Archive for December, 2008
Godt nytår

Jeg er ikke stresset. Mig og en ven skulle have holdt nytår hos min søster, men de aflyste IGÅR grundet sygdom. Så lige pludselig havde jeg kun 24 timer til at stable vores egen lille nytårsfest på benene. Jeg elsker sådan noget. Det er lige mig. 100% kontrol over menuen. 10 kr på at jeg havde stået og gloet min søster over nakken og givet irriterende gode råd, samt forsøgt at overtage kontrollen med køkkenet. Men nu er det mig, der styrer! Vi skulle alligevel have været herhjemme om aftenen, for Veganerkatten er døden nær når det siger bang udenfor og skal holdes i poten. Jeg håber hun klarer det bedre end sidste år. Men det betød at vi allerede havde kransekage og andet godt (jeg bagte kransekage hele natten i forgårs), så det var bare menuen. Heldigvis stod jeg midt i Kvickly da hun aflyste og havde netop spottet økologiske cuvetter til en fair pris. Haps! Desuden er mine køkkenskabe, fryser og så videre temmelig velforsynede efter at have raidet Kvickly og Føtex en halv time før lukketid lillejuleaften. Alt kostede 5 kr! Det kan betale sig at have is i maven. Så menuen i Casa Del Siffy lyder som følger:
Dronningens Nytårstale:
Lakseruller
Forret:
Østers i champagnesauce
Hovedret:
Rødvinsbraiseret oksecuvette med kantarelsauce og brøndkarse
Hvide og brunede aspargeskartofler
Et-eller-andet-grønt så det ser lidt sundt ud
Dessert:
Risalamande med blommer i madeira
Kl 24
Kransekage
Kl 3
Udpumpning
Katten skal have tun og økologisk dåsemad. Jeg er sulten. Skal vi snart spise? Nej det skal vi ikke, for cuvetten skal have 5 timer i ovnen først. Dammit! Måske kan jeg æde nogen chips, der er ingen der lægger mærke til om der mangler en enkelt pose.
Vi ses næste år, fanskare! Lad nu for guds skyld være med at sprænge fingrene af hinanden. Godt nytår.
ContinueHjemmelavet økologisk smør

Jeg føler ikke altid at folk forstår mig. De forstår ikke at man kan blive helt høj af at prøve nye ting i køkkenet. “Næh,” sagde en veninde. “Hvis det så bare var nye ting i sengen, så kunne jeg følge dig.” Det er min lod at være den misforståede køkkennørd. Det forholder sig nemlig sådan at Kvickly havde økologisk fløde til 10 kr for ½ liter lige før jul. Og eftersom jeg bor halvvejs ude på landet, fik de ikke udsolgt. Så de satte det ned til 5 kr, en halv time før lukketid. Jeg fyldte kurven, for jeg skal lave en del is i den kommende måned. Da jeg så gik i Kvickly igår, havde de sat det yderligere ned til 3 kr. Så fyldte jeg kurven igen. Nu har jeg meget økologisk fløde. Fra Thise. Den gode fløde. Noget af det er konverteret til is, bestilt af min moder, der skal bruge det nytårsaften. Noget af det er frossen ned, til senere brug i is og fyldt chokolade. Noget skal der laves fromage af, der så igen skal fryses og gemmes til kagefyld. Og det sidste skal så laves om til smør. Jeg har aldrig lavet smør før, for normalt kan det ikke betale sig. Ud af en liter fløde bliver der ca 375 gram smør. Det er en kilopris på ca 90 kr. Hvis man køber Thises færdiglavede smør, så er kiloprisen kun ca 68 kr. Men når fløden koster 6 kr kiloet, er vi pludselig nede på en kilopris der hedder 16 kr, og så kan det godt betale sig! Desuden er glæden ved at lave sit eget smør jo helt uvurderlig. For ikke at tale om smagen. Og det er så her filmen knækker for mine venner. “Tænk at du gider…” Men lur mig om ikke godt de kan æde smørret når det kommer til stykket.
Dansk smør er normalt syrnet med mælkesyrebakterier. Det her smør er ikke syrnet, derfor har det en blødere og mere flødeagtig smag. Man kan helt selv bestemme hvor salt man vil lave det. Du kan bruge en håndmixer hvis du ikke har en køkkenmaskine. Kærnemælken, der bliver skilt fra smørret, smager ikke som det man køber i butikkerne. Dels fordi den er lavet ved kærning, og dels fordi den ikke er syrnet. Men den smager stadig fantastisk og egner sig fint til f.eks pandekager. Dog skal du tilsætte lidt eddike hvis opskriften bruger natron, idet den syre, der ellers ville være i kærnemælken, ikke er til stede her.
Udover en mixer, skal du bruge et rent klæde, to skåle, bøtter til smørret og en flaske til kærnemælken. Samt fint salt. Og så er det bare at gå igang! Det er ikke særlig svært, og resultatet er bestemt arbejdet værd. Det der kræver mest arbejde, er muligvis at få vasket smørret af de forskellige røreskåle igen… men den tid, den sorg. Brug kogende vand, så går det nemt.
Husk at hoppe rundt i køkkenet, når du er færdig, og synge “jeg gjorde det, jeg gjordet det, jeg gjordet det”. Det vil få mig til at føle mig lidt mere normal.
Hjemmelavet økologisk smør
375 gram
1 liter økologisk fløde
evt. salt

Start med at hælde 1 liter fløde i din mixer. Pisk på høj hastighed til smørret begynder at skille.

Fløden begynder at dele sig i kærnemælk og smør.

Og når det ser sådan her ud, er det færdigt.

Si det hele gennem et klæde så kærnemælken samles i en skål og smørret bliver tilbage i klædet. Vrid klædet så du får al kærnemælken ud og læg smørret i en skål. Nu skal det vaskes. Når du bruger en køkkenmaskine er det ikke ret meget kærnemælk, der skal vaskes ud, for det meste er blevet centrifugeret ud af maskinen. Men det er stadig vigtigt lige at vaske det, for hvis der er kærnemælk tilbage i smørret, vil det lynhurtigt blive surt.

Hæld iskoldt vand ovenpå smørret og ælt det. Jeg tager engangshandsker på, der er egnede til madlavning, og bruger hænderne. Du kan også tæve det med en grydeske. Vandet bliver hvidt af kærnemælk. Hæld det fra og tilsæt nyt vand. Det skal æltes til vandet er klart. Det krævede kun to hold vand hos mig. Nu kan du salte det. Der skal ikke bruges ret meget salt. Jeg vil tro jeg brugte under 1/4 tsk til en dobbelt portion smør. Tilsæt lidt ad gangen og prøv med forskellige typer salt… havsalt, røget salt, stensalt, læsøsalt. Det skal bare kværnes fint. Du kan også ælte krydderurter og hvidløg i. Så er holdbarheden dog kort, medmindre du bruger pulver hvidløg og urter. Endelig kan du helt udelade saltet, og så har du det bedste usaltede smør til bagning og madlavning. Usaltet smør skal altid opbevares i køleskab. Saltet smør behøves ikke, men hvis du ikke skal bruge det indenfor de kommende dage, eller hvis det kun er saltet meget let, er det smartest at opbevare det på køl. Holdbarheden er omkring 3 mdr både i køleskab og i fryser.

Pak smørret godt ned i små skåle eller glas og lad det hvile i natten over. Og vupti sidder man i en gummibåd i Nyhavn (name that show).
ContinueChokolademuffins uden æg (men med chokolade)

At påstå jeg er frisk idag ville være groft misbrug af den højt besungne ytringsfrihed. Og nu vi taler om ytringsfrihed, så fik jeg mig lige et godt grin her til aften. Det viser sig at nogen små stakkels borgerlige unge var troppet op til mandagsmødet i det nye Ungdomshus fordi de ville “bruge huset til apolitiske aktiviteter”. Og så havde de fået en balje vand i hovedet.
Hehe.
Okay, det er ikke pænt at smide vand i hovedet på folk, heller ikke selvom de er borgerlige. Desuden er det groft spild af dyrebare resourcer (personligt havde jeg nok valgt at genbruge vand fra en tidligere gulvvask). Men altså, de stakkels små pus! Og de havde endda taget julemandskostume på, for at signalere en ikke-fjendtlig indstilling (wtf?). Og de havde dannet en fin forening med hele FIRE medlemmer, der hedder “Borgerlige Ungdomshusbrugere”. Det er sgu da et oxymoron om noget er det. Og så kaldte de dumme grimme autonome dem for skældsord. Det er fandme ligefør vi bliver nødt til at samle ind til noget krisehjælp.
Nu er jeg ikke tilhænger af monolog og vold og opdeling i “borgersvin” og “autonome hippier”, men helt seriøst. Hvis du sidder der i dit nye Ungdomshus, som de søde borgerlige har kæmpet med næb og kløer for at forpurre at du fik… og de så møder op i omtalte hus, og gudhjælpemig har julemandskostume på – og siger de kommer fra foreningen “Borgerlige Ungdomshusbrugere”… ville du så ikke føle der blev taget pis på dig? Personligt havde jeg nu nok inviteret dem ind, givet dem en kop kaffe og ladet dem røvkede sig en hel aften. Men jeg kan nu sagtens forstå reaktionen.
Og så ER det altså sjovt at de havde taget julemandskostume på. “Jeg tror jeg vil iføre mig et kostume forestillende et ikon, skabt af Coca Colas reklamemænd, symbolet på kapitalisme, religion og overforbrug, og troppe op til et møde hvor jeg ved at samtlige brugere er temmelig venstreorienterede, de synes sikkert ikke det er spor mærkeligt”. Men det er jo ikke fordi jeg beskylder dem for at lyve – jeg mener bare de taler usandt.
Okay nok om borgerlig tåbelighed. Jeg kunne jo fylde en hel bog med det stads.
Grunden til at jeg er så træt, er at jeg stod op kl 5.30 idag. Jeg ville overraske Bedstevennen, så jeg bagte en hel masse muffins i de der små petit-four forme, pakkede dem fint ind og tog bussen kl 7 ud for at stille dem udenfor hans dør, så han kunne blive vældig overrasket og dermed have det i tankerne når han meget snart skal ud og købe min fødselsdagsgave. Desuden var han udkørt efter at have skrevet bachelor og trængte til et godt gammeldags sukkerchok. Eneste problem er at jeg bor godt en times buskørsel væk, så det tog det meste af morgenen at fragte den pakke ud og tage hjem igen *gab* men hvad gør man ikke for sine venner. Eftersom jeg fik ideen kl 20 om aftenen igår, var det begrænset hvad jeg kunne trylle frem. Jeg havde f.eks ingen æg, så jeg brugte min modificerede version af chokolade cupcakes fra Vegan Cupcakes Takes Over The World. Det er den bedste chokoladekage EVER. Og så er en dejligt billig at lave. Jeg brugte halvt kærnemælk, så de blev ikke veganske denne gang – normalt bruger jeg soyamælk alene. Men kærnemælk er nu dejligt i kage. Værsgo at spis…
Chokolade-kærnemælks muffins uden æg (men med chokolade)
12 almindelige muffins eller knap 40 mini muffins
1 dl soyamælk eller letmælk
1,3 dl kærnemælk
1 spsk eddike
100 gram mørk chokolade
½ dl kakao
1,5 dl sukker
1 tsk vanillesukker
2,3 dl hvedemel
0,7 dl olivenolie eller rapsolie
½ tsk bagepulver
½ tsk natron
Ovnen tændes på 175 grader. Hak den mørke chokolade og put den i en skål. Bring soyamælken i kog i en lille gryde. Så snart den koger, hældes den over chokoladen og der røres rundt til chokoladen smelter. Ligesom når man laver ganashe! Når al chokoladen er smeltet tilsættes eddike så det hele koagulerer og bliver tykt. Kærnemælk, vanille og sukker røres i (hvis du laver den veganske version, så skal al soyamælken koges op og hældes over chokoladen). Mel, natron, bagepulver og kakao sigtes sammen og røres i. Til sidst piskes olien i. Hældes i muffinsforme (husk at bruge to forme, så de holder faconen – den ekstra form kan bruges igen. Fyld formene 2/3 op med dej og bag ca 20 minutter. Køl af på en rist og pynt med smørcreme eller glasur eller hvad du nu fancyer. Jeg lavede smørcreme med chokolade og satte en lille glasur blomst på. Jeg har altid masser af glasurblomster liggende i en krukke til spontane indfald som dette.
ContinueJul jul jul jul

Se hvad jeg har fået.
Er den ikke flot?
Jeg elsker musselmalet. Jeg bliver i så godt humør. Der er blevet drukket meget kaffe af den kop idag. Nu mangler jeg bare 5 kopper mere + en kaffekande. Godt jeg har fødselsdag om en måned.
Åh manner, jeg bliver sådan et borgerdyr… det kan godt være jeg er nødt til at smide en hættetrøje på idag, bare for at genoprette balancen. Men jeg tror faktisk den er til vask. Jeg mener bestemt jeg kom til at spilde æbleskivedej på den igår.”Jeg kan vel godt lige piske dej uden forklæde, jeg er jo ikke 5 år læn… PIS!” Når det kommer til at svine i køkkenet er der tilsyneladende ingen myndighedsalder.
Nå men borgerdyr eller ej, så er jeg meget forelsket i min nye kop. Det er nok en af de der ting andre ikke forstår. Jeg var på Aros forleden. Det såkaldte “kunstmuseum” i Århus. Det er smækfyldt med grim kunst. Og det er sådan med kunst og design at jeg ikke bare synes tingene er grimme. Jeg får det direkte dårligt af at være i samme rum. Der er en etage med moderne kunst. Hold kæft hvor er det grimt mand. Jeg blev i så dårligt humør af at kigge på det. Og der var særudstilling med Erik A. Frandsen, fra han begyndte i de glade 80′ere og op til nu. Første rum var hans “anarkistiske periode”. Hvis det er anarkisme, så bliver jeg fandme socialdemokrat hurtigere end du kan nå at sige Pernille Rosenkrantz-Theil. Jeg forstår ikke hele tingen med at punk skal være grimt og sådan. “Vi kan jo ikke skjule livets skyggeside”. Livets skyggeside? Jeg har levet på omtalte skyggeside de sidste 10 år og jeg er endelig sluppet ud. Giv mig nogen fucking guldrandede roser! “Men måske er det meningen at du skal få det dårligt af kunsten!” Okay? Mission accomplished. Er det ikke nemmere bare at sætte en elektrisk stol ind i et rum og så give alle gæsterne en lille tur på grillen. Samme resultat, mindre spildplads bygget for de skattepenge, der burde gå til bedre ældrepleje.
Men jeg har slet ikke tid til at sidde her og glo. Jeg skal bage en lille tærte i det fine fine ildfaste fad jeg fik af Kagekonen. I lyserød. Fra Le Creuset. De kan rigtigt derovre i København. Jeg fik også en af de små hjerteformede kokotter med låg. Mit eneste problem nu, er at fremover er jeg nødt til at købe lyserød Le Creuset, og det kan man ikke få i Århus og så er jeg nødt til at købe det online.
Verden er et ondt ondt sted.
ContinueMerry merry jul
Jeg slap nemt om julen i år. Min mor inviterede. Jeg skal bare lave ris ala mande og forsøge ikke at spise det hele om formiddagen. Jeg skal ikke engang pynte juletræ. Det er fandme nemt.
Og kedeligt. Hvad skal jeg bruge juledag på hvis jeg ikke skal stå og stresse i køkkenet og kompensere ved at drikke for meget rødvin imens? Jeg kunne selvfølgelig slappe af. Se TV. Drikke kaffe og planlægge hvilken dessert jeg skal lave nytårsaften. Sove længe. Nyde at det ikke er mig, der skal vaske op bagefter. Min mor har nemlig opvaskemaskine. Måske skal Veganerkatten have en sløjfe på? Vi skal passe hund juleaften. Det er Snigehunden, jeg har blogget om engang. Den kan vel også få en lille sløjfe på. Og en klokke, så man kan høre når den kommer. Den er nemlig så diskret, man opdager næsten ikke at den vælter sofabordet når den skal tigge småkager.
Og eftersom jeg er travlt optaget med at lave ingenting i morgen, kan jeg ikke blogge. Så jeg vil benytte lejligheden til at ønske jer alle en
Rigtig glædelig kapitalistisk forbrugsfest og må I kløjes i risalamanden!
Vi ses hvis jeg overlever.
ContinueStop de lange dyretransporter
Jeg fik lige en email i morges. En underskriftsindsamling om at stoppe lange transporttider for slagtedyr. Det undrer mig egentlig lidt at denne kampagne ikke har flere underskrifter end den har. Jeg kan huske hvor oprørte folk var, da udsendelsen om de lange slagtetransporter af heste blev sendt på TV. Og de lange slagtetransporter er altså ikke stoppet endnu. EU har skudt alle forslag ned. Og hver gang et nyt hold journalister graver i sagen, viser det at loven brydes konstant og dyrene stadig transporteres både 1 og 2 døgn uden mad og vand. Endvidere kan de lovligt transporteres i flere døgn, hvis de får mad og vand af og til, hvilket er fuldstændig grotesk. Hvis man ser bort fra at kravene til mad og vand alligevel ofte ignoreres, så er det ikke noget luksushotel dyrene kører rundt i. Jeg har transporteret min egen hest i sølle 2 timer i en hestetransport med gode forhold og mange pauser, og hun var stadig træt og svedt da hun ankom – af stress. Hun var endda vant til det. Hvordan mon så ikke dyrene reagerer psykisk når de ikke er vant til det?
Du kan skrive under lige her og måske være med til at hjælpe. Dyrene giver trods alt deres liv for at du kan få din bacon. Det mindste du kan gøre er at arbejde for at de får ordentlige forhold mens de lever.
ContinueGlædeligt Vintersolhverv med Vandbakkelser

Efter jeg er flyttet halvvejs ud på landet kan jeg virkelig mærke hvor tidligt det bliver mørkt. Det er lige sådan lidt for meget af det gode synes jeg. Der er dage, hvor jeg skal have lyset tændt fra morgen til aften, fordi det bare aldrig rigtig bliver lyst udenfor. Tunge grå skyer og kattebakkefyld… kattebakkefyld? Undskyld mig. Det er min søster, der har været på besøg. Hun har det med at skrive mærkelige ting på mine opskriftsnotater og indkøbssedler, når jeg ikke ser det. Og så står man der i supermarkedet og overvejer hvorfor man har skrevet glidecreme på, når man bare får sin mor til eftermiddagskaffe.
Det er meget traumatiserende.
Men hvorom alting er, så er det Vintersolhverv idag. Den bedste højtid af dem alle. Det betyder nemlig at dagene bliver længere. Wohoo! Forhåbentlig betyder det også at det bliver varmere igen. Vi skal vel have lidt nytte af den der globale opvarmning. Da jeg var ung… æh… yngre… var jeg med i et blotlaug under Forn Sidr. Der betød Vintersolhverv at man stod ude på en mark, på en lille plet med træer og en stor sten, og frøs røven af, mens man hældte mjød på jorden eller i gabet. Bagefter var der fest og det var alt sammen vældig hyggeligt. Nu er jeg bare mig selv, jeg er ikke medlem af noget, selvom diverse hedninge har forsøgt at lokke mig tilbage i folden så jeg kan blive paragrafslave under den organiserede religions vinger. Måske giver jeg efter en dag. Men ikke nu. Lige nu nyder jeg at sidde i min stue med katten og min hjemmebryggede mjød og holde blot i varmen. Med nybagte vandbakkelser. Det kan man aldrig gå galt i byen med.
Jeg lavede også vandbakkelser i fredags. Jeg fik Randers-veninden på besøg, og vågnede en time før hun havde meldt sin ankomst. Yikes. Nu ville fornuftige stemmer selvfølgelig sige at der ikke er nogen grund til at lave det vilde bare fordi man får vennebesøg, men heldigvis har jeg et filter på mit øre, der gør at jeg ikke kan høre den slags. Og eftersom jeg havde fløde tilovers fra mine tre dage i chokoladehelvedet, lavede jeg vandbakkelser. Til dem serverede jeg creme chantilly, hvilket er et meget fancy navn for flødeskum med vanille og evt en smule sukker. I fryseren fandt jeg nogen økologiske blåbær som jeg smed i en gryde med lidt vand og noget sukker og vanille og varmede forsigtigt op til alle bærrene var tøet op. Så bragte jeg det hele i kog og jævnede med arrowroot (maizena er egentlig bedre, men jeg var løbet tør…). Ogvupti var der vandbakkelser med creme chantilly og blåbærkompot. Og fordi jeg er sådan en barmhjertig kvinde, tillod jeg mig at fotografere processen, så I allesammen kan lave vandbakkelser uden problemer med at de bliver flade eller falder sammen. Have fun!
Vandbakkelser
ca 20 stk
110 gram hvedemel
175 ml vand
½ tsk salt
75 gram smør
3 store æg
Vandbakkelsesdej hedder på fransk pâte á choux og er en såkaldt opbagt dej. Det er vigtigt at følge opskriften præcist og at passe på med æggene. Det kan være tricky at lave den helt rigtige konsistens. Er der for meget æg i, bliver dejen for blød og flyder ud. Er der for lidt æg i, hæver den ikke ordentligt. Desuden må dejen ikke være for varm når æggene røres i, da de så koagulerer og det skal de helst ikke gøre før de er i ovnen.
Når man bager vandbakkelser må man ikke åbne ovnlågen for “lige at kigge”. Så falder de sammen. Man kan, når det meste af bagetiden er gået, og bakkelserne ser færdige ud, tage en enkelt ud af ovnen og lade den stå et minuts tid. Hvis den ikke falder sammen, kan man tage resten ud. Husk at vandbakkelser ser færdige ud før de rent faktisk er færdige. Så vær tålmodig og giv dem deres 20-25 minutter.

Start med at tænde ovnen på 200 grader. Put smør, salt og vand i en gryde. Tænd på lav varme. Vandet må ikke koge før smørret er smeltet, for så fordamper der for meget af det og ændrer forholdet mellem væske og fedt i dejen. Og så dør baby.

Så snart smørblandingen koger, tages den af varmen og al melet røres i på een gang. Rør med en stor ske til dejen hænger sammen og er glat. Husk at røre kraftigt så den ikke brænder. Sæt gryden over varmen igen og rør et halvt minuts tid.

Lad dejen køle af til du kan røre ved den uden at få brug for førstehjælpskassen. Pisk æggene sammen i en lille skål og tilsæt dem lidt ad gangen. Det er ikke sikkert du skal bruge alle æggene. Dejens konsistens skal være blød, men alligevel fast. Når du trækker en ske op, skal toppene falde over og dejen skal flyde en lillebitte smule ud, men stadig beholde sin form. Hvis nogen her ved lidt om kagedekoration så svarer det cirka til den tynde konsistens man bruger når man arbejder med royal icing.

Put dejen i en sprøjtepose med 1 cm rund tyl. Sprøjt toppe eller stænger. Stængerne bruges som regel til eclairs, der fyldes med (hjemmelavet!!) kagecreme iblandet flødeskum og overtrækkes med glasur. Jeg lavede også nogle S’er fordi jeg er skide kreativ. Man kan pensle med lidt sammenpisket æg, men min pensel var til opvask og jeg gad faktisk ikke vaske den af…

Bages på midterste rille i 20-25 minutter for de her mellemstore vandbakkelser. Tag en enkelt ud når bagetiden er gået. Hvis den ikke falder sammen, kan du tage resten ud. De køler lynhurtigt af, og så er det bare at dække bordet op med de gode sager. Se hvor artigt Randers-veninden sidder med foldede hænder i skødet og venter. Hun fik hjemmelavet chokolade og skumfiduser med hjem som belønning.
ContinueÅh nej
Åh nej. Nogen på Borgen har tænkt højt igen. Jeg håber de har hjerne nok til samtidig at sætte momsen ned på frugt og grønt, ellers er jeg ret sikker på det ingen effekt vil have. Når vi i forvejen har de absolut højeste priser på mad i hele EU, så virker det en smule åbenlyst at høje priser ingen forebyggende effekt har. Medmindre vi er ude i 60 kr for et kilo sukker og sådan. Og så nedlægger jeg protest.
Måske man skulle byde Fogh på et stykke gulerodskage?
ContinueFranske macarons med lemon curd
Så lykkedes det sgu endelig. Jeg løb tør for mandler. Det krævede kun en enkelt portion franske macarons at blive dem kvit. Det er også længe siden sidst. Af gode grunde. Er der nogen, der har set prisen på mandler? Ye gods. Men igår sad jeg og tænkte lidt. “Sif,” sagde jeg til mig selv. Altså inden i hovedet, ikke. Jeg sad ikke og talte med mig selv. Den slags gør jeg ikke. Ikke så vidt du ved i alt fald. “Sif,” sagde jeg til mig selv. “Hvordan kan det være du er så pissegenial i et køkken?”
Vi tror ikke på janteloven herhjemme. Janteloven er for smålige mennesker, der projicerer deres egen utilfredshed over på andre mennesker.
Jeg sad der med min the og tænkte på hvor genial jeg er. Og hvordan det mon kan være. Er det medfødt? Er det tillært? Hvorfor lykkes nogen mere end andre? Hvis du smider 20 mennesker igennem det samme kokkeforløb er det ikke dem alle der ender op med et talent som Gordon Ramsay (og her snakker vi ikke om at se lækker ud i kokkejakke, et talent jeg iøvrigt også har). Måske det i virkeligheden bare handler om dedikation. Hvor villig er du til at undersøge teorien bag maden, inden du går igang? Googler du en opskrift, eller googler du en troubleshooting guide? Gider du bruge et par uger på at sætte dig ind i tingene, før du kaster dig over en svær opskrift? Ved du hvorfor tingene går galt, når de går galt? Kender du teorien bag at røre kagedej? Lærer du af dine fejl? Er du i stand til at omsætte al din teori til praksis, når du står i køkkenet? Nej?
Nej. Det er derfor det er mig, der laver maden, og dig, der kommer og hjælper med at sætte gardiner op. Eller andet, der kræver motoriseret værktøj af den kaliber. Det kan kun ende i katastrofe, hvis jeg skal bore huller i noget som helst. Det er også derfor jeg ikke blev tandlæge.
(og jeg overvejede længe om jeg skulle poste det her afsnit, for der er med garanti nogen, der læser det og tænker jeg er totalt langt ude og en selvfed spade. Men mon ikke de tænker det i forvejen? Så fuck det)
Hele pointen er, at tankerne om min egen storhed gav mig lyst til at prøve kræfter med en ny gang macarons. Macarons er en af de ting, der er sværest at blive klog på, for det er simpelthen umuligt at finde nogetsomhelst teori om dem. Der findes masser af udmærkede artikler og guides, men det hele er sådan noget “ja altså hvis din macaron ikke får fødder, men istedet ligner en lille gul vulkan, så er det muligvis fordi du har overrørt dejen… eller bagt ved for høj temperatur. Eller for lav… måske….” så det er sgu lidt svært at gå ind og se præcis hvad fanden, der gik galt. For eksempel bagte jeg 2 ½ plade igår. Den første plade blev perfekt. Men den næste gik galt. Det var nøjagtig samme dej, bortset fra at jeg rørte lidt ekstra i dejen inden jeg bagte plade nr 2. Så jeg har en teori om at det var det, der gik galt. Men jeg ved det ikke! For jeg har kun bagt macarons 3 gange i alt. Men næste gang prøver jeg en mere videnskabelig tilgang. Jeg rører dejen, og så bager jeg EN fucking macaron. Og hvis den lykkes, så bager jeg en plade. Hvis den også lykkes så bager jeg resten og hvis DE også lykkes, så bruger jeg samme fremgangsmåde næste gang. Hvis det så mislykkes der, så giver jeg op og glemmer alt om at finde noget som helst konsistent ved macarons.
Måske de bare er små djævle. Måske macaron i virkeligheden betyder “lille satan”. Det skulle ikke undre mig. Der har stået en eller anden franskmand og tænkt “ahahaaa de knækker aldrig koden”. Dan Brown burde være på sporet af det nu, så. Hans næste bog “Macaron Mysteriet” bliver obligatorisk læsning på konditorernes hovedforløb.
Men altså. Jeg besluttede mig for at undersøge lidt mere denne gang. Sidste gang læste jeg en røvlang tråd på eGullets, og denne gang læste jeg Syrup and Tang’s guide til macarons. Den er god, fordi den har en konkret opskrift og en masse andet godt, det skulle gøre dig velforberedt til at bage dine egne macarons. Jeg lavede macarons med italiensk marengs denne gang, i modsætning til sidst, hvor jeg brugte fransk marengs (æggehvide pisket med sukker til det er blankt). Jeg bagte skallerne ved 155 grader i 13 minutter på en dobbelt bageplade. Og ud af det kom denne opskrift. Husk at veje æggehviderne! Det er meget vigtigt at være præcis med opskriften. Hvis du vil farve macaronen skal du bruge pasta eller gel. Ikke frugtfarve – det er alt for vådt. Pasta og gel farve kan købes i Panduro Hobby og hos diverse online kagebutikker. Jeg bruger Americolor. Du skal endvidere bruge et sukkertermometer. Husk at macarons smager bedst dagen efter bagning.

Franske macarons med lemon curd
175 gram mandelmel (mandler smuttes, tørres i 75 grader varm ovn og blendes til mel)
175 gram flormelis
175 gram sukker
130 gram æggehvide (ca 4 store)
0,5 dl vand
Evt gul pastafarve – ikke frugtfarve!
Æggehviderne deles i to portioner, og den ene portion sættes til side i en lille skål eller kop. Den anden halvdel puttes i en røreskål. Sukker og vand puttes i en lille gryde og koges til det når 115 grader. Lige inden temperaturen når 115 grader, tændes der for mixeren og æggehviderne piskes til bløde toppe. Når sukkerlagen er klar, hældes den i en tynd stråle ned i æggehviderne, med mixeren tændt på højeste hastighed. Hvis du ikke kan ramme direkte ned i æggehviderne (det kan være svært hvis man laver en lille portion i en meget stor skål) så lad sukkerlagen løbe ned af skålens side så du undgår at ramme piskeriset. Det vil slynge sukkerlagen ud på skålens sider istedet for ned i æggehviderne. Når alt sukkerlagen er hældt i hviderne, skal de piskes på højeste hastighed til de er kølet af. Det tager fra 5 til 10 minutter. Skålen skal føles lunken. Du burde nu stå med en fin, blank og elastisk italiensk marengs. Hvis du istedet står med suppe er det sikkert fordi din sukkerlage ikke var varm nok (sker hyppigt hvis man tror man kan koge sukkeret uden termometer) eller fordi det meste af lagen sidder på skålens sider. Der er selvfølgelig også den mulighed at du har fået en smule fedt eller væske i æggehviderne, så de ikke vil piskes, men med vore dages kraftige køkkenmaskiner er det faktisk sjældent det er et problem. Medmindre du har tabt en hel æggeblomme ned i, selvfølgelig.
Start forfra – du kan ikke lave macarons med mislykket marengs.
Sigt mandelmel og flormelis sammen så det er godt blandet og frit for klumper. Hæld de upiskede æggehvider ovenpå og hæld pastafarve oveni. Dump al marengsen ned oveni hele herligheden. Vend det hele sammen. Du skal ikke være for forsigtig, men på den anden side skal du heller ikke banke al luften ud af dejen. Den skal være en smule flydende men stadig holde formen. Pas på ikke at overmikse. Det er bedre at undermikse end at overmikse. Godtnok kan man få luftbobler i macaronen ved at undermikse, men den er stadig pæn. Hvis du overmikser bliver de helt forkerte.
Læg to bageplader ovenpå hinanden og beklæd den øverste med bagepapir. Put macarondejen i en sprøjtepose med en 1 cm tylle og sprøjt macarons med 4 cm afstand. Du bestemmer selv størrelsen. Personligt kan jeg godt lide dem små – ca 4 cm i diamater. Lad macaronerne stå og hvile lidt. Ca 30 min, mens du varmer ovnen op til 155 grader. Hvis du ikke har bageplader nok, kan du sprøjte macarons på bagepapir og lade dem stå mens du bager første portion. Bare vær forsigtig når du skal trække papiret over på den varme plade til 2. portion!
Bagetiden afhænger af størrelse og ovn. Hold øje med de små bøller. Jeg gav mine små macarons 13 minutter. De er færdige når de kun nødigt giver efter ved et let puf med en finger lige over foden. Tag dem ud og lad dem køle af før du prøver at flytte dem af bagepapiret. De kan godt sidde lidt fast når de er helt varme. Hvis de ikke skal fyldes med det samme, opbevares de som småkager i en lufttæt dåse ved stuetemperatur i et par ugers tid. Når de er fyldt holder de to dage. Disse macarons fyldte jeg med lemon curd. Du kan sagtens købe god lemon curd, men du kan også lave den selv. Her er min favorit opskrift, som jeg har blogget tidligere.
Lemon curd
Saft og skal af 4-5 citroner (1,75 dl saft)
350 g sukker
175 g smør
4 æg
2 æggeblommer
Pisk æg og sukker sammen i en gryde og tilsæt smør, citronsaft og citronskal. Varm forsigtigt op mens du hele tiden rører i det. Efter ca 10 minutter skulle det gerne begynde at tykne. Husk at røre godt, det må endelig ikke koge – det er færdigt når det kan dække bagsiden af en ske uden at glide af med det samme. Det skal ca have samme tykkelse som kogt kagecreme. Hæld det gennem en sigte ned i et tomt syltetøjsglas og sæt det i køleskabet mindst 5 timer. Den holder en uge på køl. Curden puttes i en sprøjtepose med en lille rund tyl og sprøjtes på en macaron. En anden macaron lægges ovenpå og vupti. Fancy dessert.
Resten af lemon curden smager fantastisk i kage, i smørcreme, på is, på scones eller boller eller som dessert med sprøde tuilles til. Det smager iøvrigt også dejligt hvis man putter lidt blåbær eller jordbær i macaronen sammen med lemon curd. Enten frisk frugt eller en sød kompot.
ContinueMere chokolade
Jeg har overvejet at blive shampoo-fri. Uden pis. Jeg læste om det på et veganerforum (ja hvor ellers) og hele planen i dens vanvittige udfoldelse kan blandt andet findes her og her og 581.998 andre steder på nettet ifølge en google-søgning på “no shampoo”. Hvorfor? Nu kunne jeg give jer en sang fra de varme lande om hvordan jeg har atopisk eksem og tørrer ud som en dræbersnegl i en saltskål på en varm junidag hver gang jeg bruger sæbe og om hvordan der er kemikalier i alting og vi skal mindske forbruget af plastik og bla bla, men i virkeligheden er det en helt anden årsag.
Jeg er sikker på at shampoo producenterne putter noget i deres produkter, der gør os totalt afhængige af lortet. Det er rigtigt! Det er kun tre uger siden* jeg sidst vaskede hår og det er allerede fedtet. En sammensværgelse, er hvad det er. En sammensværgelse med rengøringsindustrien. F.eks trænger mit gulv til en vask, og det er fandme kun en måned siden* sidst. Og hver aften – HVER AFTEN – står der en opvask på mit køkkenbord, som jeg er nødt til at tage. Og jeg er sikker på jeg ikke er den eneste, der oplever den slags. Langsomt, ligeså langsomt, kryber de ind på os, og tvinger os til at gøre rent og vaske hår hver dag, tømme kattebakker og vande potteplanter, vaske tøj og tørre borde af, lige indtil den dag hvor de har udskiftet vores røde regering med en flok borgerlige svin, der underminerer sygehusvæsenet og ældreplejen og skolesystemet og… vent lige et øjeblik. Hvad? Det er sket allerede? Man kan sgu da heller ikke vende ryggen til et øjeblik før I ødelægger hele landet.Så kan det også være ligemeget. Gå ud og køb jeres skide shampoo og husk at stemme på Venstre nu I er igang med at køre verden i sænk.
*Fordi folk nogengange tager min blog lidt for seriøst må jeg hellere påpege at det er en joke. I virkeligheden ER det kun 2 uger siden jeg sidste vaskede hår. Jeg mener – jeg er jo ikke et svin, vel? Jeg børster sgu da også tænder hver søndag og bruger deodorant til jul.
Jeg har fået at vide at jeg bander for meget på min blog.
Katten er gået i strejke. Det går ud på at hun nægter at sove i stuen, men meget demonstrativt sover ude i sin transportkasse i gangen. Det er sært med det kræ, hver gang hun har været ved dyrlæge virker det som om hun bonder med sin transportkasse og sover i den mindst en måned, hvorefter den står tom et helt år indtil næste sundhedstjek (som meget belejligt ligger i december, den billigste af alle måneder!). Nå, men grunden til at hun strejker, er at jeg har anskaffet mig Boney M’s opsamlingsalbum-ting. Når jeg siger anskaffet, så mener jeg downloadet på YouSee Play. Det der navneskift kan jeg ikke helt følge. Yousee? Ja – jeg kan se. Jeg kan se at I har sat prisen på sikkerhedspakken op med 150%, fucking wankere. Så nu har jeg afbestilt lortet og anskaffet mig et sikkerhedsprogram, der ikke samtidig crasher min computer bare fordi den er 3 år gammel og ikke den hurtigste hest i fodertønden.
Nu tabte jeg tråden igen… Boney M. Jeg har hørt Boney M. Højt. Da jeg var lille fik jeg kapret min mors kasettebånd med musik hun havde optaget fra radioen. Det er sådan at min søde mor kun var 20 da hun fik mig i ’81, og derfor havde mange gloriøse kasettebånd med 70′er musik som jeg kunne grave op af kælderen og lytte til. En af favoritterne var Daddy Cool. Dengang anede jeg jo ikke hvad numrene hed, men jeg har adskillige gange senere i livet hørt en sang og tænkt “hey! Den var på båndet.” Desværre er det stadig ikke lykkedes mig at finde ud af hvad min favoritsang hed. Jeg overvejede at google den, men omkvædet lød ca sådan her “yeah-yeah-ih-yeah-yeah I loooooove YOU” og det er næppe særlig unikt for en sen-70′er sang.
Hvis nogen kender sangen, så sig lige til, ikke. Det var sådan nogen unge fyre, der sang. Jeg kan stadig melodien, så jeg kan også nynne den for jer. Det er nogenlunde sådan her “dum da da da da dum di dum dej… dum di dum dej”. Anyone?
Nå ikke. Nå men så må jeg hellere komme til sagen. Jeg har lavet det sidste chokolade i mit liv. Eller i alt fald i den her uge. 220 stykker + dem min niece åd da hun “hjalp” mig. Det er hende, der har puttet de fine hvide stjerner på. Så her er de sidste to varianter af trøfler fra min julekollektion. Jow jow, det hedder kollektion. Det laver de store konditorer nu. Altså dem, der er rigtig store og berømte i hele verden. Som f.eks mig – og Pierre Hermé, der gjorde macaronen verdensberømt. Ham ville jeg gerne stå i lære hos…hvis du klikker på linket til hans hjemmeside, kan du se det lige der på forsiden. Årets julekollektion.

Og her er så [dam-dam-da-di-DAAAAA] Årets Julekollektion 2008 hos [da-DAAAA] Anarkistens (ægte) Kogebog.
Fra venstre mod højre:
Klædt i en glitrende isblå farve har vi en lækker cremet hvid chokolade ganashe med frisk og vinteragtig mintsmag. Med et delikat grønt fyld er den lige til at sætte tænderne i. Et sikkert valg for den kvalitetsbevidste frue, der vil servere en både elegant og samtidig kæk chokolade.
Og ved siden af, med et umiskendeligt “Ø” på toppen, har vi så chokoladen for enhver luksushippie. Udenpå er chokoladen frejdigt dekoreret med Enhedslistens partibogstav og en fin hvid stjerne, der selvfølgelig symboliserer de 5 elementer, tegnet på at vi alle er forbundet i denne forunderlige verden. Indeni er der et morsomt, og samtidig overraskende tofarvet fyld, der består af en mørk, fyldig kaffe ganashe og en luftig hvid vanille ganashe, der sammen giver den ægte caféhygge med den velkendte smag af café au lait. Nu behøver du ikke længere nøjes med at servere klidkiks og dadelkugler. Vær trendy og alligevel socialistisk holistisk tilbagelænet når du inviterer veninderne til eftermiddagskaffe i kollektivet.
Næste chokolade er til den kvalitetsbevidste mand. En mørk og maskulin ganashe tilsat en kraftig whiskey, dominerer denne chokolade, der sender dig lige lukt tilbage til din indre hulemand. Inviter vennerne fra golfklubben til en hyggelig mandeaften, og mærk hvordan chokoladen rigtig sætter gang i testosteronen. Den hvide stjerne på toppen viser at selvom du er en Rigtig Mand, så har du alligevel indre bløde værdier. Eller – det er i alt fald hvad du bilder tøserne ind når du er trængende.
Nu bliver det spændende. Den næste chokolade er dækket af et fint lag spiseligt guldpulver, der giver den en rustik aura af luksus og velhavenhed. Men når man bider i chokoladen, vil man finde et lækkert cremet fyld af hvid ganashe smagt til med Baileys. Altså er det her en vaskeægte tøsechokolade, der til forveksling ligner noget, der kunne være designet af Gucci. Bortset fra at den er pæn.
Næste levende billede… ah fuck det. Den med lyserød bling bling har chokorangefyld og den sidste er med rom. Min personlige favorit, btw.
Opskrifter skal du selvfølgelig også have, så du kan imponere vennerne.
Rom.
Mint.
Cafe au lait. En halv portion Vanilla Bean og en halv portion Kaffe.
Whiskey. Udskift Kahlua med en god whiskey.
Chokorange.
Baileys. Tilsæt 2 spsk Baileys til opskriften på Vanilla Bean.
Hold kæft en lang blog. Gad vide om nogen har læst den færdig.
Kammerater! Gå ud i verden og spred budskabet om god, hjemmelavet chokolade. Hil Kakaobønnen!

