Peruviansk kartoffelmos



En af mine favoritbøger er “Den Klassiske Køkkenskole” af Anne Willan. Jeg kan takke en meget meget ihærdig ekspedient for at jeg købte den (samt bageforme, en køkken-blowtorch, madeleine forme, tyller og småkageforme. Hun var dygtig). Bogen gennemgår nærmest alt der er værd at vide om mad og har lært mig sære ting såsom at montere en sauce, lave butterdej, partere en kylling samt givet mig min no-fail opskrift på lagkagebunde. Der er selvfølgelig også et grundigt afsnit om rodfrugter, og der fandt jeg den hersens opskrift på “papas con limone”. Jeg gætter på det betyder “kartofler med citron” eller noget i den stil. Eftersom jeg havde en rest blå kartofler liggende besluttede jeg mig for at lave den. Det var dog nødvendigt at bytte et par ingredienser ud med nogle andre. Kogebogen skriver frisk chili, jeg puttede hvidløg i istedet. Derudover står der at man skal garnere med kogte søde kartofler, oliven og cheddarost. Det droppede jeg og puttede hakket forårsløg og hakket persille på istedet.

Det smager iøvrigt også udmærket når det er blevet koldt fordi man havde travlt med at tage billeder af maden.

Peruviansk kartoffelmos
1 kg melede kartofler
5 fed hvidløg
1 løg
1/2 tsk tørret chili
ca ½ dl friskpresset citronsaft (put lidt i ad gangen og smag dig frem)
Salt og peber
4 spsk olivenolie (eller rapsolie, det brugte jeg)

Hakket persille og forårsløg

Kog kartoflerne møre med lidt salt. Hvis du bruger blå kartofler så husk lidt citronsaft i kogevandet. Hak løg og hvidløg meget fint. Mos kartoflerne og rør løg/hvidløg i. Tilsæt olie og citronsaft. Smag til med chili, salt og peber. Top med persille og forårsløg.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

3 Comments

  • mums .. altså har ledt og ledt efter de kartofler kan IKKE finde blå kartofler nogen steder min datter vil så gerne prøve dem

  • Kære Astrid og andre.
    Jeg blev aldrig færdig med mit svar. Men som jeg skrev, er en opskrift vel bare en hensigtserklæring, og resultatet er en helt personlig ting. Hvis det nu er pinedød umuligt at finde blå kartofler, så vil jeg da tillade mig at foreslå dig at lave det med søde kartofler og ellers som foreslået. Det er jeg ret sikker på bliver supergodt. Du kan jo også prøve med gulerødder eller majroer. Der er nok af muligheder.

    Hej
    Pia

  • Blå kartofler fås i Irma. Spørg i butikken hvornår det er sæson for dem. Ellers findes de på Jernbane Alle i vanløse Irma.

Comments closed for this article.