On the road again

I torsdags trillede mig og Astrologiheksen atter ud på eventyr. Kursen var sat mod Mols Bjerge, og GPS’en gjorde sit bedste for ikke at lede ekspeditionen alt for meget på vildspor. Det er mig, der er GPS iøvrigt. På lykke og fromme. Men vi nåede da frem, dog først efter at Heksen havde fået tre blodpropper over at køre bykørsel i Århus. Så snart vi landede på den lille motorvej fik hun et sært lys i øjnene, groede horn i panden og jokkede sømmet i bund, mens jeg holdt mig for øjnene.
Jeg er ikke vant til at køre i bil.

Mols Bjerge er sådan et dejligt sted. Det blev skabt under istiden, og smeltesøerne har lavet nogen gevaldige dale. Tag gode sko på. Det mest spændende er selvfølgelig at stedet har været beboet siden stenalderen, og derfor er hjemsted for utallige gravhøje og rester af bopladser. Og så selvfølgelig den helt fantastiske natur. Mols Bjerge bliver plejet af islandske heste, får og køer, dog ikke på de samme folde. De lever mere eller mindre som vilde kræ, og jeg gad godt være sådan et får. Mens fårefoldene oftest er åbne for traveture, så er hestefoldene off limits, af gode grunde. Men eftersom jeg har et nært tilknytningsforhold til et kræ på en af unghoppefoldene, så er de ikke off limits for mig. Så jeg slæbte Heksen med ind og hilse på islandske unghopper i den værste teenagealder.
De var meeeeget fascinerede af hendes spraglede nederdel. De tyggede lidt på den og bagefter fulgte et par af dem lige i røven på hende hele vejen op til leddet. Hun så en smule nervøs ud, men jeg lovede at de ikke trampede på hende. Med fingrene krydset på ryggen. Mwaha.

Der var også folde hvor der gik hopper med små nyfødte føl. Nåååååh! Der er ikke noget mere bedårende end et nyfødt føl.

Da vi var undsluppet unghoppernes overvældende favntag, trængte Heksen i den grad til en stærk øl. Men desværre for hende kørte hun bil, så hun måtte nøjes med en kop kaffe. Vi svingede ind på den øndige Restaurant Skovmøllen ved Femmøller Strand, fordi de lokkede med kaffe og kringle. The bastards.

Jeg sagde til Heksen at hun skulle tage et billede af mig, hvor jeg så meget seriøs ud, stærkt optaget af at vurdere menukortet og forsøge at vælge mellem kaffe med kringle, kaffe med ostemad eller kaffe med rejemad. I sandhed et svært valg. Det lykkedes mig dog ikke helt at se seriøs ud, eftersom jeg netop havde udtænkt Årets Vits. Vil I høre? Okay det forholder sig sådan at Bedstevennens rigtige navn er Steen. Og det åbner op for en myriade af bøvede vittigheder. Hvad ville Steen hedde hvis han var ven med Obelix? Bautasten! Hvad går Steen med hvis han har brækket benet? Stenstøtter! Hvad kalder man Steen under mulde? Stendød!
Og så videre. Bedstevennen finder at disse ytringer har stærkt behersket underholdningsværdi, men Heksen og jeg har yderst megen morskab. Og lige i dette sekund fandt jeg på den næste geniale vits: Hvad ville Steen hedde hvis han var autonom? Brosten!

[pause for bifald]

Jeg ved det! Jeg er genial.
Og så gik turen op i Mols Bjerge igen.

Agri Bavnehøj er det højeste punkt i Mols Bjerge. Udsigten er helt vild. Desværre er mit kamera ikke så godt, så I må nøjes. En bavnehøj svarer lidt til vore dages telefonkæder. Eller SMS kæder må det vel være nu. Man tændte bavnebål på de højeste punkter for at advare om at nu kom fjenden, så man havde bare at troppe op og vifte lidt med et sværd eller et spyd eller en kagerulle eller hvad man nu lige havde ved hånden. Bagefter grillede man pølser og snobrød og havde dermed forgængeren til Weber grillen.

Ifølge kortet skulle der være en helligkilde. Vi fandt ikke nogen helligkilde, selvom vi fulgte kortet. Det eneste vi fandt var et gotlandsfår med to kid og en meget stor vædder. Så vendte vi om. Astrologiheksen var svært skuffet over at kilden var usynlig. Kun den smukke vandretur og mit berigende selskab holdt hende fra at trøstespise hele posen med ananas-valnøddemuffins.

Da vi havde vandret vores fødder flade i Mols Bjerge og besteget Trehøje med tilsyrede skinneben som følge, ville Heksen ikke hjem igen. “Lad os tage til Ebeltoft!” sagde hun, og det behøvede hun ikke at sige to gange.

I Ebeltoft er der pænt. Jeg vil gerne bo i Ebeltoft. Faktisk fandt jeg et butikslokale til leje i et yndigt mokkabrunt bindingsværkshus, der ville være PERFEKT til konditori. Hvem der bare havde råd…

Men det gamle rådhus ville nu også kunne gå an. Gu ved hvad det koster. Det er meget smart med de der kanoner udenfor. Så kan dørsælgerne bare komme an.

Efter smovsning på enelleranden cafe vendte vi snuden hjemad. Da vi nærmede os Århus var klokken 22.30 og det tordnede og regnede helt afsindigt. Astrologiheksen var helt firkantet i øjnene af at fokusere på ikke at køre i grøften så hun måtte lige have en kop the at sunde sig på. Og så kørte hun gudhjælpemig hjem til Nordjylland. Tak for kaffe siger jeg bare. Jeg gik kold så snart jeg havde sagt farvel.

Næste gang skal vi i Rold Skov, så glæd jer til flere intetsigende beretninger fra vores farverige liv on the road!