Vegansk brunch: Mandelpandekager med jordbær og bagte æbler, no knead bread, rosmarinbagte tomater og svampe, samt soya chai latte
Der burde findes sådan en nødhjælpside til forældre og svigerforældre, der pludselig er blevet beriget med en veganer. Måske skulle jeg starte en? Men når man står der med sin parmesanost og sin leverpostej og pludselig skal lave mad helt uden animalske ingredienser, så kan det godt få hjernen til at rotere lidt på nogen. Personligt satser jeg på at mine unger, når jeg får nogen (jeg er mega skruk), slæber så mange venner med sære kostvaner hjem som overhovedet muligt, så jeg kan eksperimentere helt vildt. Mine børn bliver ikke kræsne! Kan man lave en brunch, der både tilgodeser kernesunde, veganere, atkinsfolk, max 30%’ere, råveganere, mælkeallergikere, diabetikere OG gourmetfolket? Det vil tiden vise. En clairvoyant har fortalt mig at jeg får 10 børn, så jeg har fandme travlt nu. Måske 5 sæt tvillinger er den hurtigste vej til målet.
Men nu til svigermors nye udfordring. Familien er samlet til brunch. Den nye svigerdatter kommer anstigende i sko af kunstigt læder og med et kæmpe peace-tegn i en kæde om halsen. Håret under armene er flettet og sluttet af med en fin sløjfe, hvilket ganske givet antyder oprør mod de borgerlige dyder på en ikke-voldelig aggresivist-passivistisk måde. Hvad skal man servere? Gulerodssalat? Havregrød?
Nej! Du skal servere mandelpandekager med bagte æbler og dynger af frisk jordbær. Rosmarinbagte tomater og svampe. Et lækkert brød bagt på mørk øl og kardemomme. En smækker soya chai latte. Lyder det som noget resten af familien kunne svømme ned i også? Så er det bare om at komme igang.
Den mørke øl jeg omtaler et par gange i opskrifterne er en Choko Stout fra Bryghuset Svaneke. Det er en ret sød øl, og der står også den er undergæret, hvilket jeg overhovedet ikke aner hvad betyder. Men eftersom min interesse for specialøl er stigende (hik) så burde jeg måske sætte mig lidt ind i det. Kunne det ikke også være fedt at brygge sin egen?
Jo det ku. Indrøm det. INDRØM DET!
Jeg er glad for at du indrømmer det.
Men nu til brunchen. Den letteste arbejdsgang er således: Start med at lave pandekagedejen og sæt den i køleskabet. Klargør jordbærrene og sæt dem til side. Tænd ovnen og forbered fadene med æbler og tomater/svampe. Sæt æblerne ind først, og så tomat/svampe 10 min efter. Påbegynd pandekagebagning og hold dem varme mens du laver chai latte. Tag æbler og tomat/svampe ud af ovnen og server hele molevitten straks. Sæt nogen til at skære brød og dække bord imens. Brødet kan du meget passende bage aftenen før.
Pandekagerne på billedet er bagt med soyamælk. Øl giver en meget mørkere farve (og bedre smag).
Mandelpandekager med jordbær og bagte æbler
4 pers
200 gram hvedemel
1 tsk bagepulver
½ tsk natron
1 nip salt
1 tsk vanillesukker
1 spsk mørk rørsukker
½ tsk kardemomme
2 store bananer – ca 200 gram i alt
250 ml mørk øl (eller soyamælk med 1 spsk eddike tilsat)
50 gram malede mandler
0,5 dl olivenolie
250 gram jordbær
2 spsk mørk rørsukker
Jordbærrene skives og lægges i en skål. Sukkeret drysses over og der røres lidt rundt. Sættes til side.
Mandlerne males – i en foodprocessor, blender eller kaffekværn.
De tørre ingredienser blandes i en skål. Bananerne moses og tilsættes sammen med øllen. Rør dejen glat – med håndkraft! For meget røren rundt gør pandekagerne seje. Lad dejen hvile ½ times tid i køleskabet hvis du har tid. Rør olien i. Dejen skal være rimelig tyk. Bag pandekagerne ved jævn varme. Hvis du bager ved for høj varme kan de ikke nå at bage helt igennem. De hæver meget op på panden, så lad være med at brede for tykt på. Server med jordbær og bagte æbler.
Bagte æbler
4 pers
2 store æbler
En klat margarine eller kokosolie
4 spsk mørk rørsukker eller brun farin
1 tsk vanillesukker
Lidt kanel
Æblerne skal i ovnen når pandekagedejen laves. Ovnen tændes på 175 grader. Skær æblet i både, fjern kernehuset. Skrællen skal blive på. Smør et lille ildfast fad og drys halvdelen af sukkeret over. Læg æbleskiverne i et enkelt lag i fadet og drys med sukker, vanille og kanel. Dæk formen med folie og bag til æblerne er møre, ca 25-30 minutter.

Chai latte
4 pers
2 spsk god chai blanding (Kusmi Kashmir Chai!)
6 dl soya eller rismælk
4 dl kogende vand
Mørk rørsukker efter smag
Snup en skål eller en lille gryde og smid theen i. Bring soyamælk og vand i kog – mælken i en gryde og vandet i elkedlen – og hæld over theen så snart det koger. Lad trække 5-7 minutter og si ned i to store glas eller kopper. Nam! Du kan også bruge ren soyamælk hvis du lyster. Jeg laver chai direkte i kopperne, jeg har efterhånden perfekteret en metode hvor jeg sier thebladene fra med fortænderne. Det er kulinarisk dannelse på højt plan.

Rosmarinbagte tomater og svampe
4 pers
8 cocktailtomater (større end cherry, mindre end alm)
1 kvist frisk rosmarin
200 gram små brun champignon
Lidt olivenolie
Lidt hvidvin (kan udelades)
Tomaterne bages samtidig med æblerne, så ovnen står tændt på 175 grader. Smør et ildfast fad med lidt olivenolie og læg tomaterne i fadet med bunden i vejret. Skær et lille kryds og stik lidt rosmarin ned i krydset. Svampene renses men stilken skal blive siddende på. Læg dem i fadet med hatten nedad og læg lidt rosmarin på. Dryp let (!) med olivenolie og bag i ovnen ca 20 minutter.

No knead bread med choko stout og kardemomme
1 brød
1 dl kogende vand
2 dl mørk øl
5 gram gær
3 spsk mørk rørsukker
1 tsk vanillesukker
1 tsk kardemomme
½ tsk groft salt
100 gram fuldkorns speltmel (eller andet fuldkorn, f.eks hvede eller rug)
250-300 gram fint hvedemel
Kogende vand og øl blandes, det skulle gerne resultere i en fingerlunken væske. Gæren opløses heri, og når det er helt opløst tilsættes sukker, salt og krydderier. Melet røres i til du har en dej, der ligger lige på grænsen mellem fast og flydende. Dæk skålen godt til og lad dejen hæve i 8 timer. Vend så dejen ud på et meldrysset bord og fold den sammen et par gange uden at ælte. Mæt et klæde med mel og læg det i en skål eller en hævekurv. Læg dejen i og fold klædet over. Lad det hæve to timer. Tænd ovnen på 200 grader og sæt din stegegryde med låg derind. Lad den varme op en halv time, og vend så brødet ned i gryden. Læg låg på og bag 20 min. Tag låget af og bag yderligere 15 minutter til brødet lyder hult når du banker på det. Lad det køle af på en rist.
Giver et saftigt brød, der smager godt i flere dage. Og hvad serverer man så til brødet, når svigerdatter ikke spiser smør? Man kan få vegansk nutella i større supermarkeder. Marmelade er også et hit. Honning er ikke vegansk ifølge mange veganere, så det duer ikke. Peanutbutter og bananer samt hummus. Så skulle den tofu vist være presset!
Forvirrende? Udførlige instrukser og billeder kan findes her: No knead bread.
17 Comments
SKØNT!!!
øj
Åhh sif – du er en sand mesterinde
Nu sidder jeg her om eftermiddagen og bliver sulten efter morgenmad GGG
hov, iøvrigt, ville du have det der samovar te?
Ja! Hvordan får jeg det. Bor du i nærheden af Århus monstro?
yup, just flyttet til Randers…
og pt. med bil
Heeeey Sif, kommer du ikke og laver morgenmad til mig imorgen?..
Ja ok, jeg regner sg ikke helt med at den virker meeeen..
Okay, næste gang… så kommer jeg til brunch
Ah men Pernille, så kommer du da bare til eftermiddagskaffe af en art… du må gerne komme med, Kagekone, du kan vel snuppe den der motorcykelting *gys*
Louise, for en yderst rimelig timepris kommer jeg og laver morgenmad til dig HVER morgen. Kontakt mig for forpligtende tilbud.
ku være fint… Jeg går ud fra der er kage til sådan noget?
Kage? Du kan få en tvebak at dyppe i dit kogte vand, kan du!
Selvfølgelig er der kage. Du kan jo lige smide en email sif(a)anarka.dk når du skal sydpå
wiii kommer også gerne til brunch engang … de pandekager MÅ prøves
Og rimelig timepris består vel ikke i at gøre mig glad vel?
jeg er meget fattig lige nu..
Lækkert, lækkert.. Så skal man bare lave det hele med hjemmebrygget øl, ikke? Lider desværre under en voldsom og uhelbredelig rugbrødsforbandelse (alle forsøg mislykkede, vi snakker 6-7 uspiselige sortbrune, seje, sure, tørre kasser..) som resultererede i noget der lugtede ret meget af øl forleden dag.. Tror det er ret nemt at kringle, der må findes opskrifter. Håber du gør det ,det er altid bedst bare at abe efter.
Jeg ser…. jeg ser en slags ælling i din Chai latte… Hmmm… eller er det et sødt lille egern med et agern i ææh… poten? Gad vide hvilken skov så fin, der anes kan i koppen din? FLUFFFF!!!!
Jeg synes faktisk det ligner en lastbil… ligner det ikke en lastbil? Vi skal læse i theblade næste gang mand.
Louise, desværre. Jeg er ikke filantropisk af natur
Ditte, man skal helt bestemt brygge sin egen øl. Ellers duer det absolut ikke. Jeg ved ikke hvad det er med de rugbrød, mine sidste to spadede også. De hævede så der kom hulrum, GAH.
Kan pandekagerne monstro bages dagen i forvejen, og forsigtigt varmes i staniol i ovnen? Eller lider de så tørringsdøden?