Abrikoskage

Abrikoskage
Nu har jeg næsten tygget mig igennem hele Twilight og opdaget at jeg er i stand til at lave andet ved siden af. Altså ikke helt det samme som med Stieg Larsson, hvor jeg læste i døgndrift og glemte at spise. Men det er måske nok også meget godt, for jeg vil gerne have bøgerne til at vare bare lidt længere end to dage. Den første er nemlig rigtig god… ikke så meget Borderline-Bella og Emo-Edward over det. Heldigvis. Jeg venter iøvrigt stadig på den VVS mand.
Igår bagte jeg en kage efter opskrift. Jojo, det er sandt nok. Eller næsten – jeg skiftede blommerne ud med abrikoser, eftersom jeg havde el hel bunke liggende. Kagen er en af Dorie Greenspans opskrifter. Hvis du ikke kender Dorie, så er du gået glip af Baking Goddess #1. Jeg tror endnu ikke det er lykkedes mig at finde en dårlig opskrift fra den kvindes hånd. Okay, godtnok er det rimelig sjældent jeg bager efter andres opskrifter, men stadig. Kagen er både let og saftig, og abrikoserne gør den tilpas syrlig. Jeg har ædt halvdelen mens jeg læste, i fuld overbevisning om at kage ikke feder når man ikke kigger på den mens man spiser.
Og ellers forbrænder jeg fedtet igen når jeg skal ud og luge haven. Jeg håndluger nemlig. Mine bede er et sammensurium af prydplanter, lægeurter og ukrudt. Og hvis lægeurterne skal overleve, så kan jeg ikke bare tage skuffejernet og hakke løs. Nej, jeg er nødt til at bøje morgenfruer, kamille og hjulkrone til side og nippe alle de satans små vortemælk og mælkebøtter med fingrene. Det tager lidt tid, men det er noget blidere for jorden og alle de små kræ der lever i den.
Der er rigtig mange mikroorganismer i jordens øverste lag, og man skal være sød ved dem hvis ønsker sig en sund, økologisk have. Det er nemlig dem, der skal gøre alt det, som kunstgødning ellers vil gøre hvis man er en af dem, der føler for at smide gift i hovedet på de stakkels muldvarpe. Når sommerblomsterne er afblomstret og krydderurterne og grøntsager høstet, skal der sås efterafgrøde. De holder på næringen i jorden, der ellers ville ligge ubeskyttet hen om vinteren. Som en bonus tilføjer de jorden næring når de visner og rådner. Man kan både så planter, der visner henad november, eller man kan så vintervikke og rug. De står hele vinteren, men så skal man fjerne dem om foråret. Jeg har ikke helt besluttet hvad jeg vil så, men jeg har stadig en måneds tid før det bliver aktuelt.
Og imellemtiden burde jeg måske komme til sagen og give jer opskriften på den kage. Lige et ord om den vegetabilske olie, der skal i. Jeg bruger selv en god, kraftig olivenolie. Men det kan altså smages i kagen. Ikke voldsomt – men hvis du ikke bryder dig om olivenoliens aroma, bør du bruge en mild rapsolie istedet. Eller du kan bruge en af de raffinerede, billige olier, der smager af absolut ingenting andet end de giftstoffer den har trukket ud af plastikbeholderen. Bare du ikke fortæller mig om det bagefter. Måske får jeg lyst til at slå dig.
Abrikoskage
efter opskrift af Dorie Greenspan – en 20 cm kage, 8 pers
75 gram smør
125 gram brun farin
2 store æg
175 gram hvedemel
2 tsk bagepulver
1 spsk vanillesukker
½ tsk kardemommem
Skallen af 1 appelsin
70 ml vegetabilsk olie
5 store abrikoser
1 spsk sukker
Tænd ovnen på 175 grader. Smør en 20 cm springform eller bare et tærtefad med høje kanter.
Skær abrikoserne i halve og fjern stenen.
Pisk smørret med sukkeret i ca 5 minutter, til det er luftigt. Pisk æggene i, et ad gangen. Pisk ca et minut efter hvert æg. Pisk olien i sammen med appelsinskal, vanillesukker og kardemomme.
Sigt bagepulver og mel sammen. Rør blandingen i dejen. Fyld den i formen og læg abrikoserne ovenpå. Tryk dem let ned i dejen. Drys sukkeret over. Bag kagen 35 minutter på midterste rille. Kan spises lun eller kold. Creme fraiche eller vanilleis ville passe godt til.
4 Comments
Tak for opskriften, det var lige den jeg manglede, jeg har nemlig også en del abrikoser liggende, og spekuleret på, hvad jeg skulle finde på.
Mkh. Vibeke
Jeg har også spist mig gennem Twilight, og eftersom jeg er en sucker (!) for vampyrhistorier, så røg den hurtigt ned. Meeen… jeg har ikke købt 2′eren endnu, for jeg fik købt den udgave af T, som matcher filmplakaten, og så må jeg jo vente på, at 2′eren også kommer med filmcover. Ok, jeg er autist på det område.
Åh, i øvrigt med hensyn til kage, der ikke feder, når man undlader at kigge på den, mens man spiser – det gælder alle madvarer, der normalt feder. Man skal blot lukke øjnene, når man spiser dem, og så opdager kalorierne ikke én. Det er et supergodt trick.
Fortsat god aften
Uff – abrikoser er sådan lidt skumle – på den der “Mor har sagt de er sunde og smager godt – men det er garanteret lyv for de ser mærkelige ud”-måde.
Hmm måske hvis du bød på abrikos-kage at jeg så kunne komme over min abrikos-fobi. Ikke kimse – helt på højde med min grise-fobi (de færreste ved HVOR farlige sådan nogle grise kan være – OG onde i sulet så at sige)
lissom hvis man spiser foran fjernsyn og i biografen! strålingen gør at det man spiser ikke bliver sætter sig… det er skide smart!