Archive for October, 2009
Krydret æblekage
Krydret æblekage
Det er nat i en lille forstad, syd for Århus. Mørkt. Tyst. Det blege månelys afslører vildkattenes foretrukne pisrende. Bag kirken. Gravsten nr 5 fra den sydvendte låge, under den store taks. Intet er helligt for vildkatten. Den strækker sig dovent og går ned for at fange en rotte bag supermarkedets container. Pludselig lyder et skrig i natten. Vildkatten skyder ryg og stikker af med halen tyk som en flaskerenser. Rotterne i containeren gemmer sig under et parti pulverbearnaise, som ingen ville købe, skønt det var sat ned til en flad femmer. Nattens fugle lytter tavst. Endnu et skrig flyver gennem den iskolde natteluft.
“AAARGH! HVOR ER DEN FORPULEDE BAGEFORM! JEG SKAL KRAFTEDEME….”
Ah, de overtrættes stemme. Den forsmåede søvns raseri. Skriget fra Drømmeland, der benægtes endnu en nybygger denne nat. En levende sjæl i midnatstimen, skønt den er reserveret de vildfarne sjæles endeløse vandring i mørke korridorer og under små børns senge. Hvem tilhører denne stemme, med en kraft som kom den fra Urmoderen selv? Lyden af bageforme er skarp og høj i den stille nat. Metal mod metal, og det på trods af at nattogene forlængst holdt op med at køre denne vej.
Følger man lyden vil man ende ved et lille hus. En lille have ligger spøgelsesagtig hen i månelyset og foran døren står et lille græskar, en gave fra en kær ven af huset. Åbner man døren bliver man mødt af en hvæsende kat. Den er farvet som Egyptens hellige katte, i tre farver, og må i sandhed forventes at være en gudinde. Er det Isis, nedsteget fra Verdensaltet for at våge over husets beboer? Et sæt skarpe tænder i skinnebenet får hurtigt den intetanende gæst til at droppe enhver spekulation om det majestætiske dyrs oprindelse. Istedet søges der mod lydens ophav, urkvindestemmens ejerkvinde. Hvilken heks bebor dette mystiske hus, der ligger så øde hen? En slange hvæser i soveværelset og endnu et brag lyder fra køkkenet.
“Det var satmehelvede også på fucking tide, jeg har kraftstejleme ikke tid til det pis…”
En ovnlåge smækker og så bliver der stille. Kun kattens sagte hvæsen og ovnens summen. Tør man kigge ind i stuen? Er man modig nok til at stå ansigt til ansigt med den feminine urkraft? Får man en kagerulle i hovedet? Nej. Det er for vovet. Det kræver en kvindes mod og hjerte. Men en liflig duft spreder sig fra ovnen…
Turde du kigge ind? I så fald ville du blive belønnet med et stykke af denne herlige æblekage med græskar. Og bare rolig. Jeg fandt bageformen.
Krydret æblekage
150 gram blødt smør
100 gram lys muscovado eller brun farin
150 gram lys rørsukker
2 æg
1 spsk kanel
1/8 tsk allehånde
1/8 tsk stødte nelliker
1/8 tsk revet muskatnød
1/4 tsk stødt ingefær
½ tsk lakridspulver (kan udelades)
100 gram mos fra et sødt græskar
1 tsk bagepulver
200 gram mel
3 store syrlige æbler, skåret i både
Græskarmos laves ved at skære et modent, velegnet græskar midt over. Det skal være de små, søde græskar. Butternut er meget velegnet og fås i mange større supermarkeder pt. De store halloween græskar duer ikke, så lad være at prøve. De er dyrket for størrelse, ikke for smag. Fjern kernerne og læg græskarhalvdelene med snitfladen nedad i et ildfast fad. Hæld lidt vand i bunden – den skal lige være dækket – og bag græskarrene ved 175 grader til skallen begynder at kollapse. En times tid tager det, måske lidt mere. Lad græskarrene køle af, skrab indmaden ud og blend den til en glat mos. Nu har du græskarmos, og det kan fryses og bruges i supper og tærter og jeg-skal-komme-efter-dig. Sæt 100 gram til side til kagen.
Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær dem i tynde skiver.
Pisk smør og sukker lyst og luftigt. Pisk krydderierne i. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk grundigt efter hvert æg. Rør græskarmosen i og rør dernæst mel og bagepulver i. Fyld i en smurt springform, 24 cm i diameter. Læg æbleskiverne på toppen tæt sammen og drys med kanelsukker (2 spsk lys rørsukker, 1 tsk god kanel). Bages ca 1 time ved 175 grader. Husk at bagetiden kan ændre sig drastisk hvis du bruger en 26 cm springform istedet, så hold øje med kagen.
Lad kagen køle let af før du frådende kaster dig over den, eventuelt efter at have dynget den til med creme fraiche.
ContinueKonditorilørdag 28/11 2009
Alle raske piger og drenge
Kom blot til Århus by
For det varer ikke længe
Før der diskes op på ny
Åh en overflod af kage
Og kringle og lidt the
Kom kun trygt hid for at smage
Så skal du bare se
Det er så rart i stuen
Når kagerne står på rad
Der er latter på menuueeeeeeen
Så kom kun og kom glad
For en flad halvtredser får du
En dag med fjas og tant
Vi er næsten helt normale
Det er vi og det er SANDT!
(jo det er!)
Da capo! Næste konditorisøndag er på banen. Jeg har lovet at lave sønderjysk kaffebord i bedste julestil, men jeg lover ikke at det bliver autentisk. Til gengæld lover jeg at det bliver overdådigt!
Vilkårene er de samme som sidst. Der er 12 pladser IKKE FLERE PLADSER, og du sender en mail til konditori(a)anarka.dk med din tilmelding, hvorefter du indsætter 50 kr på min konto. Tilmelding er BINDENDE og jeg gider ikke rykke for penge, så folk må lige være voksne og sådan.
Datoen er lørdag d. 28/11 kl 14.02 i Århus. Adresse og kontonummer fremsendes ved tilmelding. Vel mødt!
ContinueMæt af dage, død af kage
En liden pæretærte - mazarinmassen hævede op og ødelagde mit fletmønster. WTF!
Holy fuck.
Klokken er lige pt 3 om natten og jeg er temmelig vågen. Og hvorfor er jeg temmelig vågen? Det er fordi Pernille holdt mig totalt meget vågen så jeg kun fik 3 timers søvn natten til lørdag. Derfor gik jeg (og hun med) totalt kold kl 21 i går aftes. Nu ligger HUN og snorker mens jeg sidder her og spiser kringlerester og forsøger at regne ud præcis hvor mange kilo fedt og sukker jeg konsumerede i de seneste 24 timer. Et par kilo eller tre er nok ikke helt af vejen. Jeg er nødt til at give min stakkels krop en seriøs kagepause nu. Men det er også ok, for gårsdagens bagning gav mig den sidste finpudsning og de sidste opskrifter til kogebogen. Yessir, når jeg har fået skrevet indledningen er den faktisk færdig. Færdig! Hvad giver I? Nu skal jeg bare have den korrekturlæst, og det har jeg ikke råd til, så det går rigtig godt. Hvis nogen vil bytte en korrekturlæsning for en kage, så sig lige til, ikke.
Dagens glansnummer: Butternut squash pie. Meget populær!
Konditorisøndagen, som var en lørdag, var som sædvanlig en stor succes, og som sædvanlig udviklede tingene sig mere og mere efterhånden som folk blev mere og mere sukkerhøje. Et godt råd til nye, der vil med: Bliv til sidste ende, for det er i den sidste time at alle de slibrige og mærkelige historier kommer for dagen. Det er underholdning på højt plan, kan jeg love jer.
Der var godt fremmøde – som sædvanlig var Bedstevennen der, og Pernille, Klidmoster, Signe, Ibber, Karin, Tine-som-ikke-har-en-blog-men-som-er-cool-alligevel, Astrid og Joakim (det lykkedes os ikke at skræmme dem væk sidst) og selvfølgelig min søster. Som rosinen i pølseenden var der Vita inklusive kone Dorte og barn Erna Marie. Mine æggestokke gik totalt amok når der sad sådan en bette sag i min sofa og sagde lyde. Og jeg var ikke eneste småskrukke person til stede, kan jeg godt afsløre. Katten var ultimativt skeptisk og ikke helt sikker på om hun skulle nyde noget af at komme for tæt på. Det hjalp selvfølgelig heller ikke på tingene at det yndige barn gylpede på kattens sofa. Kræet har konsekvent sovet i den anden ende siden.
Menuen sagde efterår. Græskar, nødder, æbler og pærer. Faktisk var det en ret sund menu. Se selv, grøntsager og frugt over det hele:
Frangipane er iøvrigt en skøn blanding af fintmalede nødder, smør, sukker og æg. Ikke ulig mazarinmasse faktisk, men grovere og ikke så sød. Mmm. Åh. Mmm. Det var en totalt nem menu. Jeg stressede faktisk ikke den her gang, næsten ikke i alt fald. Forsøgte en enkelt gang at klage over at der ikke var nok, men så forvirrede Bedstevennen mig totalt ved at sige “Ja! Du har ret! Der er ikke nok!” og jeg begyndte at argumentere for at der VAR nok.
Han er fandme et sneaky lille svin.
Små valnøddefrangipaner og en sweet potato pie
Mine billeder blev ikke gode. Jeg balancerede kameraet på toppen af Pernilles hoved. Det gik ikke. Der blev to gode billeder, resten må I satse på at se hos Klidmoster.
Dato for næste konditorisøndag kommer i morgen, så det er om at holde udkig hvis I vil nå at få en plads. Denne gang skal I ikke komme og sige at jeg ikke advarede jer!
ContinueDen bedste Bedsteven i verden og hans lyserøde kage
Jeg har en Bedsteven. Måske har I hørt om ham. Han vil gerne have at jeg skriver mere om ham, fordi så kan jeg blive “famous by association”. Siger han. Tålmodigt har jeg forsøgt at forklare ham at det er omvendt. Ikå. Hvis jeg ikke havde haft min blog, så var HAN aldrig blevet famous by association.
Det er en af de mange ting vi aldrig bliver enige om.
Men folk er generelt meget interesserede i Bedstevennen, hvilket slet ikke er godt for hans ego, og samtidig virker det som om de slet ikke forstår vores venskab. Især fordi vi ikke overfalder hinandens profiler på fjæsbogen (hallå jeg taler rigelig med ham IRL) og fordi, når vi endelig gør, så er det som regel totalt svinere.
Så jeg ville skrive lidt om ham, og vores venskab. Jeg kunne f.eks fortælle om hvordan vi kan læse hinandens tanker og altid ved hvad den anden føler (han har engang fundet mig i Bruuns alene på intuitionen, men jeg ved ikke helt om det tæller, for jeg stod i køkkenudstyrsforretningen!). Og jeg kunne fortælle om hvordan han slet ikke gik nogen steder da jeg var allermest syg og mistede næsten alle mine venner, og hvordan han istedet gik igang med at bruge recovery-metoden på mig så jeg blev så rask at jeg idag kan arbejde en smule og have en aktiv hverdag. Dernæst kunne jeg fortælle om hvordan vi kan fortælle hinanden alting, hvilket resulterer i at jeg sjældent får ynk når jeg er sur, men snarere et tilbud om analyse af situationen og hjælp til at håndtere det bedre en anden gang. Jeg plejer at sige at jeg har veninderne til at ynke mig og Bedstevennen til at fortælle mig Den Brutale Sandhed. Så kunne jeg fortælle om hvordan vi kan have en samtale uden at sige noget, hvilket dog sjældent sker, fordi det ville kræve at jeg holdt kæft bare 5 minutter og det er en fysisk umulighed. Og jeg kunne fortælle om hvordan vi altid støtter og hjælper hinanden på et helt andet plan, fordi vi begge har et helt andet sæt erfaringer at trække på end gennemsnitsdanskeren, og hvordan vi begge er nået længere end vi selv havde troet muligt, fordi den anden altid troede på det når vi ikke selv gjorde. Og jeg kunne fortælle om hans grænseløse empati og hans enestående evner når det gælder indsigten i det menneskelige sind.
Og jeg kunne fortælle at uanset hvor mange ord jeg bruger, så ville jeg alligevel ikke formå at forklare hvor dybt og unikt vores venskab er og hvor priviligeret jeg føler mig over at kende ham.
Alt det kunne jeg skrive, men det gider jeg ikke, for det har jeg jo for helvede lige gjort. Jeg er stadig rigtig dårlig til at udtrykke affektion, istedet gør jeg det gerne gennem kager. Så se lige en fin en jeg lavede til ham. Den skal med på arbejde så han kan blære med sin übertalentfulde bedste veninde, og det kan jeg godt forstå. Jeg mener, hvis jeg kendte mig, ville jeg også blære mig lidt. Bare en lille smule. Nu skal jeg bare passe på at han ikke bliver forvænt.
Lambeth kager er altid populære
Continue
Hjemmelavet tykmælk
Hjemmelavet tykmælk med bygflager ristet i ahornsirup
Så sidder man her, med nål og tråd. Fordi man engang pralede med sine sy-evner? Eller fordi man muligvis udstråler “husmor-evner” lige lovlig meget når man har en blog som min? Who knows. Faktum er at jeg lapper Bedstevennens trøje og samtidig virkelig virkelig virkelig forsøger at modstå trangen til at sy en stor, glitrende sommerfugl på ærmet. Det er et bytte, for snart skal han ud og sætte mine persienner op. Det ved han bare ikke endnu, gnæk. Jeg kan godt lide det der med at bytte tjenester. Det er meget anarkistisk idealistisk på et eller andet plan. Et pengeløst samfund hvor man handler med varer og tjenester. Eller måske en god blanding, hvis man skal gå på kompromis, og det skal man jo tit og ofte her i livet. Desværre. Verden ville være et bedre sted, hvis alle indså at jeg altid har ret. For det har jeg jo. Jeg mener, hvis jeg ikke handler ud fra den overbevisning at jeg gør det rigtige, vil det da være tåbeligt at handle overhovedet.
Hvis jeg måtte, så ville jeg sælge brød og kager. Ikke sådan på indstriel basis, men mere på bestillings-basis. F.eks til fast afhentning hver mandag. Så kunne man bestille to rugbrød, et speltbrød og et emmerbrød med bageferment. Eller en portion chokoladeboller og en kringle til farmors fødselsdag. Jeg kunne tjene lidt penge og folk kunne få godt, hjemmebagt brød. Det ville være en win-win for begge parter. Det må man desværre ikke, takket være fødevarelovgivningen, men man har vel lov til at drømme. En dag skal det nok lykkes. Så får jeg mit lille bageri og bytter to rugbrød for en spand nymalket mælk.
Fuck mand, der er gået Laura Ingalls i min hjerne idag. Jeg har lige læst hele serien igen, og den er ligeså god som da jeg var 10 år gammel. De laver enormt meget lækker mad i de bøger, og det er beskrevet temmelig indgående. Jeg er altid nødt til at have et eller andet lækkert på hånden når jeg læser dem, ellers er det total tortur.
I bedste pioneer ånd lavede jeg tykmælk. Omend jeg ikke tror de spiste tykmælk derovre, så lavede jeg det alligevel, for det gjorde man trods alt i Danmark i gamle dage. Dengang kunne man fremstille tykmælk og sur fløde (creme fraiche) ved hjælp af naturlig bakterieudvikling. Eftersom man brugte upasteuriseret mælk var de naturlige mælkesyrebakterier stadig til stede. Det er de ikke rigtig idag, hvor al mælk pasteuriseres. Noget mælk er endda højpasteuriseret og homogeniseret, og den slags kan man overhovedet ikke lave tykmælk af hjemme i dagligstuen. Så lad være med at prøve. Man må tilsætte sine egne mælkesyrebakterier første gang man laver tykmælk/yoghurt. Det gør man ved at tilsætte helt frisk økologisk kærnemælk. Den skal være frisk fordi mælkesyrebakterierne bliver sådan lidt dovne og inaktive efter blot få dage. Faktisk minder de meget om Folketinget lige før de går på sommerferie. Forskellige mælkesyrebakterier giver forskellig smag, så hvis man ønsker en bestemt slags yoghurt – f.eks kefir eller tykmælk – må man ty til at købe frysetørrede mælkesyrebakterier. Jeg køber mine hos Dansk Hjemmeproduktio (de har også et ostesæt jeg SÅ GERNE VIL HAVE!). Selvfølgelig burde man i teorien kunne bruge færdigkøbt økologisk yoghurt/tykmælk/kefir, men jeg har aldrig rigtig haft held med den metode. Jeg har hørt at det er fordi det bliver pasteuriseret efter endt syrning, og hvis det er rigtigt så giver det jo god mening. Og uanset hvad så foretrækker jeg at bruge kærnemælk, fordi det giver den mildeste smag.
Så kærnemælk eller frysetørrede bakterier it is. Uanset hvad er fremgangsmåden den samme. Den største udfordring er at holde tykmælken varm og at sørge for at de forkerte bakterier ikke begynder at formere sig i mælken. Derfor skal alle redskaber skoldes grundigt inden brug. Lad din tykmælk syrne i glasbeholdere, for vi skal ikke have noget af at stoffer fra plastikbøtterne vandrer over i tykmælken fordi syren i mælken opløser dem. Paranoid? Måske. Men jeg foretrækker at være på den sikre side fremfor at man om 50 år pludselig opdager at hov, det var sgu sundhedsskadeligt alligevel. Det er sket før (asbest, anyone?) og det vil sandsynligvis ske igen.
Jeg bruger Camilla Plums smarte anordning med en “høkasse”. Dvs en foret papkasse med en beholder til kogt vand, der kan holde en nysselig temperatur i hele kassen og sørge for at syrningen foregår tilpas hurtigt. Det tager 36-48 timer at lave rigtig god tykmælk. Først skal mælken syrne 24 timer et lunt sted og dernæst skal den syrne færdig i køleskabet 12-24 timer. Du kan lave den uden fløde – så bliver den lidt tyndere, men stadig dejlig. Det gør jeg oftest, da jeg sjældent har fløde (tilovers) i huset. Eller du kan lave den med fløde, og få en rundere tykmælk ud af det.
Jeg ved det. Nu har jeg ævlet længe nok og I vil bare have den skide opskrift ellers går I fandme videre til en anden blog. Så her er den:
Hjemmelavet tykmælk
1 liter (1,2 med kærnemælk og fløde)
1 liter frisk, økologisk sødmælk
1 dl fløde (valgfri)
1 dl frisk, økologisk kærnemælk eller 1 pakke mælkesyrebakterier
Start med at skolde en grydeske, to halvliters glas med låg og dit køkkentermometer. Bring mælk og fløde i kog og tag straks gryden af varmen. Mælken skal nu køle af til ca 25-30 grader. Imens står kærnemælken ved stuetemperatur for lige at få vækket mælkesyrebakterierne af deres køleskabssøvn. Lad den stå i kartonen – eller i en skoldet skål.
Man kan finde forskellige temperaturer rundt om i opskrifterne, men det er simpelthen fordi at de forskellige slags mælkesyrebakterier trives ved forskellige temperaturer. 25-30 grader plejer at virke udmærket for mig. Lad aldrig mælken gå over 35-38 grader, for så dør bakterierne.
Brug dit termometer til at tjekke temperaturen, eller stik en finger i sødmælken. Den skal være lunken, på den kølige side. Når den har den rette temperatur, rører du kærnemælk eller mælkesyrebakterier i. Rør godt rundt til det er blandet grundigt og hæld så blandingen på glas. Sæt låget på og sæt dem i dit kasse, foret med avispapir og håndklæder. Hæld varmt vand (kogt vand der lige køler af 10 min) i en mælkekarton og sæt den ned mellem de to glas. Luk kassen til og pak den ind i et håndklæde. Nu skal mælken syrne. Skift vandet i kartonen en 4-5 gange i løbet af de 24 timer. Selvom tykmælken stivner, skal den stadig stå. Den skal nemlig modne og mælkesukkeret skal omdannes. Det giver en tykmælk der er blidere mod mavsen – ja faktisk har jeg hørt at lette laktoseallergikere kan tåle den slags hjemmelavet tykmælk.
Hvis du har et fyr, dit heldige svin, sætter du glassene derud. Så slipper du for at skifte vand.
Efter 24 timer skulle mælken gerne være begyndt at stivne. Sæt tykmælken i køleskabet til den smager rigtigt. Det tog 24 timer for mit vedkommende, men det kan også tage kortere tid. Det afhænger af temperaturen under syrning. Spis! Du kan bruge et par dl til at starte en ny produktion. Det skal ske indenfor de første to dage efter syrningen. Og sådan kan du fortsætte din egen tykmælkskultur, ligesom en surdej! Hvis den bliver slap og kedelig må du starte forfra med en ny portion kærnemælk.
Værsgo og spis!
Troubleshooting: Hvis din tykmælk ikke vil stivne, er det fordi du har dræbt bakterierne, din bakteriemorder. Der er ikke andet for end at starte forfra. Sørg for at mælken ikke er for varm ved tilsætning af mælkesyrebakterier, og sørg for at holde mælken varm under syrning. Øvelse gør mester. Jeg kiksede de første to forsøg. Sæt den i køleskabet alligevel og vent 24 timer. Hvis den stadig er bøvet eller hvis den smager grimt må du give fortabt og starte en ny portion.
Hvis din tykmælk ligefrem skiller, så er det fordi mælken er blevet for varm. Så er du ved at lave ost istedet! Og det skal man ikke kimse af. Fortsæt det gode arbejde ved at følge denne opskrift på tvorog (russisk skørost).
10 ting du troede du aldrig ville sige
What’s yours?
Tillykke med fødselsdagen!
Astrologinonneheksens feline alterego
Okay nu løber jeg lige en risiko for at gøre mig selv totalt upopulær. Det er nemlig sådan at Astrologiheksenonnen har fødselsdag idag. Og hun vil ikke fejres. Hun vil ikke have gaver. Faktisk vil hun ikke engang fortælle mig hvor gammel hun er, og den eneste grund til at det er lykkedes mig at snuse datoen op, er at det står på hendes facebook profil.
Jeg fornemmer lidt at hun ikke er fan af fødselsdage.
Men det går jo ikke, vel? Alle skal da have en sang på deres fødselsdag. Derfor har jeg skrevet en til dig, Astrologinonneheks, og den lyder sådan her:
Idag er det Heksens fødselsdag
Jo’det er
Jo’det er
Jo’det eeeeeeeeeeeeer
Og selvom hun slet ikk vil ha
At vi skal fejre hend’ ida’
Så gør vi det da bare sårn alliiiigeeeveeeeeeeel
Hurraaaaaaaa!
Tag dén, Astrologiheks. Og tillykke med fødselsdagen. Muahahaha.
PS: Coming up senere, samme blog samme forfatter: Hjemmelavet tykmælk og honning-salt hævet speltbrød.
ContinueRisotto med rødbede
Ah men for helvede da også hvor jeg bare er den flittige Sif lige her og midt i hytten. Dér. Jeg er ved at lave tykmælk i en underlig konstellation af en hjemmelavet høkasse. Den består af sådan en pap-holder til dåseøl. Først drikker man alle øllene og så skærer man hul i toppen. Så forer man med avispapir og et klæde og sætter to 400 ml bægre af dem der har været Thiese creme fraiche eller skyr i ned i kassen. Så putter man et lille syltetøjsglas ned til bægrene og hælder den kultiverede mælk ned i bægrene og kogt vand i glasset. Smider en frysepose over og dækker med et stort håndklæde. Og så krydser man fingre for at det virker denne gang. Jeg skal nok melde tilbage.
Jeg har plukket hyldebær i år, og saftsuseme også lavet saft af dem. Ikke fordi det kræver den store omgang angstrengelse at koge saft. Man tager sin saftkoger og smider hyldebær og sukker og citron og kardemommekapsler i, og så lader man det koge og tapper saften af efterhånden. Easy peasy. Til gengæld var det knap så easy peasy at plukke de satans bær. Hvorfor er træer så høje, og hvorfor er jeg så lille. Hva? Er der nogen, der kan svare mig på det. Og hvorfor sidder der altid edderkopper på de skide klaser, og hvorfor er de så svære at få væk. Jeg gjorde ellers mange tapre forsøg. Først bredte jeg hyldebærklaserne ud på terrassen så de kunne løbe væk. Det var der en del, der benyttede sig af. Så gennemsøgte jeg hver enkelt klase, før den røg tilbage i kurven. Der røg et par stykker mere. Så gloede jeg på dem da de skulle ned i saftkogeren, og alligevel måtte jeg lette på låget for at slippe sidste levende billede ud. Den blev temmelig nervøs da det pludselig begyndte at blive varmt nede i bærrene der. Det er ikke ret betryggende, vel? Jeg lettede på låget flere gange, bare lige for at tjekke om der skulle være flere semidampede kræ dernede, men det var gudsketakoglovprisningidethøjeogamenforevigt lykkedes mig at få alle kravl ud. Hvorfor skal det være så skidesvært? Kryds i måsen og bevar mig vel i højhuset.
Så havde jeg hende Pernolle på besøg, hun drak al min cola og mobbede katten. Som tak lavede jeg risotto med rødbeder. Det var den gode risotto. Jeg kogte den på hjemmelavet oksefond, og rørte den med pecorino og råmælksgedeost fra den lokale ostepusher. Det er en god kombi. Den søde lille gedeost er lavet af upasteuriseret mælk i modsætning til normal ost, og derfor smager den helt anderledes og lidt beskidt samtidig med at den smager af gedeost. A-mæh-zing. Jeg bruger kun små 10-15 gram af den, oveni en god portion almindelig pecorino. Det er rigeligt til at give smagen – den er temmelig gennemtrængende – men mere budgetvenligt. For pecorino er lavet af fåremælk, og får smager ikke helt så meget af ged som ged. Sjovt nok. Faktisk smager får slet ikke af ged og pecorino kan man købe i alle større supermarkeder. Den står ved siden af parmesanen. Jeg køber den dog hos ostehandleren, for så får jeg den fint pakket ind i rigtigt ostepapir og skal ikke nøjes med en gang vaacumplastik. Jeg har skrevet lidt mere om råmælksost her. Den kan kun købes hos velassorterede ostehandlere, så kan du ikke finde en, kan du røre et par spsk almindelig god gedeost i. Du kan naturligvis også bare høvle helt almindelig parmesan i (grana padano eller parmigiano reggiano som fås i alle supermarkeder, køb altid hele stykker og ALDRIG billig dåseparmesan, jeg sværger jeg vil hjemsøge dig…).
Til denne risotto valgte jeg at karamellisere løgene. Det giver en dejlig blød smag, som kan anbefales. Det er ikke svært, og løgene passer stort set sig selv mens de karamelliserer.
Der er desværre ikke noget billede, for lyset var så elendigt at det var umuligt at tage et godt billede. Dammit.
Risotto med rødbede
2 pers
1 alm løg
1 rødløg
1 spsk smør
1 dl hvidvin
2 dl risottoris
800 ml fond (okse, høne eller grøntsag)
15 gram revet Crottin de Chavignol au lait cru
75-100 gram revet pecorino romano
ca 300 gram rødbede
2 spsk smør
Skær løgene over på langs fra top til rod og kræng skallen af. Skær hver halvdel i tynde skiver og skær også hvidløget i tynde skiver. Varm smørret op i en gryde, skru ned på middel varme og smid løgene i. Rør lidt rundt men lad dem så stå og karamellisere selv. Rør af og til. Når løgene begynder at smelte (de laver strenge lidt som smeltet ost når du skovler dem op) og tage farve er de færdige. Det vil dufte himmelsk og sødt af løg.
Skræl imens rødbederne og skær dem i 2 cm tykke tern. Vend dem i lidt olie og drys med lidt salt. Tænd ovnen på 200 grader. Sæt rødbederne i ovnen når du begynder på risottoen (efter løgene er karamelliseret).
Nu bringer du fonden i kog i en lille gryde og lader den stå og simre.
Smid risottoris i gryden med løg og rør rundt. Hæld hvidvin på og rør rundt til al hvidvinen er opsuget. Husk hele tiden at holde en jævn varme. Nu hælder du kogende fond i risene ca 1½-2 dl ad gangen (brug en stor suppeske) og rører hver gang rundt til al fonden er opsuget af risene. Når du har brugt alt fonden skulle risene gerne være møre, uden at være kogt ud. Eftersom du har rørt rundt hele tiden, er stivelsen masseret ud og har lavet en lækker cremet risotto til dig. Hvis de ikke er helt møre endnu, spæder du fonden op med kogende vand.
Tag gryden af varmen og rør ost og smør i. Læg låg på og lad det trække (vigtigt!) et par minutter mens du skovler de møre rødbedetern ud af ovnen. Rør dem i risottoen og se den fine lyserøde farve. Server straks og mærk varmen brede sig helt ned i fodsålerne.
ContinueLangtidshævet brød af ølandshvede
Langtidshævet brød med ølandshvede
I går købte jeg en ny vinterfrakke til mig selv.
Det lyder måske ikke vildt sindsoprivende i dine ører, men for mig er det noget helt særligt. Både fordi jeg i år rent faktisk har råd til at gå ud og vælge præcis den jakke jeg synes er pæn, og så selvfølgelig fordi jeg er så mega enormt dårlig til at købe ting til mig selv, der ikke umiddelbart har et formål andet end at se pænt ud og gøre mig glad. Tøj er virkelig en af de ting jeg har sjoflet, med det resultat at jeg sådan set står og trænger til en helt ny garderobe fordi jeg næsten kun har (slidt) sommertøj. Det er knap så heldigt og jeg skal ud og gennemgå samtlige genbrugsforretninger med en tættekam, men jeg gav mig selv den her fantastiske, sorte, klassiske jakke helt fra ny. Tillykke med dit nye liv, Sif.
Tak!
Hvad jeg til gengæld sjældent sparer på, er kvalitetsmadvarerne. F.eks det gode mel fra Aurion. Jeg var løbet helt tør, så jeg… eller… min ven faktisk… slæbte 12,5 kg mel hjem på matriklen. Og gudskelov for det, for sidst jeg forsøgte at stoppe så mange kilo i rygsækken havde jeg faktisk blodudtrædninger på skulderen, der hvor remmene havde siddet. Oh yes, jeg er en skamplet på feminismen. Lev med det. Eller kom og hjælp mig med at købe ind. Det ville faktisk være en stor hjælp. Ser I, jeg købte engang en hest. Nej, ikke Veganerhesten, må hun aldrig hjemsøge nogen. Det var en sød lille rød islænder med et totalt flabet glimt i øjet og rappe hove. Røde var sådan lidt… you know. Frisk. Røde ville gerne være med hvor det skete, hvilket betød at jeg lærte hende og Veganerhesten at blive trukket samtidig. Det gav lidt flaskehals i stalddøren, men sålænge Veganerhesten fik lov at gå først, var det ingen problemer. Røde var importeret fra Island og ikke vant til gulerødder. Røde ville først slet ikke smage. Men da Veganerhesten pludselig fik en spandfuld, så ville Røde søreme gerne smage alligevel, og siden den dag elskede den lille røde hest gulerødder. Jeg havde jo købt den her krikke for at ride på den, ikke for at fodre hende med gulerødder. Men en skønherlig septemberdag satte jeg mig op og så blev kræet forskrækket over et eller andet. Bukkede tværs gennem ridehuset i bedste rodeostil. Jeg fløj ud over hovedet på dyret, slog en tredobbelt salto med halv skrue og håndstand og landede lige på højre albue. KNÆK! sagde det, og siden har min brug af højre albue været begrænset til lette indkøbsposer. Hvilket alvorligt begrænser min evne til at bære ret meget mere end en enkelt pose mel hjem fra Helsekosten.
Tak Røde. Du lærte mig at man… æh. Hmmm… ah fuck det, der er ingen klog læresætning her. Jeg rider jo stadig, gør jeg ikke? Eller jeg ville, hvis jeg havde et kræ at ride på. Jeg solgte dog Røde, for jeg blev sgu ærligt talt lidt nervøs for at ride på hende bagefter. Hvilket måske var lidt latterligt, eftersom hun aldrig før eller sidenhen lavede sådan et rodeonummer. Men sådan kan det gå.
Nu er mit skab igen fuld af mel fra Aurion, må gudinden se på dem med milde øjne og aldrig nogensinde lade deres høst slå fejl så jeg ikke kan få mit mel. Jeg har købt usigtet spelt (hurraa jeg elsker spelt), svedjerug (og en klat af Aurions surdej så jeg ikke skal starte helt forfra selv), og så følte jeg mig eventyrlysten og købte en pakke ølandshvedemel. Ølandshvedemel indeholder afsindig meget gluten – hele 25% mod sølle små 7-10 procent i almindeligt supermarkedshvedemel. Det betyder lækkert, saftigt brød. Hurra! Og vær ikke bange for gluten. Gluten er din brødbagningsven. Nu ved jeg godt at nogen mennesker er sikre på at gluten er den visse død og vejen til oppustethed og forstoppelse, men jeg siger jer – de perioder hvor jeg spiser mit dejlige hjemmelavede brød af Aurions stenmalede mel, er de perioder hvor min fordøjelse virker allerbedst. Oh yes. Så frygt ikke gluten. Frygt kun skodmad og lavkvalitetsmel. Og helseguruer, der ødelægger den naturlige madglæde, inducerer angst for mad og bakker det hele op med udokumenterede påstande. Skrid med jer *spark* jeg hader fanatisme og angstbaseret indlæring.
Men nu, mine damer og herrer, mens min kat forsøger at pille et eller andet ud fra under min bogreol, men ikke helt kan nå det, vil jeg bage lidt ølandshvedebrød med jer. Det er ikke min opskrift. Jeg fulgte den bag på pakken, hvilket jeg gerne gør når jeg skal prøve noget nyt. Der er tid nok til at eksperimentere når man har fået følingen med det. Og Aurions egne opskrifter er altid gode. Denne her fik bonuspoint for at hæve direkte i formen istedet for hæve to gange. Til gengæld skal den hæve 15 timer i alt, men det er jo ikke noget problem. Jeg mener, du skal jo ikke stå og glo på dejen mens den hæver. Til gengæld skal du rydde plads i dit køleskab til to rugbrødsforme. Jeg venter her imens *vente*.
Okay? Godt så. Der står på min melpose at brød skal laves med kærlighed, så husk at elske det mens du laver det. Det kan smages. Jo det kan. Kærlighed til maden giver større indføling med råvarerne og mere opmærksomhed på hele processen. Kærlighed til maden gør at man ikke tager genveje eller haster igennem opskriften eller forkorter hævetiderne fordi man er utålmodig. Og hvis I glemmer det, så skal jeg saftsuseme komme efter jer.
Er I klar? Good!
Den travles gode brød – opskrift fra Aurion
½ liter koldt vand
5 gram gær
700 gram ølandshvedemel (eller speltmel eller almindeligt stenmalet hvedemel)
2 tsk groft salt
1 tsk rørsukker
Hæld vandet og halvdelen af melet i en skål og rør godt rundt. Opløs gæren heri og tilsæt sukker og salt. Tilsæt resten af melet og ælt ælt ælt. 20 minutter er godt. Og en god work out. Effektivt mod mormor-arme. På røremaskine kan mindre gøre det. Du skal ælte til du får en lækker, lysebrun og meget elastisk dej. Man siger at brøddej er færdig når den er så elastisk at man kan trække et lille stykke tyndt nok til at se igennem det uden det går i stykker. Dejen føles som tyggegummi. Og det er al den dejlige gluten vi kan takke for det! Nu skal dejen deles i to lige store stykker. Den er lidt klistret så put mel på hænderne. Form to brød og læg det i hver sin smørsmurte rugbrødsform á 1½ liter. Dæk til med klæde og sæt i køleskabet. Lad det hæve i køleskab 8-12 timer.
Tag så brødet ud og lad det hæve 3 timer ved stuetemperatur. Er det meget varmt i dit køkken kan en time sikkkert gøre det. Brødet hæver op så det fylder ca halvdelen af formen. Tænd så ovnen på 200 grader (jeg bruger 175 grader varmluft) og bag det 50 minutter mens en vidunderlig duft fylder dit hjem. Ifølge opskriften skal det have en kernetemperatur på 100 grader, og jeg ville gerne have målt mens jeg bagte. Desværre er mit bagetermometer gået temmelig meget i stykker og jeg har ikke fået købt et nyt, så jeg måtte stå og banke på brødet og alting.
Lad brødet køle af på en rist og smovs! Det skulle kunne holde sig en god uges tid, men så længe får det næppe lov at overleve.
BØVS!
Continue