Luksus instant varm chokolade (+ vegansk version)



Varm chokolade

Varm chokolade

Idag er der PRÆCIS en måned til jul! EN MÅNED! Hurraaaaaaaaaaaa. Det betyder at man nu officielt kan gå igang med julebagningen, fordi de fleste julesmåkager kan holde sig en måned før de bliver røvsyge at spise.

Jeg kan godt lide at folk synes jeg er mega aktiv, når jeg bager. Lige nu er jeg ved at bage de omtalte 7 hårde og 7 bløde til konditorisøndag.  Det er helt vildt så meget respekt det giver. “Årh mand du er totalt overskuds-Sif!”

Hallo jeg har bagt tre slags småkager på en weekend, det er næppe Nobelprisen værd.  Det er småkager. En skål dej, en bageplade, lidt trillen og rullen, og vupti. Småkager. Ok, det kan godt blive lidt småhektisk hvis man brænder en plade på, men det er mest fordi den umiddelbare fare for kulilteforgiftning kræver hurtig handling. Vidste I godt at sort røg ud af ovnen ikke er en god ting? Til gengæld er jeg sikker på at de her sorte vanillekranse ville vække begejstring til enhver autonom julefest. Den symbolske afbrænding af den klassiske julesmåkage, der ligesom står for borgerskab og kapitalisme og overforbrug og mad af dårlig kvalitet. Og så er den sort, hvilket gør den tidsløst moderigtig i det venstreradikale miljø. Måske burde jeg sende en kasse til Ungeren? På den anden side smager de bare virkelig dårligt.

Anyway, sandheden er at resten af dagen sidder jeg på min flade og ser Angel og strikker hektisk på en poncho, der meget snart er færdig, og godt det samme for den vejer ligeså meget som katten, mindst, og det er ikke småting kan jeg godt sige jer. Hun skal til dyrlæge om en uge, til det årlige tjek, og jeg håber sådan at hun ikke knækker vægten. Men hun er jo ikke fed – det siger han hvert år. Bare godt i stand. Og min dyrlæge ville sige det hvis hun var fed. For så kunne han sælge mig noget af det der dyre kattemad de sælger til fedhalede kræ. I sjældne tilfælde er kapitalisme en god ting. Og det bedste er at kattekræet skal vaccineres. Så sover hun sødt et helt døgn bagefter, og julefreden kan sænke sig over det lille hjem.

Aaaaaaah!

Nu skal jeg videre i dagens tekst og bage noget mere til konditoridag. Men først vil jeg lige videregive en smart lille ting. Nemlig luksus  instant varm chokolade af høj kvalitet. Det er ikke så kompliceret. Det er nemlig bare en ganache! Jeg er sgu lidt klog af og til.

Vegansk version: 150 ml kogende soyamælk istedet for piskefløde til ganachen. Holder knap så længe, da vandindholdet er højere, men smager stadig fantastisk. Brug soya eller rismælk i den færdige varme chokolade.

Luksus instant varm chokolade

200 gram mørk chokolade (Valrhona Manjari er min fave til varm chokolade)
200 ml piskefløde
Kornene af en stang (fed polynesisk) vanille

Hak chokoladen i små stykker og put den i en skål. Skrab vanillekornene ned i fløden og smid stangen ned også. Bring fløden i kog. Så snart den koger, hældes den over chokoladen med vanillestang og det hele. Lad det stå 5 minutter og fisk så stangen op. Rør forsigtigt rundt i blandingen. Den skulle meget gerne begynde at tykne og blive helt mørk og glat. Det starter som regel inde i midten, og er nemt både at mærke og se. Bliv ved med at røre rundt til ganachen er helt ensartet.
Nu er den sikkert temmelig flydende. Hvis det er frostvejr og helt tørt i luften kan den dog godt stivne nærmest med det samme, hvis det pisser ned og er fugtigt kan det tage en evighed. Uanset hvad skal den nu hældes på et (skoldet) glas. Der står den indtil den er kølet helt af, og så skruer du låg på. Du kan også godt bruge et plastikbæger, men jeg er ikke vild med plastik til langtidsopbevaring af mad. Jeg stoler ikke på at der ikke ender stoffer fra plastikken i min mad.
Nu har du instant varm chokolade, og den skal stå mørkt og køligt. IKKE i køleskab. Den kan holde en uges tid eller to – det kan smages når den bliver dum.
Når du skal lave varm chokolade, så tager du et krus, putter en stor, fed teskefuld ganache med top ned i, hælder to tsk sukker ovenpå, og fylder kruset med kogende mælk. Rør rundt, og vupti! Varm chokolade. Hvis man zapper mælken i mikroen tager det ingen tid og kræver ingen gryder eller røren rundt i kogende mælk.

Du skal muligvis bruge mindre sukker/mere ganache alt efter din egen smag. Prøv at bruge muscovaosukker (det er GODT), eller honning, eller agavesirup eller hæld kanel i eller andre sjove ting. Eller skumfiduser!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

7 Comments

  • Genialt. Intet mindre.

  • muhums det skal jeg lave i weekende, vi skal i skoven og samle til dokorationer, totalt fikst kommer stinna lige med instant varm chokolade der… skal nok gøre glæde da. Takker

  • Uh, skal vist lige lave sådan en omgang. Glade dejlige jul!

  • Nøj – slurps og savl – sorry skal lige have styr på mundvandet. Dejlig dejlig tanke – ho ho og hvem har lidt ganache i overskud fra weekendens kage tam-tam – nemmerlig = moi. Det skal blive godt skal det !!

  • Autonome vanillekranse LOOL O-)

  • Jeg har lavet ganaschen med soyamælk og det er ligesom om den skille…noget du kender til?

  • Ja ganache kan skille – man skal røre rundt til den emulgerer. Men hvis det er meget fugtigt, eller hvis chokoladen er gammel eller af dårlig kvalitet, så kan det kikse. Man kan godt bruge det alligevel.

Comments closed for this article.