Jydemagt!
Prånuliåhørherigå.
Som vi siger i Århus. Prånuliåhørherigådinskidekjøwenhavner du kan ikke trække billet hos buschaufføren, så pis ned til bagdøren som alle andre normale mennesker. Jeg skal UD og helst inden bussen kører videre. Det gør nemlig ondt at hoppe af en bus mens den kører.
Ah ja, der er mange forskelle mellem øst og vestdanmark. Eller rettere, mellem Jylland og Sjælland. Fyn må ikke være med i den leg. Fyn er der man stopper for at tanke benzin når man kører hjem til Danmark efter at have været i KBH og shoppe eller besøge Kagekonen eller hvad man nu lige fik forvildet sig derover efter… måske deltog man i den store demonstration ved COP15 og fik 3 mdrs fængsel fordi en eller anden betjent stod i retten og sagde “ej helt ærligt mand, det var hende, det var det altså. Der var 100.000 mennesker og uro og larm, men jeg lagde lige præcis mærke til at hende der kastede med brosten… eller en bamse. Eller en plastikpose. Noget kastede hun med, det er helt sikkert. Nej, jeg kan ikke bevise noget.”
Og når man så kørte hjem efter endt afsoning, så stoppede man lige på Fyn for at tanke op og måske tænkte man “fuck de snakker sgu mærkeligt her”.
Nej, Fyn må ikke være med.
Udover de åbenlyse forskelle i intelligens, så er motorvejene derover også magiske. Jeg har ikke tal på hvor mange gange en københavner (alle sjællændere er per default københavnere) har sagt “ej der er sgu for langt til Århus… kommer du ikke herover?” som om der på magisk vis var kortere når man tog den anden vej. Men det er der ikke. Der er lige langt hver vej, og DSB sucks lige meget hver vej. Kom herover og få noget god, århusiansk opdragelse. Som f.eks at stige ind bagest i bussen.
Ej. Det er gas! Jeg kan godt lide københavnere. Let ristet, på rugbrød. Med en bette dusk brøndkarse og et skvæt citron. Måske lidt hjemmerørt pesto og lidt røget skinke til at runde af med.
Nu blev jeg sulten. Tak for det, siger jeg bare.
11 Comments
Der er eddermanneme langt over til Åååååhuss! Nærmest trillioner af selvforståelser og en potte pis, do…! Sad faktisk og skulle forklare min søn forskellen på provinsen og håedstaden i dag. Han sagde: “Jeg tør sgu ikke møde min kærestes far. Han er fra Ååååhus… det går ik’, jeg er fra København!”
“Fortvivl ikke, bette søn,”sagde jeg. “Århus er bare en mindre model af Københavnsstrup. De taler måske underligt, men de vil meget gerne være storby, lissom os.”
Jeg undrede mig i lang tid over Århus-historierne – hvad havde de stakkels århusianere gjort? Lige indtil jeg oplevede det der omvendte billetsystem. Logikken er ikke ligefrem indlysende. I alt fald ikke for normale danskere. Heller ikke for dem, der stammer fra andre steder i Jylland. Det system er en Århus-historie i sig selv og retfærdiggør alt, hvad man ellers kan finde på at sige om byen og dens borgere
Du har min yndlingsblog – der er ingen tvivl og jeg er forresten fra Fyn
Siden hvornår har KBH været en storby? Storbyer rundt om i verden huser mange millioner mennesker, er ikke ligefrem noget KBH kan prale af
åh hvor jeg dog elsker dig! Men der er altså laaaaangt til Århus!
det er bare bybusserne i Århus der er sære… både i Aalborg eller Randers går man ind forrest.
Al magt til Århuuuuuuss
Og sif glemte helt at sige at herovre i århus gør vi faktisk begge dele, for de blå busser stiger man ind foran og ud bagi.Så vi magter meget her i danmarks dejligste by:-)
oohh Sif….Hørt hørt…. den hører jeg også tit.. “nej der er sååå laaaangt over til jer, kommer I ikke lige herover i stedet for…”
Sjovt, jeg kender flere københavnere som mener, at alle der bor udenfor bygrænsen er jyder…
Men helt seriøst kan jeg sagtens se det logiske i det århusianske bussystem – i KBH har der jo været mange problemer med chauffører der blev chikaneret, råbt af mm., og jeg har en formodning om, at man kan mindske nogle af disse anfald ved ganske simpelt at lade folk klare billetkøbet selv bagerst i bussen. Ved dog ikke om antagelsen er korrekt…
Arjj helærli! Jeg bor jo lidt udenfor Hårsens og her stiger vi altså ind FORAN!
Fåk…..betyder det i virkeligheden at min bus er en invandrerbus fra KBH.?
…. jeg føler mig ramt.