“Hvis bare min mand”

Nu har jeg læst det SÅ mange gange. Både på min egen blog… på andres blog. I emails. Jeg har endda hørt det med mine egne to velfungerende ører.
Kvinder der siger “åh det ser lækkert ud… hvis bare min mand spiste [indsæt given ingrediens her]“.

Hvis bare min mand… ahvadfornoget? For helvede. Altså dengang JEG var barn, der var der aftener hvor både min mor og mine veninders mødre sagde “tough luck! Hvis jeg laver maden, så æder du den makker. Ellers er gryderne der, køleskabet der og man tænder for komfuret her.”

Seriøst. Da jeg var gift kunne vi udmærket styre det der. Hvis jeg havde den syge trang til tærte, så fandt han en stegepande og lavede biksemad. Aldrig i livet om det kom ud af MIN mund “åh den reje-feta tærte ser lækker ud. Hvis bare min mand dog kunne lide tærte.”

Så fik jeg sgu da aldrig noget lækkert at spise. Altså jeg var gift med en mand, der anser McDonalds for “god mad”. Jeg ville visne og dø medmindre jeg var gift med Claus Fucking Meyer. Eller Martha Stewart. Hun er også sådan lidt bad girl med sin fængselsdom og sådan.

Bare lige en tanke jeg fik… efter ½ sæson af Buffy The Vampire Slayer og 10 kopper kaffe samt timers arbejde på dåbskagepynt. Og for en god ordens skyld – det er mig der styrer køkkenet når jeg er gift/har kæreste på. Hvorfor? Fordi jeg kan drive alle til vanvid hvis de prøver at lave mad uden at involvere mig, mens jeg er til stede. Det er min fejl som menneske. Jeg lider af kulinarisk relateret OCD. Det er ikke kønsrollerelateret. Jeg kan også godt bore huller i væggen og slå søm i. Og samle en IKEA-reol. Ang det sidste kan jeg dog ikke garantere ikke for din sikkerhed imens. Flyvende hammere og sådan. Brandbomber. Hademails. Skruer der mangler.

Just sayin’.