22. dec: Det er hvidt derude

Min stakkels ananas salvie. Bunkerne til højre er... var mine lavendler

En af de første melodier jeg lærte at spille på min stakkels forsvarsløse sopranfløjte var “Det er hvidt derude”. Jeg kunne ikke læse noder endnu, så jeg truttede lystigt derudaf, og hver gang jeg ramte en rigtig tone, så skrev jeg bogstavet ned på et stykke papir. Hjemmelavede nodeark FTW.

Jeg var sådan et kreativt barn. En overgang gik jeg endda på musikskolen, hvor vi lærte at mishandle instrumenterne på den rigtige måde, og at trække vejret korrekt så vi ikke faldt døde om under den årlige obligatoriske forældrekoncert, hvor jeg altid spillede forkert mindst 3 gange. Men jeg var faktisk god til det. Så god at min klasselærer i folkeskolen, der levede og åndede for faget musik, altid satte mig til at spille på den satans lortefløjte når jeg meget hellere ville spille på keyboard. Keyboardet var nemlig det populære instrument og alle sloges om at få lov til at hamre tangenterne i smadder. Jeg fik lov EN gang, i hele min skoletid. Det er fandme unfair synes jeg.

Der falder seriøst mængder sne herude. Viceværterne drøner rundt og forurener med deres snefejemaskiner. Som fejer sneen op over mit dørtrin og laver en veritabel snedrive, der vælter ind i entreen når jeg åbner døren. Så det lader jeg være med. Jeg har hvad jeg skal bruge. Hvis det skulle ske at jeg sneede inde på torsdag har jeg endda Alt Til Julemiddagen, inklusive flæskesteg – for det er nemlig mig, der skal have død gris med. Den er økologisk, så jeg tror den havde krølle på halen da den var lille.

Hvid jul i år? Det er jeg ret sikker på. Det kræver i alt fald en drastisk omgang tøvejr at få det her hvide tæppe væk. Og nu vil jeg smide mig på langs i sofaen og drikke varm kakao og spise nybagte boller. Mens katten kigger ondt ud på sneen. Ægte julehygge.