Midsommer frokost



Idag er det sommersolhverv. Helt præcis kl 1.59 i nat, ifølge DMI’s hjemmeside. Her i huset hedder det Midsommer og fejres traditionen tro med Bedstevennen, der stadig skal have hvilet ud ovenpå eksamen. Vi havde også inviteret Den Blåternede, men hun synes vi er pinlige og barnlige, så hun blev hjemme på øen og mediterede.

Jeg lagde hårdt ud med at forære Mr Eksamen følgende kage, så han aldrig glemmer sit politiske ståsted selvom han skal ud i det pulserende erhversliv, hvor kapitalismens lange kløer venter bag hvert hjørne og truer med at slå klo i uvidende anarkister (ikke mig forstås, jeg er true og 1337 og fucking fejlfri til fingerspidserne. Og hvis du giver mig 200 kr skal jeg fortælle dig hvordan jeg gjorde). Og ja. Jeg glemte prikken over Å. Lev med det.

For en gangs skyld gad jeg ikke obssesse over menu, endsige planlægge den. Jeg havde laks og rejer med skal i fryseren, og de blev tøet op. Så gik vi i Kvickly og købte jordbær, pesto og danske radiser. Bagefter raidede vi min køkkenhave for egebladssalat og spæde rødbedeblade. Jeg lavede flade kartofler, laks og rejer i samme fad, smurte laks og kartofler med pesto og så i ovnen ved 200 grader i 20 min. Salaten blev et miks af rødløg, egebladssalat, rødbedeblade, jordbær og radiser, med en simpel vinagrette tilsat tørret dild. Og ved siden var den obligatoriske humus og fuldkornsspeltbrød.

Og til dessert fik vi vandbakkelser, som jeg bagte i et anfald af spontanitet lige efter frokosten. De blev fyldt med flere jordbær og en bette klat creme chantilly. Se! Man behøver slet ikke planlægge noget som helst, endsige stresse i køkkenet og lave overdådige desserter og ti retter – simpelt kan være perfekt. Så lærte jeg også det. Det bliver min pengepung glad for.

Og dertil fik vi min hjemmebryggede mjød. Jeg bryggede den sidste midsommer, så den har stået og lagret og hygget sig i et helt år. Nu er det ikke fordi jeg vil prale eller noget (ha), men jeg brygger ret fantastisk mjød.

Desværre (heldigvis?) drikker jeg meget sjældent, så de oprindelige 25 liter er kun skrumpet til omkring 18. Der er mjød nok til laaaaaaaaaaaang tid.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Comments are closed.