Weekendflad



Hold op hvor er jeg træt. Det er som om hele ugens opsparede søvnunderskud drattede ned i bærret på mig fredag eftermiddag, da jeg kom hjem fra skole. Bare lige en halv time… snoooooooork… 5 timer senere. Jeg ville have sovet videre hvis ikke Bedstevennen havde insisteret på at jeg skulle komme på msn og hjælpe ham med at vælge mellem den lilla bluse med de lyserøde palietter eller den grønne bluse med de guldbroderede sommerfugle.

Okay det er løgn, han skulle bare høre om jeg var vågen, og så kunne jeg ikke modstå fristelsen til at hænge lidt over computeren med tændstikker i øjnene. Gik sent i seng med alle intentioner om at sove lææææænge og fandme om jeg så ikke vågner kl 6.15. Samme tid som vækkeuret har ringet de sidste 5 dage. Så meget for at sove længe.

Jeg har aldrig været god til at stå op om morgenen. Da jeg gik i folkeskolen havde min mor diverse udspekulerede metoder. F.eks havde vi på et tidspunkt en kæmpestor kanin af racen California, den vejede en 5-7 kg og hed Donna. Donna var den mest røvforkælede møgkanin i hele Århus. Hun boede på vores lukkede altan – nej ikke i bur, men på altanen. Så havde hun et bur i den ene side hvis hun frøs måsen, og resten af altanen som legeplads. Oprindeligt var der tæppe på altanen, det tog hende ca 14 dage at æde halvdelen før mor gav op og fjernede resten frivilligt. Om morgenen kom hun ind i køkkenet, der lå ved siden af altanen. Så lå hun der og ventede på at få sine rosiner.
Det var nemlig sådan at min mor havde hørt at rosiner forebyggede orm hos kaniner. Om det passer, må guderne vide, men Donna ville dræbe for sine rosiner. Desværre blev hun lidt småfed, så mor skar ned på rosinrationen, til kræets store fortrydelse. Så åd den telefonledningen og TV kablet. Derefter blev døren ind til stuen lukket.
Men Donna var mere end en rosinspisende flapøre, hun var et effektivt middel til vækning af dovne teenagere, der ikke gad have matematik fra 8-8.50 mandag morgen. Jeg fik simpelthen hele kaninen smidt ind i sengen, og det var umuligt at sove, når det lokum moslede rundt under dynen og bed i mine tæer. Af og til har jeg mareridt om Donna, der hopper op i min seng og spiser mine tæer fordi hun tror det er rosiner. Jeg er mærket for livet. Kan man søge erstatning for barndomstraumer?

Det blev ikke bedre da jeg blev ældre. Som 17 årig tog jeg en 10 klasse på VUC på dispensation fordi man skal være 18, og matematiktimerne lå fra 8-10. Jeg havde 80% fravær i matematik det år, og det er et under at jeg ikke blev smidt ud. Det er et endnu større under at jeg rent faktisk bestod matematik og fik 9. Jeg har altid været mere til dansk og sprogfag, og kemitimerne hvor vi sprang ting i luften og smeltede bly ud over hinandens fingre. Ah det var tider.

Men selvom det er hårdt at stå op kl 6.15, så er det fedt at gå i skole. Bogfagene er på så lavt niveau at jeg lige kan overkomme det, og de praktiske fag er jo bare fantastiske. Hvor fedt er det ikke med hele skoledage hvor man skal stå i køkkenet eller bageriet og lave det, man synes er allerfedest næstefter ridning og sex (ikke nødvendigvis i den rækkefølge…). Er der noget mere spændende end at lære om meltyper, hævetider og modning af gærdej? Selv opvasken er sjov, når den foregår med opvaskemaskine, noget jeg aldrig har været den lykkelige indehaver af. Men jeg har rørene inde bag mit ene køkkenskab… en dag. En skønne dag.

Så skal jeg aldrig mere vaske op i hånden. Pånær når jeg får mit kongelige porcelæn med guldkant, der ikke må komme i sådan et monstrum. Men den tid, den sorg…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

5 Comments

  • aii ja – jeg har også en passion for meltyper og modning af gærdeje. . ahaha så sygt!

    Men hey, jeg er jo også gået i lære som voksen (dog bare som kok – selvom det i realiteten nok sku ha’ været konditor, men det blir næste gang!) – og det er en FED ting. .

    Man forstår så mange ting, SÅ meget bedre – som man aldrig ville ku’ forstå hvis man var yngre . eller noget?

    Jeg har fx. en lærling under mig på 18 – som bare glor dumt på mig – når jeg “skælder” ham ud når han står og “Manhandler” min surdej. . .

    . AIHH main – du ødelægger protein strengene, din dumme dreng ;0)

    held og lykke med både skole og fremtid – og NYD det ;0)

  • Googler lige “California kanin”…….min ældste søn starter i skole på mandag…..

  • Yndlingslillesøsteren 10.08.2008 - 12:25pm

    Godt nok var Donna effektiv når man skulle vækkes (det var Sonja også, når han bollede ens nakke eller ankler), men kæft hvor var Donna også en aggresiv kanin.. hun bed kradsede, knurrede og pissede i sengen.. Møgdyr.

    Noget imponerende var dog, at hun kunne åbne en helt ny rosinpakke selv :D

  • Det er åbenbart ikke uden grund, at du holder meget af kaninburger ;-)

  • Bwaha. Tænkte det godt selv da jeg havde skrevet det. Donna-karma-hævn.

    Men jeg kan nu ikke huske at hun var aggressiv. Det må være demensen, der sætter tidligt ind.

Comments closed for this article.