En vinder og henkogte og syltede blommer på fire måder samt kandiseret ingefær og ginger ale

Henkogte blommer
Jeg så Den Uendelige Historie igår. Det er en god film, omend den ikke kan måle sig med bogen på nogen måde. Men det er stadig en god film, især fordi ham den bette Atreju var mit allerførste crush. (Aww! Men prøv lige at se hvordan han ser ud nu. Sgutte meget nuttet lille dreng over ham mere, ye gods.)
Og fordi jeg er fan af Limahl, der synger introsangen. Og fordi jeg kan den udenad og dermed kan synge med. Så af og til kan man se mig sidde i sofaen og skråle
Neeeverending stoooRYYYYYYYYYYYYYYYYYYY
åhuÅÅÅÅÅH
åhuÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅh
åhuÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ
så katten demonstrativt går ud i haven og alle kvarterets hunde hyler. Det er klasseunderholdning, kan jeg godt sige jer.
Den Uendelige historie er en fantastisk bog. Den handler om at man aldrig skal stoppe med at drømme, og aldrig hengive sig til voksen, grå, dræbende pengefikseret tankegang. Iøvrigt et tema, der går igen i hans andet mesterværk, Momo og Tidstyvene.
We like. Læs dem!
Men jeg kan jo ikke sidde foran TV’et og synge hele dagen. Af og til skal jeg f.eks fodre katten og lave mere the. Og idag skulle jeg gudhjælpemig også trække en vinder. Det foregik på den måde at jeg lavede en seddel med et nummer på for hvert indlæg, og så trak jeg vinderen op af en hat.
Vupti!
Katten observerede at jeg ikke snød. Se selv hvor observant hun ser ud.

Valgobservatøren
Katten er muligvis en kende tvær idag, men det er fordi Bedstevennen var på besøg igår, og han tilbeder hende ikke ordentligt. Faktisk tilbeder han hende slet ikke, fordi det åbenbart er imod hans principper at tilbede dyr. Han går endda skridtet videre og fornærmer dem. I skulle bare høre hvad han har beskyldt Veganerhesten for, må Freja være hendes sjæl nådig (hvor kommer heste hen når de dør?). Det er ikke småting. Jeg tror endda ordet “furie” indgik. I know, barsk kost. Han har et hjerte af sten. Ahahaha. Forstod du den, Astrologiheks? Fuck vi er sjove! Jeg sværger, der kommer en ny vits hver dag og…
… åh I venter på en vinder? Godt så. Vinderen er… *trommehvirvel* vinderen er…. *trommehvirvel* VINDEREN ER:
*trommehvirvel*
Kagekonen. Hurraaa! Vent… det betyder at hun har tænkt sig at komme på besøg. Jeg må hellere feje spindelvævene ned og stryge lysedugen. Og tage de henkogte blommer frem. Jeg har nemlig lavet henkogte blommer. Yep. Ligesom i gamle dage. Hvad gør man når man vil genopdage en gammel kulinarisk teknik? Man tjekker selvfølgelig hvad Camilla Plum har at sige om sagen. I dette tilfælde henkogning. Jeg kunne selvfølgelig kigge i mine gamle kogebøger, og det gjorde jeg også. Men de bruger sådan nogen fancy apparater med bøjle og en gryde og, well, den slags aggregater har jeg lissom ikke, vel. Det var før skruelågenes tid, og jeg har kun skruelåg. Heldigvis deler Camilla Plum gavmildt ud af sin viden, og meddeler at skruelåg er brugbare.
Phew!
Så skulle der satme henkoges blommer, skulle der. Især fordi jeg ligesom købte rigtig mange og sådan. Så jeg henkogte nogen bøtter victoriablommer. Åh så sjovt det var, og så bange jeg var for at glassene pludselig eksploderede i ovnen, efterladende et inferno af blommeklister i det allervigtigste redskab i min husholdning.
Yrk.
Det skete dog ikke noget. Lidt af et antiklimaks faktisk. Der findes åbenbart mange forskellige måder at henkoge på, men denne metode er til hel frugt (eller skiveskåret). Jeg har simpelthen lavet nogen lækre blommer, der skal smage dejligt til vinter. Det ene glas blev henkogt med ingefær og det andet med ingefær og kardemomme. Jeg lavede lige vel rigelig sirup, så jeg kandiserede noget ingefær i den og reducerede den lidt. Det blev hældt over et tredie glas med blommestykker og henkogt. Til sidst brugte jeg resten af ingefærsiruppen til blommemarmelade og SÅ var der heller ikke flere blommer.
Henkogning er en rigtig god metode til at sikre sig at ens sylt holder sig når man nu ikke vil hælde atamon og andre sære ting i. Henkoger man sin marmelade når den er syltet behøver man ikke skylle med atamon. Det gør man egentlig heller ikke alligevel, men nogen af os amatørsyltere vælger den udvej som et ekstra sikkerhedsnet alligevel. Jeg ved det. Det er for dårligt og jeg skammer mig næsten. Men næste år – så tror jeg at jeg tør prøve at skylle i rom istedet.
Vil I vide hvordan? Ok, men det er ikke så meget en decideret opskrift, som det er en fremgangsmåde. Så her er min arbejdsgang:
Henkogte blommer:
Tag nogen glas med skruelåg. Skyl og skold dem. Fyld dem til randen med fine blommer – stenen skal bare blive i. Ifølge fru Plum giver det en dejlig mandelsmag efter noget tid. I det ene glas kom jeg 5 hele kardemommekapsler samt 2 cm ingefær i strimler. I det andet kom jeg kun 2 cm ingefærstrimler i. Jeg satte glassene i en stor dyb souffleskål for ligesom at begrænse skaderne hvis det nu sagde BANG. Du kan bare bruge en bradepande. Lågene skruede jeg halvt på – der skal kunne slippe damp ud. Hvis du bruger glas med gummiring kan du lukke dem helt, for gummiringen lader luften slippe ud.
Inden du sætter de der låg på, så koger du en sukkerlage af 1 liter vand og 600 gram sukker. Den skal bare lige op og koge et par minutter, så er det fint. Hæld den over blommerne, til lige under skruelågskanten. Og SÅ skruer du lågene halvt på. Hæld et par cm vand i bunden af bradepanden.
Sæt bradepanden i en kold ovn og tænd så på 100 grader. Når det begynder at småboble i glassene får de en halv times tid derinde, måske lidt mindre eller mere afhængig af størrelse. Blommerne svulmer op og ser lækkert bløde ud. Sluk for ovnen og skru lågene helt på – og lad så glassene blive stående i ovnen til de er kolde. Den langsomme opvarmning og afkøling er vigtig. Spørg mig ikke hvorfor, det er fru Plum, der siger det.
Som den opmærksomme læser vil opdage, så flyder mit indhold lidt i glassene – det er egentlig meningen det skal falde til bunds. Det skyldes at indholdet varmes for hurtigt op. Så vidt jeg ved betyder det ikke så meget, men jeg har alligevel sat mine glas i ovnen til en ny henkogning, bare for en sikkerheds skyld.
Kandiseret ingefær
Mnåh, men jeg lavede to 800 ml glas og havde stadig en del sirup tilovers. Derfor kogte jeg nogen tynde ingefærskiver i siruppen, til de var gennemkogt. Dem lagde jeg på et stykke bagepapir og dryssede begge sider med sukker. Så fik de lov at lufttørre og derefter blev de hensynsløst ÆDT. Men de kan gemmes i en bøtte.
Ginger ale
Siruppen blev reduceret til den var tykkere. Jeg blandede noget af den med vand til en lækker ginger ale. Du kan også bruge danskvand. Siruppen kan gemmes på flaske og bruges til masser af ginger ale. Dine venner bliver SÅ imponade, kan jeg love dig.
Henkogte blommestykker i ingefærsirup
Men jeg havde andre planer end ginger ale, så jeg fyldte et sidste 800 ml glas helt op med tætpakkede blommestykker og siruppen over til det stod lige under skruelågskanten. Det blev henkogt på samme måde.
Blommemarmelade med ingefær
Det allersidste sirup blev brugt til blommemarmelade. Jeg skar et kilo store jubilæumsblommer i små stykker og vejede siruppen af. Der var 250 gram tilovers, så jeg fyldte 550 gram sukker på (i alt 800 gram sukker til et kilo blommer) og kogte det hele til blommerne var kogt ud og marmeladen stivnede på en kold tallerken. Så blev det fyldt på 3 stk skoldede, atamonskyllede marmeladeglas, der straks lukkedes til.
Og SÅ havde jeg krafthelvede heller ikke flere blommer, og godt det samme, for mit hus stinker stadig af ingefær.
12 Comments
Tillykke til Kagekonen – jeg er ikke bitter. Tab og vind, med samme s…..AARGGH!
Tis.
Mor er ikke vred – mor er SKUFFET!! og lidt bitter – hrmpf
pis os….
troede bestemt at det var mig, fjæsbog sagde nemlig at jeg var heldig idag…
Jamen, så må jeg jo hellere få tanket bilen og fundet brobizzen
Kagekonen kan få lov til at levere en “gæstekage” til en konditori-søndag – som tak!
Nå, men så må vi grave dybt i lommerne og slippe slanterne for bogen – for den SKAL man ha’. Den skal stå på hylden ved siden af Frk Jensen, Fru Plum, Brødrene Price og Perkerkogebogen
Ha, jeg har bare haft hår som Limahl! Grunden til at blære mig med der er en gåde. Det var ikke pænt, hverken på mig eller ham. Men sikke en film (og bog) – jeg har slugt begge dele adskillige gange. Skal jeg se den igen? “Not that it matters, but yes” som Den Ældgamle Morla ville sige.
Uh, sikke du sylter. Det lyder godt det hele. Jeg skal alligevel bruge ingefær til suppen i morgen, så jeg køber en masse og forsøger mig med Ginger ale også.
Tillykke til Kagekonen!
Hjerte af sten… hahahahahahaha
nå som at!
Tillykke til Kagekonen
Tillykke til The Cake Woman
Sif – Tusind tak for du har tilføjet mig på din blogrulle
Åårrrhhhhhh
! Ginger ale!!!! *drukne i eget savl*
…nogen slår op under Fru Plum, andre går direkte på nettet her på siden…