Lidt om fisk og bæredygtighed

Oh lookie. Sif har raget sig et nyt moralsk dilemma på halsen. Jeg kan ikke sove. Derfor endte jeg af uransagelige grunde på WWF’s side om fisk.

Derfor skal vi snakke om fisk. Det er en temmelig overset dyregruppe, som størstedelen af befolkningen ved hat om. Mig selv inkluderet iøvrigt, selvom jeg vist har blogget om WWF’s side før. Fisk er nemlig ikke bare noget man hiver op af havet på må og få, og derfor ryger i kategorien “fritgående dyr”. Der er nemlig to slags fisk – opdræt og vildtlevende. Og de vildtlevende er på røven, mildt sagt. Vi har været så venlige at svine deres badevand til, samt overfiske dem så voldsomt at flere arter er truede. Så skulle man måske tro at det hellige karbad var vel forvaret hvis man istedet spiste opdrættede fisk. Men nej. For det første er fiskeopdræt oftest at sidestille med konventionelt landbrug: Alt for lidt plads i alt for beskidte omgivelser, sygdom, suspekt foder, samt ødelæggelse af værdifuld vild natur (og regnskov) til fordel for opdrætsbassiner. Man kan læse mere på WWF’s fiskeguide, hvor man også finder en liste over hvilke fisk, der er fjong og hvilke man skal undgå hvis man vil være en etisk og miljøbevidst forbruger. Og det vil I vel alle? Ikke?

Jeg kan i alt fald se på listen af jeg har spist min del af røde fisk, hvilket jeg straks vil tugte mig selv for. Men kig selv videre på siden. Det er temmelig gusten læsning, og oftest er det ikke selve fiskebestanden, der er problemet, men den måde den fanges på, der enten har truede arter som bifangst, skader havmiljøet, eller har et spild på helt op til 80% af de fangede fisk, der vippes døde tilbage i havet.

Men der er også et andet perspektiv end det miljømæssige, nemlig det dyrevelfærdsetiske i industrifiskeri og opdræt. Her må man ty til PETA, der også har lavet en fiskeside, fishinghurts.com, men den er temmelig barsk. Eftersom den, som alt PETA laver, er udformet som en go-vegan-or-suffer-the-consequences-skræmmekampagne, er det overhovedet ikke for sarte sjæle.

Nu er det ingen hemmelighed at jeg aldrig, heller ikke da jeg var veganer, har haft fidus til PETA og deres til tider, i mine øjne, lemfældige omgang med den objektive sandhed. Desværre har det vist sig at være lidt svært at tjekke op på PETA’s kilder, eftersom en google-søgning kun leder til avis artikler og dyrerettigheds-sites. Og jeg har forlængst lært at bare fordi en dr-titel forsker påstår noget, er det ikke sikkert det passer. Men mange af deres påstande underbygges af WWF og de har en meget vigtig pointe – at fisk er ligeså meget værd som andre dyr, og derfor fortjener samme respekt og omtanke. Det er en af mine største pet peeves når folk skaber sig åndssvagt over f.eks slagtetransporter med søde nuttede heste, mens de skider højt og flot på burhøns og malkekøer, der aldrig kommer ud af deres stald. Og her taler jeg ikke om folk, der er uvidende om burhønsenes trængsler. Næh, jeg har hørt folk stå og proklamere at de sætter deres helbred højere end hønsenes velfærd, angiveligt fordi økologiske æg har et større kimtal end buræg og derfor er befængt med alskens dårligdomme, der med garanti slår dem ihjel. Sådan en logik – eller mangel på samme -  forstår jeg slet ikke.

Det var et sidespring. Nu er jeg i alt fald lige nødt til at grave lidt mere i det her fiske-noget. Og tage min fiskeindtagelse op til genovervejelse. Og punke det firma der fremstiller den fiskeolie jeg er temmelig afhængig af for at høre om de bruger bæredygtig fisk.

Og sidst, men ikke mindst, finde ud af om PETA’s påstande holder vand. Hvorfor har biblioteket også lukket om natten når jeg skal bruge det?