Nem gæstemiddag: Kalvegrydesteg og jordbærmarengsdessert

Min søster begik dødssynden: Hun ringede og ville arrangere middag med få timers varsel. Det kan man sgu da ikke! Det er at berøve mig de bedste timer i mit liv – dem, hvor jeg planlægger menu, køber ind og forbereder. Jeg kan bruge dage og uger på den slags. I skal se mig i december, hvor det både er jul OG julefrokost OG nytårsaften – og så min fødselsdag kun en måned senere. Fantastisk årstid. Men når jeg kun har 3 timer, så er det jeg ønsker at jeg havde den der evne til at manifestere en gourmet middag med tankens kraft. Hvad kan man lave på 3 timer? Ikke en skid! Eller – ikke noget der kræver lang tids nørdning og avancerede teknikker, og det er jo det, jeg allerbedst kan lide, okay? Men det lykkedes da. Det lykkedes endda også at lave det forholdsvis billigt. Sådan en kalvegrydesteg er et dejligt billigt stykke kød. Nu var det ikke mig, der købte den her, men jeg har da stået og gloet på nogen økologiske nogen i Irma til en små 100 kr for en 4-5 personers steg, og til en afslappet hyggemiddag er det da ikke så galt. Åh gud jeg lyder som Martha Stewart nu.
Man skal have plads til både kartofler og steg på samme tid i ovnen – jeg har brugt varmluftsovn, for så kan jeg sætte møjet på 2 etager. Hvis du ikke bruger varmluft, men istedet laver kartoffelmos eller hvad ved jeg, så skru op på 190 grader.
Hvad desserten angår, så er det helt lovligt at bruge købemarengs. Det gjorde vi. Jeg kan nemlig ikke nå at bage mine egne marengs når jeg kun har 3 timer til min rådighed, hvoraf stegen tager det halve. Men købemarengs er altså mest som at spise sødet kridt, så hvis du har tiden…
Print indkøbsseddel til Kalvegrydesteg og jordbærmarengsdessert
Kalvegrydesteg med rosmarinkartofler
4 pers
1 kalvegrydesteg på 800 gram
1/4 liter rødvin
1/4 liter kalvefond
10 peberkorn
4 enebær
2 laurbærblade
2 fed hvidløg
2 kviste rosmarin
1 tsk groft salt (gerne røget salt)
Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
Skær hvidløget i skiver og tryk enebærrene flade. Hæld fond og rødvin i et ildfast fad, der passer til stegens størrelse. Smid samtlige krydderier i og drys stegen med saltet. Dæk med folie og sæt nederst i ovnen. Stegen skal have ialt 1½ time og derefter hvile under folie i 20 minutter.
Rosmarinkartofler
4 pers
4 store bagekartofler
2 kviste rosmarin eller 1 tsk tørret
Et par spsk olivenolie
Groft salt
Skær kartoflerne i lige store stave eller både. Vend med olivenolie og finthakket rosmarin. Bred ud på en bageplade og drys gavmildt med groft salt. Kartoflerne skal have ca 40 minutter afhængig af størrelse. Sættes øverst i ovnen.
Serveres med tomatsalat og stegeskyen hældt over.

Jordbærmarengsdessert
4 pers
4 marengsreder (se opskrift her)
500 gram jordbær
2 spsk rørsukker blandet med korn fra ½ stang vanille
1/4 liter piskefløde
1 tsk vanillesukker
1 spsk flormelis
Chokoladekrymmel til børn og barnlige sjæle
Jordbærrene skæres i skiver og lægges i en skål. Drysses med sukkeret blandet med vanillekorn. Står en times tid eller to.
Ved anretning piskes fløden til skum med vanille og flormelis. Jordbærrene fordeles på marengsbundene og der toppes med flødeskum og drysses med chokoladekrymmel. Spises straks så marengsen ikke bliver blød.
13 Comments
Jeg fik en lignede udfordring i går – og endte med kyllingeburger og jordbærrabarbergrød
Godt nok var der ikke tid til langtidshævning og dens slags pjat – men alligevel ganske gedingt.
Men dette var bestemt en løsning der er værd at have i erindring.
Og så synes jeg i øvrigt den glade smiley ser halvond ud – skræmmende!
KUN 3 timer! Normalt nægter jeg at tilberede noget, der tager ret meget mere end et kvarter – bortset fra bagværk – ganske vist uden, at man regner indkøbene med.
Det ville interessere mig umådeligt, hvis du indimellem skrev om, hvordan man kan lave ordentlig gæstemad på kort tid. Hvad om jeg strakte mig til en hel time?
- Jeg befinder mig heldigvis i sikkerhed på Djævleøen – HA!
uhm… kalvegrydesteg…
Sådan en kunne jeg godt tænke mig at lave!!
HVor mon man køber kalv?
Du skulle have sådan en printbar indkøbssedel
Rasmine du er håbløshåbløs og mere håbløs. Du skal bare være glad for at bo så langt væk, ellers havde jeg kigget meget ondt på dig i meget lang tid!
Ordentlig gæstemad på kort tid – hvad er kort tid? Et kvarter er nok ikke sådan helt nok. Gælds det med kort arbejdstid, men lang stegetid?
Kyllingburger og jordbærgrød lyder bestemt heller ikke dårligt. Det kunne da være det skulle være første feature i “Gæstemad med Rasmine – det tager kun 5 minutter”.
Og det var rigtig godt, kagekone. Det er nice når de billigste udskæringer smager bedst.
Stine-Helene, kalven her kom fra den lokale Kvickly – endda den herude på semibøhlandet. Men den økologiske kalv har jeg kun set i Irma. Indkøbsseddel – det var faktisk en rigtig rigtig god ide!
Ja, det gælds! Bare jeg ikke er nødt til at være aktiv i køkkenet ret længe, er det i orden. Du er jo i virkeligheden ret tolerant
Nu har jeg ALRIG i mit liv købt en steg. Kan jeg bare gå ned i min lokale Irma og kigge efter en kalvegrydesteg eller hedder den noget andet fancyt?
Jeg får sådan en overdreven lyst til at lave mad når jeg læser din blog! Så nu har jeg lavet indkøbssedel og overvejer at kaste mig ud i det… GISP!
Altså, jeg må jo erklære mig 110% enig – man kan da ikke bare komme rendende med så kort varsel! Planlægning er fænomenalt! Det er toppen af poppen! Tror ikke helt, min omgangskreds forstår mig på det punkt. Det er super, at der åbenbart også findes andre planlægningsautister som mig…
Det var da noget værre noget at folk får lyst til at lave mad, når de læser min blog. Det var jo slet slet ikke meningen altså
Kalvegrydenstegen hedder kalvegrydesteg. Den er skåret af tykkam/bov uden ben og kan sikkert også hedde kalvebov eller lignende.
Planlægningsautist. Det er et godt ord. Godt jeg ikke er den eneste fornuftige person her på bloggen.
Men tolerant? Det… tjoh. Joh så skidt da. Lidt tolerant er man vel altid.
A propos tolerant – jeg mente bare, at jeg egentlig havde troet, at jeg undgik noget, der var værre end onde blikke :- fx at få et eller andet køkkenredskab smidt i hovedet. Der findes jo også en del udmærkede mordvåben i et velassorteret køkken : -)
Jahhh stemmer også for indkøbsseddel og nemme/hurtige og overskudsfake gæstemad (hov det var jo hele tre ting på en gang
)
Respekt for dit madtrylleri – her havde jeg bestilt pizza og allerhøjst have svunget mig op til at lave salat til (sandsynligvis not – ville istedet forsøge at blænde gæster med spændende chokoladeindkøb fra den lokale choko-pucher så de glemte menu from Hell)
Skal det nu til at hedde planlægningsautist – bare fordi man er lidt organiseret og ofte kører flere sedler simultant.
PS – du må ikke nedkalde en forbandelse over mig fordi jeg har indrømmet pizza-køb – please
)
at planlægge er da en stor del af fornøjelsen ved at have gæster til mad
finde på … lave om … nyde at handle osv …