Vegansk jul, del 9: Chokolade-mandel boller

Af og til er Veganerkatten simpelthen for meget. Så er det jeg må sætte med ned med hende og sige “JEG føler lissom at du ødelægger mine forsøg på at skabe en god og tryg hjemmeatmosfære når du klatrer i juletræet”, eller “JEG fornemmer lidt på det hele at du ikke bryder dig om garn, siden du har valgt at stjæle det hele fra min kurv og bide det i stykker, men jeg synes lissom ikke det er den mest konstruktive kommunikationsform at vælge når vi allesammen skal være her og have det rart”. Alternativt “hvis du ikke stopper nu så laver jeg farsbrød af dig, din fucking møgkat”.
Og nu håber jeg ikke alle veganerne, der læser denne blog, er døde af forargelse over min lammeskindsfrakke. Jeg har observeret visse tendenser til overdrevet hysteri og uforskammethed i veganerkredse – så jeg vil godt lige sige at den er syntetisk, inden jeg får mailbomber.
Men garnet er 100% uld. Karma!

Chokolade-mandel boller
150 gram margarine
4,5 dl soya eller havremælk, eller vand
50 g gær
1 tsk groft salt
1½ spsk sukker
1 tsk kanel
650 gram mel
50 gram smuttede hakkede mandler
50 gram hakket mørk chokolade
Perlesukker
Smelt margarinen og tilsæt væske efter eget valg. Køl evt lidt af, væsken skal være håndvarm. Tilsæt sukker, kanel og salt. Opløs gæren i væsken og sigt melet i lidt ad gangen. Rør chokolade og mandler i. Det er mere grød end dej på dette tidspunkt, men det sætter sig mens det hæver i 20 min. Vend dejen ud på et meldrysset bord og modstå fristelsen til at ælte alt for meget ekstra mel i – det skal være klistret. Put mel på hænderne og form ca 20 boller og sæt dem til efterhævning på en bageplade i 20 minutter. Pensl med vand og drys perlesukker over. Varm imens ovnen op til 225 grader (varmluft 220) og bag i 20 minutter eller til de er lysebrune.
3 Comments
ha.. farsbrød af katten
Herhjemme plejer vi at true med at lave dem om til luffer… Tror du ikke kan kunne få indtil flere på af den store grå kæmpekat?
Jeg tror den grå kæmpekat kunne blive til en hel frakke. Hva… skal han ikke være jyde?
jyde… han er Københavner kat med stort K, selvom han er født og opvokset herude på vestegnen… ligenu kunne han dog godt være billigt til salg, – jeg pyntede juletræ i formiddags, og i eftermiddags og nu igen til aften, for han bliver fandeme ved med at baske de nederste kugler af!!!! heldigvis er alle kuglerne plastik, så der er ingen frygt for skårede poter og andet grimt.