Grove havreboller



Jeg er glad i denne uge. For Kvickly har 20% rabat på alle økologiske varer. Og eftersom jeg sværger til økologi (surprise!) så har man kunnet se mig, blå i hovedet, slæbende på en hel del flere varer end jeg egentlig kan bære, sådan rent fysisk. Men når soyamælken og mandlerne er billige, skal lagrene fyldes op. Hvordan tror I ellers jeg har råd til at leve sådan nogenlunde økologisk? Tilbudsjagt, datovarer og en god fryser. Nåja, og minimalt kød. Kød i god kvalitet er dyrt og umuligt at finde efter Gårdbutikken lukkede. Det har jeg ikke tilgivet dem endnu.

Så skete det igår, at jeg stod der ved kassebåndet med mine økologiske varer, min fløjlsfrakke med spraglet bånd, min elskede partisanerklud, der beskytter mig så godt mod det lortesnevejr vi har, mit piercede fjæs, min ene uldvante (hvor var den anden?) samt en øko-slogan-overbemalet mulepose fra min favorit helsekost, og pludselig følte mig som verdens største hippienistiske stereotype. Kunden bag ved mig prikkede mig på skulderen. Så jeg vendte mig om, pegede på hende med en frostbidt pegefinger og sagde “Hvad glor du på? Din småborgerlige kælling! Er du bange for at jeg hælder rød maling på din minkfrakke, hva? Står du der med din perfekte ligusterhæk og din perfekte firhjulstrækker og dine perfekte børn, der skal på Herlufsholm og formes til gode kapitalister, din perfekte hund med stamtavle længere en dronningens, står du der og dømmer mig? Skrid hjem til din bankdirektørmand og giv ham det blowjob han har sukket efter lige siden I blev gift!”

“Uh…” svarede damen. “Jeg ville bare fortælle dig at du har tabt din vante.”

Det er gas. Den slags sker aldrig for mig.  Jeg tror det er fordi jeg har sådan en aura af nuttethed. Hele den ovenstående monolog er udtænkt, da jeg stod i kø ved kassen og rent faktisk begyndte at føle mig lidt stereotyp. Og eftersom den slags aldrig sker for mig, er jeg nødt til selv at finde på historierne. Det kan dog godt være kassedamen troede jeg var småskør da jeg stod der og sagde “hø hø hø” for mig selv.

Nå, men jeg bagte faktisk et ret godt brød igår. Man bliver jo sulten ovenpå dagens strabadser og jeg er igang med forårsrengøringen. Den strækker sig altid over flere dage, fordi mine pauser sammenlagt lægger beslag på dobbelt så meget tid som den aktuelle rengøring. Og jeg bor kun på 60m2 så egentlig burde det være en smal sag. Til mit forsvar skal det dog siges at jeg også rydder op og smider ud. Jeg er nemlig en samler. Jeg gemmer ALT, for hey. Måske får jeg en dag brug for den der lille æske, og måske kan jeg stoppe hullet i strømpen, og det der lyserøde uldgarn får jeg HELT sikkert strikket en trøje af en dag. Men det gør jeg bare ikke, så et par gange om året bliver der sorteret, smidt til genbrug, foræret væk og smidt ud.
Tilbage til brødet. Jeg væver kraftedeme mere end nornerne selv. Det er en fuldkornsvariant af mine havreboller, der tilsyneladende er ret populære. Og det er vi glade for. Men jeg foretrækker at spise fuldkorn til daglig, så jeg udtænkte en snedig plan. Først udskiftede jeg havregrynene med grovvalsede havregryn. Dem er I nødt til at købe! De er meget sundere end finvalsede. Og det er de fordi…. æhm. Bum bum. Faktisk har jeg ikke helt kunne finde en forskel i næringsindholdet. Well jeg kan bedre lide dem. Det må da gælde for noget. Og så skiftede jeg det meste af melet ud med fuldkornsspelt og lod dejen hæve 8 timer. Udelod fedtstof og tilsatte kardemomme. Og vupti, de bedste fuldkornsboller jeg længe har spist. Når du laver dem, så husk at overholde hævetiderne. Især efterhævningen, så dine boller bliver luftige nok. Der er ikke noget værre end små hårde fuldkornsknolde. Blargh.
Nåja og så er hævningen selvfølgelig også vigtig for smagen. En mindre detalje. Husk at købe økologisk kardemomme. Krydderier er virkelig et af de steder hvor smagsforskellen er slående. Urtekrams kardemomme får “supermarkedets den bedste” til at smage af støv.

Og hvis I vil have mig undskyldt, jeg skal kvæle Veganerkatten, der har tigget tun nonstop i en halv time nu. Det møgkræ. Jeg er meget tæt på at få mig en fin ny katteskindshue.

Grove havreboller
14 stk

3,5 dl lunkent vand
5 gram gær
1/4 tsk groft salt
½ tsk sukker
1 tsk kardemomme
2 dl grovvalsede havregryn
2 dl hvedemel
3 dl fuldkornsspeltmel

Opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt sukker, salt og kardemomme og rør havregryn i. Tilsæt hvedemel og til sidst fuldkornsspeltmel lidt efter lidt. Når dejen samler sig, tages den ud på bordet og æltes grundigt igennem til den er blød, smidig og slipper bordet. Læg dejen tilbage i skålen og dæk den til. Lad den hæve 8 timer.

Slå dejen ned og form den til 14 boller (50 gram hver). Læg dem på en bageplade, dæk dem til og lad dem efterhæve fem kvarter. Bages ved 225 grader i 15 minutter og køler af på en rist.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

17 Comments

  • De skal absolut prøves. En aura af nuttethed? Nu skylder du os snart et billede.

  • ynglingslillesøsteren 19.02.2009 - 10:44am

    du ved vel god,t at der til din niece og nevø, bliver betalt dyre ventelistegebyr til herlufholm hvert år ikke?? hehe er vi så det du kalder borgerdyr? jeg har hverken liguster eller 4×4..desværre.. hehe bager du ikke snart kage?

  • Ups. Nu skriver jeg lige igen.
    Det er alt for pudsigt. Jeg lå igår og tænkte på havrebollerne. At man måtte kunne lave dem grovere, samt at jeg gerne ville lægge dejen i aften og så bage dem i morgen tidlig.
    Hvad vågner jeg op til? Din opskrift! Perfekt.
    Der er bare lige én ting.
    Jeg bor i Berlin, hvilket vil sige, at udbuddet af økologiske varer er noget mindre end hjemme i Danmark. Derfor er det bl.a. helt umuligt at finde økologisk gær. Kan jeg sagtens bruge konventionelt gær? Jeg synes tit, at jeg har læst på opskrifter, at når dejen skal langtidshæves bruges der tit økologisk gær. Nå, men ja.
    Derudover er det også umuligt at finde spelt. Har dog noget økologisk fuldkornshvedemel. Det prøver jeg i stedet for. De kender ikke rigtig til spelt hernede.
    Kan den hæve koldt eller ved stuetemperatur?

    Mvh. Line.

  • Rasmine – du er nødt til at tage mig på mit ord indtil videre :P

    Søster – borgerdyrborgerdyrborgerdyr!

    Line – det må være skæbnen. Du kan sagtens bruge almindeligt gær, det gør jeg selv. Faktisk vidste jeg slet ikke man kunne få økologisk gør før for ganske nylig. Kunne være det var på tide at prøve det af. Du kan sagtens bruge fuldkornshvede, men du skal måske bruge lidt mere så. Prøv dig frem. Jeg er overrasket over at øko-udbuddet er mindre, jeg har ellers hørt så mange lovprisninger om Tysklands helse-mentalitet og økovarer.
    Du kan hæve dejen koldt også, ikke noget problem. Men så skal det nok hæve længere tid.

  • Yndlingslillesøsteren der nær blev kvalt af Gordon i nat 19.02.2009 - 14:39pm

    Tea, “yndlingslillesøsteren” er MIT alias.. desuden staves det med “d” og ikke “g”. Du kan måske kalde dig Ynglelillesøsteren :D ?

    Sif, du giver mig dårlig samvittighed når du spiser så sundt og etisk korrekt – i protest går jeg nu ud og bager S.U.-boller, med hvedemel fra Fakta og sukker. Og 50g gær.

  • Så hellere glemme dejen når den er sat til hævning så den får en ekstra time eller to, end komme i tanker om den for tidligt og være så utålmodig at komme videre at den hæver mindre end den skal?

  • Yes, du kan lade den hæve helt op til et døgn ved stuetemp når der er så lidt gær i.

  • Efter at have læst med i lang tid, er det vist tid til min første kommentar. Jeg synes, at det her er den absolut mest underholdende blog jeg har læst, og så ser alle retterne bare super lækre ud!

    Jeg har også været i Kvickly at hamstre øko-varer :) Det er rent slaraffenland for mig!

    Line: Jeg er 100% sikker på, at du uden problemer kan finde spelt i Berlin (det hedder Dinkel på tysk) – jeg har selv købt det i Citti i Flensburg.

    Der skulle desuden også ligge et eller flere deciderede Øko-supermarkeder i Berlin – det var måske værd at søge efter på nettet?

  • Hej KG og Sifoladen.
    Dinkel! Ja, det har jeg set. Men må alligevel have overset det i min søgning efter spelt på et tidspunkt. Men tak, det må jeg i Rossmann og hente senere!
    Deciderede øko-supermarkeder har jeg ikke set. Men ja, måske jeg skulle prøve at kigge på nettet. Jeg synes dog, at der i de almindelige supermarkeder ikke er det helt store udvalg af økologiske varer. Dog er varerne ret billige. Både de konventionelle, men især de økologiske.
    Derudover mener jeg ikke, at kravene til mærket hernede (mener generelt at det bare er det europæiske øko-mærke) er ligeså strenge som det danske ø-mærke. Det afholder mig måske også fra at købe nogle produkter.
    Det hele bunder nok i ren dovenskab fra min side. Derudover skal man lige have slået tingene op på tysk først. Ha.
    Hvad der dog er rigtig svært at finde hernede, er rengøringsmidler/sæbe o.l. uden parfume og farvestoffer. Det er virkelig belastende.

    Og udvalget af pulvermix/færdigretter o.s.v er enormt. Man fatter det ikke. Men vi er vel også i Aldis hjemland. Yes.

    Nå – men vil smutte ud og købe noget Vollkorn Dinkel Mehl (eller sådan noget)

    Ps, jeg vil gerne lave dobbelt eller tredobbelt portion og har tid til, at bollerne kan hæve i ca. 12 timer. Hvor meget gær, ca.?

    HEJ!

  • 5 gram burde være nok uanset. Jeg hæver af og til med 1 gram gær i 24 timer, så 5 gram burde klare skærene på 12. God dinkel jagt ;)

  • yngle-ingslillesøsteren 19.02.2009 - 19:53pm

    hvordan faen piller man eet gram gær af en pakke alm 50 grams gær?

  • Det er ca på str med en lille ært.

  • Til Line – og hvem der ellers måtte lede efter økologiske varer i DE.

    Over hele landet ligger små supermarkeder der udelukkende har økologiske varer – de hedder “reformhaus” og udvalget der er helt enormt. Kommer selv fra Tyskland og hver gang jeg kommer hjem bliver jeg overrasket over alle de spændende poser.

    Og til Sif: Tak for brød.

    M

  • yngle-ingslillesøsteren 20.02.2009 - 08:13am

    er det så ikke spild? altså.. så står man jo der med 49 gram gær man ellers kan fodre skraldespanden med :O eller putte det i køleskabet og først komme i tanke om det når det er en lille hård mørkebrun klump..

  • Du putter bare gæren i en lille bøtte til du skal bruge det igen. Det holder sig fint :P

  • Mikka: Reformhaus – tak for det, så sparede jeg en søgning eller 3 :)

    God weekend – KG

  • Grovvalsede havregryn er det allerbedste!

Comments closed for this article.