Jeg er sulten



Jeg er ved at dø af sult. Måske er jeg allerede død? Måske er jeg død og er kommet i Helvede, hvor man skal leve af discount-mad og billig cola *knib* nej jeg er vist stadig levende.

Phew! Nå, men jeg er altså sulten, fordi jeg lige har sat tofu i lækker marinade. Sagen er den, at jeg solgte en af de fede små slanger idag, fordi slanger åbenbart er verboten herude. Så de røg til salg. Nu mangler jeg kun den sidste, men den tror jeg kommer i pleje istedet. Det er nemlig en “blizzard” kornsnog, der bliver helt hvid når den bliver voksen. Ligenu er den mest lyserød… men jeg solgte kræet og gik på indkøb. Jeg havde nemlig sniglæst på Månebarnets blog at man kan få silken tofu billigt i asiatiske forretninger. Nærmere betegnet til 12 kr pakken. Når man ellers giver 45+ for en pakke, så er det en prisforskel der kan mærkes. For godtnok er det dyre økologisk, men jeg har nu ikke råd til at købe alting økologisk, og da slet ikke tofu. Og SLET ikke nu hvor jeg skal igang med tofu-delen af kogebogen, og sikkert kommer til at lave et par mislykkede retter eller 15. Jeg fandt også mine gærflager (nutritional yeast) i Ren Kost, på samme Månebarns anbefaling. Den sidste pose. Mwahaha.

De får nok flere.

Jeg fandt mange goodies i den asiatiske butik, både af grøntsager men også billig kokosmælk, kokosolie og palmeolie – for ikke at tale om alle de små riskager, der er veganske, men som jeg ikke helt tør købe endnu. De siger godtnok at azuki-paste smager godt, men bønner i slik? Jeg føler mig pludselig meget kulinarisk konservativ. På den anden side har jeg lige købt 5 pakker silken tofu (2 bløde og tre faste) til 45 kr og har tænkt mig at bruge nogen af dem til at lave desserter. Og så er azukibønnepasta pludselig ikke så sært længere.

Jeg er stadig sulten iøvrigt. Måske skulle jeg nappe en avocado… imens kan du besøge omtalte butik og købe din egen tofu.

Far East Trading
Banegårdsgade 36-38
8000 Århus C.

Tlf.: 86-181869

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Comments are closed.