Archive for April, 2008

Marcipanlagkage med mokka pannacotta og skovbærmousse



Min fader bliver 60 år idag. Og som den gode, omsorgsfulde datter jeg er, holder jeg fødselsdag for ham. Som tak for hans samvittighedsfulde opdragelse hvor jeg blev hjernevasket med hans semi-anarkistiske holdninger. Jeg tror jeg har ytret mig om det før, her på bloggen, men til førstegangslæsere kan jeg fortælle at jeg i mange år var en smule twitchy omkring politiet, fordi jeg troede de kunne se på mig at jeg var arbejderklasse og venstreradikal, og derfor ville kyle mig i fængsel. Jeg troede også fuldt og fast på at Poul Schlüter var et borgerligt overklassesvin, der ville underminere den danske velfærd. Rip-Rap-og-Nyrup fik også med grovfilen, selvom han var socialdemokrat. Han var jo akademiker, og vi ved alle at akademikere er medlemmer af en hemmelig loge, hvor de planlægger at overtage verden, dræbe arbejderklassen og skabe et supersamfund hvor kun de rige må være med.

Vent… er det egentlig ikke sandt nok altsammen?

Hvorom alting er, så skal jeg jo holde den her fødselsdag. Enhver, der kender mig, ved at jeg ikke er i stand til at lave en almindelig lagkage og en gang Karolines-Kogebog-boller, så jeg stod op kl *gab* og lavede lagkagebunde, mokka pannacotta og skovbærmousse. Og fordi jeg er sådan en gavmild sjæl, der elsker hver og en af mine bloglæsere, vil jeg give jer opskriften. Åh ja. Jeg pudser min glorie idag. Pannacottaen skal stå en 4 timers tid før den kan fyldes i lagkagen, og derefter skal lagkagen stå et par timer ekstra så fyldet sætter sig helt, så start i god tid. Gerne dagen før.

Lagkagebunde
4 store æg
135 g sukker
125 g mel
1 tsk vanillesukker

Pisk æggene med sukkeret og vanillen til massen er hvid og tyk som mousse. Det tager lang tid! Vend forsigtigt melet i ad 3 omgange og fyld i en smurt 25 cm springform. Bag ved 190 grader i ca 30 minutter.

Mokka pannacotta
5 dl fløde
1,5 dl mælk
120 gram sukker
150 g mørk chokolade
10 gram instant kaffe
2 blade husblas

Læg husblassen i blød. Hak chokoladen og hæld den i en skål sammen med kaffen. Bring fløde, mælk og sukker i kog i en gryde. Så snart det koger, tages det af varmen og husblassen smeltes ned i. Hæld derefter blandingen over chokolade/kaffe og rør forsigtigt rundt til al chokoladen er smeltet. Sæt det på køl i 4 timer.

Skovbærmousse
250 gram blandede bær
1 dl sukker
1/4 tsk vanillepulver
1 spsk maizena
2 dl vand

Bring det hele, pånær maizena i kog, og lad det simre et par minutter til det ligner grød. Tag gryden af varmen og rør jævn med maizena, rørt ud i to spsk koldt vand. Sæt på køl til det er kølet helt af. Pisk 2,5 dl fløde meget stiv og vend 150 gram af frugtgrøden forsigtigt i. Gem resten.

Læg kagen sammen:
200 gram marcipan

Flæk lagkagen i tre bunde. Fordel pannacottaen på de to nederste bunde og smør siderne med et tyndt lag skovbærmousse. Saml en sprøjtepose med en 2 cm rund tyl og fyld med skovbærmoussen. Sprøjt store “bomber” langs kanten af øverste bund og spred et lag frugtgrød på resten af overfladen. Rul marcipanen ud til et bånd, lidt højere end selve lagkagen og tryk den fast på siderne. Vær kreativ med resten af moussen. Skriv navn, tal eller lav en picasso. Dit valg! Stil på køl til den skal spises – max 24 timer.

Continue

Hvidkålsnam-nam med eller uden veganisme



Jeg har gjort noget frygteligt. Jeg har myrdet et træ. Eller dvs, jeg bestilte en lejemorder, der gjorde det i bytte for hjemmelavet chokoladeis og pepsi max. Og det var egentlig ikke et træ, det var en stor thuja, som vistnok snarere kan kaldes en botanisk bautasten. Hold op hvor er der pludselig meget sol i min lille have om morgenen nu! For ikke at tale om alt det plads til nye fine planter. Jeg har sået dværglupin og stokroser istedet. Og snart ankommer mine fingerbølplanter og mine kongelys. Altsammen økologisk dyrket. Økologisk gødning er dyrt… jeg overvejer at hente noget hestemøg istedet.

Har I set min nye tjekkede “Kernesund” kategori, ude i siden? Jeg tror jeg skal rydde lidt op i kategorierne, der er ved at være for mange. Kernesund mad er fri for sukker, gluten og mælk. Og det er den her opskrift da i alt fald. Den er inspireret af Jamie Oliver, som så meget andet her i livet. Og som I kan se, er der både en vegansk og en ikke-vegansk version. Begge smager godt! Jeg kan anbefale at købe tofu, der allerede er marineret. Sparer tid og smager godt. Senere vil jeg overveje at flytte tidligere opskrifter ind i Kernesund kategorien, men det bliver ikke nu. Solen skinner!

Hvidkålsnam-nam
350 gram hvidkål
200 g laksefilet eller marineret tofu
1 tsk garam marsala
1 tsk sennepsfrø
1 tsk frisk timian
Salt og peber
Olivenolie
Ca 1 dl grøntsagsboullion
Friske krydderurter til pynt

Hvis du bruger tofu, så start med at lægge den i pres en time før, så væden løber fra. Skær tofu/laks i tern på ca 1,5×1,5 cm (nej du skal ikke måle – det er bare for at give en ide om hvilken størrelse vi snakker om). Sæt dem til side og snit hvidkålen i fine strimler. Varm olien op i en gryde og tilsæt sennepsfrø, timian og garam marsala. Rist krydderierne godt. Når sennepsfrøene popper tilsættes hvidkålen og den svitses i et par minutter ved høj varme. Den må ikke blive blød. Hæld hvidkålen i en skål og put en smule olivenolie i gryden igen. Put laks/tofu i gryden og svits det til det er gennemstegt. Tilsæt lidt boullion – bare så det lige dækker bunden, og hæld hvidkålen tilbage igen. Rør det hele godt sammen og smag til med salt og peber. Drys med hakkede krydderurter. Jeg brugte basilikum, men dild vil også være et oplagt valg – eller koriander.

Continue

Chokolade-mandelkage



Det var lige alt det at jeg fik lavet den her kage færdig. Hvorfor? Jo, jeg fandt sæson 2 og 3 af Hell’s Kitchen på Youtube. Og hvis der er noget der kan få mig til at glemme omverden, så er det Hell’s Kitchen. Den mand er jo genial, og det har jeg sagt utallige gange på min blog. Men det er min blog, så det er ok, jeg kommer til at sige det mange gange fremover. Mennesker, der i den grad mishandler mad, fortjener at blive svinet til. Er det kun mig der græder indeni når de sætter ild til kogepladerne, steger bøfferne tørre, serverer rå kylling, koger pastaen til en klump og *gisp* serverer gnocchi fra frost!!

Hva? Kun mig?

Det er typisk Typisk siger jeg. Den danske McDonalds-kultur, hvor at spise ude er to pølsebrød fra 7-11, en med og en uden ketchup. Hvor ingen kan smage forskel på god chokolade og dårlig chokolade. Hvor pasta og ketchup er “god og billig mad”. Jeg emigrerer til Frankrig. Ses!

Nå, men for lige at vende tilbage til den kage, så det var min yngste søster, der skulle bruge en gave til en konfirmation. Så jeg fik æren. Huzzah! Og eftersom jeg ikke havde nok kakao til at lave en almindelig chocolate buttercake, som jeg plejer til chokolade-fans, så måtte jeg impro’e lidt. Og her er resultatet.

Chokolade-mandel-kage, 25 cm springform
185 g smør
330 g sukker
2½ tsk vaniliesukker
3 æg
280 g mel
100 g malede mandler
100 gram hakket mørk chokolade
2 tsk bagepulver
1½ tsk natron
280 ml kærnemælk (eller almindelig mælk med en spsk eddike i)

Rør smør og sukker blødt og luftigt. Rør æggene i et ad gangen. Sigt mel, kakao, bagepulver og natron og rør mandelmelet i. Rør i dejen skiftevis med kærnemælken og vend til sidst chokoladen i. Bages ved 180 grader midt i ovnen i ca 1 time. Stik en strikkepind eller lign i kagen for at se om der hænger dej ved – hvis ikke, er den færdig. Ellers bager du den lidt mere.

Continue

Fint besøg og laksetærte



Laksetærte

Jeg havde besøg idag. Fru Kagekone var kørt hele vejen fra hovedstaden og til Jylland for at smage min chokolade parfait, under dække af af besøge Hende Den Sære Fra Randers. Så jeg havde travlt i køkkenet – kan man få besøg uden ordentlig mad? Nej vel. Jeg bagte kommenbrød og laksetærte. Lavede fransk løgsuppe. Og til dessert chokolade parfait med creme anglaise samt en macaron med hindbærcreme.

Chokolade parfait med hindbær macaron

Chokolade parfait med hindbær macaron og creme anglaise

Oh yes jeg havde travlt i køkkenet hele formiddagen. Og nu er jeg træt. Træt træt træt. Men jeg tror de var tilfredse med serveringen. Fru Kagekone råbte i alt fald, lige inden jeg tog billedet “nej nej!! Jeg skal lige tygge af munden først!”

Men sådan noget tager Sifowich ikke hensyn til.

Laksetærte
100 gram friskost med krydderurter (Kirks økologiske)
100 gram smør
175 gram mel
½ tsk tørret dild

Friskost og smør røres sammen, mel og dild æltes i. Rulles ud og lægges i en 25 cm tærteform. Blindbages (fyldes med bagepapir og tørrede bønner eller ris så den ikke hæver) 15 minutter ved 200 grader og tørres derefter uden bønner 5 minutter i ovnen. Så er den klar til fyld.

300 gram laks
4 æg
2,5 dl creme fraiche
½ tsk tørret dild
½ tsk salt
Peber

Laksen skæres i små tern og fordeles på tærtebunden. Resten røres godt sammen og hældes over. Bages 45 min ved 200 grader.

Continue

Chokolade parfait med creme anglaise eller i kurv. Vælg selv!



De sidste par somre har ikke rigtig stået i isens tegn for mig. Hvorfor? Fordi jeg synes det er frygteligt svært at finde ordentlig is. Et kig i supermarkedernes frysebokse afslører et dødssygt udvalg af lavkvalitets is med fancy navne, f.eks Carte D’Or. Eller obskure italiensk-udseende varianter, der nok SER dyre ud (og som regel også er det…), men som smager af frossen gummi. Selv Ben&Jerrys is indeholder chokolade der smager som at tygge i voks. Og så synes jeg iøvrigt det er åger at give 50 kr for en halv liter fabrikslavet is med tilsætningsstoffer, når jeg kan lave en hel liter af min egen økologiske fantastiske is for samme pris. I præcis den smagvariant det passer mig.

Nu er det sådan at jeg ikke er den heldige indehaver af en ismaskine. Derfor foretrækker jeg at lave is af parfait-typen, for den bliver cremet uden at man skal røre i den under indfrysning. Mindre arbejde for mig. Wohoo! Det er lidt omstændigt at lave parfait, men smagen alene er det hele værd. Og nej – du slipper ikke for at bruge ordentlig chokolade i den her is. Drop kogepladen fra Føtex og køb noget, der i det mindste smager godt. Okay, Valrhona chokolade vil få literprisen på den her is til at stige drastisk og voldsomt, men mindre kan også gøre det. Hvis du har mulighed for at handle i Metro, f.eks, kan man få Callebaut chokolade til en nice pris. Det er ikke økologisk godtnok, men det er også svært at finde god kvalitets øko chokolade. Jeg har endnu ikke fundet en der er god nok. Men jeg leder stadig.

Du kan også købe chokolade på udlandsrejser. Bare pas på du ikke bliver opildnet til revolution når du opdager hvilke sindssyge takster vi har på chokolade herhjemme. Det er helt grotesk. Jeg bliver muggen når en veninde fra Singapore bitcher over at hun har givet hele 100 kr for ½ kilo Valrhona, mens jeg betaler 60 kr for 200 gram. Jeg tænker, Dansk Folkeparti havde så evigt travlt med at bruge deres skatteyderbetalte tid i Folketinget med at få nedsat afgiften på sodavand. Hvad med at flytte fokus over på chokoladen? Måske på momsen som helhed? Måske droppe den sindssyge tanke at bruge MAD som brændstof når folk sulter over hele verden?

Okay det var et sidespor. Lad os lave den der is, mmkay? Og cremesovsen. Og plesken-kurvene. Personligt kan jeg ikke fordrage nødder i is, men det er vist ret populært. Derfor har jeg angivet mængde i opskriften. Hasselnødder er et oplagt valg.

Chokolade parfait
3 æggehvider
1/4 tsk vanillepulver
160 gram sukker
1 1/4 dl vand
240 gram mørk chokolade
½ liter piskefløde
Evt 75 g hakkede nødder

Opvarm sukker og vand i en gryde til det er 115 grader varmt, imens du pisker æggehviderne med vanille til de danner bløde toppe. Hæld sukkerlagen i æggehviderne under kraftig piskning, og fortsæt med at piske til det er afkølet og tykt – og du har en italiensk marengs. Smelt chokoladen forsigtigt over vandbad. Lad det køle lidt af – det skal føles let køligt når du dypper din finger i chokoladen og sætter den mod underlæben. Pisk fløden let og vend et par skefulde i chokoladen. Vend så æggehviderne i. Pas på du ikke slår luften ud af dem. Til sidst vender du resten af flødeskummet i, samt eventuelle nødder, hælder isen i en form og sætter den i fryseren 6 timer eller mere. Sæt formen i køleskabet ½ time før servering, ellers risikerer du at bøje skeen i et forsøg på at skrabe is op. Ikke at jeg taler af personlig erfaring eller noget.

Creme anglaise
2 dl sødmælk
1 dl fløde
3 æggeblommer
4 spsk sukker
1/4 spsk vanillepulver

Bland mælk og fløde og giv det et opkog og lad vanillen trække heri, mens du pisker æg og sukker til en tyk masse. Rør æggeblandingen i mælken og varm det laaaaaaaaaaaangsomt og forsigtigt op ved lav varme mens du hele tiden rører i det. Det tager tid, men det er vigtigt at det foregår langsomt. Hvis cremen bliver for varm koagulerer æggene og det må de ikke. Cremen må derfor ikke koge. Man kan evt tilsætte en spsk hvedemel, det gør æggene mindre varmefølsomme, men går også udover smag og konsistens. Cremen vil begynde at tykne når den varmes op. Den er færdig når den dækker bagsiden af en ske. Husk den bliver tykkere når den køler af – lad den ikke stå for længe på varmen. Den kan serveres varm eller kold – jeg foretrækker at servere den varm når det er til is. Hvis man pisker 1/4 liter fløde og vender i, har man en god kagecreme.

Pleskenkurve

2 æggehvider
75 g mel
100 g flormelis
40 gram smeltet, afkølet smør.
1 spsk fløde

Tænd ovnen på 230 grader. Pisk æggehviderne sammen. De skal ikke piskes til skum, men bare lige have en tur så de er brudt op. Sigt mel og flormelis ned i og rør smørret i. Rør til sidst fløde i. Bred dejen tyndt ud på bagepapir med bagsiden af en ske. Det gør ikke noget at man kan se bagepapiret igennem nogen steder. Sørg især for at kanterne er tynde. Lav to pleskner på str med en stor underkop. Sæt dem i ovnen og hold godt øje. Når de er brune i kanten tages pladen ud og plesknerne vippes hurtigt af med en paletkniv og lægges over et smalt drikkeglas der står med bunde i vejret. Tryk et større glas forsigtigt ned over, så der dannes en omvendt kurv. Lad den køle af et halvt minuts tid og tag den så af og stil til afkøling. Gentag til al dejen er brugt. Der bliver ca 8 kurve af dejen her, afhængig af str. Man kan også folde vafler af dejen – så skal man lave dem større, folde dem og sætte dem til afkøling i et meget smalt glas, f.eks et champagneglas.
Husk at arbejde hurtigt, for så snart de køler lidt af bliver de sprøde og umulige at forme. Derfor er det også smartest kun at lave to ad gangen. De hedder iøvrigt noget så fancy som tulipes, når de er formet sådan her.

Continue

“Hvis bare min mand”



Nu har jeg læst det SÅ mange gange. Både på min egen blog… på andres blog. I emails. Jeg har endda hørt det med mine egne to velfungerende ører.
Kvinder der siger “åh det ser lækkert ud… hvis bare min mand spiste [indsæt given ingrediens her]“.

Hvis bare min mand… ahvadfornoget? For helvede. Altså dengang JEG var barn, der var der aftener hvor både min mor og mine veninders mødre sagde “tough luck! Hvis jeg laver maden, så æder du den makker. Ellers er gryderne der, køleskabet der og man tænder for komfuret her.”

Seriøst. Da jeg var gift kunne vi udmærket styre det der. Hvis jeg havde den syge trang til tærte, så fandt han en stegepande og lavede biksemad. Aldrig i livet om det kom ud af MIN mund “åh den reje-feta tærte ser lækker ud. Hvis bare min mand dog kunne lide tærte.”

Så fik jeg sgu da aldrig noget lækkert at spise. Altså jeg var gift med en mand, der anser McDonalds for “god mad”. Jeg ville visne og dø medmindre jeg var gift med Claus Fucking Meyer. Eller Martha Stewart. Hun er også sådan lidt bad girl med sin fængselsdom og sådan.

Bare lige en tanke jeg fik… efter ½ sæson af Buffy The Vampire Slayer og 10 kopper kaffe samt timers arbejde på dåbskagepynt. Og for en god ordens skyld – det er mig der styrer køkkenet når jeg er gift/har kæreste på. Hvorfor? Fordi jeg kan drive alle til vanvid hvis de prøver at lave mad uden at involvere mig, mens jeg er til stede. Det er min fejl som menneske. Jeg lider af kulinarisk relateret OCD. Det er ikke kønsrollerelateret. Jeg kan også godt bore huller i væggen og slå søm i. Og samle en IKEA-reol. Ang det sidste kan jeg dog ikke garantere ikke for din sikkerhed imens. Flyvende hammere og sådan. Brandbomber. Hademails. Skruer der mangler.

Just sayin’.

Continue

Lakse linguini



Jeg har været i haven idag. Og radbrækket mig selv. Sat to rækker blå kartofler og tre rækker blå, hvide og orange gulerødder. Hvorfor hedder det gulerødder? Jeg har ved guderne aldrig set en gul gulerod. Her i huset hedder de gulefutter. Spørg ikke hvorfor. Det har i alt fald ikke noget at gøre med min barnlige trang til at give alting underlige navne. F.eks kaldte jeg absolut ikke Veganerhesten for Tin-Tin eller Tinna-Binna-Bingohest.

Bingohest er sådan et catchy ord. Prøv at sige det højt. Kom nu. Prøv det!

Ej lad bare være. Men under alle omstændigheder fik jeg sået det krims, og min brandnye øko-have begynder at tage form. Jeg har diverse spiselige blomster klar, hjulkrone f.eks. Tomater og rabarber venter kun på at flytte ud under åben himmel. Og i min prydhave kommer der snart dværglupiner, lammeøre, stokrose, kongelys og min absolutte favoritblomst, fingerbøl. Er der nogen, der ved om man kan så kongelig porcelæn? Jeg gad godt høste økologisk musselmalet. Det kan jeg sælge til dem, der gerne vil være borgerlige OG nede med den fede på den anti-autoritære måde. “Grøn mussel – økologisk dyrket. Til dig, der gerne vil være lidt mere flippet – uden at gå på kompromis med kvaliteten.”

Men først skal jeg lige finde ud af hvordan jeg afholder Veganerkatten fra at fange – og æde – min hær af dagpåfugleøje. Det er bare som om der er et eller andet dybt indeni, der visner og dør, når man ser sin kat æde en sommerfugl.

Og nu vi alligevel snakker om mad, så vil jeg fluks gå til dagens… ugens… well næste opskrift. Det tager en halv time at lave, og smager ganske fantastisk. Det er en af de retter hvor jeg klappede mig selv på skulderen bagefter og sagde – Sif. Du er sgu genial. Det er du fandme. Nej nej, ikke så beskeden. Du er DRONNINGEN… jeg mener… og så tabte jeg sporet, for hvad kalder man sig selv når man er anarkist. Dronning, Gudinde, Mistress, Overhoved, Verdenshersker… det duer ikke. Men det var også et sidespor (valget faldt på Fucking Geni iøvrigt). Og husk nu for alle miljøaktivisters skyld, at købe økologisk. Man kan også få bæredygtig laks. Køb det! Eller stjæl det fra din mor. Who cares.

Og tjek lige forholdet mellem grønt, fisk og pasta i den her ret. Yes det er med vilje. 50 gram pasta er rigeligt. Især når der også ligger 200 gram grønt og en stor fed laks og venter. Well og så fordi jeg helst ikke vil bruge for meget at det fine stribede regnbuepasta.

Lakse linguini (2 pers)
2 stykker laks
1 pk bacon
Tørret dild
4 fed hvidløg
100 g linguini eller anden pasta
2 spsk pesto
200 g broccoli
200 g cherrytomater
1 spsk revet parmesan
1 spsk olivenolie
Frisk dild

Del broccolien i små buketter og varm ovnen op på 175 grader (ikke varmluft).

Pres to fed hvidløg ud over hvert stykke laks og pak hvert stykke ind i bacon. Læg i et ildfast fad og drys med tørret dild. Lakse skal have ialt 30 min, så prøv at time pastaen.

Hæld pastaen i rigeligt kogende vand med salt. Varm en pande op og sauter broccolien i lidt smør mens pastaen koger. Efter 5 minutters tid skulle den ha fået lidt farve. Skru ned for varmen og læg tomaterne på. Ryst panden af og til så de ikke branker på den ene side. Når skindet sprækker ved let berøring er de klar. Ca 7 minutter. Hæld vandet fra pastaen når den er kogt og vend den ud over grøntsagerne. Og nu skal det gå lidt tjept, så pastaen ikke bliver kold. Tilsæt pesto, parmesan og olivenolie og vend forsigtigt rundt. Anret på to tallerkener og læg laksepakkerne ovenpå og drys med hakket dild. Serveres straks.

Continue

Forårsfornemmelser



Ja det er ikke fordi jeg har glemt min blog eksisterer. Jeg har bare fået sådan en sær ide om at bruge mindre tid på at nørde foran computeren. Det er forår – og hvis man lukker øjnene og ønsker rigtig meget, er det næsten varmt også. Så hvis I vil mig noget, så er jeg ude i den virkelige verden. Sandsynligvis ude i en eller anden skov og samle spiselige planter. Når jeg laver noget spiseligt skal jeg nok blogge det.

Continue

Sifs Gæstebud, dessert: Chokoladeroulade med creamcheese frosting og jordbær



Hvis nogen her er en vildfaren sjæl på slankekur, med bøger af Lene Hansson eller Susan Powter indenfor rækkevidde – for slet ikke at tale om Kernesund Famile – så kan I godt smutte igen. Eller I kan forsage jeres blasfemiske livsstil (sagde kvinden der elsker sin Kernesund-bog) og lave den her fantastisk nemme og fantastisk lækre dessert.

Join the dark side – we have sugar. And kittens.

Har jeg forresten nævnt at Veganerkatten blev 1 år i lørdags? Det er utroligt som tiden flyver. Jeg købte hende som 12 ugers, på en gård ude på bøhlandet, hvor de havde den mest lavbenede shetlandspony jeg nogensinde har set. Og jeg har set mange shetlandsponyer, vil jeg lige påpege.
“Det er hendes mor,” sagde sælgeren og pegede på en stor trefarvet kat (kattens mor… ikke ponyens)
“Hej,” sagde jeg, hvorefter moderen eftertrykkeligt bed mig i hånden.
“Av,” sagde jeg.
“Jeg tager den,” sagde jeg.
“Av,” sagde jeg igen, for Veganerkillingen kunne også bide.
Og det kan hun stadig. Hun er berømt og berygtet i min omgangskreds. Mest for at sende onde blikke og tigge ved bordet. Men også for at hvæse når man tager hende op. Og hvæse når man forsøger at puffe hende ud af havedøren fordi det fandme er for koldt at stå der i døråbningen en januar aften i 10 graders frost mens kræet sidder og kigger ud og overvejer om den nu også skal gå ud… eller hvad. Og knurre når man prøver at flytte hende fra ens sovende ben, hvor hun er gået i dyb dyb koma.

Jeg ved sgu ikke helt hvorfor den kat tror den ejer hele hytten. Men jeg har hørt rygter om at katte bare generelt er sådan. Måske skulle jeg købe en hund istedet?

Og nu vi taler om Veganerkatte, så må jeg hellere smide den her opskrift op inden hun flår mit ben. Jeg tror hendes madskål er tom.

Chokoladeroulade
3 æg
115 gram sukker
70 g mel
20 g kakao
Et drys vanillepulver

Varm ovnen op til 190 grader og dæk en bageplade eller en rouladeform med bagepapir. Pisk æg, sukker og vanille til det er hvidt og meget tykt. Sigt mel og kakao, og fold det forsigtigt i æggemassen, så du ikke slår luften ud af dejen. Bred ud i en rektangel på bagepladen eller hæld det i rouladeformen. Bag ca 12 minutter midt i ovnen. Læg til afkøling på en rist og dæk straks med et rent viskestykke, og lad den køle helt af, tildækket. Imens laver du frostingen.

Cream cheese frosting

1 pakke neutral flødeost
100 gram blødt smør
400 gram sigtet flormelis
Et drys vanillepulver

Flødeost og smør piskes luftigt med vanille. Flormelis piskes i lidt efter lidt. Bredes ud på den afkølede roulade, der rulles sammen og sættes i køleskabet et par timer så den kan trække.

Serveres med jordbær vendt i sukker og vanille.

Continue

Sifs Gæstebud, forret: Fransk løgsuppe



Jeg havde min bedste ven ovre og spise igår. Igen. Og jeg lavede tre retter. Igen. Hvis jeg en dag inviterer gæster og serverer roulade fra tanken med pose-the, så dør de sgu af chok. Måske er jeg ved at spinde mig ind i et net af høje forventninger… men det er ok. Jeg kan leve med mit ry som køkken gudinde. Selvom det er hårdt. Virkelig hårdt. Nogengange græder jeg ned i min salat fordi presset bliver for meget.

Ok det er løgn, men det lød da meget godt. Tilpas dramatisk.

Eftersom jeg lige havde købt ovnfaste suppeskåle i ægte fransk stil (sat ned fra 100 kr til 15 kr – hvem kan sige nej?), tænkte jeg at NU skulle der fandme laves løgsuppe. Jeg har aldrig smagt det før, men der var en opskrift i min franske kogebog. Selvfølgelig fulgte jeg ikke lige opskriften helt, men den var da en god vejledning. Mange opskrifter jeg har fundet, vil partout hælde hvidvin i. Og eftersom jeg hader vin af et godt og inderligt hjerte, så blev jeg glad da min franske kogebog havde en uden. Løgsuppe er en brødjævnet suppe. Dvs man hælder suppen over tørristet brød. Jeg har læst at det giver en “overraskende let og luftig suppe” og jeg troede ikke på det – men det passer sgu. Det giver en perfekt konsistens, ikke klumpet eller grødet, og heller ikke tyndt sjask, som jeg ellers nemt synes suppe bliver.

En af problemerne jeg løb ind i med fransk løgsuppe, var at opskrifterne lød på “kalvefond” i varierende mængder. Og nej, det er ikke den slags fond, du kan købe i butikkerne – for den er meget mere koncentreret. Men på den anden side, så er boullion heller ikke helt sagen, for den boullion man kan købe i supermarkederne – den er bare FOR tam at smage på. Så hvis du ikke har mod på at koge din egen fond, så må du ty til flaske-fond og blande den op med vand. F.eks brugte jeg ikke kalvefond, men økologisk vildtfond. Jeg lavede en blanding af 1/3 fond og 2/3 vand og smagte til da suppen havde kogt næsten færdig. Den fik også en skefuld hønsefond, for at give lidt mere smag. Det er bedre at krydre for lidt end at krydre for meget – for man kan altid tilsætte mere smag hen mod slutningen. Brødet jeg jævnede med var alm ciabattabrød fra Kvickly. Jeg havde glemt at bage hvidt brød, så jeg sendte min stakkels gæst i Kvickly. Husk at bruge ovnfaste suppeskåle… bare et godt råd.

Det siger sig selv at man skal bruge løg af bedste kvalitet, når man laver løgsuppe. Jeg brugte økologiske løg. Man kan sikkert få en udmærket smagsoplevelse med almindelige billige løg, men ingredienser af god kvalitet er det der løfter en ret fra “god” til “fænomenal”. Og økologiske løg koster 12 kr i Rema. Det slår næppe bunden ud af sparegrisen. Det er stadig billig mad!

Fransk løgsuppe, 2 pers
3 store løg
1 spsk smør
2,5 dl vildtfond, (eller hønsefond, kalvefond)
3 skiver hvidt brød, ristet ved 150 grader til det er helt tørt uden at være mørkt
Et par spsk god parmesan eller gruyere
Salt og peber

Smelt smørret i en stor gryde. Tilsæt løg i tynde skiver og sauter i 15-20 minutter til de er bløde og gyldne. Hæld fond ved, samt salt og peber. Lad det simre i 20 minutter og rør i det af og til. Smag til med mere fond eller salt/peber hvis det er nødvendigt. Husk at der skal salt ost på toppen senere.
Varm ovnen op til 200 grader. Læg skiver af ristet brød i suppeskålene – jeg puttede i alt 1 stor skive i hver skål – og fyld op med suppe. Husk at få både suppe og løg med op. Dæk med et tyndt lag parmesan og gratiner i ovnen til osten er smeltet. Server straks.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger... Continue