Julie & Julia, en åbenbaring

Julie & Julia

Jeg er blevet ramt af et anfald af “the Mehs”. I ved, når alting bare er… meh. Selvom jeg elsker den mørke tid, så kan jeg godt gå hen og blive vinter-meh og føle at alting er meh. Meh!

Ikke at forveksle med mæh. Jeg har jo for fanden ikke fået fåresyge, vel. Og med Kontants seneste afsløring af hakket svinekød i lammekødet, burde det også snarere være svineinfluenza i så fald.

Når jeg får the Mehs bliver jeg meget intolerant. Så er det jeg får lyst til at sparke folk bagi, bare fordi de eksisterer og siger lyde samtidig. The bastards. Og således var jeg ultragnaven da jeg skulle i biografen igår. i Cinemaxx. Der ligger midt i Bruuns Galleri. Hvor folks snakker og fylder og generelt er pisseirriterende fordi de eksisterer. Klidmosters søde mand, Max, havde foræret os billetter til Julie & Julia. Hvor heldig har man lige lov til at være. Og jeg lover jer, så snart den film gik igang, så var alle mine meh totalt forsvundet.

Åh hvor var den god. Så god! Så fantastisk. Sikken en ægte uforfalsket madglæde, der ikke er hæmmet af idiotiske tanker om mættet fedt og glutenfri og mælkeforskrækkelse og pis mig i øret. Bare gode friske råvarer og ægte, hjemmelavet, kemikaliefri mad. Og ikke mindst masser af SMØR. Nu hjælper det også at jeg har en særlig forkærlighed for det franske køkken. Filmen er to sideløbende historier, den ene i nutidens New York hvor en ung kvinde, Julie Powell, beslutter sig for at koge, stege, bage og brase (og tude) sig igennem Julia Childs kæmpe kogebog “Mastering the art of French cooking” i løbet af et år – og blogge om det. Samtidig følger man Julia Child selv, hvordan hun kommer til Paris som diplomatfrue og går på Le Cordon Bleu og ender med at skrive og få udgivet føromtalte kogebog. Begge dele af historien er baseret på virkelige hændelser, idet Julia Child delen er baseret på Julia Childs erindringer og Julie Powers delen er baseret på, well, hendes blog og den bog hun skrev om at skrive bloggen!

Julia Child (Meryl Streep) på Le Cordon Bleu

Tænk at få sin blog filmatiseret. Det gad jeg godt. Sikke mange bandeord der ville være i den film. Min rolle skulle spilles af Milla Jovovich, og den der vidunderlige mand, som jeg er SIKKER på snart kommer og befrugter mig så jeg kan få nogen fucking børn (nej nej jeg er slet ikke skruk) skal spilles af Ben Barnes. Any takers?

I en af filmens første scener, hvor Julia Child lige er flyttet til Paris i 1948 og er på restaurant, får de serveret søtunge i brunet smørsovs. Hun tager et kig ned i fadet og siger “look! Butter!” hvorefter hun nærmest går i koma over smagen. Der var jeg solgt! Tænk hvis alle spiste så god mad og kunne nyde det så meget. Deres liv ville blive transformeret. Og sådan var resten af filmen – en lang ode til fantastisk mad, i et behageligt tempo og uden alt for meget Hollywood drama sødsuppe. Jeg blev SÅ sulten og var nødt til at gå i Irma og købe ind til økologiske ungkalve bøffer med bearnaise, aspargeskartofler og Julia Childs chokolademousse (på Valrhona!) som jeg skal mæske mig i senere idag.

Noget af det jeg allerbedst kunne lide, var Julie Powells totale meltdowns under et par af opskrifterne. F.eks da hendes fyldte kylling faldt på gulvet og hun gik helt i koma. Lagde sig fladt ned på ryggen på køkkengulvet og tudede. Hold op hvor kunne jeg genkende mig selv i det! Well teoretisk set. Jeg har aldrig tudet over mad, der mislykkedes og det er SANDT. Klidmoster og jeg var flade af grin under det meste af filmen, for en stor del af tiden over Julia Childs fantastiske måde at tale på, og i særledeshed da den franske kvindelige forstander for Le Cordon Bleu på temmelig gebrokkent engelsk spørger “Haaaaf you evar booned a DECK?” (have you ever boned a duck). Åh the funsies. Den udbenede and var da også den sidste store udfordrin, Julie Powell sluttede af med. Jeg er nødt til at prøve at udbene en and.

Julie Powers (Amy Adams) med den udbenede and

Men det allerbedste var at jeg forlod biografen i en sky af inspiration. Både til min næste kogebog, som jeg allerede så småt er begyndt på, men også til hvordan jeg vil blogge og ikke mindst hvilken slags mad jeg vil blogge. Gå ind og se den, for helvede! Men skynd jer. Cinemaxx i Århus er allerede ved at tage den af plakaten. De bastards.

Lige nu vil jeg dog fortsætte med at ligge på sofaen under dynen og strikke på min kæmpe silkeponcho (190 masker på rundpind 9, oh yes), se Star Trek Voyager og generelt lade op. Jeg er nemlig blevet god til at mærke efter hvornår jeg skal lade op. Og jeg er sikker på at det fremover vil forhindre alt for mange tudeture i køkkenet. Men jeg har altså aldrig ligget på gulvet og sparket.

Og DET er sandt.