The Jell-O Experiment

Jeg har en svaghed. For mad. Det havde I nok gættet. Når jeg tager på storbyferie, så er det for at shoppe. Men mens de andre trasker rundt i tøjforretninger, så er det mig, der fiser ind i det største supermarked jeg kan opdrive. Og så kan jeg ellers få timer til at gå med at kigge på alle de spændende mærkelige færdigvarer. Alt bliver vendt og drejet, og ser det spændende ud, bliver det købt og omhyggeligt prøvesmagt. Det medfører af og til nogen uheldige besættelser af ting man ikke kan få i Danmark, but so be it. Det er simpelthen den bedste form for underholdning jeg kan forestille mig.

Det er også her at alle mine principper om økologi, etik og kvalitet ryger fløjten for en kort stund. Moralen trænger også til ferie af til, kan jeg forestille mig, så det er sikkert sundt.

Målet for min uendelige fascination er som regel kager, slik, chips og desserter. Ikke så gerne sodavand, og det har sin naturlige årsag. Da jeg var i Moskva for nogle år siden, ville jeg prøve nogen af de sjove varianter. Pepsi Wild Cherry, f.eks. Og Vanilla Coke. Æv og føj og jeg har ikke eksperimenteret siden. Bortset fra med den de hæslige Pepsi Mojito, og det var kun fordi min søster købte en og tvang mig. Moskva er iøvrigt til gengæld et totalt slaraffenland hvad slik og kage angår. Og ligeså er USA. USA er Landet Med De Sære Fødevarer. F.eks kunne man engang få farvede pomfritter. Lilla, blå, røde, grønne. Creepy as hell. Og hvis du bager en kage med råvarer istedet for pulvermix er du automatisk udråbt til køkkengudinde.  Men det ER spændende med alle de farveglitrende pakker, der indeholder ting jeg kun har hørt om takket være nettets vidunderlige informationsstrøm. Så da jeg pludselig befandt mig foran hylden med amerikanske varer i SuperBest var mine øjne ved at trille ud. Der var de jo! Betty Crocker. Peanut butter chips. Hersheys cookies’n'cream chokoladebar. Froot Loops. Shredded Wheat. Tollhouse chocolate chips.

Nej, jeg får ikke penge for at nævne brandnames i flæng.

Men midt på hylden stod den der, en lille pakke Jell-O instant pudding vanilla flavour. Artificial. Som der stod. Det er simpelthen budding mix, der skal røres med kold mælk og efter 5 minutter er det klar. Jeg var nødt til at prøve. Nødt til! Jeg købte pakken og hjemdrog min gevinst i vældig forventning. Nyt og spændende. Udenlandsk. En dessert jeg aldrig havde smagt. Perfekt.

Yrk!

Jeg startede med at tage et billede af pakken, for ellers var der ingen, der ville tro på at jeg rent faktisk havde købt det.

Blargh!

Så hældte jeg kold mælk i og piskede 2 min. En kraftig lugt af kunstig vanille truede med at svitse mine næsebor på det her tidspunkt.

Pudding Of Death

Og hældte det op i 4 små glas. Så tog jeg en bid. Og så døde jeg.

Okay jeg kan normalt godt lide søde ting. Jeg bager kager af amerikansk type, fordi jeg synes de danske oftest er kedelige, smagsløse og sukker-smør depraverede. Jeg kan godt spise sukker. Men den her Jell-O… altså det skulle ikke undre mig hvis jeg fik akut diabetes ved første bid. Føj! tænkte jeg. Men pludselig sad jeg alligevel og spiste den her skide portion. Til sidst smagte det næsten ok. Jeg satte resten af glassene i køleskabet og gik igang med at lægge sidste pudsning på bogen før den skulle trykkes. Og så fik jeg det dårligt. Først fik jeg en afsindig hovedpine. Så blev jeg sært træt. Min mave begyndte at gøre ondt. Og for at det ikke skal være løgn, så havde jeg fandme lyst til en portion mere!

Jeg har læst lidt om fænomenet. I USA bruger de meget gerne high fructose corn syrup (majs glucose), hvilket i sig selv er et sypmtom på et så fucked up landbrugssystem, at det vil tage en hel bog at forklare det. De bruger HFCS i industrien fordi det er billigere end sukker, og søder bedre. Faktisk er det så billigt at det kan købes billigere end hvad landmanden ville få når han solgte en tilsvarende mængde majs. HFCS gør grimme ting ved dit blodsukker – glucose og fructose er nogen slemt hurtige sukkerarter, der går lige i hjernen på dig. Men udover det, så får det folk til at spise mere. Når man tænker på hvad almindeligt ustabilt blodsukker gør ved folks sult, så prøv at forestille dig at indtage store mængder af det her nasty majs glucose. I EU er der en grænse for hvor meget HFCS man må bruge, derfor bruger vores industri stadig almindeligt sukker. Heldigvis!

Total chok for mit system. Og det var egentlig ikke fordi der var vildt mange specielt nasty  kemikalier i. Der var to slags hævemiddel, hvilket muligvis forklarer hvorfor jeg havde så meget luft i maven hele aftenen, at katten nægtede at sove på mit skød som den plejer. Nu spiser jeg generelt kun hjemmelavet mad og kage/slik, med visse undtagelser forstås (især i pålægsafdelingen, thank you Hanegal), så min krop reagerede muligvis noget stærkere end din ville, hvis du spiser mange halv og helfabrikater. Hvilket jeg er glad for og absolut ikke har tænkt mig at lave om på.

Det mest skræmmende er nok at mange mennesker får sådan noget her til daglig. Jeg ville aldrig nogensinde lade mine (fiktive) børn få den slags – og jeg ville heller aldrig købe det selv, hvis det ikke var for eksperimentets skyld. Så nej, ingen frygt. I får ikke serveret Jell-O til næste konditorisøndag. Tror aldrig i mit liv jeg har indtaget et mere underlødigt produkt.

Blargh!

Damn, jeg glæder mig til at testkøre næste mærkelige produkt fra den hylde. Måske Froot Loops? Uh eller et af de der cake mixes. Jeg bør nok have Samarin eller andet klar. Og hvis nogen gider tælle hvor mange produkter jeg skamløst flashede i den her post, så får I en præmie: De to portioner Jell-O jeg stadig har i køleskabet.