Persille risotto med gul squash og portobellosvampe i hvidvin

Jeg bliver altid overrasket over hvor lang tid, det egentlig tager at gå i IKEA. Jeg tror stadig det er muligt at fise igennem på ½ time. Når jeg så, to-tre timer senere, står ved kassen med ømme futter og smeltet dankort, må jeg atter indse at det simpelthen er fysisk umuligt. Og det er ligegyldigt om jeg bare skal have en stol, der hedder Ingolf, eller om jeg skal have møbleret hele min lejlighed med serien Liatorp. Og det skal jeg. Have møbleret med Liatorp, altså. Hvis nogen derude har noget I vil sælge (og bor i nærheden af Århus) så sig lige til. Pånær knagerækken. Jeg vil ikke have knagerækken. Og hvorfor vil jeg ikke have knagerækken? Fordi den bitch til Randersdulle købte NØJAGTIG DEN SLAGS JEG VILLE HAVE! Og jeg kan ikke have samme slags knagerække som hende. Det siger vel sig selv.
Men det er ok. Jeg finder en anden løsning. Måske stjæler jeg den fra hende.
Til aftensmaden igår, følte jeg for en gangs skyld for at gøre en indsats og lave noget risotto. Jeg har aldrig lavet risotto før, altså den slags med risotto ris. Jeg har lavet det med quinoa og sådan, men aldrig sådan på den rigtige måde, med parmesan og hønsefond og det hele. Den seneste måneds tid har jeg flere gange taget tilløb, men det er sgu da svært at finde de skide risottoris. Det eneste sted jeg har fundet dem, er i Føtex, og jeg måtte prøve flere gange fordi hele Århus tilsyneladende æder risotto i rå mængder lige pt, så de var sgu altid udsolgt. I Føtex fandt jeg også en gul squash. Jeg elsker gul squash! De er så fine og farverige og jeg bilder mig ind at de er mildere og sødere end grøn squash. Da jeg nåede til hvidvinen var jeg lidt på røven. Jeg har ikke forstand på vin, jeg drikker det stort set aldrig. Til gengæld hælder jeg det glad og gerne i maden. Til risottoen sagde Jamie Oliver at jeg skulle bruge en tør hvidvin, så jeg nuppede en Riesling, der påstod den var tør. Synes nu egentlig den virkede ret våd… men hvad forstand har jeg også på det.
Hvad parmesan angår… jeg ved godt jeg har sagt det tit, men hvis du bruger en billig, revet parmesan, så kan du ligesågodt hælde risottoen i skraldespanden med det samme. Ud over at det smager dårligt, så kan det der tørre ostepulver med antiklumpningsmidler og smeltesalte altså ikke give den rigtige cremede konsistens. Så fut ud og køb den pecorino. Den koster kun 25 kr. Afsted! Jeg venter her imens. Du kan også købe en parmiggiano, den har en bedre kilopris. Begge dele fås i både Kvickly og Føtex og Bilka og Super Best og hvad fanden de hedder allesammen, så der er ingen undskyldninger. Vamos!!
Jeg har taget udgangspunkt i en grundopskrift af Jamie Oliver, men da jeg 1) ikke havde nogen af de sære ingredienser han brugte i sine varianter og 2) er kronisk ude af stand til at følge en opskrift uden at eksperimentere og lave om på det hele, så brugte jeg bare hvad jeg nu lige havde. Deriblandt min fine gule squash.
Eftersom jeg kun er mig selv, tog jeg risene af varmen, da de var næsten møre. Så hældte jeg dem i en bradepande, minus en portion selvfølgelig, dækkede den til og satte den i køleskabet. Ifølge Jamie Oliver kan de holde sig 3 dage, og så kan man bare tage en portion ud og lave den helt færdig i den variant man nu har lyst til. Så jeg skal æde risotto de næste tre dage!
Persille risotto med gul squash og portobellosvampe i hvidvin
4 pers
1 gul squash
4 portobellosvampe
Olivenolie og smør til stegning
Et plask hvidvin
½ tsk rosmarin
Skær squashen i tynde skiver og skær ligeledes portobelloen i store tern. Varm en stor pande op med lidt smør og olivenolie og drys rosmarin over. Læg squashskiverne på panden og steg dem gyldne på begge sider. Tager max et par minutter. Når de er færdige drysses de med en smule fint salt og tages af panden og lægges på en tallerken. Put svampene på panden og hæld hvidvin over. Lad hvidvinen koge af uden at røre i svampene. Tag dem af og læg dem hen til squashen. Dæk til med folie eller en tallerken for at holde dem varme.
300 gram risottoris
1,5 dl tør hvidvin
1½ liter hønsefond
2 skalotteløg
1 fed hvidløg
1 spsk smør
2 spsk olivenolie
100 gram pecorino eller parmiggiano
1 dl hakket persille (frost er fint)
75 gram smør
Hak skalotteløg og hvidløg fint. Riv pecorinoen og læg den i en skål med persillen og smørret så den er klar. Mål risottorisene og hvidvinen af og gør fonden klar. Sørg for at alting er målt af og står klar, inden du går igang. Når du først er igang med risottoen, kan du ikke forlade den.
I en lille gryde bringes fonden i kog, og står så og simrer.
I en større gryde – ca 3 liter – steges begge slags løg bløde i smør og olivenolie. De må ikke tage farve. Tilsæt ris og rør godt rundt. Hæld så vinen i under omrøring. Du skal røre i risene hele tiden. Når al hvidvinen er opsuget hælder du første portion fond i. Brug en stor opøserske, en skefuld ad gangen. Rør hele tiden rundt mens risene opsuger fonden. Når foden er suget op, hælder du den næste skefuld i, og sådan bliver du ved, til risene er møre. De må kun småkoge undervejs. Løber du tør for fond, kan du spæde op med kogende vand.
Risene skal være møre, men stadig have lidt bid. De må endelig ikke koge ud og blive til smat. Alle os, der ser Hell’s Kitchen, ved at Gordon Ramsay bliver FRYGTELIG gal når det sker, og så må det betyde at det er noget skidt.
Så snart risene er møre og væsken opsuget, tages gryden af varmen. Ost, persille og smør røres i, blandes grundigt rundt og så lægges der låg på gryden. Den skal nu stå og trække 2 minutter, og det er vigtigt for konsistensen.
Øs risottoen op i dybe tallerkener og læg grøntsagerne ovenpå. Serveres straks.
Du kan variere risottoen med hvad du nu ønsker. Bare udelad persille, squash og portobello og lav så opskriften med de krydderier, det kød og de grøntsager du selv synes. Det smager dødgodt!
12 Comments
Årh, det bliver tre rigtig fine dage! Jeg elsker risotto! Hvem mon ham Otto er, som har lagt navn til det? Han må sidde et sted – evt. himlen eller lignende – og være vældig stolt af retten og navnets udbredelse….
Hønefond er da ikke vegetarisk Siffy!
FUCK! *rette*
Godt nogen er mere vågne end mig kl lort om morgenen.
Er også med på risotto-vognen, laver det flere gange om måneden…
Med fare for at blive lynchet, vil jeg med lille stemme sige, at “man kan altså godt bruge almindelige økologiske grødris, til en tirsdag aften. Og bruge hvidvinseddike istedet for hvidvinen, hvis man ikke har en Riesling ved hånden”… Til gengæld SKAL osten være go!
Ha’ en skøn weekend!
Jeg plejer at købe urtekrams arbori-risottoris i irma, de er rigtig gode
Hvis man vil give den et tvist, så tilføj saften og skallen af en citron samtidig med hvidvinen
Risotto rester kan altså også være ret godt at stege på panden næste dag….
Åbenbart ikke nok vågen til at stave til ‘hønsefond’
Hvor får man fat i 1½ l fond uden det koster en formue? Synes aldrig jeg ser det i andet end små flasker, som man så skal bruge 4-5 af for at nå op på så meget fond.
Hvis du ikke koger fonden selv (og hvem æder så store mængder kylling?) så køber du bare de små flasker. De skal jo blandes op med vand…
der er til mange risottoer i sådan en flaske. Jeg bruger en økologisk en fra Oscar.
Så må jeg lige se om jeg kan finde den fra Oscar, dem jeg har vovet at kigge på skulle nemlig ikke blandes op med vand, og så går det pludselig hen og bliver en bekostelig affære xD
Men tror jeg vil kaste mig ud i en masse otto her i den nærmeste fremtid, synes jeg har fået nok af at eksperimentere med pasta nu *GG*
De der “Touch Of Taste” flasker kan i alt fald fås overalt.
Fond? Min smager fint bare på bouillon…men kan vel altid blive bedre