Lidt morgenævl
Jeg har opdaget at jeg er mest omgængelig som person, hvis jeg går i seng mellem 21 og 22. Eftersom min omgangskreds klart foretrækker at jeg ikke bider hovedet af dem, har jeg forsøgt at hoppe tidligt i seng. Fordi sådan er jeg. Selvopofrende, gavmild og ganske enkelt bare Et Godt Menneske.
En af bivirkningerne ved at gå tidligt i seng, er at jeg vågner enormt tidligt. Lige pt er det pisseirriterende, men da jeg var hesteejer, var det skidepraktisk. Der var en sommer, hvor det var så varmt at jeg var nødt til at ride kl 6 om morgenen. Når jeg så troppede op ude hos krikkerne, så det ca. sådan her ud:

Det er Veganerhesten, der holder vagt over to væltede føl. Læg mærke til de mørkebrune ben, der stikker ud inde fra skuret. Det ligner mest af alt en crime scene fra CSI. CSI Equestrian. Den serie burde de lave, jeg ville se den. Hvis de sendte den på en kanal jeg kan se. Fandme om jeg vil betale 350 kr om måneden for at glo på 200 hjernedøde, intetsigende TVkanaler. Det er fint med DR, TV2 og TV3. Mere elendighed kan jeg simpelthen ikke rumme i mit karmiske hjem. Medmindre nogen andre betalte… hey, er der nogen, der vil forære mig den store kanalpakke? Det ville være ret nice at kunne se stand up på Zulu. Men som Bedstevennen så fornuftigt sagde, så kan man købe mange DVD film og TVserier for de penge. Og man skal lytte når Bedstevennen siger noget fornuftigt. Det sker nemlig utrolig sjældent, så det er bare om at klynge sig til guldkornene, når de endelig falder.
Jeg ved ikke noget bedre end at få en ny serie på DVD. Så er der dømt nedrullede gardiner, store mængder koffein og alt for lidt søvn i de to-tre dage det tager mig at køre en sæson igennem. Da jeg fik Buffy The Vampire Slayer sov jeg ikke i en uge. Sådan er det, når jeg bliver grebet af noget. Da jeg gik under jorden en uge med Stieg Larsson bøgerne, var der faktisk nogen af mine venner der blev helt bekymrede for om jeg lå død i brusekabinen med badehætte på. Tabere. De kunne sgu da bare have læst min blog og set hvad årsagen til mit fravær var.
Men sådan er jeg. Lige pt har jeg fået fingrene i Anna Pihl. Ja, der er nogen, der har påpeget det mærkelige i at en venstreorienteret hippie som mig ser en politiserie. Heldigvis for mig er jeg en nuanceret anarkist, der ikke hader politiet per default. Jeg kan nemlig godt forstå og acceptere at andre har et andet syn på tilværelsen end mig (med visse åbenlyse undtagelser forstås). Også selvom I allesammen så åbenlyst tager fejl. Men det er ok! For jeg er et rummeligt menneske. Sålænge I tilbeder mig, kan jeg tilgive meget. Desværre er der kun 10 afsnit i sådan en Anna Pihl sæson, så det tog mig lige præcis 1 dag og 6 flasker Pepsi Max at kværne hele sæsonen igennem. Bagefter havde jeg meget firkantede øjne. Oy.
Når jeg siger 6 flasker, så mener jeg ikke 1½ liters flasker. Så meget ekstra væske kan min krop dog trods alt næppe rumme. Nej, jeg mener glasflaskerne med 25 cl. For jeg køber helst sodavand i glasflasker. Kald mig gammeldags og paranoid, men kender I ph-værdien i en cola? Lav! Det er syre, for fanden. Syre i en plastikflaske. Og ingen latterlige EU-dikterede grænseværdier skal bilde mig ind at det på nogen måde kan være sundt. En Pepsi Max er jo en dødsfælde af kemikalier i forvejen. Ingen grund til at smide lidt plastik i blandingen også. I det hele taget er jeg ikke tilhænger af plastikindpakkede fødevarer og vil gerne eliminere dem fra min husholdning, men det er en anden blog der må skrives en anden dag.
Og nu har jeg ikke tid til at sidde her og glo. Jeg skal lave madplan, så jeg kan få lavet noget reel mad istedet for at leve af rugbrød, som jeg har gjort den sidste uge eller to. Kan det ses på bloggen at jeg har været begravet i min kogebog? Undskyld jeg har svigtet jer. Jeg er iøvrigt halvvejs med bogen, det ser sgu ud til at jeg for en gang skyld får gjort et projekt færdigt.
Nogen, der har nogen gode forslag til billig aftensmad? Jeg ved I brænder efter at oplyse mig, så hold jer endelig ikke tilbage.
14 Comments
Suppe!! Har lige lavet minestrone til hele familien, inklusive svigermor og hendes mand, der var ret stille i et stykke tid
Der skal selvfølgelig godt brød til, men det er jo ingen sag for dig
Tak for en herlig blog som jeg for nylig faldt over, og nu dagligt besøger!!
Christina i NZ
Godmorgen Sif!
Jeg kan vist kun falde tilbage på at jeg de sidste par dage har forsøgt at lave den perfekte pizzabund … ikke specielt dyrt, men heller ikke specielt interessant
Wee, jeg har lige fået sæson 8 af Buffy The Vampire Slayer som TEGNESERIE. Så den har jeg siddet og læst i til kl 3 i nat. Fuck, hvor har jeg savnet hele slænget. Zander er blevet vogter, det er så sært. Hvad med en hurtig karryret med en ds kokosmælk?
Spaghetti med Pesto :p Hurtigt, billigt og….. hurtigt!!! LOL
jeg lavede igår ….. grønærte suppe det er godt billigt og nemt
Fatter na´dar?
Nu piver du jo igen….. over dine manglende tv-kanaler!
Så køb dog et abonnemt på TV 2 Sputnik HER;
http://sputnik.tv2.dk/index.php/r-payment.html
199 kr. FOR HELE ÅR 2009……….og der dutme for mega-mange-timers-fun!
Jepper har selv her-sel´!
Tsk tsk tsk for gode råd og Bedstevennen..!!
Så kvinde! Mand dig op!!!
Tag en kiks og dit dankort (eller en andens?), betal og vupti….
Så kan du igen blogge og forhåbetlig vælge mit tema…Søde søde Sif
….Mig og min køkkenmaskine….???
Haha. Pusling, jeg vil sgutte betale for at se TV på webset! Lavkvalitet på en lille skærm. Nej, jeg venter på at nogen forærer mig den store pakke. Eller at jeg selv får råd.
Dejligt med nogen forslag! Rune, hvis du finder Den Perfekte Pizzabund, så siger du lige til ikke? Nu vil jeg sætte mine surdejsflutes i ovnen.
Joh, det skal jeg nok .. jeg plejer at bruge en lille smule gær, 120 gram lunkent vand, 60 gram fintmalet durum, 140 gram tipo 0-mel, og lidt olie .. ælte det i ca. 15 minutter og hive det i køleskabet imellem 6 og 18 timer, ud på køkkenbordet for at varme op lidt tid, og så ellers strække den ud med fingrene. Jeg bruger en pizza-sten, som får lov at varme godt op, med grill og alting i nogle minutter til sidst inden pizzaen kommer i. Det plejer at være okay godt.
Men det er jo ikke noget fancy ..
Pasta med marineret svinekød og flødestuvede østershatte?
Så meget pasta som du nu mener der skal bruges, ca 200 gram svinekød i tern, en halv lime, ca 200 gram østershatte, en sjat fløde, salt og peber, evt parmasan.
Mariner kødet i limesaft, salt og peber.
Sæt svampene over, så pastaen og så kødet. Serveres med friskrevet parmasan og en dusk grønt.
Omkostningerne kan nedbringes ved at udelade kød og ost, det er lige så lækkert uden som med =P
Billigt og nemt ^^
Og så ved jeg alt for godt hvad du mener med de serier og det med at betale for intetsigende tv, det er fuldstændig det samme her i huset. Der er ikke ret meget der er bedre end når jeg kan bringe en ny sæson hjem *love*
Rune, pizzabunde skal da heller ikke være fancy – de skal bare være gode! Jeg må eje sådan en pizza sten. Alle siger man ikke kan bage gode pizzaer uden.
Jasmin, nu blev jeg sulten. Jeg tror det ville være godt med kylling…
Det må du i hvert fald! Det siges at de fra tid til anden fås for ca. 50kr på tilbud .. alternativt kan man jo købe sådan en fin “Weber Style”-en til ca. 250kr, hvis man er mere til den slags …
Jeg synes det er svært at undvære sådan en pizza-spade for at få det helt rigtige resultat (Imerco, kr. 64,95) mens andre siger de har held med at tage stenen varm ud af ovnen, samle pizzaen på den (imens bunden så bager lidt) og sætte den ind i varmen igen når fyldet er kommet på.
Måske jeg bare skal bygge en stenovn i haven? Eller er det for nørdet…
Hvis jeg havde en have, ville jeg i stedet bygge en tandoor. Men det er så bare mig
En tandoor eh… det kunne også være fedt. Jeg vil også have en rygeovn til pølser og sådan. Måske skal jeg bare flytte til et sted med en større have.