Tiramisu muffins

Posted By on May 6, 2009

Dette bliver den sidste dessert jeg blogger i et stykke tid. Der skete nemlig det, at jeg steg op på vægten i morges. Jeg kunne godt mærke at bukserne strammede en smule, så det var tid til den grusomme sandhed hvad min krops massefylde angår.

“AAAAARGH!” skreg vægten. “Ned med dig kælling! Av! Av! Min ryg! Min ryg!”
“Slap dog af”, sagde jeg. “Du har da prøvet værre.”
“Mind mig ikke om det,” svarede kræet mens den rystede så nålen lignede et kompas der korpulerede en magnet. “Det var mørke tider. Mørke, mørke, mørke, mørke, mørke, MØRKEMØRKEMØ…”
“JA TAK,” afbrød jeg og satte foden på vægten og trådte til. “Hvis du ikke klapper i NU, så hopper jeg op igen.”
“Neeeej nååååååådeeeee,” skreg den. “Tag hellere mit batteri ud. Døden er at foretrække!”

Hvorfor er det altid mig, der får de præmenstruelle vægte? Men bortset fra det, så havde den nok lidt ret. Så fra nu af vil jeg kun blogge råkostsalat og fedtfattige frikadeller. Det bliver skønt!

Ha! Som om. Nej, jeg har ikke tænkt mig at droppe det søde kulinariske indslag for at skrælle kilo af. Så bare rolig. Men det kan godt ske jeg bliver nødt til at indskrænke mig lidt… spise efter en Kernesund madplan eller noget. Og for at vise mine gode intentioner, har jeg netop foræret hele portionen af de her lækre muffins til min søster. Jeg spiste KUN en selv.
Det er fandme hardcore rygrad det her.

Opskriften er en tilpasset version af Dorie Greenspans tiramisukage fra “Baking: From My Home To Yours.” En fantastisk bog.
Spis!

Print opskrift

Tiramisu muffins
15 muffins

125 gram blødt smør
175 gram sukker
3 æg
1 æggeblomme
1 spsk vanillesukker
275 gram hvedemel
1 tsk bagepulver
1/4 tsk natron
175 ml kærnemælk

Smør og sukker piskes lyst og luftigt. Æggene tilsættes et ad gangen, pisk godt efter hvert æg. Æggeblommen tilsættes til sidst. Sigt mel, bagepulver, natron og vanillesukker sammen og rør det i dejen skiftevis med kærnemælken.
Fyld muffinforme 3/4 op med dej og bag dem 20 minutter ved 175 grader til de er gyldne på toppen. Lad dem køle helt af på en rist. Så er de klar til at blive fyldt.

Kaffeganashe
120 gram mørk chokolade
120 ml fløde
1 spsk pulverkaffe, gerne espressopulver
15 g smør

Hak chokoladen og læg den i en skål sammen med pulverkaffe. Put smør og fløde i en lille gryde og bring i kog. Så snart det koger hældes det over chokoladen. Rør forsigtigt rundt til al chokoladen er smeltet og massen er blevet tyk.
Med en kartoffelskræller eller en teske laves et lille hul i midten til fyld. Du bestemmer selv hvor meget fyld du vil have i, men lad være med at udhule den stakkels muffin helt. Så knækker den bare. Put ganashen i en lille frysepose, klip et hul i et hjørne og sprøjt ganashen ned i hver muffin.
Så er de klar til frosting på toppen!

Mascarpone frosting
125 gram mascarpone
30 gram flormelis
1 tsk vanillesukker
1 spsk Kahlua

1,5 dl piskefløde

Det hele, pånær fløden, røres sammen. Rør til mascarponen bliver blød og cremet. Pisk fløden meget stiv og vend den forsigtigt i mascarponeblandingen. Fyld i en sprøjtepose med en stor stjernetyl og sprøjt en top på hver muffin, eller smør det på med en ske eller paletkniv.
Drys med revet chokolade eller med kakaopulver. Top med en mokkabønne. Spis!

Med frosting kan disse muffins holde sig max til dagen efter i køleskab. Uden frosting kan de stå tildækket ved stuetemperatur et par dage. Ganashen bliver ikke dårlig selvom der er fløde i.

About the author

Jeg spiller ikke på lut.

Comments

4 Responses to “Tiramisu muffins”

  1. Vibeke says:

    Tak :-)

    Du må være guds gave til…. Ja os alle ;-)

    Jeg står her og skal lave muffins til mine kollegaer i morgen. Og jeg har bare være på bar bund… Men ikke mere, takket være dig :-)

  2. astrid says:

    lyder som lækre muffins

    vil da glæde mig til fedfattige retter med massere af smag … er ved at køre lidt tør i det jeg har pt

  3. Kilroy says:

    Jeg leverer gerne gratis kiropraktorhjælp til din vægt, Siffer GGG

  4. kagekonen says:

    præmenstruel badevægt… hahahaha jeg kan se det for mig ROFL