Lakse linguini



Jeg har været i haven idag. Og radbrækket mig selv. Sat to rækker blå kartofler og tre rækker blå, hvide og orange gulerødder. Hvorfor hedder det gulerødder? Jeg har ved guderne aldrig set en gul gulerod. Her i huset hedder de gulefutter. Spørg ikke hvorfor. Det har i alt fald ikke noget at gøre med min barnlige trang til at give alting underlige navne. F.eks kaldte jeg absolut ikke Veganerhesten for Tin-Tin eller Tinna-Binna-Bingohest.

Bingohest er sådan et catchy ord. Prøv at sige det højt. Kom nu. Prøv det!

Ej lad bare være. Men under alle omstændigheder fik jeg sået det krims, og min brandnye øko-have begynder at tage form. Jeg har diverse spiselige blomster klar, hjulkrone f.eks. Tomater og rabarber venter kun på at flytte ud under åben himmel. Og i min prydhave kommer der snart dværglupiner, lammeøre, stokrose, kongelys og min absolutte favoritblomst, fingerbøl. Er der nogen, der ved om man kan så kongelig porcelæn? Jeg gad godt høste økologisk musselmalet. Det kan jeg sælge til dem, der gerne vil være borgerlige OG nede med den fede på den anti-autoritære måde. “Grøn mussel – økologisk dyrket. Til dig, der gerne vil være lidt mere flippet – uden at gå på kompromis med kvaliteten.”

Men først skal jeg lige finde ud af hvordan jeg afholder Veganerkatten fra at fange – og æde – min hær af dagpåfugleøje. Det er bare som om der er et eller andet dybt indeni, der visner og dør, når man ser sin kat æde en sommerfugl.

Og nu vi alligevel snakker om mad, så vil jeg fluks gå til dagens… ugens… well næste opskrift. Det tager en halv time at lave, og smager ganske fantastisk. Det er en af de retter hvor jeg klappede mig selv på skulderen bagefter og sagde – Sif. Du er sgu genial. Det er du fandme. Nej nej, ikke så beskeden. Du er DRONNINGEN… jeg mener… og så tabte jeg sporet, for hvad kalder man sig selv når man er anarkist. Dronning, Gudinde, Mistress, Overhoved, Verdenshersker… det duer ikke. Men det var også et sidespor (valget faldt på Fucking Geni iøvrigt). Og husk nu for alle miljøaktivisters skyld, at købe økologisk. Man kan også få bæredygtig laks. Køb det! Eller stjæl det fra din mor. Who cares.

Og tjek lige forholdet mellem grønt, fisk og pasta i den her ret. Yes det er med vilje. 50 gram pasta er rigeligt. Især når der også ligger 200 gram grønt og en stor fed laks og venter. Well og så fordi jeg helst ikke vil bruge for meget at det fine stribede regnbuepasta.

Lakse linguini (2 pers)
2 stykker laks
1 pk bacon
Tørret dild
4 fed hvidløg
100 g linguini eller anden pasta
2 spsk pesto
200 g broccoli
200 g cherrytomater
1 spsk revet parmesan
1 spsk olivenolie
Frisk dild

Del broccolien i små buketter og varm ovnen op på 175 grader (ikke varmluft).

Pres to fed hvidløg ud over hvert stykke laks og pak hvert stykke ind i bacon. Læg i et ildfast fad og drys med tørret dild. Lakse skal have ialt 30 min, så prøv at time pastaen.

Hæld pastaen i rigeligt kogende vand med salt. Varm en pande op og sauter broccolien i lidt smør mens pastaen koger. Efter 5 minutters tid skulle den ha fået lidt farve. Skru ned for varmen og læg tomaterne på. Ryst panden af og til så de ikke branker på den ene side. Når skindet sprækker ved let berøring er de klar. Ca 7 minutter. Hæld vandet fra pastaen når den er kogt og vend den ud over grøntsagerne. Og nu skal det gå lidt tjept, så pastaen ikke bliver kold. Tilsæt pesto, parmesan og olivenolie og vend forsigtigt rundt. Anret på to tallerkener og læg laksepakkerne ovenpå og drys med hakket dild. Serveres straks.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

11 Comments

  • Der findes altså masser af gule gulerødder. Sågar også hvide. Nogle gange kan man være heldig at få dem i Netto. Jeg får også tit med i kassen fra Aarstiderne, såee, jo de findes.

  • Jeg tror det er dig der skal stå for aftensmaden i næste uge, når jeg gæster Jylland…

  • Jaja.. der er altid nogen der skal være klogere end mig ;) de hvide fik vi altid i hestenes fodergulerødder – 2. sortering fordi de var hvide. Idag sælges de til overpris i supermarkedet. Det er typisk. Men de gule har jeg ligegodt aldrig set. Heller ikke i Årstidernes kasser.

    Pia, er det ikke nok jeg kommer og ser køn ud i lyserøde flæser og musselmalet cykel?

  • MUMS!

    Så er det nu man ærgre sig over at min mand hverken kan lide; pesto, tomater eller dild..

  • mums en skøn opskrift …den må afprøves

  • og ja tiden skal da bruges ude

  • Lækker blog, følger ivrigt med, vil blot tilføje at de helt oprindelige gulerødder var blålilla :-) Bare for at gøre forvirringen total :-)

  • Er jeg den eneste, der er higer efter at vide hvor det pasta er købt?

  • Blå gulerødder er de oprindelige? Det synes jeg er cool. Så er jeg i virkeligheden totalt retro-back-to-nature når jeg sår dem i haven.

    Den funky pasta er købt i.. bwahaha det er min hemmelighed!

    Ok i Salling Super.

  • Hvis du kommer på cykel, så laver jeg sgu maden… eller køber ind eller får fru Koch til at bikse noget sammen ;-)

  • Men jeg er ikke sikker på at Fru Koch kan lave mad. Kan hun ikke kun lave kage?

    Hvis jeg skal cykle hele vejen må jeg hellere begynde at træne…

Comments closed for this article.