Camilla Plum – Et Ordentligt Brød



Camilla Plum - Et Ordentligt Brød

Camilla Plum - Et Ordentligt Brød

Jeg vil nu kaste mig ud i den ulyksalighed det er, når jeg skriver anmeldelser af ting. Som oftest lykkes det mig at skrive side op og side ned uden egentlig at sige noget overhovedet.

Det er et særligt talent jeg har.

Men nu prøver jeg lige alligevel, for den her bog fortjener det. Camilla Plum står for mig som “Hende, der har fattet pointen”, og efter de Kernesundes barnlige angreb på hendes person følte jeg ligesom at jeg var nødt til at støtte lidt op om en af de eneste kogebogspersonager i Danmark, der værner om ordentlig mad som JEG synes den skal være (pånær desserterne altså).

Jeg elsker godt brød, jo mørkere og grovere jo bedre, og gerne bagt af oldtidskorn, så da jeg skvattede over Et Ordentligt Brød var jeg ligesom nødt til at tage den med hjem. Fra biblioteket, altså. Jeg har lovet mig selv ikke at købe kogebøger før jeg har læst dem på biblioteket først, og selvom jeg allerede har to af dame-damens bøger (Mors mad året rundt og Sødt) så ville jeg spare min pengepung, der trænger til et pusterum efter ferien i Nordjylland.

En af grundene til at jeg elsker Camilla Plums kogebøger er, udover hendes insisteren på økologi og kvalitet, at der ikke følger snobberi med. Jeg synes alt for tit at kogebogs skribenter sidder oppe på deres høje hest og præker polynesisk vanille uden at huske humoren og varmen. Og så flasher de kridhvide billeder med fejlfri desserter og jeg får mindreværdskomplekser.
Sådan er Et Ordentligt Brød ikke. Den er skrevet totalt nede på jorden, med humor og gode, rustikke billeder – og en vis foragt for smartass-klidhippienisme. Og når jeg siger humor, så mener jeg humor lige efter mit hoved. Lad mig give et par eksempler:

“Der er ikke den store forskel på en pose fuglefrø og det der snart ligger på hvert eneste bagerbrød i hele landet.”
“Samtlige brød kan bages med andre meltyper end der står. De kan formes som boller, de kan laves kæmpestore og bittesmå, flettes, formes, hæves i bageforme eller kaffedåser og pyntes med alt muligt. Og der kan æltes krydderier og tørrede frugter og oliven og hønseringe og legoklodser ind i dejen.”

Hvis det ikke er kreativt brug af det danske sprog, så ved jeg ikke hvad er.

Bogen starter med at introducere de forskellige kornsorter så de stakkels læsere ikke får hjertekvababbelse og mylderbæ af angst. Der er en “Bage ABC” så selv Rasmine kan være med – der er lidt om råvarer, salt og vand og om hævemetoder.
Der er opskrifter med gær, opkrifter med surdej, opskrifter med bageferment (yay!), opskrifter på grovbrød og fint brød. Hurtigt brød, eller brød der tager en uge. Grundige instrukser i at lave en surdej med eller uden gær. Brød-kager og pyntede brød. Der er også et afsnit med opskrifter hvor man kan bruge det tørre brød man ikke fik spist. Og til sidst er der et afsnit om at spise korn. Her er opskriften på den omtalte kornotto, og jeg kan se den er meget anderledes end min. Så den skal prøves.

Det hele er grundigt forklaret og lægger op til megen eksperimenteren. For en som mig, der har lidt issues med at følge opskrifter, er det en fantastisk kilde til inspiration.

Jeg føler mig inspireret på ny og overvejer at tage en runde med bageferment. Så kan jeg også få brugt alt det mel Klidmosteren så gavmildt sender min vej. Ikke fordi det normalt plejer at være et problem, tværtimod.

Slutteligt kan jeg kun sige, køb den. Den er en fornøjelse bare at sidde og læse i. Den får 6 sorte faner ud af 6 mulige.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

8 Comments

  • Mange tak! ROFL

  • uh, nice! jeg tror jeg vil lægge min klamme hånd på min mors eksemplar og sige “mor, den flytter lige med mig hjem, du ser den igen hvis du husker du ejede den engang” det glemmer hun og så beholder jeg bogen, yessir!

  • Du er sådan et godt barn, Pernille. Jeg vil bare bede nogen om at give en opskrift på surdej, så jeg kan bage noget rugbrød. Kom frisk!

  • Et eksemplar af bogen er på vej hjem til mig, og efter denne beskrivelse, glæder jeg mig.
    Angående Surdej til Ibber.
    se her!
    http://www.fuglebjerggaard.dk/C.artikler/spis%20i%20april.htm
    Mkh. Vibeke

  • Nu får jeg sikkert smæk: Den fik jeg i svendegave men BYTTEDE den. Jeg bager jo ikke så meget. Men hey, så var jeg jo aldrig blevet mel-pusher ;-)

  • Hjemmebagt, groft brød rules ;)

  • Sisse Kirstine 22.08.2009 - 16:50pm

    Camilla Plum – styrer for vildt!! Hun har sådan en dejlig befriende praktisk og realistisk tilgang til livet i almindelighed og mad i særdeleshed. Jeg har også hendes bog “Et ordentligt brød” og den er blevet læst mange gange, og bagt efter mange gange, så nu er den vist noget plettet og lidt klistret. Men en kogebog af Camilla Plum er lavet for at blive brugt, ikke blot for at se pæn ud i reolen.

Comments closed for this article.