Baconomviklet kylling med rodfrugtrosetter



Jeg er blevet sentimental på mine gamle dage. Jeg ryddede op i et skab igår og fandt forskellige ting, der havde tilhørt Veganerhesten. Bandagen hun havde på, da hun skvattede på folden og måtte stå i boks i 5 uger. Grimen, jeg købte dagen før jeg underskrev salgskontrakten. Hendes hovedtøj, jeg fik med da jeg købte hende. Beskyttelsesklokkerne jeg puttede på hendes hove når vi trænede sidebevægelser og hun pludselig havde otte ben og tredive gangarter. Klikkeren som hun demonstrativt nægtede at fatte fidusen i. En stor tot hår jeg skamløst klippede af hende, da hun var blevet aflivet. Jeg er sikker på hun ikke havde noget imod det. Krikken havde så meget hår, at man under en ridetur ikke kun skulle koncentrere sig om at tøjle hendes temperament, men også om at vikle tøjlerne ud af hendes kæmpehår, der en vinter blev målt til ikke mindre end 60 centimeter på det længste sted.

Det er meget når selve dyret kun målet 138 over ryggen. Men det er typisk mig at købe Rapuntzel reinkarneret som islandsk hest. Hvorfor jeg ikke klippede hende? Ak! Det er strengt verboten at klippe hårpragten på en islandsk hest. Hvis man gør det, bliver man lynchet næste gang man viser sig i foreningsregi. Og man må ikke starte stævner heller. Det gælder selvfølgelig ikke hvis man klipper af helbredsgrunde. Godtnok er islænderfolket et traditionsbundet folk, men vi er ikke dumme. De fleste af os. Jeg er i alt fald ikke. Ret meget. Måske lidt dengang jeg som 20-årig, til mit første folketingsvalg, kortvarigt overvejede at stemme på Konservative fordi de havde sådan en engageret miljøpolitik. Sagde de. I deres fine TV-spot. Godav du.

Men nu hvor jeg ikke længere har Veganerhesten at stoppe gulerødder i, må jeg jo finde noget andet at bruge dem til. Jeg har det her lille problem med grøntsager at jeg er grusomt kræsen. Jeg kan ikke bare hive en pose blandet grønt ud af fryseren, for chancen er at jeg ikke kan få dem ned. Men jeg udvider langsomt mit repetoire. Idag med persillerod, som var en del af en yummy rodfrugtmos jeg bagte i ovnen. Egentlig ville jeg bare have lavet kartoffelmos, men kartofler gælder jo ikke rigtig som en grøntsag. De er mere at regne i gruppen med ris, brød og pasta, med alt det stivelse. Så jeg lavede rodfrugtmos med en trediedel kartoffel og to trediedele grøntsager – så slap jeg for at tænke mere over den side af måltidet. Du kan selvfølgelig bruge hvilkensomhelst rodfrugt, der passer dig. Søde rodfrugter passer supergodt til den salte, røgede baconsmag. Persillerod, sød kartoffel, gulerod og jordskok er gode eksempler.

Og hvis I vil have mig undskyldt. Jeg skal drikke the, spise dadler med tahin og se Narnia. Igen. Mens jeg objektificerer Ben Barnes på groveste vis. Igen. Måske jeg efterhånden alligevel trænger til en kæreste.

Baconomviklet kylling med rodfrugtrosetter
2 pers

250 gram kyllinge inderfilet
100 gram Hanegal bacon

200 gram kartofler
200 gram persillerod
200 gram gulerod
2 spsk kokosolie eller olivenolie (eller smør)
Salt og peber

Tænd ovnen på 200 grader. Rul et stykke bacon om hver inderfilet og læg dem i et ildfast fad. Bages 20 minutter mens rodfrugtmosen laves:

Skræl all rodfrugter og skær i store tern. Det forkorter kogetiden og sparer energi. Kog til de er meget møre. Ca 15 minutter. Mos med en kartoffelmoser og rør olien i og smag til med salt. Fyld mosen i en sprøjtepose med en stor stjernetyl og sprøjt små rosetter på en bageplade. Så snart kyllingen er ude af ovnen skrues der op på 250 grader og rosetterne bages 10 minutter. Server med salat hvis du trænger til mere grønt.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

3 Comments

  • muuums det lyder godt og enkelt ..

    10000 tak nu ved jeg hva vi skal have søndag

  • Jeg prøvede de der rodfrugtrosetter forleden – bare med kartofler og gulerødder og lidt kokosolie … og de var fantastiske … ummm. Man skal vist bare sørge for at gulerødderne får det mere end kartoflerne, når man koger dem, ellers er de lidt svære at få most og laver ged i tyllen.

    Men tak for ideen.

  • Hvor er det smukt i al sin enkelhed

Comments closed for this article.