Hvor blev ramaskriget af?
Da jeg sad og så DR Dokumentaren (om et krisecenter med kvinder på flugt fra deres familie) igår aftes tænkte jeg “nå, det skal nok give nogen overskrifter af en art i aviserne. Om ikke andet en udtalelse fra Pia K, der indeholder ordene “mørkemænd” og “middelalderskikke” eller lignende.”
Men som sædvanlig overvurderede jeg groft familien Danmarks interesse for kvinder i nød. Ikke et eneste lille pip – det eneste sted jeg har set en reaktion, er på et forum hvor en af de medvirkende skriver en gang imellem, og derfor er en kendt person.
Er der ikke stemmer i indvandrerkvinder medmindre man vil smide dem ud af landet, eller hvad? Det kan skabe ramaskrig at havregryn måske ikke er så sunde som vi troede, men at kvinder får bank, det er højest et bib på den indre radar. Det er sgu da lidt trist. Man kan jo håbe at et par politikere fik set dokumentaren og vil kigge lidt på lovgivningen og se om de ikke kan sørge for at den bliver overholdt bare en lille smule.
Man kan se dokumentaren på DR’s hjemmeside. Giv den et kig – om ikke andet så fordi det altid er godt at vide hvad der sker rundt omkring, så man ikke bare går rundt i sin egen lille boble, ligesom vi så det med burhønsene. Det værste der kunne ske var at man blev mere nuanceret – og mere rummelig. Og lidt mere taknemmelig for sit eget liv!
9 Comments
Det havde jeg også regnet med, – jeg forventede udtalelser fra en masse politikere, men de er tilsyneladende ligeglade, og jeg er ærlig talt rystet.
Det handler om kvinder i nød, og helt ærlig, så har de kvinder taget det danske system så meget til sig, at de må leve i frygt fordi, at de ikke vil leve efter deres forældres besynderlige og udanske regler, med både tvangsægteskab og tærsk ud over alle grænser.
Om der er stemmer i det eller ej, så er det altså mennesker og de skal have hjælp, og det kan vel ikke være så vanskeligt, at give dem et nyt Cpr. nummer, navne kan vi skifte, så let som ingen ting, uden at der er nogen grund til det.
Jeg forstår det simpelthen ikke,
Glad for at jeg ikke er den eneste. Jeg begyndte at føle mig både dum og naiv her.
Jeg tror at “familien Danmarks” ramaskrig blev udstødt i stilhed foran skærmene i de små hjem mens udsendelsen stod på. Nu er det jo ikke familien Danmark der udgiver aviser, og deraf følgende ikke skaber overskrifterne.
Ingen tvivl om at de stakkels piger har min fulde sympati. Men egentlig er jeg efterhånden lidt træt af at høre begrebet “udansk” anvendt om snart sagt alt man ikke bryder sig om. Her kommer jeg til at tænke på sangen om “Juliane” og hendes sømand.
Langt oppe bag Norges kyster…….. I sandhed ikke dansk. Herhjemme har vi kun haft Elvira Madigan. Hende hørte man vist kun om fordi hun og hendes elskede valgte at begå kollektivt selvmord. Alle de andre tavse arrangerede ægteskaber har vi kun hørt lidt om. Men jeg er sikker på at de er forekommet, og jeg er også sikker på at den seneste danske “arrangements-brud” stadig lever i bedste velgående.
Udansk??? Jeg ved det ikke, men jeg synes at det er usmageligt, og det bedste vi kan gøre er, at oplyse pigerne om at her i landet er de beskyttet af loven, til at vælge selv.
Omvendt kan det nok være et svært valg for en pubertets-pige, sådan at vende ryggen til sin familie.
Politkeren inde på borgen lever i en osteklokke disse dage, de har masive mængder lovforslag der skal stemmes igennem, så de ser det næppe.
EP-kandidater lever også i en osteklokke, de kæmper hver især deres kampe for at opnå valg til det utroligt grimme bygningskomplex i Bruxelles, kaldet Europa Parlamentet.
Kommunalpolitikerne roder rundt i egen navle, da de ved at partifællerne på borgen ikke er til at få fat på.
Jeg så desværre ikke programmet, mente først det var i næste uge.
Programmet er utroligt dårligt lagt, hvis man vil råbe politikerne op, det ville være mere slagfærdigt hvis det blev sendt i starten af maj eller efter parlamentsvalget, for så ville man meget lettere kunne opnå opmærksomhed fra politisk hold af.
Så det er i grunden en ommer fra DR af, de er tydeligvis ikke nok interesseret i at skabe opmærksomhed.
Mht. det at skifte CPR-nummer, så er det ikke lige til, ellers ville nogle jurageeks have kommet med et forslag for længe siden.
Grunden kunne findes i at Danmark er et meget lille land, så en ny identitet indenfor landets grænser kræver en hel del.
Det er forfærdenligt at nogle familier forsat har sådan en tradition og ikke vil anerkende at deres børn, hvad end deres køn måtte være, ønsker at vælge deres partner selv.
Nu synes ikke det skal handle om hvorvidt noget er udansk elle ej, det er jo ligesom ikke pointen her – det jeg synes er meget mærkeligt, er at jeg ikke har set nogen reaktioner overhovedet. Folk plejer ellers nok at kunne skabe sig hysterisk over den mindste lille smule, det er bare aldrig når det handler om vold mod kvinder.
Men ja, det lå dårligt og det er ikke nemt at skjule folk i Danmark. Men det er stadig ikke godt nok, så de må tage sig sammen og finde en løsning – og bedre muligheder for hjælp til ALLE kvinder, for det er ikke så ligetil at skride fra en voldelig mand.
Jeg fik ikke set programmet (og har bacheloropgavestress, så ser det først efter onsdag), men jeg synes umiddelbart at tvangsægteskab er bare liiiiidt værre end ønsket om badeforhæng. Proportioner, folkens!
Jeg synes jo det mest skræmmende var en de berørte kvinders udgangsreplik. Den omhandlede det faktum, at det var så uendelig svært at få hjælp samt at den eneste form for hjælp fra det offentlige, var hjælpen til at gemme sig væk. Det er da forstemmende. Kæden er knækket og faldet af i en del led inden kvinder og børn ender på krisecenter.
Det er frustrerende at være et ordentligt menneske i nutidens Danmark.
Man bliver lidt for ofte konfronteret med danskernes ligegyldighed overfor alt andet end skattestop og fladskærme.
Personligt er jeg efterhånden blevet skuffet på det plan så mange gange, at jeg nærmest ikke har mere tilovers for det, end trist indifferens og en trækken på skuldrene.
Det er desværre ikke et særlig oplyst eller empatisk land vi lever i.
Rigtig meget desværre..
MuddyFeet@ En del går også op i deres weber-grill.