Glædsom Midsommer! med creamcheese stuffed french toast



Cream cheese stuffed french toast

Cream cheese stuffed french toast

For lidt siden, kl 7.45 for at være mere præcis, var det Solhverv. Solen har nået det nordligste punkt på sin vandring omkring Jorden… hvad? Er det lavet om? Hvornår? For 300 år siden? %$€&#!… der er kraftedeme heller aldrig nogen, der fortæller mig noget.

Okay så Solen, har nået det nordligste punkt på sin EGEN lille himmelvandring omkring guderne-må-vide-hvad (og det gør de nok også) og er nu temmelig langt væk fra Jorden. Den egoist. Omvendt er den meget tæt på Jorden ved Vintersolhverv. Hvilket egentlig er lidt sært, men jeg går ud fra at forklaringen skal findes i at Jorden vipper væk fra solen ved Vintersolhverv og tilsvarende ind mod solen ved Sommersolhverv. Med andre ord er det idag årets længste dag – og ifølge DMI også den dag hvor sommeren rigtig starter med varme temperaturer. Det glæder jeg mig fandme til.

Da jeg var ung og smuk dum, blev Midsommer fejret med et brag og lidt for store mængder vodka. Nu synes jeg ligesom jeg er ovre den periode… faktisk har jeg ikke engang inviteret gæster til kaffe. Jeg vil holde Midsommer i fred og ro på min græsplæne med en god bog, en flaske pepsi max og en portion chokoladekiks. Basta. Jeg skal også ud og se om mjødurten blomstrer, hvis jeg altså kan tage mig sammen. For at sige det mildt, så er jeg gæstet i stykker nu, og skal lade op. Jeg skal også høste urter til fryseren, for de er mest kraftfulde idag. Så pas på hvis du plukker oregano til pizzaen idag… der er power i. Måske begynder du at spy ild eller forudsige fremtiden.

Men jeg har da lavet lidt god morgenmad. Jeg fik ideen på en eller anden amerikansk blog. Det er simpelthen french toast med en lomme skåret i og så fyldt med flødeost og blåbærsyltetøj. Nice ikke? Det er ikke helt lykkedes mig at finde et ordentligt dansk ord. Flødeostefyldte arme riddere? Aaaaarh… den går vist ikke. Og så måske alligevel.

Creamcheese stuffed french toast
2 pers

4 tykke skiver daggammelt brød (2,5 cm tykke)
150 gram flødeost
Blåbærsyltetøj efter smag (et par spsk)
2 æg
1,5 dl mælk
2 tsk sukker
1 tsk vanillesukker
Smør til stegning

Rør flødeost og syltetøj sammen til det er sødt nok til dig. Skær en lomme i hvert brød – jo større lomme, jo mere flødeost kan du mase ind. Fyld flødeostemassen i brødene. Pisk æg og mælk til en ensartet masse og pisk sukker og vanille i. Læg brødene i blød i æggemassen i 20 min – 10 min på hver side. Steges i smør på en varm pande og serveres straks.

Glædelig Midsommer!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

1 Comment

  • Det ser sgi godt ud det morgenmad :-D I dag er det vist også sidste udkald for indkassering af hyldeblomster, hvis der både skal være smag og kraft i hyldedrikken på tirsdag…

Comments closed for this article.