Advent, konditorilørdag og ævl

Posted By on November 30, 2009

Chokolademuffins m peanutbuttersmørcreme

Chokolademuffins m peanutbuttersmørcreme

Så tændte vi et lys i kvæld
Og brændte huset ned
Fordi det stod der for sig selv
Det ska man la vær med
Så tændte vi et lys i kvæld
Og brændte huset neeeed

Det er min favoritteste adventssang. Skrevet en smule om, altså. I virkeligheden tænder man det første lys for glæde, så det kan stå der og sprede lys i mørket. Pyromantingen er dog oplagt, især fordi der altid sker brandulykker hver eneste december involverende juletræer, kalenderlys og adventskranse. Så folkens, den bedste måde at slukke en adventsbrand er ved at kvæle ilden med et brandtæppe. Hvis man ikke har et brandtæppe kan man bruge den fine ny dug fra Lene Bjerre, sålænge det ikke er MIN fine nye dug fra Lene Bjerre selvsagt. Ikke fordi jeg ejer en Lene Bjerre dug. Jeg vil ikke give 800 kr for et stykke stof, om der så er aldrig så mange lyserøde roser og blonder på.
Nå men pointen var at det er mest effektivt at stoppe ilttilførslen til ildebranden ved at dække den til. Så smid svigermor på bålet og slå to fluer med et smæk. Yessir.

Jeg har hængt julepynt op. Lånte en hammer af Bedstevennen så jeg kunne banke knappenåle i vinduesrammerne og hænge diverse glaskugler op. Det blev naturligvis klaret med minimal personskade, selvom der var både stole, knappenåle, hammere og ankellange nederdele involveret. Han så godt nok en smule bekymret ud, og overtog da også hammeren på et tidspunkt, men da han var skredet hængte jeg resten op uden at brække nakken. Cand. selv! That’s me. Nu er der julehjerter og glaskugler i hele hytten og jeg er ikke færdig endnu. Det var godt jeg var så forudseende at rydde butikken efter nytår da alting kostede 5 kr. Jeg sparede flere hundrede kroner!

Anyway, jeg havde jo konditorilørdag i lørdags, og havde bagt hovedet af mig selv for nu at sige det på en lidt anderledes måde end jeg plejer. Ibber var totalt ustyrlig, se selv:

Ibbers hånd på æble-ingefærmarcipan kringlen

Ibbers hånd på æble-ingefærmarcipan kringlen

Man kan ikke lade den kvinde være alene med kringle i 5 minutter. Og jeg fik fine gaver! Astrid og Joachim havde to specialøl med, og det samme havde Signes søster. Jeg kan godt lide tendensen. Signe havde havregrynskugler med, i et defekt glas. Det var for lille. Alt for lille. Og pludselig var det tomt, jeg ved fandme ikke hvordan det gik til. Hanne og Den Hvide Dame havde hyacinter med i fine dekorationer, så nu er der hyacinter i hele hytten.

Jeg elsker hyacinter. Der er stort set ikke nogen blomst i hele verden, der dufter bedre end hyacinter. Jeg har dem også ude i haven. Man skal dog passe på at have for mange inde i huset. Man kan godt blive lidt skæv af duften hvis den er for overvældende.

Klidmoster havde smagsprøver med, og et glas af hendes nyeste pushervare: Rød peberfrugt relish. Hun har gjort mig afhængig af det skidt. The bastard. Jeg spiste noget af det på Streich mango/chili smørepålæg igår, og det var slet ikke ringe.

Menuen var heller ikke ringe. Men meget af den vil jeg blogge i den kommende måned. Jeg holder nemlig julekalender-tema i hele december, well indtil d. 24 i alt fald. Der vil jeg blogge en del juleopskrifter i den Sif’ske version, noget om historien bag, lidt om juleånd, velgørenhed og andre gode sager. En rigtig antiforbrugerisk jul! Sådan som det skal være. Så glæd jer og husk nu – det er så tæskedumt at sætte sig i gæld over en højtid!

MIN bog er en billig julegave. Ikke fordi jeg siger I skal købe den eller noget. Jeg siger bare at HVIS I køber den, så går pengene til et godt formål: Mig.

Og hvem har ikke lyst til at støtte mig? Glædelig jul!

About the author

Jeg spiller ikke på lut.

Comments

7 Responses to “Advent, konditorilørdag og ævl”

  1. Vibeke says:

    Du er altså dejlig, – altid god for et godt grin, og som regel, er der altid noget alvor bag humoren, det er lige, som det skal være.
    Glæder mig til din “julekalender”!

  2. Ibs says:

    Årh hvad – jeg er håndmodel!

  3. Klidmoster says:

    *gnæk* nu er du hooked – hvad vil du mon gøre for at få et glas til?

  4. Det er slet ikke fair med bileder af totalt najs kage når man ligger her og er herre træt af gulerødder! *savle ned i tastatur* *kortslutte computer*

  5. Bibbi says:

    Uhmme-nam med smovs på! Totalt nice kager og lækker kringle – på trods af Ibbers fedtede hånd!!! Jeg er sgi ikk så pjattet :P

    N.B.: Sorry Ibs, men du skygger altså for smovsen ;)

    P.S.: Nydelig hånd, ellers….

  6. Fr. Møller says:

    Har lige bestilt den. Det er noget fjums, at betalingssiden insisterer på at få mit telefonnummer.Ikke, at du ikke må ringe til mig – det må du gerne, men hvorfor fa’en skulle du gide. Næh, mine visa-oplysninger burde være alt nok. Dér.

  7. Ibs says:

    Tak tak. Jeg kan sagtens bookes til andre håndmodeljob, bare kom i gang :-D