23. dec: Risalamande

Mang!

Hvordan staves det egentlig? Ris á la mande? Ris ala mande? Ris alamande? Risalamande? Risalamang? Kært barn har FOR mange navne. Gør som jeg, kald det “mang”.

Jeg vovede mig op i supermarkedet idag. Begge to, faktisk, for øko-æg var udsolgt i Kvickly. Der var en hel del mennesker, hvilket besværliggør navigationen en hel del i sådan en lille provins-Kvickly. Især fordi folk åbenbart synes det er helt ok at parkere indkøbsvognen midt på gangen mens de bruger 10 min på glo ned i en køledisk.  Det betyder at ingen andre kan komme forbi og flaskehalse opstår. Heldigvis er jeg et meget tålmodigt menneske, af og til, så jeg lod mig ikke stresse, heller ikke af den lange kø. Well, ikke før en eller anden dame skulle igennem kasselinien uden varer, og forsøgte at flytte mig ved at lægge sine hænder på mine hofter – jeg havde nær pandet hende en af bar forskrækkelse. Hvad ligner det at gramse på folk på den måde? Et simpelt “undskyld, må jeg komme forbi” havde været blidere mod mine nerver og min privatsfære. Jeg hader at blive rørt ved, og især af fremmede.

Men jeg fik min mælk og mine æg og noget kirsebærsauce fra Heiberg. Jeg ville nemlig lige nå at klemme en blog om risalamande ind, inden jul. Risalamande er en af mine absolutte favoritdesserter. Ever! Derfor syntes jeg da lige at jeg ville indvie verden i mine måde at lave den på. Det er ikke så meget en opskrift som en fremgangsmåde. Smag og behag er forskellige, og man kan ikke forvente at alle kan lide det samme som jeg. Man må være realistisk og indse at ikke alle har samme raffinerede smagsløg som jeg.

Risalamande starter naturligvis med en portion kold risengrød. Da jeg var barn… æh… yngre, fik vi risengrød d. 23 december og så lavede mormor risalamande af resten. Vi var mange juleaften, så det var en ordentlig grydefuld. Der skulle jo også være så man kunne snige en portion til morgenmad d. 25, og der var også altid en skål til julefrokosten senere samme dag.
Risalamande er det eneste på min julemenu, man ikke skal pisse rundt med. Jeg kan sagtens spise utraditionel julemiddag – men der SKAL være “mang” ellers er min jul ødelagt. Basta bum. Og ikke noget med at hælde appelsinsauce eller jordbærsauce på. Kirsebær er det eneste der duer. Når jeg siger det.

Nåja, og der er sikkert nogen, der sidder der, bag skærmen, og ryster på hovedet og har tænkt sig at skrive i kommentarfeltet at min metode er HELT forkert og at deres er MEGET bedre. Til jer – jeg er vild med jeres passion for madlavning! Men luk røven på min blog, for min metode er bedst. Sådan er det.

Mere mang!

Jeg har skevet en guide til perfekt risengrød. Den følger jeg, dog med få undtagelser, hvis jeg koger risengrøden specifikt til risalamande:

1. Jeg koger grøden på letmælk så den ikke bliver så tung. Der skal jo også flødeskum i senere, og jeg synes nemt det bliver et fedtet orgie.
2. Jeg laver grøden tyndere, dvs jeg rører lidt ekstra mælk i når den er færdig. Den bliver meget stiv når den er kold ellers, og det gør det mega svært at røre den uden at smadre grynene i processen. Smadrede gryn giver en mærkelig, grynet konsistens som ikke er rar.
3. Jeg koger en vanillestang med. Risalamande er et af de få steder, jeg ikke bruger polynesisk vanille. Jeg synes dens blomster-aroma er helt forkert her. Istedet bruger jeg en almindelig bourbon vanillestang fra Urtekram. Kornene skrabes ud i grøden når den er kogt.
4. Jeg søder grøden mens den er varm, så sukkeret nemmere bliver opløst.

Til grød af 1 liter mælk bruger jeg 4 spsk rørsukker og 2-3 dl piskefløde samt 1 stang vanille.

Når jeg så vil lave risalamande, gør jeg følgende:
Først tager jeg grøden ud og hvis den alligevel er blevet meget stiv, så rører jeg lidt mere kold mælk i. Måske en spsk piskefløde eller to også. Så smager jeg på om den er sød nok. Den skal være en anelse sødere end man egentlig synes, for når flødeskummet kommer i, plejer det at passe. Jeg rører forsigtigt rundt i grøden, til jeg er sikker på at der ikke er små klumper af gryn i.
Hvis grøden ikke er sød nok, putter jeg lidt sukker i fløden, så jeg er sikker på at det er opløst.
Flødeskummet pisker jeg til det er stift, men ikke mere end at det danner bløde toppe når piskeriset løftes op af skålen. Meget stiv fløde i risalamande bryder jeg mig ikke om – det smelter ikke på tungen på samme måde, synes jeg.
Skummet skal vendes meget forsigtigt i grøden med en stor, flad grydeske. Af træ! Ok, det med træ er mest fordi jeg foretrækker grydeskeer af træ, fremfor af mærkelige kunststoffer der måske afgiver klamhedspartikler til maden. Jeg har fem store trægrydeskeer (og en bette) og jeg elsker dem.
Ikke noget med at slå luften ud af flødeskummet. Det er den, der skal gøre din risalamande til en let og luftig vintersky i din mund. Start med at vende 2/3 af flødeskummet i. Vend forsigtigt rundt til flødeskummet er jævnt fordelt. Og smag så på det! Skal der mere flødeskum i? Så put mere i. For meget flødeskum gør alting vammelt og tungt, men for lidt gør det hele tørt og klægt. Så smag, smag, smag. Men undgå at æde det hele i processen.

Når du er tilfreds, er din “mang” færdig, og får en plads i køleskabet. Den har godt af at stå og trække nogle timer. Serveres med kirsebærsauce og hakkede mandler.

PS: Hvis jeg skal lave risalamande af en rest, pisker jeg flødeskummet med sukkeret og vanillekorn inden jeg vender det i. Så behøver man ikke frygte knasende sukker og det er nemmere at fordele ordentligt i grøden.

Skønherligt, ikke? God fornøjelse. I morgen holder jeg julekonkurrence på bloggen, og den slutter i morgen aften kl 23.55, så man skal være hurtig for at deltage. Skal man.

Fandme så.