Sifs madbrød med emmer og ølandshvede



Sifs madbrød med emmer og ølandshvede

Sifs madbrød med emmer og ølandshvede

Jeg har skrevet et avantgarde digt om dagens brødbagning som jeg gerne vil dele med jer. Læg mærke til den stærke komposition og måden hvorpå jeg forbinder kattens anarkistiske ulydighed med dejens overhævning, der symboliserer stærke revolutionære kræfter. I 3. strofe bygges dramatikken op, eskalerer i strofe 4, og kulminerer i 5. strofe, hvor kattens ulydighed er direkte årsag til at jeg må opgive mine værdier (kapitalisme og grådighed) og gå på grillbar (arbejderklassen).

Brød – en revolutionær fortælling
af: Sif Sulejma Flormeline Grødskål

Brødet hæver i skålen
Blankt stål
Spejler min næse
Jeg lægger mascara i skyggen
Af en gærboble

Katten spinder
Under dugen
Det må den ikke
Jeg smider den væk
Forbud

Kampen mod katten
Tiden glemmes
Gærbobler
Aktion
Katastrofe

Trodsigt hæver dejen
Ud over kanten
Blankt stål
Revolutionære glutenstrenge
Slipper fri

Jeg kigger på dejen
På bordet
Under dugen
Med katten
Går på grillbar

Da capo! Da capo! Hvilken følelse, hvilken stakato, hvilken piratos! Hvilken yndefyld skildring af de bløde undersider i den sumpskildpaddeafhængiges univers. Meget meget lakrisalt. Indeed, indeed.

Med til et intelligent digt hører et intelligent brød. Og det her brød er meget intelligent. Det kan hæve helt selv, bare du putter gær i. Er det ikke fantastisk! Spis, spis. Som de siger på restauranterne.

Sifs madbrød med emmer og ølandshvede
9 store boller

3 dl kogende vand
1 spsk god chai the (f.eks Kusmi Kashmir Chai)
2 dl koldt vand
5 gram gær
20 gram groft salt
1 spsk rørsukker
300 gram groft ølandshvede
200 gram usigtet emmermel
100 gram sigtet hvedemel

Det kogende vand hældes over chai’en og der brygges en stærk the. Lad det trække ca. 15 minutter. Sigt thebladene fra. Bland med det kolde vand. Det skulle nu være fingerlunkent. Er det ikke det, må du justere med mere koldt eller kogende vand.
Opløs det grove salt i vandet og rør gæren ud i det. Tilsæt sukker. Rør de forskellige slags mel i. Start med ølandshvede og emmer og rør tilsidst hvedemelet i. Dejen skal være blød og våd (som man siger), men skal stadig lige akkurat kunne holde faconen. Ælt dejen grundigt. Jeg gør det i en røremaskine, fordi man i sagens natur ikke kan ælte det på bordet, men ellers må du have hænderne i og mose rundt. Det er god motion. Har jeg hørt.
Dæk dejen til og lad den hæve 12 timer ved stuetemperatur.
Tænd ovnen på 225 grader (200 grader varmluft) og sæt bollerne på bagepladen med våde hænder. Dejen skal kun lige rundes med et løst tag, lad være med at trykke den sammen når du former. Sæt straks bollerne i den varme ovn og bag 20 minutter til de er sprøde og brune.

Gode til: Madpakken, burgere, morgenmaden og suppe.
Ikke gode til: At servere for storspisende venner (“jeg træner altså”) for så forsvinder de på to sek.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

6 Comments

  • Er du fuldstændig emmer, det er et godt digt!

    Overvejer at lære det udenad og recitere det for de mange solsorte, der grådigt spiser sig sort sort sort maveindhold til af alle de halvrådne æbler i min have. (Mest fordi jeg er meget alene hjemme).

    Hvis man får trang til at skrive spidsfindig poesi af de hersens boller, så vil jeg foreslå de kommer i den der tvangsmadpakkeordning der er indført i børnehaverne.

  • Er der overhovedet en genre du ikke behersker til fuldkommenhed?
    Jeg føler mig totalt underfrankeret nu…….

  • *bøjermigærbødigtistøvet*

  • Skidegod ide at bruge chaite i brød !!!!! Tak !
    Kan se emmerne også er gode med guacamole til ;O)

  • har du været på tavernen? :O -helt klart det eneste jeg savner i tranbjerg ;)

Comments closed for this article.