Femkornsbrød – den hurtige metode



Hip hip hurra for femkornsblandinger. Så bliver det snart ikke mere enkelt. Jeg købte en fra Urtekram. Der er knækkede hvedekerner, knækkede rugkerner, sesamfrø, solsikkekerner og hørfrø i. Hvis jeg selv skulle blande sådan en pose, ville det være med knækket boghvede… og lidt andet gejl. Jeg elsker knækket boghvede i brød. Det får en dejlig nøddesmag. Desværre skal det ligge i blød natten over før man bruger det, så det er ikke så tit det lykkes mig. Brødbagning er i den grad en spontan begivenhed her i huset. Sådan lidt “åh pis, det var den sidste skive”-agtigt. Men knækkede boghvedekerner, sesamfrø, knækkede rugkerner, boghvedeflager og grovvalsede havregryn *tælle* jo det var 5. Det må jeg hellere prøve næste gang. Du kan naturligvis også bruge hvilken som helst femkornsblanding du lyster. Hvis du føler dig særligt vovet kan du evt bruge 3,4 eller 6 slags korn. Men pas på! Den slags udskejelser er risky business. Man risikerer at udvikle sin opfindsomme og spontane side og blive god i et køkken. Og det går ikke.

Jeg brugte min elskede svedje-rug i brødet her, og økologisk hvedemel fra Kornkammeret. Det er sådan noget dejligt mel. Hurra for det. Hvis du vil, kan du bruge spelt istedet, men husk at forlænge hævetiden – spelt hæver ikke nær så godt som hvede, og giver som regel et lidt mere kompakt brød.

Ang bagning, så bagte jeg bollerne her med damp. Dvs jeg satte en bradepande allernederst i ovnen så den var brændvarm da brødene skulle ind. Så hældte jeg en halv liter vand i bunden og lod dampen trylle i ovnen. Det er iøvrigt en god ide lige at åbne ovnlågen et sekund hist og her, hvis din ovn ikke har ordentlig dampudslip. Det giver i den grad røg i køkkenet at bage sådan her. Eller også var det bare fordi jeg havde tabt et lille stykke brød i bunden af ovnen… du må prøve dig frem. Uanset hvad giver det en fantastisk sprød skorpe at bage med damp.

Femkornsbrød – 15 boller
4 dl lunkent vand
100 gram femkornsblanding
100 gram rugmel
50 gram gær
½ tsk groft salt
500 gram hvedemel

Bland lunkent vand, femkorn og rugmel. Opløs gæren heri, sammen med saltet. Rør hvedemel i og ælt grundigt igennem. Sæt til hævning i 1½ time, tildækket. Form til boller og efterhæv ½ time. Bag 20 minutter v 225 grader (200 grader varmluft).
Køler af på en rist.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 Comments

  • Fint udgangspunkt, men der må være en trykfejl mht. saltet. Jeg brugte godt ½ spsk ud fra mit generelle kendskab til forholdet mellem hvedemel og salt, og jeg ville endda nok bruge lidt mere næste gang.
    Dejen kan i øvrigt fint stå natten over, hvis man blot tilsætter betydeligt mindre gær (5-10 g, når efterladt på en kold bagtrappe).

  • Tak for tipset, det skal nok komme fremtidige læsere til gode. Det er nu ikke en trykfejl, bare en 2 år gammel opskrift, fra da jeg ikke havde min nuværende viden om brød :)

Comments closed for this article.