Sifs godeste pandekager til pandekagedag
Posted By Sif Syltetøj on February 16, 2010

Pandekager!
Idag er det Pandekagedag, eller Hvide Tirsdag. Sidste dag før den katolske fasteperiode, der varer helt til påske, istedet for julen. Hvilket nok er meget godt, for katten har aflivet de sidste to nisser, der var tilbage. Jeg har fundet et lille halstørklæde i brusekabinen, en træsko i min seng, en hovedløs krop i køkkenet og da min exmand kom på besøg, blev han mødt af et afhugget hoved med nissehue på, placeret strategisk midt på dørmåtten til skræk og advarsel.
Måske var hun træt af jul. Jeg har en hardcore missekat.
Pandekagedag er dagen hvor man æder alle de gode sager, man ikke må spise under fasten. Det er forskelligt, både fra trossamfund til trossamfund og op gennem tiderne, hvad der er, og har været, forbudt. Nogen forbød, og forbyder stadig, alle animalske produkter, men det mest almindelige i middelalderen, var at mælk, æg og kød var forbudt. Nogen kloge hoveder har en teori om at fasten blev placeret strategisk lige i den periode, hvor maden alligevel var knap. Vinterforrådet var ved at slippe op, og det varede stadig lidt, før foråret kom. Men inden man kastede sig ud i 40 dages faste, så spiste man som sagt de gode sager, der alligevel ikke ville kunne holde sig. Hvidt mel var en stor luksus, derfor er pandekager og fastelavnsboller et oplagt valg. Det er en tradition i stort set alle kristne lande at æde sig fede på Hvide Tirsdag, jeg er ikke helt sikker på hvorfor vi i Danmark fejrer det søndagen før. Måske nogen kan oplyse mig?
Som de fleste andre hellig-tider er fastelavn spækket med hedenske afkog og rester, så ingen bør føle sig for fine til at æde fastelavnsboller og pandekager idag. Det gælder også jer, derhenne i hjørnet, med de fede pentagrammer, der kalder jer Aurora Silverraven og Roweena Goldenmoon og bruger jeres dag på at skrive om “de onde kristne” på jeres små, hedenske debatfora. Bortset fra i I som regel er amerikanere, og nok ikke læser det her. Men stadig!
Jeg bager som regel pandekager på gefühl, men besluttede mig for at jeg ligesågodt kunne skrive den ned, nu hvor jeg alligevel skulle bage til Pandekagedag. For sådan er jeg. Praktisk og selvopofrende to the bone. Disse pandekager er tynde, lette, bløde og ufatteligt velsmagende. Men som med så meget andet, så gælder ordsproget “man høster som man sår”.
Dvs gode ingredienser. Man kan ikke bage sublime pandekager med buræg, billigt hvedemel og hvidt sukker. Det er slet, slet ikke det samme. Friske, økologiske ingredienser er simpelthen alfa og omega, især når man skal lave enkle retter som pandekager. Og hvis du kan få helt friske æg fra en fritgående hønsegård på landet, så er du jo bare lykkens pamjulefis, og en dum kælling iøvrigt, for jeg kan ikke finde en æggepusher her i Århus. Nogen, der kender en?
Nå, men her er opskriften. Krydderierne er vigtige, de giver et godt pift uden at dominere. Hel muskat fås økologisk fra Urtekram. Helsekosten burde have det, jeg købte min i vores velassorterede Kvickly Xtra her i byen. Desværre er økologiske krydderier ikke helt noget supermarkederne har fattet pointen med endnu, hvilket godt kan irritere mig lidt.
Sifs godeste pandekager
4 pers
100 gram hvedemel (jeg bruger stenmalet sigtet hvede fra Aurion)
3 XL æg (eller 4 alm)
1 spsk lys rørsukker
1 nip fint salt
Korn fra ½ stang vanille
Lidt friskreven muskatnød
1 tsk friskreven citronskal
1 dl kærnemælk
1 dl sødmmælk + et par ekstra spsk
Sigt mel, krydderier, sukker og salt sammen. Lav en fordybning og slå æggene ud heri. Pisk det hele let sammen med et piskeris. Husk at pandekagedej ikke må piskes for meget, så udvikler man glutennettet og får seje pandekager. Æv!
Rør først kærnemælken i dejen, og tilsæt så sødmælk til du har en meget tyndtflydende dej, der nærmest ikke giver modstand når du trækker piskeriset igennem. Lad den hvile en halv times tid før du bager. Melet kan godt suge lidt væske under hviletiden, så hvis dejen er blevet tykkere kan du lige røre lidt ekstra sødmælk i. Det er vigtigt at dejen er meget tynd, ellers kan den ikke fordeles ordentligt på panden = tykke pandekager.
Pandekager skal bages ved jævnt høj varme, så de bager hurtigt. Det tager ikke mange sekunder at bage en pandekage ved korrekt varme.
Så snup din stegepande (jeg foretrækker støbejern) og varm den godt op. Man siger at den første pandekage altid mislykkes, men det gør den altså kun hvis man er en spade, der ikke kan vente på at panden bliver varm nok. Så en godt varm pande, smelt lidt smør på den, og hæld så dejen på og vip hurtigt panden rundt så dejen bliver fordelt. Jeg bruger lige under ½ dl til en stor pandekage, hvis den skal være rigtig tynd. Og det skal den.
Vend pandekagen med en aflang, tynd spatel (ikke en kort, bred en, brug den til de små tykke pandekager istedet) så snart den har fået lidt farve og bag den på den anden side. Hele processen tager ikke mange sekunder, måske et halvt minuts tid, så pandekagerne er hurtigt bagt. Smør en lille smule smør på panden mellem hver pandekage, også selvom du bruger en fancy slip-let pande. Det giver den bedste overflade.
Spises varme eller kolde med syltetøj, smør, sukker, ahornsirup, hytteost eller hvad man nu synes. Jeg bagte mine pandekager i en lille 15 cm støbejernspande og fik de øndigste små pandekager, der ville egne sig fint til madpakken.




Hvide tirsdag og pandekagedag, det kendte jeg ikke. Før nu altså…
Men en fast årlig pandekagedag, det skulle man da i den grad være et skarn for ikke at indføre. Promte!
Så vi skal da have pandekager senere i dag. Nam nam.
Tak for inspirationen
Uhhh æællsker pandekager – faktisk både at spise OG at lave dem, hvilket gør pandekager til noget helt særligt.
Mine unger får “tit” et rasmus klump-mor bjerg af pandekager – der kan ikke blive for mange pandekager.
Jeg har købt to mindre pander til at lave pandekager på – så sker der nemlig hele tiden noget og man kommer ikke til at kede sig og tro at man liiiiige kan fikse en opvask imens pandekagen bliver færdig – nul det går for stærkt og derfor skal der være gang i to pander på en gang.
Hvorfor vidste jeg så ikke at det var pandekage-dag idag – hrmpf burde have fået speciel nyhedsinfo – damn them
Var ikke lige klar over at der var noget der hed en pandekagedag og da slet ikke at det var i dag – dog må der være nogle højere magter der spiller ind. Vi blev enige om igår at vi skulle have pandekager.
Så dagen er blevet fejret som det hør og bør sig! Dog med min egen gamle opskrift ;o)
Knus Grith
Hov – det er mig, du taler om der! …men ikke i dag, for jeg ventede som en artig lille pige til panden var varm NOK. Og første pandekage blev fin.
Hey, hvis man blander kakao i halvdelen af dejen og blander det på panden, blir det så til pandakager?
Tak for pandekager – eller ihvertfald opskriften – super gode pandekager, som vi spiste med vaniljeis og hjemmelavet chokoladesovs.
og ja, tricket med den varme pande virkede også her.
Uhm ser gode ud
Man kan få øko krydderier i Irma.
Det er måske en anelse sent i forhold til indlægget, men du efterlyser jo en æggepusher, og der tror jeg måske jeg kan være behjælpelig! Jeg synes jeg har læst, at du bor i Tranbjerg, ikke? Jeg kommer derfra, og kan huske at vi altid fik æg fra en gård i Tranbjerg – om hønsene er fritgående og æggene økologiske husker jeg dog ikke, det må du selv undersøge, hvis nu.. Men anyways, jeg skal gerne sende dig adressen (eller vejvisning, er det nok nærmere), hvis du stadig er interesseret!
Det er aldrig for sent! Vil meget gerne have vejvisningsadresse.