Hjemmelavet påskeæg: Flødeboller med marcipanbund
Posted By Sif Syltetøj on March 15, 2009

Så fik jeg endelig losset mig selv igang med månedens tema.
Jeg elsker flødeboller. Eller dvs, det gjorde jeg. Engang. I 80′erne. Måske er det bare fordi det er så længe siden, men jeg synes bestemt flødebollerne var både større og bedre dengang. Ikke som idag, hvor en flødebolle er en oppustet kemikalie-klamhed til overpris. Helt ærligt – det er fucking æggehvidepulver, tilsætningsstoffer og sukker med skodchokolade på et stykke pap med vanillesmag. Hvorfor skal det koste så meget, og samtidig være så elendig kvalitet? Og hvis jeg endelig får trang til en kvalitetsflødebolle, og ikke vil lave dem selv, så må jeg pænt gå ned i Salling Super og investere over 100 kr i en pakke Summerbird flødeboller. Jeg betaler gerne for veludført håndværk – når man først en gang har stået med en bryllupskage til 60 personer og flere dages stress, lærer man at sætte pris på hvor meget arbejde der rent faktisk ligger i det. Og så får man samtidig lyst til at sparke alle dem, der sidder på bryllupsforaerne og tuder over at de skal give 45 kr/pers for en bryllupskage. Det er fandme billigt! Hvis jeg havde en bryllupskageshop, kan jeg love jer for at prisskiltet viste en hel del mere end 45 kr/pers.
Men hey, I kan jo altid bage jeres kage selv… og så bagefter fortælle mig præcis hvad I ville have i løn for det arbejde. Men altså, pointen var at jeg ikke har råd til at give 1o kr for en enkelt flødebolle, hvor meget det end så måtte være berettiget. Det var også derfor jeg lærte mig selv at dekorere kager. Billigere. Men som så meget andet smager flødeboller bedre hjemmelavet. Min opskrift er dog anderledes end de gængse man finder på diverse sider. Jeg bruger nemlig en kogt marengs for at få et tættere skum, det kan jeg bedst lide. Og så er det pissenemt. Bunden er lavet af bagt marcipan. Man kan godt købe vaffelbunde hos diverse webshops der handler med råvarer til slik, men når jeg står og laver lækre hjemmelavede flødeboller nægter jeg fandme at sætte dem på sådan en smagsløs papplade.
Man skal slet ikke bruge termometer til opskriften her – til gengæld skal man overveje om den små håndmixer i køkkenskabet kan stå distancen. Min kunne, men den skulle også lige ha en lur bagefter. Ialt skal man piske 10-15 minutter. Det er da ikke så slemt!
Jeg er ikke helt sikker på hvor mange flødeboller man kan vride ud af opskriften her. Jeg vil gætte på 30 små eller 10 i bøfstr. Jeg lavede ikke dem alle – resten af marengsen satte jeg i toppe på en plade og bagte dem sprøde ved 120 grader. De kommer til at smage godt til is. Husk iøvrigt at bruge pasteuriserede æggehvider. Selvom det hedder kogt marengs er der ikke meget kogning over det – massen kommer ikke over 60 grader.
Men nu, uden yderligere ævl, opskriften på hjemmelavede flødeboller.
Hjemmelavede flødeboller
ca 30 små
Bunde:
200 gram marcipan
Rul marcipanen ud til ½ cm tykkelse og stik den ud med et glas eller lignende. Læg cirklerne på en bageplade og bag dem 3 minutter ved 200 grader. Hold øje! Lige pludselig brænder de på, det tager ikke engang 5 min. Og de skal kun lige have lidt farve i kanterne, ellers bliver de meget hårde og totalt umulige at æde sammen med resten af flødebollen. Bundene er meget bløde lige når de kommer ud af ovnen, men de bliver hårde når de køler af. Så lad være med at overbage. Hvis de alligevel bliver for bløde er det bare at knalde dem i ovnen et minuts tid igen.
Kogt marengs:
3 pasteuriserede æggehvider (2 bægre Danæg)
150 gram sukker
2 tsk vanillesukker
Bland ingredienserne i en lille skål – dog mindst 1 liter – og sæt den over vandbad. Snup håndmixeren og pisk på mellem hastighed i ca 7 minutter til du får en tyk marengs. Massen skal være rimelig stiv. Når du trækker en ske op, skal toppene falde over. Husk at piske hele tiden, så massen ikke gryner i bunden. Tag skålen op af vandbadet og pisk videre på høj hastighed i små 5 minutter til marengsen er kølet noget af. Den vil blive meget tyk og til sidst danne stive toppe når du trækker en ske op. Nu er den klar.
Sæt toppe af marengs på bundene med en sprøjtepose. Jeg kan godt lide at bruge en stjernetyl, men en stor rund tyl giver det klassiske flødebolle udseende. Lad dem stå og lufttørre et par timer eller sæt dem i ovnen ved 150 grader i et par minutter hvis du har travlt.
Smelt ca 200 gram chokolade i vandbad eller i mikroovn.. Sæt flødebollerne på en rist med bagepapir under. Hæld chokoladen over hver flødebolle med en ske. Sørg for at de er dækket helt. Det overskydende chokolade falder ned på bagepapiret og kan bruges igen, hvilket næsten med garanti bliver nødvendigt hvis der skal være nok til at overtrække alle flødebollerne. Du kan drysse kokosmel på, hvis du var en af dem, der på barnlig vis sloges om dem med kokos når der var fødselsdagsflødebolleuddeling i klassen. Du kan også drysse hakkede, ristede nødder over. Det smager noget bedre.
Når chokoladen er stivnet løsnes flødebollerne fra risten med en paletkniv og spises. De kan holde sig et par dage – dog helst i køleskabet af hensyn til marengsen.
Jeg farvede faktisk mine flødeboller lilla. Det kan bare ikke ses på billedet. Hvilket måske er meget heldigt.




wuhuu!! ;0) hvor er de blevet flotte.
jeg elsker “kogt marengs” . . eller det er vel egentlig en italiensk marengs, men den er altså bare lækker!
MED kokos!! =)
Kogt marengs og italiensk marengs er ikke det samme – italiensk marengs er den, hvor man hælder kogende sukkersirup ned i stiftpiskede æggehvider. Den kogte er endnu tættere og også endnu mere holdbar end den italienske. Og det kan vi lide!
MUMS….det skal prøves
)
Så fik jeg så lige ødelagt min lyst til aftensmad….GIV MIG EN FLØDEBOLLE!!!!! Det skal så meget prøves.
Øj, hvor ser de gode ud! Jeg synes nu, det er synd, at den lilla farve ikke kan ses – det er da en rigtig kinky farve til en flødebolle
Det er nemlig rigtigt, Siffy, flødeboller VAR større i vores barndom – lissom der altid var 2 meter høj sne flere uger hver eneste vinter – og Piratos`erne var stærkere – og en rar mand i rødt kom forbi 24. december gerne lige efter aftensmaden – og grisene kunne flyve.
Er bange for ordet er “erindringsforskydning” – damn…….
Hvor ser de bare gode ud…. Tror sørmer jeg må ud og købe marcipan og chokolade i dag…:-)
Ah men Kilroy, tjek lige artiklen her…
http://politiken.dk/tjek/dagligliv/mad/article669983.ece
It happens all the time!
Smovs! Det ser jo ikke engang særligt svært ud… besværligt, måske, men ikke svært.
Mums – kunne være man skulle tage sig sammen en dag.
Det må jeg prøve. Har inviteret til fødselsdag på søndag. Der kan jeg vel godt byde på en flødebolle?
Gid jeg havde din evner til at lave en flot pyntet kage
For h…… hvor jeg hader, når en af mine påstande konfronteres med bevismateriale – heldigvis står der i artiklen INTET om flødeboller *phew*
Flødebollerne VAR større – ca. halvanden gang, og det vil sige, at deres volumen var ca. det samme som det, man er så uforskammet at kalde “bøffer” i dag.
Sif… siiif. Sif, hvor er du henne? Nej, du sidder da vel ikke og ser X-factor.. vel?
Jeg ville afprøve din opskrift idag, men.. etellerandet må være gået galt. Jeg har aldrig haft problemer med marengs før, men af en eller anden grund gik det bare ikke.
I første omgang ville æggehviderne overhovedet ikke blive stive over vandbad efter knap 10 minutters pisken.. de vedblev en flydende, hvid masse uden spikes.
Så smed jeg den over på køkkenbordet og piskede videre i håbet om at det ville hjælpe når den blev koldere. Men først efter knap 20-30 minutters videre pisken begyndte det at ligne noget.
Da den så endelig blev nogenlunde stiv smed jeg den over på mine bunde og til lufttørring. Da jeg så kommer forbi knap 1-2 timer efter er hele fadet dækket af en klar væske der er trængt ud af skummet. Og det er så blevet ved med at rende ud af dem med omtalte væske lige siden.
Nu har jeg smidt dem ud. Det virkede somom det var sukkeret som var pisket med hviderne? Det er ihvertfald en forholdvis klistret masse der kunne ligne alm. smeltet sukker.. men hvorfor dælen skulle ægget skille sukkeret fra? Jeg brugte helt alm. hvidt sukker og de 150g som du har listet. Aaargh, hilfe!
Please, your highnessss…
Jeg har faktisk tænkt mig at se X Faktor i aften… under dynen. For nogen har bildt mig ind at Take That skal spille, og så kan jeg godt holde ham der Simon Cowell wannabeen ud et par timer.
Når marengsen ikke vil blive stiv er det næsten altid fordi der er røget æggeblomme med, eller at der på anden måde er kommet noget fedt ned i. Brugte du pasteuriserede æggehvider? Og når man pisker marengs for længe, så skiller den. Så der er i alt fald forklaringen på det andet problem.
‘amen så er det jo forklaringen! Det ene æg gik spasseramok og lagde en lille æggeblomme-pølle i hviderne, men det var ikke noget voldsomt. Næste gang må jeg være mindre optimistisk og lidt mere omhyggelig. Jeg plejer ellers at være god til at skille de to fra hinanden, men jeg er vidst stadig lidt dizzy efter at have ligget i sengen.
Nå, op på hesten og prøv’ igen. Tak for hjælpen. Og så thank god for at min creme brulee blev perfekt! Nu vil jeg gå ud og lege med min flammekaster.
Hej Sif!
Jeg skal have stor-konfekt-uge næste uge – og vil gerne lave nogle æg med yoghurt-creme – har du nogen idé om hvordan jeg kunne gøre?
Havde tænkt mig at lave en ganache (var det ikke det det hed?!) ad hvid chokolade, smød og så noget fed yohurt eller flødeost – tror du det ville fungere?
-du er konfekt-dronningen.
M
Hej Sif
Jeg har prøvet disse her hjemmelavet “påske æg”,,,,, men ak og ve og stort suk, min sukker ville ikke “smelte” så den portion smed jeg ud, anden portion, heller ikke – den står nu og glor på køkken bordet, jeg har prøvet at gøre alt hvad du skrev, pisket og pisket,, men så tænkte jeg at min skål var for stor og prøvede igen, med tredie portion men også den kan er også sukker grynet,, Nu har jeg 3 børn der bare vil have hjemmelavet flødeboller,, men hvad gør jeg galt.. Håber du kan hjælpe mig..
Det lyder som om vandet i vandbadet ikke har været varmt nok. Prøv evt at blende sukkeret først, så det opløses nemmere.
Mange tak for dit svar.. Jeg er lige blevet færdig med dem nu, (med knase sukker, men ikke så meget knas) Jeg vil prøve at blende sukkeret næste gang.
men jeg tror de smager godt..
Jeg brugte en stjernetyl – det er godt nok nogen chokolade tyve
Og med kokos..
Hej Sif,
Har du nogensinde prøvet at lave flødebollerne med smag? – Altså hvor skummet får smag. Og Og Og – har du prøvet med hvid chokolade over hva hva hva hva?
Venlig Hilsen Helle
Jeg stødte på din opskrift da du linkede til den på sofiesblog, og det skal helt klart afprøves! Men jeg er da også helt hooked på at farve flødebollerne, kommer du bare et par dråber frugtfarve i marengsen, eller er der et hemmeligt tip, så marengs-konsistensen ik blir forpurret af frugtfarven?
Hilsen en flødebolle-syg læser
)
Yay! Frugtfarve er for vandet, måske kan det virke, men jeg ville satse på enten pastafarver, som man bruger til kagepyntning, eller bolchefarver. Det er meget koncentrerede farver, hvor man kun behøver en enkelt dråbe
Det kan købes hos Panduro Hobby, og på nettet hvis du søger under kagepyntning eller kagedekoration.
Hmmm… Når du pisker fyldet i vandbadet, så er vandet da i kog, ikke? Jeg har lige afprøvet din opskrift, og jeg må ha’ fejlet et eller andet sted… Mine er meget klæg indeni, smagen er der ikke noget i vejen med, men hvordan får jeg pisket mere luft i? Kan det være min el-pisker som ikke er god nok? Men ellers er det jo en fantastisk god opskrift, de smager vildt godt trods den lidt forkerte konsistens
Det er korrekt konsistens du har fået – jeg foretrækker flødebollefyldet tungt og snasket. Vandet skal ikke koge, bare simre
Hvordan den bliver luftigere skal jeg ikke kunne sige, det har jeg aldrig forsøgt mig med. Men jeg tror jeg ville være ude i noget med at vende stiftpiskede æggehvider i massen, og måske en lille smule gelatine. Tænk på fromage – det er luftigt og let.
Så er jeg sa mere rolig mht. konsistensen… Kan også se jeg ikke var tålmodig nok med piskningen i vandbadet, men eftersom mit vand kogte var jeg rimelig øm i fingrene for smarte havde jo ikke noget beskyttelse på den hånd som holdte skålen i vandet… Tror min kat har fået sig et billigt grin når jeg stod der og brugte grimme ord om varmt varmt vand….
Jeg overvejede også lidt stiftpiskede æggehvider, men måske en anelse mere tålmodighed var desværre nok påkrævet… Pyt, prøver igen næste weekend
du er jo en helt..! jeg føler mig som en succes i mit eget køkken, og det sker ikke særlig tit.. opskriften er lige til at gå til og fungerer jo uden problemer!
- mange tak herfra:D
Hej
Jeg kan se ud fra din opskrift at du måske skulle prøve den oopskrift der er fra Odense marcipan, det lyder som om den er mere dig. jeg synes de er nemme at la´ve ud fra den opskrift..lyder nemmere end at koge over vandbad..ellers synes jeg det er en super blog du har. knus fra mig Anne
Hej og tak for den skønneste blog. Nyder din tilgang til livet
Har i dag, for første gang – forsøgt mig med flødeboller. HOLD DA OP !! De blev gudeskønne ;-D tak