Blommegrød



Blommegrød med fløde - eller omvendt

Blommegrød med fløde - eller omvendt

Idag vil jeg ikke lave en hatfis. INTET!

Intet, siger jeg.

Udover at sylte de mange sager jeg på enellerandenmåde blev prakket på da jeg var på torvemarked igår. Det var måske at udfordre skæbnen en smule, da jeg tog afsted alene og uden rygsæk. For der er altid gode mængdetilbud til OCD-syltere som mig. Det er iøvrigt Bedstevennen, der har opfundet det udtryk, kun til ære for mig. Ih tak, hva. Jeg sylter i alt fald aldrig og hvis I lige undlader at kigge ind i mit sylteskab, så kan jeg muligvis næsten holde mit pokerfjæs og få jer til at tro på det.

Jeg sylter aldrig *pokerfjæs*.

Nå men jeg skal sylte hele dagen idag, bortset fra når jeg ikke gider. Der stod nemlig sådan en rar lille mand og solgte rødbeder i kassefulde til en meget billig penge. Og hvad bedre var, det var de der aflange rødbeder. Jeg ved godt nogen mener det er en unaturlighed lavet KUN til at gøre det nemt og bekvemt for os, der ikke gider have små endeskiver når vi sylter runde rødbeder. Men hey, det er en smart unaturlighed. Sådan en række skiver passer lige ned i et lille sylteglas af den slags, der senere skal udgå fra matriklen som gave. Men som om det ikke var nok med det, så var der også drueagurker – over det hele. Jeg elsker drueagurker og har grædt mine salte tårer over ikke at have nogen at sylte, så jeg snuppede et kilo med hjem. Sammen med en stor bunke peberfrugter og auberginer, for jeg skulle koge ajvar også. Ajvar dufter FANTASTISK når det står og simrer på komfuret i timevis. Og det smager ligeså fantastisk. Jeg tror jeg skal i Bazar Vest og krejle mig til nogen kasser med peberfrugt og aubergine så jeg kan lave en stor portion. Måske er det nødvendigt at jeg flytter mit sylteskab over i den store skænk, for vitrineskabet kan ikke holde flere glas.

Åh jeg skal spise hjemmesylt lige til foråret. En heldig kvinde jeg er. Og med tanke på hvor mange glas sylt jeg kan konsumere på en vinter er det betydelige mængder industrielt arbejde sparet for min del. Og penge. Hvilket altid er rart når man ikke tjener helt nær så mange penge, som de gør i 2900 Happiness.

Eller som vi kalder det her i huset, Mercedes og Doggy. Åh det er klasseunderholdning. Jeg tror ikke helt det er meningen at man skal skrige af grin hvert andet sekund, men det gør vi. Seriøst, hvordan finder de på det plot? Jeg tror de sidder i deres lille manuskript-hus og ryger en fucking masse hash og måske tager de en bane eller tre samtidig. Og så skriver de ALLE deres ideer ned. Bagefter, når serien ruller over skærmen, sidder de og tænker “wtf? Det kan jeg ikke huske at have skrevet…”

Hvis I lige vil have mig undskyld to sekunder. Der er kommet et målerskema ind af døren og jeg skal læse vand af. Min vandmåler sidder i krybekælderen, under dørmåtten. Der er edderkopper og mørke. Hvis jeg ikke vender tilbage, så skal Piskeriset arve mit kagegrej.

Okay jeg er tilbage. Status quo på forbruget. Måske kan jeg skære ned hvis jeg kun går i bad til jul. Tror I min omgangskreds ville protestere?

Det var torvemarkedet vi kom fra. Udover at være belæsset til op over begge ører med kilovis af syltevarer, så var der jo også blommer. Det er blommesæson – og det vil det være et stykke tid endnu – så torvemarkedet bugner af danske blommer. Desværre missede jeg de smukke grønne blommer, men lige nu er der masser af dem, der ligner de store italienske sveskeblommer. I ved, store, aflange, dugget mørklilla skind, gult kød og en pæn sjat syrlige? Jeg ved ikke lige hvilken sort det er, jeg ved kun at de er fantastiske til marmelade og blommegrød. Og eftersom jeg fik Klidmoster på besøg igår, så skulle der en form for dessert til.

Rødgrød med fløde! Det er fandme om at æde det mens frugten er der, for det smager altså bare guddommeligt med friskplukket frugt. Klidmoster sagde i alt fald nogen meget interessante lyde da jeg serverede nykogt blommegrød kold med Thiese fløde. Og jeg sagde tilsvarende lyde da jeg spiste resten til morgenmad idag. Sorry, det blev ikke trifli denne gang! Og det sidste kilo blommer skal marmeleres.

Jeg tror godt jeg ved hvad jeg skal blogge de næste mange dage.

Men prøv at lave blommegrøden her, især hvis du har adgang til danske blommer frisk fra træet (eller markedet). Jeg kan godt lide grøden til den syrlige side, men du kan godt smage til med mere sukker inden du jævner. Hvis du bruger vanillesukker skal det først i efter grøden er kogt – men før jævning. Prøv eventuelt at udskifte 50 gram af rørsukkeret med mørk muscovado for en dybere smag. Enjoy!

Blommegrød
2 personer (ok 4…)

600 gram udstenede blommer
250 gram rørsukker
½ stang vanille eller et lille drys Urtekram vanillepulver eller 1 tsk vanillesukker
2-3 spsk kartoffelmel rørt op i koldt vand i et lille bæger

Skær blommerne i kvarte og læg dem i en gryde med sukker og vanillestang/pulver. Bring i kog ved jævn varme og lad koge 10 minutters tid til blommerne er kogt tilpas meget ud. Fisk vanillestangen op hvis du bruger den og tag gryden af varmen. Smag til, put vanillesukker i hvis du bruger det, og rør på kartoffelmelsjævningen i lidt ad gangen. Rør godt rundt, for det vil gerne putte sig på bunden. Rør til grøden har opnået passende tykkelse. Det er ikke sikkert du skal bruge al jævningen, det afhænger af hvor tyk eller tynd du ønsker din grød. Hæld grøden op i en skål og drys med et tyndt lag sukker så det ikke trækker skind. Server varm eller kold med fløde eller *gys* mælk.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

12 Comments

  • Nammenam – lyder lækkert. Men nu til noget helt andet – deres udsendte energirådgiver vil bare lige minde om at man skal aflæse sin vandmåler NOGET oftere end der dukker små breve op!!! Sådan en vandmåler kan godt gå hierlt amok og påføre sin ejer særdeles uvelkomne rudekuverter med efterregninger af kologigantisk størrelse. Så i egen interesse bør du bortvise edderkopper og andre livsfarlige beboere fra hullet under måtten og få den måleraflæsning sat i system. Du kunne jo passende tilføje den til dit arb.skema – min 1 gang pr måned og de to andre målere skal også med og man skal forholde sig til tallet man aflæser !!! NÅ!!!
    Desuden er det en god vane at tjekke vandmåleren en gang imellem, for om den står HELT stille – ellers har du en utæt vandhane eller noget og det kan hurtigt løbe op og begrænse dine indkøb til smid-ud-lageret bag ved torvemarkedet .
    Sorry for den laaaaaange besked – men du er selv ude om det – du skrev måler og SÅ er jeg igang :o )

  • Hov! Hvem lukkede min mor ind?

    Nu fik du mig til at gå ud og tjekke om den stod stille. Det gjorde den.

    Phew!

    Jeg skal nok aflæse oftere, det er bare så satans besværligt at den skal ligge under dørmåtten med fare for liv og lemmer hver gang man stikker hovedet ned i fangekælderen.

  • Ja ja hvis du ikke var så “rigtig” på alle måder kunne du jo lige fyre en dåse insektgift ned i kælderen – så er der jo kemisk renset for udyr – men næhhh nej det må man ikke mere. Livet var nemmere i de gode gamle dage før CO2, miljø og alt det andet blev opfundet :o )

  • jeg har hørt man kan gøre noget med sprit og en tændstik *engle glorie*

  • De der blommer der ligner de italienske er sikkert Jubilæumsblommer (Det hedder de rent faktisk :D

  • Jeg er dybt beæret! Og lidt bekymret… det må være en fælde… jeg kan bare ikke gennemskue den… *dyb panderynken*

    Jeg troede ellers ikke, du havde noget imod edderkopper?

  • *Drømmer om en opskrift på hjemmelavet Ajvar* :D :P

  • HØRT Bibs ;) *rækker en finger i luften*

  • Åh, det var en sand fornøjelse at mæske sig i blommegrød og fløde. Uhm, nam, guf.

  • Gert Skøtt Andersen 22.08.2010 - 09:22am

    Bonito

    Red pepper saus

    Ingredients per portions

    2 large red peppers, deseeded
    1 tbsp olive oil
    1 sachet red wine vinegar
    1 clove(s) garlic, crushed
    2 tbsp natural yoghurt
    salt and freshly ground pepper, to taste

    Method

    Preheat the oven to 220°C.

    Put the peppers into a roasting tin and sprinkle with oil. Bake for about 25 minutes, until the pepper is beginning to soften.

    Put the peppers into a polythene bag and leave a few minutes so that the skins sweat off. Then rinse under a tap and scrape away any remaining skin.

    Put the peppers, wine vinegar and garlic into a processor and blend until smooth.

    Combine the pureed mixture with the yoghurt and adjust the seasoning.

  • Gert Skøtt Andersen 22.08.2010 - 13:22pm

    Når du har brugt en vanille stang lægger du den i sukker og så har du efter et stykke tid verdens bedste vanillesukker

  • Fantastisk Blog…. Her vil jeg da nyde at søge inspiration!!!
    TAK

Comments closed for this article.