Quinoa tabbouleh med jordbær



Okay så. Noget sundt. Noget grønt. Noget nemt. Noget, man gider æde i varmen. Noget til os, der har samlet et helt kongerige af krydderurter i haven, og nu skal spise en hulens masse for at holde dem nogenlunde nede.

Noget der passer til både glutenallergikere, mælkehadere, sukkerhystader, sundhedsapostle og dyrerettighedsaktivister. Raw vegans må dog kigge langt i vejviseren. Eller bruge hakkede nødder  istedet for quinoa.

Denne tabbouleh er absolut ikke autentisk, men den smager stadig fantastisk. Og så er den både vegansk og kernesund og alt muligt. Der er garanteret karma bonus hvis du serverer denne smækre lille sag til din sommerfrokost. Quinoa er helt klart et overset frø, hvilket sikkert skyldes det som regel står på den økologiske hylde hvor kun hippier, autonome og militante veganere har deres daglige gang. Men frygt ikke det ukendte. Quinoa er luftigt og let som et fnug og totalt mega hammer sundt. Det er faktisk lige før Sundhedsstyrelsen kommer susende med deres indsatsmedalje hvis du spiser det. Tabbouleh består af lige dele grøntsager, korn og krydderurter, så lad være med at begå den fejl at pøse en kæmpe portion quinoa ned over en bette sjat grøntsager. Fy! De små vidunderfrø er meget proteinholdige, så der skulle være rig basis for at blive mæt af en portion. Ellers må du spise brød til. Grovbrød.

Hvis du ikke har sådan en mangfoldig køkkenhave, men er henvist til de kedelige krydderurter fra supermarkedet, så kan du nøjes med to forskellige. F.eks persille og koriander.  Men det er altså smart at have sine egne – du kan sagtens have dem stående i køkkenet eller på altanen, selvom du bor i lejlighed. Bare find nogen fra en god, økologisk gartner og put dem i en pæn potte. Vupti, indendørs urtehave. Lad være med at have fantasier om at de små bøtter fra supermarkedet kan overleve en udpotning. Det er udpinte stakler, der ikke engang har vokset i rigtig jord, de splatter ud og kreperer lige for øjnene af dig og dine stakkels traumatiserede børn. Nåja, du kan selvfølgelig også købe dem til udplantning i havecentrene – de bugner lige pt. Kig efter sunde planter, alt for mange af dem ligner nogen, der er ved at stille træskoene. Det er guld værd og meget meget billigere end at give 18 kr for en bette håndfuld i Føtex. Basilikum kan dog være en møgsæk at dyrke selv, så tag tålmodighedsbrillerne på.

Print opskrift

Quinoa tabbouleh med jordbær
4 pers

2 dl quinoa
4 dl vand
1 aubergine
1 stor kvist rosmarin eller 1 tsk. tørret
½ agurk
1 stor peberfrugt, rød eller gul
250 gram jordbær
4 store tomater

1 lille bundt koriander
1 lille bundt bredbladet persille
1 lille bundt dild
1 lille bundt marokkansk mynte

Marinade af:
4 spsk olivenolie
2 fed hvidløg
Saften af ½ citron

Sådan gør du:

Start med at lave marinaden. Hvidløget hakkes fint og puttes i en lille skål. Olivenolie og citronsaft hældes over. Pisk marinaden sammen og lad den trække.

Tænd ovnen på 200 grader (175 grader varmluft). Skær auberginen i tern på ca. 1×1 cm og smør et ildfast fad med låg med et par spsk olivenolie. Hak rosmarinen fint og drys den over. Læg låg på og bag auberginen i 30 minutter til den er mør. Og jeg mener mør! Hvis auberginen ikke er mør, er den ikke særlig appetitlig at bide i. Har du ikke et ildfast fad med låg, kan du lægge alufolie over i stedet.

Så skal quinoaen sættes over. Den skal først ristes, så sæbestofferne forsvinder. Ellers vil den være bitter. Varm en gryde op og smid quinoaen ned. Rist den under konstant omrøring til den dufter og hæld så vandet over. Kog quinoaen i 20 minutter til vandet er fordampet og frøene lette og luftige.

Imens quinoaen koger ordnes grøntsagerne og jordbærrene. De skæres alle i små delikate stykker og blandes i en skål. Krydderurterne hakkes fint og blandes med grøntsagerne. Quinoaen og auberginen skulle gerne være færdige ca. samtidig, og når de er det hældes de ned til grøntsagerne og det hele blandes godt. Si marinaden og hæld den over, men pas på ikke at pøse for meget på så din tabbouleh bliver tung og sjasket. Tilsæt en spsk ad gangen og smag dig frem til du synes om konsistensen. Smag til med salt og evt mere citronsaft. Serveres straks eller køler af til stuetemperatur. Hvis resterne gemmes i køleskabet skal de have stuetemperatur før de serveres igen. Gemmes maks. et døgn.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

10 Comments

  • Det lyder jo rigtig godt – hvis det ikke lige hvade været for auberginen og peberfrugterne. De bliver rigtig kedelige og halvsmattede, hvis man varmer dem – efter min mening. Jeg har prøvet forskellige grader af opvarmning, men medmindre det er så lidt, at jeg lige så godt kunne have sparet tiden og elektriciteten, synes jeg stadig, de bliver kedelige. Enten gør jeg altså alligevel et eller andet forkert, eller også er der noget galt med mine smagsløg, hvilket selvfølgelig ikke er udelukket. Det værste er auberginen, som jeg heller ikke kan lide rå.

    Har du en løsning – eller et godt forslag til andre grønsager, der ville gøre sig her?

  • Peberfrugterne skal ikke varmes – men auberginen bliver jo blød når man bager den. Det er ligesom dens natur. Heldigvis kan man bruge lige præcis de grøntsager man kan lide, så der skulle være rig mulighed for at tilpasse individuelle smagsløg.

  • Man kunne evt. bruge Squash istedet for Aubergine!? Uden at bage den, altså…..
    Jeg fik kombinationen Quinoa og jordbær, første gang for et par uger siden – jeg må sige det er to ting der virkelig klæder hinanden!!! Må prøve denne opskrift :P

  • Yaaaay, en vegansk opskrift *laver glædesdans* ;)

    Hvor finder du jordbær henne der ikke bare smager af vand Siffy?

  • Lige pt – i Never Never Land. Men der er nogen danske jordbær fremme lige nu, som smager sådan nogenlunde.

    Squash var da en god ide – det må jeg prøve.

  • Jeg forstår altså stadig ikke, at folk kan gøre det der ved friske jordbær…. jeg nænner aldrig andet end at hapse dem ganske som de er…. :)

  • Hey, jeg ved altså også godt hvor Quinoa’en står, – men det er måske min indre hippie der titter frem ;) anyway, tak for en mælke-/glutenfri opskrift. Prøv i øvrigt også kombinationen af jordbær/grønne asparges og grønne ærter blandet med sprød grøn salat og evt. en håndfuld rucola eller anden bitter “urt”.

  • Netto har pt. nogle jordbær der smager dejligt. De er dejligt søde og dufter fantastisk. Der er ikke helt lige så meget smag i dem som de danske når de bugner, men de smager heller ikke bare af vand :)

  • Til Rasmine:
    jeg har lige overstået en helt fanatisk aubergine-fase. Brugte dem til alt muligt og på mange forskellige måder. Du skulle prøve bare at skære dem i skiver, hælde lidt olie, salt og peber over og bage dem i 20 min. Så bliver de nærmest sprøde og er slet ikke smattede mere.
    Skiverne smager i øvrigt nice med youhurt-honning dressing..
    M

  • Hej Sif

    Hmm… jeg ved ikke helt… det der Quinoa sjov er jeg altså ikke helt overbevist om. Ja, jeg har købt en hel pakke økolade quinoa. Ja, jeg tilberedte dem, som der stod på pakken. Nej, jeg synes altså at det blevs noget underligt smat.
    Hvordan gør du?

Comments closed for this article.