“Rout wafers” småkager

Husk julekonkurrencen! Der er snart deadline.
Første søndag i advent. Hvorfor har jeg en adventskrans? Det er fordi det er synd for de danske præster at vi er sådan nogen ugudelige hedninge herhjemme. Med jævne mellemrum, og især her op til jul, dukker de jævnligt op i medierne hvor de tuder over at vi ikke bruger Jesus-figurer og at nisser er hedninge og at vi generelt bruger kirken alt for lidt. Heldigvis har jeg aldrig set min barndomspræst stå og skabe sig til en journalist. Den slags er han velsagtens for cool til. Han forstod hvad det handlede om – og det lykkedes ham immervæk at få en flok 7.klasses unger til at glæde sig til konfirmationsundervisning, fordi han fortalte så levende. Man skulle tro, der ikke fandtes noget mere spændende end kristen kulturhistorie. Og det gør der vel heller ikke, hvis man ligefrem tager en unigrad i teologi. Personligt er jeg vild med at lære om alle former for religion, sålænge jeg ikke behøver praktisere dem bagefter. Det bliver også først rigtig morsomt, når hedningene stemmer i med deres egen lille klagesang om at de onde kristne har stjålet julen. Hold nu kæft allesammen og hæng de hjerter op. Jeg lover at verden bliver meget rarere at leve i, når man holder op med at have så travlt med om folk hænger nisser op eller om de tilfældigvis holder kristen jul på samme tid som Det Almægtige Solhverv (sagt med udslåede hænder og mjødpletter på velourkappen).
Jeg bor i en lille forstad til Århus, hvor kirken altid er fuld. Der er 5 gudstjenester juleaften. Men det er også en gammel middelalderkirke, ikke sådan en klam betonklods af en “moderne kirke” som jeg personligt kun ville træde ind i, hvis det var fordi Ben Barnes havde friet og absolut kun ville giftes i sådan en rædsel. Og hvad er odds for det? Mindst 1:5.
Men jeg har en adventskrans og der er ikke nisser på. Det vil jeg godt lige sige til alle de stakler der går og græmmer sig over ugudeligheden. Og så vil jeg bede dem om at tage sig sammen og komme og smage mine nye småkager. Dem har jeg bagt som en del af de julekurve jeg skal forære væk til udvalgte heldige. Total spontan ide, men det skal nok blive godt. Jeg har savnet at gå amok i køkkenet. Første opskrift er fra min elskede Lambeth method of cake decorating and practical pastries og den smager fantastisk. Det er meningen man skal dyppe småkagerne halvt i chokolade, så de er ikke så søde i sig selv. Personligt synes jeg de er perfekte. Husk at bruge en kraftig sprøjtepose. De der tynde gennemsigtige nogen duer ikke til småkagedej. De rigtige poser af stof kan købes i Imerco og Magasin og lignende. Måske endda i Illum. Hvis nogen går i Illum, kan I så ikke tjekke om de fører musselmalet helblonde? Tak!
Rout wafers småkager
3 pladefulde
500 gram smør
280 gram sukker
1 tsk vanilleekstrakt
225 gram marcipan
6 æggehvider
280 gram ristet mel
280 gram hvedemel
Start med at riste melet. Tænd ovnen på 160 grader og spred melet ud i et tyndt lag på en bageplade dækket med bagepapir. Bag det i 20 minutter og rør rundt i det hvert 5. minut. Det må ikke blive brunt, dog er enkelte brune pletter ok. Tag melet ud og lad det køle af.
Skru ovnen op på 175 grader. Pisk smør,sukker og vanille til det er hvidt og luftigt. I en anden skål rives marcipanen og røres glat med æggehvider. Bland marcipanmassen i smørret og piske lystigt videre. Sigt melet i og rør godt rundt. Husk at sigte melet – der er små klumper i ristet mel, der er totalt umulige at piske ud og du vil ikke have små hårde klumper mel i de færdige småkager. Put dejen i en sprøjtepose med en stor stjernetyl. Sprøjt S figurer ud på bagepladen med 1 cm mellemrum – de hæver en lille smule. De pæneste S’er får du ved at holde tyllen 5 cm over bagepladen og lade dejen falde ned på papiret i S figur. Hvis du sprøjter med tyllen nede på bagepladen bliver dine småkager flade. Bages 20 minutter eller til de får gyldne “fødder”. Køler helt af på en rist. Pas på, de er bløde når de kommer ud og går let i stykker. Så snart de køler af, bliver de sprøde på overfladen og let bløde i midten og kan pakkes i en kagedåse.
Hvis du vil overtrække med chokolade så dyppes halvdelen i chokolade og dernæst i kokosmel og sættes på bagepapir for at stivne.
3 Comments
Mmmmmm, de ser gode ud. Dem kunne jeg godt finde på at bage nogen af. Hvorfor skal melet ristes? Hvad gør det for smagen?
Det er for at give en mere sandet tekstur, ristningen ødelægger glutenstrengene. Men også for at give melet sådan en nøddeagtig smag… man kickstarter egentlig bare den process, der gør at f.eks skorpen på brød smager så godt.
mmm… godt vi snart skal bage til jul..