Smækkert speltbrød



Speltbrød

Speltbrød

Deck the halls with boughs of holly
Fa la la la la, la la la la.
Tis the season to be jolly
Fa la la la la, la la la LA!

Lala. Oh yes. Er det kun mig, der kan mærke det? Skiftet i lyset og luften? Det er ved at være efterår. Og snart er det jul.

Okay det er måske lige på grænsen til at foregribe tingenes tilstand på en socialt uacceptabel måde, men når folk skriger og skaber sig over at julen starter tidligere år for år, så tænkte jeg lige at nu ville jeg satme give dem tidlig julestart. 4 mdr og 4 dage til jul! Jeg vil have en nedtællingsdims på min blog, hvis jeg kan finde en.

Men seriøst, jeg er gået i forråds-mode. Forberedelse til vinterhi. Jeg er endda begyndt at kigge efter en ny vinterfrakke. Jeg overvejer at sy min egen af lækker uld, men jeg er ikke sikker på om mine evner udi at sy rækker helt langt nok til det endnu. Chancen er stor for at jeg køber en frakke brugt (ligesom alle de andre år) og fikser den op. Faktisk kan det endda godt være at jeg bruger den frakke jeg købte sidste år, den kan jeg godt passe endnu.

Desværre.

Jeg er også begyndt at lave julegaverne. Yes, de er hjemmelavede, og min december skal være stressfri, skal den. Jeg skal bare ligge nøgen på et lammeskindstæppe foran kaminilden og æde pebernødder. Hele december. Jeg skal nok huske at tage billeder.

Nåmen jeg har faktisk ikke tid til at sidde her og blogge, for jeg skal til fødselsdag på lørdag og som sædvanlig greb jeg chancen til at få lov at lave kagen (vil I ikke have en kage i gave okay tak! *klik*). Min familie lider stadig af den vrangforestilling at de “belaster mig” hvis de beder om en kage, og helt ærligt så ER jeg en voksen kvinde (jow jow, den er god nok) og kan sige fra. Bare stik mig penge til ingredienser, så jeg den, der er gået igang. Og det gælder kun familie og venner, for the record, så ikke noget med at sidde derovre i KBH og tænke “uuuh næsten-gratis bryllupskage fra hende finke-jyden”.

Finke-jyden. En ny etnisk minoritet. De KAN bare ikke blive på et fucking fad om man så betalte dem for det.

Som sagt har jeg ikke tid til at blogge mere nu, for jeg har udtænkt et temmelig kompliceret design til kagen. Ergo skal jeg lette røven, og derfor vil jeg nu efterlade jer med en opskrift på et lækker smækkert speltbrød, der er så enkelt at det kræver de bedste og friskeste ingredienser. Hvis du bruger gammelt supermarkedsmel i det her brød, så er det din egen skyld hvis du ikke kan lide det. Nej, smut ned og køb noget stenmalet usigtet speltmel hos din lokale helsepusher. You won’t be sorry.

På billedet er der kun et halvt brød tilbage. Det er fordi jeg havde Bedstevennen på besøg igår, han satte hylder op i mit køkken og rodede helt vildt meget. Kattekræet lå bare og skulede ondt på en stol mens han maltrakterede min væg med en boremaskine. Men hun er også vant til røremaskinen. Men nu har jeg to store fine hylder – og en skinne over vasken med kurve til opvaskesæbe og kroge til grydeskeer. Fantulastisk. Jeg hader når der står ting og flyder på køkkenbordet.

Og NU har jeg ikke tid til at blogge mere. Bye!

Smækkert speltbrød
1 stort brød (!)

500 ml lunkent vand
5 gram gær
1 tsk groft salt
ca 600 gram usigtet stenmalet speltmel

Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt. Rør speltmelet i, lidt efter lidt. Dejen skal være meget våd som tyk risengrød. Ælt dejen i mindst et kvarter, og ja, jeg mener et kvarter. Dejen er meget splattet, så hvis du ikke har en røremaskine er det bare om at mosle fingrene rundt nede i det. Dæk dejen godt til at lad den hæve i køleskabet et døgns tid – eller ved stuetemperatur ca 8 timer.

Hæld dejen i en smurt rugbrødsform og lad den hæve op til formens kant (tildækket). Det er muligt at der er LIGE rigeligt dej til en rugbrødsform, jeg måtte tage ca ½ dl dej fra.

Tænd ovnen på 275 grader og giv brødet 20 minutter. Skru ned på 200 grader og giv brødet 20 min mere. Tiderne er kun ca – brødet skal lyde hult når du banker på det. Tag det evt ud af formen og bank på bunden. Sæt det ind i ovnen igen hvis det ikke er helt færdigt.

Brødet her holder sig friskt en uges tid, men så længe varer det næppe før det bliver spist.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

12 Comments

  • Jeg troede, at det var mig, der var noget i vejen med, for jeg har haft efterårsfornemmelser i en lille uges tid. Ganske vist er jeg efterårsfan, men er det ikke lidt tidligt midt i august? På den anden side – vi havde temmelig meget sommer i maj, så måske har året bare forskudt sig.

    De der hjemmelavede julegaver – er det mad alt sammen? Får vi nogle opskrifter, også hvis det ikke er mad? (Jeg kan forstå, at du også syr). Jeg er SÅ træt af de der kommercielle gaver – ikke af politisk overbevisning, bare “almindeligt” træt.

  • Der er ved at ske noget i luften, det er der altså.
    Du er nødt til at få en pejs først så…

    Det er i øvrigt en god i ide med hjemmelavede gaver… Så der ikke er nogen der får 2 par boksershorts fordi man skulle bruge op til beløbet…

  • jeg glæder mig bare til billederne af det der lammeskindsarrangement…. =)

  • Jeg er også begyndt at få ekstremt meget lyst til sammenkogte retter og kartoffelmos – det plejer ellers være et sikkert oktobertegn…
    Og jeg har altid hadet idéen om at beløbet skal passe, når vi taler gaver – gaver skal komme fra hjertet, ikke af pligt, og at du allerede nu er begyndt at tænke på julegaver, må jo betyde at du holder meget af dem, der skal have dem ;-)

  • Nå det er godt at det ikke kun er mig (hold kæft det skriver jeg tit).

    Jeg syne julegaver er en fantastisk opfindelse! Desværre er den blevet ødelagt af grådige møgunger, og her taler jeg ikke kun om børn. Jeg drømmer hvert år om at lave hjemmelavede julegaver, men det er først i år jeg rigtig begynder at få overskuddet. Jeg skal nok blogge en masse ideer, faktisk er jeg allerede igang med at skrive en juleføljeton til december måned.

    Årh hvad.

  • Det MÅ da være rettidig omhu – du skulle søge job hos Maersk så ordentlig og velforberedt du er – ikk`?

  • Ja, jeg ville passe perfekt ind hos Marsk. Kan du se det for dig?

  • Årh, juleføljeton, yay!

    Jeg er helt med i klubben. Jeg bliver helt forvirret, når jeg kommer udenfor, og det ikke er koldt. Men vinden er min ven, den er allerede køligere :)

  • årrhu hvad.. jeg ønsker mig enkage i julegave..og glæder mig til du går igANG med at lave den julekage du så flot pralede af sidste år..

  • Se – det er julens rette ånd! Ikke noget af alt der der forbruger-gøjl. Men hjemmelavede gaver og ÆGTE juleglæde. Uh, det gør mig i godt humør.

  • Nøj, det ser godt nok smækkert ud det der speltbrød…håber det samme om lammeskindsfotoerne ;)
    Per Julehader.

  • Hej Sif
    Det er i sandhed et smækkert brød. Det så lidt kedeligt ud, da det kom ud af ovnen, men det smagte så lækkert. Et let og saftigt brød. God smag og superlet at lave.

Comments closed for this article.