Sand, sand og atter sand. Og sennepsfrikadeller.

Vandpytterne er store i Nordjylland

Egentlig ville jeg helst blogge brød og brød og mere brød. Jeg er nemlig ved at læse Camilla Plums “Et Ordentligt Brød” og den har kickstartet min lyst til bage brød igen – det har ellers ligget på den lade side på det seneste og jeg har ladet mig nøje med Aurion-brød og Kvickly’s økologiske rugbrød. Men ingen kan kickstarte min madtrang som Camilla Plums bøger. Jeg er vild med den kvinde. Bortset fra at hun i mine øjne har et forstyrret syn på desserter (og især lagkager), men ingen er vel perfekte. Heller ikke mig, selvom det kan være svært at tro. Jeg er heldigvis velforsynet med diverse varianter af obskurt, økologisk stenmalede melsorter, takket være Klidmoster, så jeg kan kaste mig lige på hovedet ud i bagningen når jeg lige har fået købt noget økologisk gær. Men først! Nordjylland.

Næste kapitel i den Nordjyske Saga fører vore to heltinder fra Børglum Kloster og direkte til Rubjerg Knude, Mårup Kirke og Lønstrup. Trætte og udmattede af at sige “iiih ååååh nææææ neeeeej!” beskuer vor heltinder med gru Rubjerg Knude.

“Den er godtnok høj. Og stejl,” sagde jeg med en vis bæven. Og det med god grund, for Rubjerg Knude er 100 meter høj. For mit indre blik så jeg hvordan jeg halvvejs oppe af sandbjerget ville trille hele vejen ned og lande for fødderne af en tysk turist, der ville sige “Bist du verletzt? Möchst Du eine Wurst? Wurst macht alles besser!”

Og jeg er bare ikke så skideglad for pølse, vel?

(det sagde hun også igår!)

Astrologinonnen mente dog bestemt at det stod i hendes stjerner at hun skulle klatre op af klittens pænt stejle side. Selvom jeg nok mente at stjerner er pænt ligeglade med den slags ville jeg ikke stå tilbage, så jeg fulgte efter. Halvvejs oppe ønskede jeg sådan at jeg havde taget min trøje med. Ikke fordi det var koldt, men fordi jeg kunne have snøret hætten så fast omkring mit hoved at sandet ikke kunne kravle ind i mine øregange og aflejre sig i regulære vandreklitter i mit hår. Jeg havde sand OVERALT, også i trusserne. Heldigvis havde jeg taget solbriller på, lidt klog har man vel lov til at være. I s’pose.

Hele pointen med at kravle op på toppen af Rubjerg Knude er selvfølgelig at man vil glo på Rubjerg Knude fyr, der står ligesåfint midt i det hele som et symbol på præcist hvor langt man kommer med at sætte et fyr et sted med hardcore sandflugt. Først blev fyret slukket efter sandflugten gjorde det pænt svært at se lyset, hvilket på en måde underminerer hele pointen med et fyr. Senere blev personalebygningerne indrettet som museum, men man måtte flytte i al hast da sandet pludselig begyndte at ødelægge dem.

Rubjerg Knude fyr anno 1912

Således så fyret ud da det blev bygget (billede fra Wikipedia)

Rubjerg Knude fyr anno 2009

Og således ser det ud idag. De andre bygninger er temmelig meget begravede.

Rubjerg Knude - rester af Sandflugtsmuseet

For ikke at sige ødelagte. Men det blæser også seriøst meget deroppe. Og der er sand i vinden. Det er en ganske effektiv naturlig dybdepeeling, kan jeg love for. Ole Henriksen, go home. Men udsigten er absolutely astonishing.

Rubjerg Knude, udsigt til en hulens masse lyng og en tysker

Mod øst.

Rubjerg Knude fyr og en lille sjat vand kaldet Skagerrak

Mod syd-vest.

Rubjerg Knude fyr, set fra hold-i-nakken perspektiv

Og op. Argh!

På et eller andet tidspunkt midt i sandhelvedet blev Nonnen og jeg enige om at jeg var nødt til at feature to sandkager i min kogebog. En, der hedder Rubjerg Knude og en, der hedder Råbjerg Mile. Man bliver så uendeligt kreativ af at få sand i munden. Man når dog også at love sig selv op til flere gange at ens fremtidige børn ALDRIG skal have en sandkasse. Jeg ville ønske at jeg havde taget et billede af mit hår efter naturens føntørrer havde sat det. Det var helt stridt og stift af at blive blæst igennem af salt luft og det strittede til alle sider. Men det var en fantastisk oplevelse, selvom jeg nok trængte til at sidde ned bagefter. Vi kørte til Mårup Kirke, den der er ved at skvatte i vandet. Det kan I læse om i morgen. Først vil jeg lige dele et lille tip med jer.

Sennepsfrikadeller med kartofler og persillesovs

Sennepsfrikadeller! Brug farsen fra mine (Sveriges?) kötbullar og rør en god teskefuld grov, stærk sennep i farsen. Smager fantulastisk godt. Serveres med kartofler og persillesovs og grøn salat.