Archive for April, 2009
Valborgsaften/Beltaine
I aften er det Valborgsaften, aftenen hvor man fejrer den første sommerdag… eller den første sommeraften… hmm. Der er lidt kildeforvirring på det punkt. Det hedder også Beltaine, til jer celtofile. Oprindelig var det faktisk på Valborgsaften at heksene fløj til Bloksbjerg, så jeg er altså ikke lige hjemme i aften.
Jeg ville gerne sidde her og skrive en lang blog om traditioner og festmad, men det kan jeg ikke, for hende den sære fra Nordjylland, hende Astrologiheksen, hun kommer på besøg. Og hvis vores koste ikke vil flyve i aften, så smutter vi ud på en korsvej ved midnat og ser om vi møder Odin. Men først skal vi på Urtegartneriet og købe nogen planter vi kan sætte i jorden.
Jeg kan dog lige fortælle at det efter sigende skulle være tradition at dyrke sex på de nysåede marker, for at sikre høsten og frugtbarheden. Det er dog nok en god ide lige at spørge bondemanden først. Ha!
Så glædelig Valborgsaften – eller glædelig Beltaine hvis du er til den slags.
ContinueTvorog – russisk skørost

NB: Prøv min Ikke-som-de-andre rabarberkage med tvorog.
Selvom det er tre år siden jeg sidst placerede min velformede ungpigefod på russisk jord, så får jeg stadig anfald af spontan mundvand når jeg tænker på syrniki. Syrniki er nogen små tykke pandekager lavet med tvorog, som er en form for hytteost. Bortset fra at det ikke smager som hytteost. Eller ligner hytteost. Faktisk ligner det mere en meget tør ricotta. Det er syrligere og helt fantastisk. Jeg fik selvfølgelig tiltusket mig opskriften på disse syrniki, men måtte hurtigt sande at det overhovedet ikke er det samme med dansk hytteost. Og jeg lavede det aldrig siden.
Suk!
Men! Så var det jeg pludselig blev voldeligt kulinarisk interesseret og opdagede at man kan lave sin egen tvorog. Og igår fik jeg endelig taget mig sammen. Jeg brugte ganske enkelt denne opskrift på tvorog fra Yulinka Cooks.
Det var vældigt enkelt at lave. Den største anstrengelse var at jeg tog ind til byen for at købe et stykke ubleget ostelærred. Det kan fås i de fleste større stofbutikker. Dog ikke i Stof2000, så lad være med at prøve. Jeg gav 16 kr/m, så det var klart en udgift der var til at overkomme. Med osteklædet i hænde, har jeg tænkt mig at lave flere slags friskoste fremover. F.eks ricotta og mascarpone. Hele processen er beskrevet på ovenstående blog, men til de dovne er der en hurtig gengivelse af opskriften her:
Tvorog
giver 250 gram ost
2 liter mælk
½ liter kærnemælk
- Mælken blandes i en renskuret og skoldet gryde, dækkes til og står med låg på ca 24 timer – ved stuetemperatur. Det bliver helt tykt, ligesom yoghurt. Om sommeren går det gerne hurtigere, jeg måtte kun vente 14 timer før det var klar.
- Sæt gryden på komfuret og tænd på allerlaveste blus. Og jeg mener allerlaveste. Det er ikke meningen mælken skal blive meget varm endsige koge. Du skal kunne røre ved gryden. Lad den stå ca 1 time på blusset. Du vil se af mælken begynder at skille i valle og ost. Det ser temmelig klamt ud, men frygt ikke – det er sådan det skal være.
- Når mælken er skilt, dækker du et dørslag eller en stor si med osteklæde og sætter den over en skål. Skovl al ostemassen op i klædet med en hulske og lad det dryppe af i køleskabet en 6-8 timer eller bare natten over.
Nu er det klar! Hvis det er een stor klump, så bryd det op med en ske. Opbevares i køleskab og spises indenfor et par dage.
Og hvad kan man så bruge osten til? Til alt, du ville bruge hytteost og creme fraiche til – og mere til. F.eks er det populært som morgenmad, med lidt marmelade på. Du kan også bruge det i ostekage og i tærter. Og endelig kan du lave syrniki. Men den opskrift vil jeg ikke blogge endnu, for jeg har stadig ikke fundet den, der smager nøjagtig som den jeg fik i Rusland – og som jeg selvfølgelig mistede opskriften på. Jeg nærmer mig dog! Og når jeg hitter ud af det, skal jeg nok blogge den.
ContinueSukkerfri min bare
Jeg bliver altså lige nødt til at bræge lidt her.
Det seneste år er der jo dukket sådan en “sukkerfri bevægelse” frem, og egentlig går jeg 100% ind for at folk fremmer kvalitetsmad og økologi. Men når selvsamme mennesker først brokker sig over at ingen accepterer dem, og dernæst i samme åndedrag udtaler at de vil have fjernet kage og slik fra arbejdspladser, højtider, børnehaver, fødselsdage – ja så står jeg sgu af.
Der er en sygelig tendens til at erklære folk for “afhængige” eller på anden måde mentalt udfordrede, hvis de ikke lige synes de vil droppe deres ugentlige kage eller deres morgenbrød. Jow jow, jeg troede da også engang at det var sukkeret, der gjorde mig trist. Men det viser sig sjovt nok slet ikke at hænge sammen – det, der gør mig dårlig og depri er sjovt nok for det mest kun det kemikaliefyldte købeslik, som jeg kun kan finde på at spise hvis jeg har en meget dårlig dag.
Er det så slikket, eller den dårlige dag, der gør mig depri? Kunne det tænkes at man følte sukkeret gjorde en syg, fordi man “falder i” mens man i forvejen har paraderne nede?
I den seneste uge, hvor jeg er gået helt amok i køkkenet og har spist den ene dessert efter den anden (hvilken bloggen bevidner) har jeg haft det fantastisk. Og jeg har ikke engang fået forstoppelse. Så hallo, sukkerfascister. Vi er rent faktisk nogen, der kan spise sukker uden at blive hysteriske og småpsykotiske. Så hold nallerne fra mit kagebord, ellers kommer jeg sgu efter jer.
Jeg er faktisk et meget rummeligt menneske. Hvis jeg får gæster, så laver jeg glad og gerne mad til alt fra atkins til veganere. Og altså også gerne gluten-sukker-mælkefri. Og jeg er næppe den eneste. Men, folkens, you get what you give.
Hvis man vil have at andre accepterer ens livsstil, så skal man også acceptere andres. Og hvis du føler dig ramt lige nu, ja så er det nok dig, jeg snakker om. Så kan du jo skyggebokse lidt på den.
ContinueHjemmelavede romkugler og kakaopundkage (samt vegansk version)

Eller trøfler. Eller hvad hulen folk nu render rundt og kalder dem i det ganske danske land. Måske romkugler ikke er helt korrekt i dette tilfælde, eftersom der ikke er rom i. Men hvem går op sådanne petitesser. Jeg tvivler på der er rom i bagerens version heller. Romessens i bedste fald.
Romkugler laves med kagerester. Nu er “kagerester” ikke et ord, der sådan normalt bruges herhjemme. Medmindre jeg har lavet en stor pyntet kage, hvor der tit er nogen toppe, der er skåret af for at gøre kagen lige. Det var ikke tilfældet her, så jeg måtte pænt bage en kage til formålet. En hurtig pundkage med kakao var perfekt til formålet. Men ved I hvad det bedste ved romkugler er?
Man kan gå amok i sprinkles.
Krymmel og nonpareils er bedst til romkugler, de hænger ligesom bedst fast. Herhjemme kan de kun fås i begrænset udvalg, ligesom nærmest ALT andet. Jeg flytter sgi snart til et land, hvor det kulinariske udvalg ikke er begrænset af en nærig, fantasiløs befolkning. Men hvis du har lyst, har Louise sendt mig et link, der har potentiale til at gøre mig fattig. Cakes Cookies & Crafts har et vildt udvalg i alle mulige farver. Har I set de små blå delfiner! Og bananerne? Og honningkagemændene? Og sukkerstokkene? Hvorfor kan den slags ikke købes i Føtex, hva? Er der ikke nogen, der kan ringe og spørge Linie 3? Det virker som om de bruger meget tid der.
Hvis du er veganer, så husk lige at tjekke om din bøtte med funky sprinkles er veganske. Min chokoladekrymmel fra D. Oetker er f.eks vegansk, mens den blandede krymmel indeholder bivoks. Udover sprinkles kan man selvfølgelig også bruge hakkede nødder og kokosmel, og hvis de ikke er veganske ville jeg skyndsomt finde et nyt supermarked at handle i! Man kan også dyppe romkuglerne i smeltet chokolade.
Hvis du har et barn, så bliver du ophøjet til superforælder hvis ungen får sådan en romkugle med på madpakken om fredagen. Medmindre du bor i Odder kommune, så får du et brev om at du skal til samtale om dit barns korrekte ernæring. Såvidt de sagde i nyhederne i alt fald. Så pas på du ikke bliver stemplet som Sukkerspisende Familie for så får helseguruerne ondt af dit barn, og hvem gider have dårlig karma hængende over hovedet pga en romkugle?
Men hvis du ikke bor i Odder, eller hvis du bare er pisseligeglad, kan du lige starte med at lave den kage der. Hvis du har din egen favoritkakaokage, så brug den endelig. Men jeg er vild med den her, også til at spise til hverdag.
Hvis du er veganer, vil jeg anbefale De Syndigste Chokolademuffins Ever fra min Veganske Opskriftssamling. Bare bag dejen i en rugbrødsform istedet for, så er der ikke så meget skorpe at smuldre.
Kakaopundkage
125 gram smør
150 gram sukker
2 æg
1 spsk vanillesukker
25 gram kakaopulver
125 gram hvedemel
1 tsk bagepulver
Tænd ovnen på 175 grader og smør en rugbrødsform.
Rør smør og sukker lyst og luftigt med vanillesukkeret. Rør æggene i et ad gangen. Sigt mel, kakaopulver og bagepulver sammen og rør det i. Fyld dejen i formen og bag ca. 1 time. Lad kagen køle af i formen en halv times tid og vend den så ud på en bagerist til fuldstændig afkøling.
Og så er vi klar til at lave romkugler! Nu er det så her, at man kan lade fantasien råde, men I får min fremgangsmåde. Det er trods alt min blog. Du kan bruge andre slags marmelade – hindbær er vist populært, men jeg tror appelsinmarmelade ville give nogen fantastiske romkugler – og andre nødder. Du kan også tilsætte likør eller sprut og du kan røre smeltet chokolade i. Jeg gjorde således:
Hjemmelavede romkugler
ca 20 af valnøddestørrelse
½ portion kakaopundkage eller 1 portion syndig veganerkage
4 spsk solbærmarmelade
100 gram ristede, finthakkede hasselnødder
1 bøtte sprinkles i sjove farver
Smuldr kagen ned i en skål sammen med hasselnødderne.
Tilsæt halvdelen af solbærmarmeladen.
Ælt med fingrene.
Tilsæt mere solbærmarmelade til du har opnået den ønskede konsistens. Massen skal være fugtig for at kunne holde på hvad-du-nu-vælger-at-rulle-den-i, men den skal ikke være smattet. Medmindre du bedst kan lide det selvfølgelig. Smag dig frem!
Hæld sprinkles op i en skål. Tril romkuglemassen til romkugler i den ønskede størrelse og rul dem i de kulørte sager. Læg romkuglerne i en skål og spis!
Hvis du har nogen bolchepinde kan du dyppe dem i lidt smeltet chokolade og sætte en romkugle på. Dyp romkuglen i smeltet chokolade og dernæst i kulørte non-pareils. Og vupti har du min favorit-ting fra bageren da jeg var barn.
ContinueHvedeknopper til Store Bededag

Store Bededag er dagen hvor vi alle samles og beder pænt om en ny regering. Det er ganske vist. Store Bededag falder i år på fredag d. 8 maj og så er der gang i hvedeknopperne hos bagerne, så folk kan spise varme hveder. Dejligt koncept! Jeg elsker højtider, for man får så meget god mad. Lige nu er jeg f.eks igang med at planlægge menuen til Valborgsaften, men mere om det senere. Nu handler det om hveder.
Store Bededag er en snedig opfindelse fra datidens adel. Dengang havde vi et frygtelig væld af helligdage og bededage. De høje herrer mente bestemt at folk brugte for meget tid på at bede og gøre bod, hvilket jo næppe kunne betegnes som konstruktivt og samfundstjenstligt. Tiden var bedre brugt på at arbejde, så de lavede simpelthen en Bededagssammenlægning. Det forlyder at Lars Løkke havde Bededagssammenlægningen som forbillede, da han lavede kommunalreformen, men disse rygter kan jeg ikke få bekræftet.
Hvorfor spiser man hveder? Det er fordi i gamle dage, da verden endnu ikke var helt af lave og på afgrundens rand, der måtte man ikke arbejde på helligdage. Faktisk måtte man ikke engang arbejde aftenen før. Man skulle se hellig ud og gå til gudstjeneste, skulle man. Også bagerne. Hvilket de nok satte pris på, eftersom det var deres eneste fridag på året. Så de bagte nogen ordentlige bamser af hvedeboller, som man kunne købe dagen før og dydigt spise på selve Store Bededag. Folk var dog antiautoritære af natur, så de begyndte at spise dem nybagte aftenen før, og det gør de fleste vist stadig. Hvilket er forståeligt nok, for de smager bedst nybagte. Københavnerne har iøvrigt en eller anden fetish med at futte rundt på voldene før de skal hjem og spise hveder, men det forstår en jyde som mig sig næppe på.
Vi kan tilsyneladende takke en mand, der hed Struensee, for at Bededagen blev bevaret. Han lavede nemlig en grundig oprydning i helligdagene, men bevarede Store Bededag fordi Københavnerne bestemt ville dø uden deres årlige spadseretur på volden. Hvornår kunne borgerskabets damer ellers med rette lufte deres nye hatte OG være hellige på samme tid? Som tak blev Struensee lagt på hjul og stejle for at have gramset på dronningen. Vi må håbe den samme skæbne ikke overgår Lars Løkke.
Men altså. Det handler om hveder, og hvis du vil være overskudsagtig, så bager du dem selv. Det er nemt og hurtigt og kræver ikke engang æltning. Til gengæld kræver det et firkantet fad på ca 30×20 cm. Jeg brugte mit smækre Le Creuset fad som jeg fik af Bedstevennen og stadig ikke helt er kommet mig over. Det er verdens bedste ildfaste fad, intet mindre.
Eftersom hvedeknopper ikke får lov til at modne eller udvikle gluten (og smag), så er det ikke brød man sådan gemmer. De smager bedst varme eller ristede.
Print opskrift
Print indkøbsseddel
Hvedeknopper
12 stk
2 dl lunken mælk
50 gram gær
100 gram smeltet smør
2 æg
40 gram sukker
1/4 tsk vanillepulver
1 tsk stødt kardemomme
450 gram hvedemel (cirka)
Smørret smeltes og sættes til afkøling.
I en lille skål opløses gæren i den lune mælk. I en anden og større skål røres æg og sukker sammen. Det skal ikke piskes skummende, det skal bare lige piskes sammen. Vanille, kardemomme og salt røres i. Det smeltede, afkølede smør røres i æggene og til sidst røres mælkeblandingen i.
Melet tilsættes lidt efter lidt, til du har en klæbrig, men ikke flydende, dej. Bank den godt sammen med grydeskeen, dæk den til og lad den hæve et lunt sted en times tid. Og brug en stor skål, for den hæver godt op.
Når dejen har hævet tages den ud på et meldrysset bord. Giv den et par på låget så den klapper sammen, men lad være med at ælte den.
Smør et ildfast fad, 30×20 cm og læg evt bagepapir i bunden. Form dejen til 12 lige store boller og læg dem i fadet. Lad dem så hæve cirka en halv time, til de er fordoblet i størrelse og hænger sammen.
Pensl med æggehvide eller mælk og bag dem 15 minutter ved 225 grader (200 grader varmluft) til de er mørkt gyldne.
Lad dem køle et par minutter i formen og vend dem så ud på en bagerist til de er afkølet tilpas meget til at man kan forsvare at røre ved dem.
Hvis hvedeknopperne ikke spises samme aften, er de mest velegnet til at riste, da de hurtigt bliver lidt tørre og kedelige i det.
Tærte med feta og rejer

Tærte med feta og rejer
I går var det bragende godt vejr, her i Århus. Så godt at at jeg pakkede en taske med godter og skred i skoven med Bedstevennen. Til Moesgård, selvfølgelig. Lidt oldtidsfreak er man vel, og så er der toiletter både ved museet og ved stranden så man slipper for at pisse i skoven og sætte måsen på en brændenælde ved et uheld. Ikke fordi den ulykke nogensinde er overgået mig.
Vi så selvfølgelig en del dyr, de vader bare frit rundt i skoven som om de ejede den. Nede ved Skovmøllen futtede en andemor rundt med ikke færre end sytten fucking ællinger. Sytten ællinger! Og der var totalt styr på alle sytten, de skulle ikke nyde noget af at blive ladt tilbage. Sådan en ælling, der pludselig opdager at den er ladt alene tilbage kan muligvis både bryde ludmuren og slå hastighedsrekorden i vandski-på-fod når den blæser tværs over dammen i total panik over at familien er på vej væk. En hurtig googlesøgning afslørede at folk ikke er helt enige om hvor mange æg sådan en rapand lægger, men alt fra 9 til 16 blev nævnt, så andemor her hører vist til den mere fertile slags.
Vi så også et sort egern, men den ville ikke snakke. Den klatrede skyndsomt langt op i et træ hvor den satte sig på en gren og gloede på os mens den kløede sig bag øret og overvejede at smide en vandballon. Jeg kunne se det i dens blik – satans til nøddeknækker.
Nå men det vigtigste på sådan en skovtur er jo maden. Jeg havde pakket en klase vindruer, en bunke kanelsnegle, noget vand og en eller anden form for fancy “perlende nektar” der var på tilbud i Kvickly og som smagte ret godt. Og så den her tærte, som er meget god og absolut må laves. Basta.
Jeg har forsøgt mig med en printklar indkøbsliste – det er stadig på forsøgsstadiet, men jeg håber det går an. Vi er ikke så avancerede her i huset.
Indkøbsseddel for Tærte med feta og rejer
Tærte med feta og rejer
En 20 cm tærte
Mørdejsbund med rosmarin:
250 gram fuldkornsspelt eller bare almindelig hvedemel
150 gram koldt smør
1 tsk stødt rosmarin
1 æg
Evt 1-2 spsk vand
Gnid smørret ud i melet til det ligner groft sand. Tilsæt æggeblomme og vand og saml dejen hurtigt. Lad være med at ælte den. Pak den ind og læg den på køl mindst ½ time. Rul den ud, igen uden at ælte – dejen vil samle sig under udrulningen. Æltning vil aktivere gluten og gøre bunden sej istedet for sprødt smuldrende. Beklæd en 20 cm tærteform og prik bunden med en gaffel. Dæk den til og sæt den i køleskabet til den er gennemkold, mindst 1 time. Tærtebunden kan også fryses på dette tidspunkt og den kan sagtens stå natten over i køleskabet. Nu er den klar til at blive fyldt.
Fyld
125 gram feta
3 store æg
250 ml creme fraiche
Friskkværnet peber
150 gram små rejer, grundigt afdryppede
Smuld fetaen med en gaffel så der ikke er nogen store klumper. Rør alle ingredienserne grundigt sammen og tilsæt så rejerne. Der er meget salt i feta, så det burde ikke være nødvendigt at tilsætte salt til æggemassen. Fyld massen i tærtebunden og bag ved 190 grader i ca. 35 minutter. Fyldet vil sandsynligvis hæve op, men det falder sammen igen og bliver pænt fladt når tærten tages ud af ovnen.
Spises lun eller kold med salat og strandsand. I alt fald hvis du sidder på en bænk ved stranden.
Nem gæstemiddag: Kalvegrydesteg og jordbærmarengsdessert

Min søster begik dødssynden: Hun ringede og ville arrangere middag med få timers varsel. Det kan man sgu da ikke! Det er at berøve mig de bedste timer i mit liv – dem, hvor jeg planlægger menu, køber ind og forbereder. Jeg kan bruge dage og uger på den slags. I skal se mig i december, hvor det både er jul OG julefrokost OG nytårsaften – og så min fødselsdag kun en måned senere. Fantastisk årstid. Men når jeg kun har 3 timer, så er det jeg ønsker at jeg havde den der evne til at manifestere en gourmet middag med tankens kraft. Hvad kan man lave på 3 timer? Ikke en skid! Eller – ikke noget der kræver lang tids nørdning og avancerede teknikker, og det er jo det, jeg allerbedst kan lide, okay? Men det lykkedes da. Det lykkedes endda også at lave det forholdsvis billigt. Sådan en kalvegrydesteg er et dejligt billigt stykke kød. Nu var det ikke mig, der købte den her, men jeg har da stået og gloet på nogen økologiske nogen i Irma til en små 100 kr for en 4-5 personers steg, og til en afslappet hyggemiddag er det da ikke så galt. Åh gud jeg lyder som Martha Stewart nu.
Man skal have plads til både kartofler og steg på samme tid i ovnen – jeg har brugt varmluftsovn, for så kan jeg sætte møjet på 2 etager. Hvis du ikke bruger varmluft, men istedet laver kartoffelmos eller hvad ved jeg, så skru op på 190 grader.
Hvad desserten angår, så er det helt lovligt at bruge købemarengs. Det gjorde vi. Jeg kan nemlig ikke nå at bage mine egne marengs når jeg kun har 3 timer til min rådighed, hvoraf stegen tager det halve. Men købemarengs er altså mest som at spise sødet kridt, så hvis du har tiden…
Print indkøbsseddel til Kalvegrydesteg og jordbærmarengsdessert
Kalvegrydesteg med rosmarinkartofler
4 pers
1 kalvegrydesteg på 800 gram
1/4 liter rødvin
1/4 liter kalvefond
10 peberkorn
4 enebær
2 laurbærblade
2 fed hvidløg
2 kviste rosmarin
1 tsk groft salt (gerne røget salt)
Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
Skær hvidløget i skiver og tryk enebærrene flade. Hæld fond og rødvin i et ildfast fad, der passer til stegens størrelse. Smid samtlige krydderier i og drys stegen med saltet. Dæk med folie og sæt nederst i ovnen. Stegen skal have ialt 1½ time og derefter hvile under folie i 20 minutter.
Rosmarinkartofler
4 pers
4 store bagekartofler
2 kviste rosmarin eller 1 tsk tørret
Et par spsk olivenolie
Groft salt
Skær kartoflerne i lige store stave eller både. Vend med olivenolie og finthakket rosmarin. Bred ud på en bageplade og drys gavmildt med groft salt. Kartoflerne skal have ca 40 minutter afhængig af størrelse. Sættes øverst i ovnen.
Serveres med tomatsalat og stegeskyen hældt over.

Jordbærmarengsdessert
4 pers
4 marengsreder (se opskrift her)
500 gram jordbær
2 spsk rørsukker blandet med korn fra ½ stang vanille
1/4 liter piskefløde
1 tsk vanillesukker
1 spsk flormelis
Chokoladekrymmel til børn og barnlige sjæle
Jordbærrene skæres i skiver og lægges i en skål. Drysses med sukkeret blandet med vanillekorn. Står en times tid eller to.
Ved anretning piskes fløden til skum med vanille og flormelis. Jordbærrene fordeles på marengsbundene og der toppes med flødeskum og drysses med chokoladekrymmel. Spises straks så marengsen ikke bliver blød.
Superheltekræfter
Efter snakken om Heroes kom jeg til at tænke på hvad den ultimative superpower ville være. Det første, der faldt mig ind, var magten til at manifestere en hvilkensomhelst dessert eller middagsret, hvis jeg nu følte trang til hjemmelavet kvalitetsmad, men ikke gad stå i køkkenet.
Hvad er din ønske-super-power?
ContinueRisotto med rejer og koriander

Er der nogen af jer, der ser Heroes? I ved, den der TV serie om folk med superheltekræfter. Personligt ville jeg gerne være hende, der heler uanset hvad hun bliver udsat for. Det ville være en god egenskab når man er en kombination af køkkennørd og klutz. Men jeg føler fak
[statisk støj]
[prøvebillede]
Sorry. Postbudet ringede lige på og nu kommer jeg ikke videre i den tankebane. Jeg har nemlig lige modtaget min nye mobiltelefon med posten. Og hvorfor skal jeg have en ny mobiltelefon? Onde tunger vil jo nok påstå at det er fordi jeg smed min gamle mobil i vaskemaskinen i en uheldig kombination af spontan jakkevaskning og mangel på præventiv lommetømning. Men det er naturligvis løgn. Det forholdt sig nemlig sådan at mobiltelefonen havde været til infomøde i Faderhuset. Her var den blevet udsat for Mama Ruths kærlige behandling, og indså at de ting, den havde gjort for mig – f.eks sendt beskidte sms’er – var medvirken til synd. Men det skulle være slut, mente den. Den ville døbes. Og ikke bare døbes – den ville kogevaskes, så den kunne møde Jesus uden synd på sjælen. Hvis nu den skide mobil var kommet til mig først, så kunne jeg have henvist den til en jeg kender, der er ved at læse til præst. Hun kunne nok have forklaret den et par ting om kogevask og vievand og så havde jeg måske haft min telefon endnu. På den anden side var den noget gammelt lort, så intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Og heldigvis overlevede simkortet.
Nu har jeg en lyserød telefon. Woooh! Og jeg kan ikke finde ud af at bruge den, for jeg har altid været nødt til at købe to år gamle modeller så jeg er håbløst bagud. Indtil videre har jeg dog fundet ud af at slå tastaturtonen fra samt sende sms’er. Og så kan det vel ikke gå helt galt.
Det skal naturligvis fejres med risotto. Mmm risotto. Jeg har overvejet om jeg skulle lave risotto med perlespelt eller byg eller noget, bare for at få lidt fuldkorn indenbords. Det må jeg lige kigge på senere. Først skal jeg spise resten af den grundrisotto, der står i køleskabet. Jeg har brugt halv feta og halv pecorino, bare for at se om det smagte godt. Det gjorde det, men det ødelagde lidt stemningen at der står “salat ost” på min feta bøtte ![]()
Og husk nu at billig parmesanost ikke virker til risotto. Det virker også tåbeligt, på en eller anden måde, at stå og koge dyre risotto ris og så smide dåseparmesan i…
Risotto med rejer og koriander
4 pers
300 gram risottoris
1,5 dl tør hvidvin
1½ liter hønsefond
6 forårsløg
1 fed hvidløg
1 spsk smør
2 spsk olivenolie
150 gram rejer
1 bundt frisk koriander
50 gram GOD! pecorino eller parmiggiano
50 gram GOD ØKOLOGISK GEDE/FÅRE feta (salat ost min bare…)
75 gram smør
Skær forårsløg i tynde skiver og hak hvidløg fint. Riv pecorinoen og smuldr fetaen. Hak korianderen. Læg det i en skål med persillen og smørret så det er klar. Mål risottorisene og hvidvinen af og gør fonden klar. Sørg for at alting er målt af og står klar, inden du går igang. Når du først er igang med risottoen, kan du ikke forlade den.
I en lille gryde bringes fonden i kog, og står så og simrer.
I en større gryde – ca 3 liter – steges begge slags løg bløde i smør og olivenolie. De må ikke tage farve. Tilsæt ris og rør godt rundt. Hæld så vinen i under omrøring. Du skal røre i risene hele tiden. Når al hvidvinen er opsuget hælder du første portion fond i. Brug en stor opøserske, en skefuld ad gangen. Rør hele tiden rundt mens risene opsuger fonden. Når foden er suget op, hælder du den næste skefuld i, og sådan bliver du ved, til risene er møre. De må kun småkoge undervejs. Løber du tør for fond, kan du spæde op med kogende vand.
Risene skal være møre, men stadig have lidt bid. De må endelig ikke koge ud og blive til smat. Alle os, der ser Hell’s Kitchen, ved at Gordon Ramsay bliver FRYGTELIG gal når det sker, og så må det betyde at det er noget skidt. Så husk at smage på et par riskorn hver gang du hælder en ny øsefuld fond i gryden. Lige før de er færdige, tilsættes rejerne, men lad være med at tilsætte dem for tidligt. De bliver lynhurtigt hårde og kedelige hvis de koges med for længe. De skal bare varmes.
Så snart risene er møre og væsken opsuget, tages gryden af varmen. Ost, koriander og smør røres i, blandes grundigt rundt og så lægges der låg på gryden. Den skal nu stå og trække 2 minutter, og det er vigtigt for konsistensen.
Øs risottoen op i dybe tallerkener og pynt med mere koriander og måske et par ekstra rejer. Serveres straks.
Hjemmelavede chokoladekiks

Jeg skal anstrenge mig til mit yderste for ikke at gøre denne post til endnu en af mine lange rants om margarine og palmeolie og pulverskodmad. Men det er svært, især når chokoladekiks i den grad er et mishandlet produkt. Og det er SÅ NEMT at lave dem selv. Så nemt så nemt.
Jeg kan godt lide chokoladekiks. Eller “sandwichkiks med kakaocreme” som det jo hedder nu, fordi der ikke er noget chokolade i. Måske skal jeg ændre titlen på mine? Men jeg tror altså næppe der er nogen der googler en opskrift på “hjemmelavede sandwichkiks med kakaocreme”. Og hvis de gør, så står det midt her i blogposten.
Mit problem er som sædvanlig at jeg ikke kan finde nogen kiks på markedet, som jeg virkelig godt kan lide. Jeg har gnavet lidt i Urtekrams, der udmærker sig ved at være lavet med spelt. Men lad os indse det, selvom jeg er vild med de fleste Urtekram produkter, så er deres kiks industrikiks med palmeolie. Desuden er kiks-til-creme ratioen helt ad helvede til, så jeg føler jeg spiser savsmuld.
Jeg besluttede mig for at lave nogen selv. Sgu. Første hurdle var kiksen. Jeg kunne selvfølgelig bare lave en sød mørdej og holde fyraften, men det er jo ikke det samme. En rigtig chokoladekiksekiks er let, sprød og luftig. Derfor blev udgangspunktet en mørdej lavet med hjortetaksalt som hævemiddel, og tilsat kartoffelmel og flormelis for at holde på den let tørre sprødhed. For at få lidt gods i kiksen brugte jeg Aurions stenmalede sigtede hvedemel. Hvis du bruger almindeligt hvedemel, skal du være opmærksom på at det ikke suger nær så meget vand. Vent derfor med at tilsætte det ekstra vand til du er helt sikker på at dejen ikke samler sig.
Med få snuptagsændringer kan disse kiks laves til veganske chokoladekiks. Hvis du ikke gider at nørde med hørfrøskum, kan du tilsætte et par spsk ekstra vand istedet.
Hjemmelavede chokoladekiks
ca 25 stk
250 gram hvedemel
50 gram kartoffelmel
½ tsk hjortetaksalt
150 gram flormelis
150 gram blødt smør eller mælkefri margarine
1 tsk vanillesukker
Et nip salt
1 æg eller ½ dl hørfrøskum
1-2 spsk koldt vand hvis dejen er for tør
De tørre ingredienser sigtes sammen. Hvis dejen køres i røremaskinen, starter man med at tilsætte smørret/margarinen og køre på laveste hastighed med K spaden. Derefter tilsættes æg/hørfrøskum og dejen køres videre til den samler sig. Hvis den er for tør, tilsættes lidt vand. Ælt dejen let sammen på bordet og klap den ud til en cirkel. Det vil gøre udrulningen nemmere senere. Pak dejen godt ind, så den ikke tørrer ud, og læg den i køleskabet en halv time.
Rul dejen tyndt ud, ca 3 mm tykkelse. Stik den ud med et glas eller en småkage udstikker og læg kiksene på en bageplade beklædt med bagepapir. Bages ved 200 grader i 8-10 minutter. Husk at holde øje, for bagetiden afhænger meget af hvilken tykkelse det lykkes dig at rulle dejen ud i. Og bare et enkelt minut for meget kan futte hele pladen af.
Lad kiksene køle af på en rist. Når de er helt kolde lægges de sammen med chokoladecreme og spises i rå mængder.
Chokoladecreme
125 gram smør eller margarine
300 gram flormelis
½ dl kakaopulver
1-2 spsk mælk
1 tsk vanillesukker
1 knsp salt, hvis du bruger margarine
Pisk smørret til det er lyst og luftigt. Tilsæt flormelis lidt efter lidt. Når det begynder at blive for tykt til røremaskinen, tilsættes 1-2 spsk mælk alt efter hvor tykt man ønsker det. Pisk til sidst vanillesukker i. Konsistensen kan justeres efte ønske ved at tilsætte enten mælk eller flormelis.