, så det stopper med at koge og overskydende stivelse skylles af. Sovsen laves mens pastaen koger:

Smelt smørret i en lille gryde og rør melet ud i. Rist melet i smørret et par minutter. Tilsæt gedemælken á 3 omgange, rør kraftigt efter hver tilsætning. Tilsæt lidt reven muskat og hvid peber. Lad sovsen småkoge til den tykner. Nu skal osten røres i. Jeg brugte ca 1/3 af hver slags ost, men du kan smage dig frem til det bedste resultat. Rør rundt til al osten er smeltet og sovsen er blank og glat. Smag så til med salt og et lille nip sukker. Sukkeret giver lige et pift og fremhæver den salte smag. Det er et trick jeg har lært af Klidmoster, og hun ved nok hvad hun snakker om.
Sovsen skal smage af noget, og må godt være en anelse mere salt end du egentlig synes. Husk at pastaen tager meget af smagen. Så bare giv den et godt skud ost og smag den grundigt til.
Når sovsen er klar, blandes den med den kogte pasta. Der skal være en del sovs, for pastaen suger godt til sig. Fyld blandingen i et smurt fad – lad der være 2 cm op til kanten, for det bobler en del op. Drys med reven parmesan og lidt friskreven brødkrumme.
Gratineres ved 200 grader i 15-20 minutter, til sovsen bobler og overfladen er gylden.

Bon appetit!