Kager, kunst og kærlighed

… kvæler al besværlighed, står der på min papirspose fra Conditori La Glace. Hvis jeg ejede La Glace ville jeg skrive noget i stil med “margarine i smørcremen kvæler illusionen om et kvalitetsbageri”, men så igen, jeg bruger selv margarine i smørcremen når jeg laver veganerkager.

Jeg var i KBH igår, godt gemt bag solbriller, så ingen så, jeg var jyde. Og mens jeg forgæves ledte efter Kunst & Køkkentøj, faldt jeg over La Glace. Det skulle prøves! Jeg har mange gange savlet over deres lagkager og konditorkager, på deres syndige hjemmeside, men da jeg stod foran butikken og gloede ind på lagkagefadene, måtte de tilkalde stormflodsredskabet. Holy crap! Jeg har aldrig set så store lagkager før. Her i Århus kniber det jo gevaldigt med rigtige konditorier. Det meste er røvsyge bagerkæder med masseproduceret papbrød, margarinekage og gummifløde, der gør en dårlig på den onde måde istedet for overmæt på den gode måde. Jeg har skrevet om det før, men jeg forstår det altså stadig ikke. Og jeg forstår slet ikke at folk gider købe det lort. Har I ingen smagsløg mere, Danmark? Og jeg ved, det ikke er fordi bagerne og konditorne er dårlige – men fordi det hele skal gøres så billigt som muligt til den supernærige danske befolkning. Skam jer! I fjerner stoltheden fra et ældgammelt fag.

Nu gjorde jeg det igen, beklager. Hvor kom vi fra… La Glace. Ah ja. Othellolagkagen – den var så stor at de kunne bygge rundetårn på den! Den kostede også derefter, men eftersom jeg selv ved, hvilket arbejde der ligger i ordentlige kager (for ikke at tale om hvad gode ingredienser koster), så er det ikke mig, der piver over at give 42 kr for et stykke lagkage på størrelse med mine ene fod. Georginekagen lignede noget jeg personligt gerne ville tage en dukkert i, men jeg beherskede mig og købte en Prinsesse Thyra. Det er en kæmpe vandbakkelse fyldt til bristepunktet med flødecreme og overtrukket med jordbær, chokolade eller appelsinglasur. Jeg gjorde mit bedste, det gjorde jeg virkelig, men jeg kunne ikke spise mere end en halv. Til min vens store glæde, han snuppede resten i et enkelt haps, mens jeg sad på en bænk og havde kvalme på den der gode måde, hvor man ville dø med et smil på læben hvis det skulle komme så vidt.

Jeg har allerede planer om at reproducere den herhjemme, dog i noget mindre størrelse, så jeg ikke slår mine gæster ihjel.

Jeg købte også en kasse macarons. Skulle jo lige se om deres var bedre end mine. 66 kr for 6 små macarons, værsgo og spis. Så det gjorde jeg. 1 med citron, 2 med kaffe, 2 med chokolade og 1 med hasselnød. I kaffesmørcremen var der margarine. Margarine! Har jeg lige givet 11 kr for margarinesmørcreme? Det er muligt at lave margarinesmørcreme uden at det smager af margarine. Det krævet et par tips og tricks, såsom et nip salt og ekstra sukker. De tips kender La Glace vist ikke, og jeg er lidt skuffet over at de ikke engang putter rigtig smørcreme i. Men det har vel noget med holdbarhed at gøre… (håber jeg). Til gengæld var citronmacaronen syndigt syndigt god, med noget lemoncurd lignende noget i. Chokolade macarons er jeg ikke så vild med, men altså, bevares. Ned gled de. Hasselnødden smagte som om nogen havde glemt at fjerne den bitre hinde på nødderne, så det var lidt surt. Jeg laver selv mine macarons fremover, men det var da meget sjovt at smage og en udmærket løsning hvis man ikke selv gider bakse med de temperamentsfulde småkager.

Konklusionen må være at jeg personligt godt gad være nabo til La Glace, og hvis de nogensinde mangler en konditorelev, så kan de bare ringe! Men drop lige margarinen, der…

Så blev jeg slæbt med på Burger King hvilket igen krævede solbriller, hvis jeg nu skulle møde nogen jeg kendte. Jeg synes det er så skidepinligt at være på sådan nogen steder, både pga deres elendige mad, men også på grund af hele det etiske aspekt i det. Det er ikke alle lande, der har fagforeninger, og det er McDonalds og Burger King glade for, ifølge bogen “Fast Food Nation”. Nå, men jeg kunne da godt overtales til at brænde tungen på nogen onion rings, mens jeg på SMS viderebredte budskabet om La Glace og at jeg nu flytter til KBH for at bo så tæt på som muligt.

Og SÅ tog vi i Tivoli. Wohoo. Det var… opreklameret. Jeg troede rent faktisk at et sted som Tivoli ville have nogen gode forlystelser, og måske lidt flere af dem. Men det var såmænd hyggeligt alligevel, jeg er kommet over den alder hvor jeg skal hænge på hovedet i en rutchebane hele dagen, for at have det sjovt. Men jeg kom alligevel til at ødelægge det for mig selv, da jeg pludselig kom til at tænke på hvor mange resourcer, sådan en park egentlig bruger. Strøm- og vandforbruget alene må jo være giganormt. Hvilket fråds…

Jeg kom dog i bedre humør alligevel. Jeg fandt nemlig thehuset med alle mulige seje slags the. Og hvis det er noget jeg er vild med, så er det the. Efter grundig studeren af menukortet, faldt valget på en gul the, en økologisk Xiao Ya. Jeg har smagt mange slags the… sort, hvid, grøn og rød, men aldrig gul, så det skulle testes. Og det var godt. Rigtig godt. Så godt at jeg ville have en bøtte med hjem, og så var det UDSOLGT. Jeg sværger, Tivoli er ondskabens svøbe. Serverer den bedste the, og derefter nægter de at sælge den til dig. Så er det godt, jeg kan købe den her. Og så blev den serveret i sådan en bette thepotte her. Har I nogensinde set noget så kært? Hvis jeg havde haft råd, havde jeg købt en til mig selv. Det eneste jeg rent faktisk købte til mig selv derovre var en taske og et penalhus i Fair Trade butikken. Jeg er så beskeden. Og fattig.

Og jeg vil gerne bo i KBH. Ja tak. Hvis I altså lærer at snakke dansk, derovre.