Archive for November, 2007

Langtidshævet brød



Jeg har haft mine fedtede fingre i Aurions Bagebog for at finde en løsning på den med at jeg helst ikke skal spise gær. Fandt en interessant metode, som de kaldte “1 gram gær metoden” eller sådan noget. Da jeg havde slået brødet op gik det op for mig at jeg havde gjort det helt forkert, men brødet blev altså rigtig godt skulle jeg hilse og sige. Så helt galt har det vel ikke været. Jeg brugte 5 gram gær til to store brød, så nu er fryseren efterhånden ved at være fuld med alt det bagning jeg har praktiseret de sidste par dage. Så skal jeg ikke bekymre mig om brødbagning foreløbig.

Medmindre jeg finder en ny opskrift jeg gerne vil afprøve…

Langtidshævet brød
5 g gær
50 g margarine
5 dl vand
1 tsk sukker
1 tsk salt
En masse mel

Put margarinen i en stor skål og hæld 2 dl kogende vand over. Rør rundt til margarinen er smeltet og tilsæt 3 dl koldt vand. Tjek temperature, det skal være håndvarmt. Varm op eller køl ned hvis nødvendigt. Rør melet i lidt ad gangen. Når det er en tyk grød tilsættes gær, sukker og salt. Rør mel i til det er tykt nok til at skrabe ud på et meldrysset bord. Ælt mel i til du har en glat og smidig dej, og ælt så lidt mere. Lad det hæve 8-10 timer tildækket. Slå dejen ned og ælt den igennem igen. Form to franskbrød og sæt det til efterhævning en times tid. Bages ved 200 grader i ca 45 min. Brødet skal være mørkt gyldent og lyde hult når du banker på det.

Continue

Bagt kartoffelmos



Jeg havde en af de der morgener… ja DE morgener. Dem hvor man hælder mælk i elkedlen og giver katten cornflakes i skålen, hvorefter man tager blusen på benene og trusserne på hovedet. Det startede så poetisk med at jeg tømte en slat kold kaffe ned i skraldespanden istedet for vasken. Godt så. Det krævede en morgentømning. Så baksede jeg lidt med at få sat ny pose i, og kunne ikke forstå hvorfor den ikke passede. Opdagede at det var en 2-liters frysepose. Lagde den tilbage i skuffen og tog en ny. Lagde den tilbage i skuffen også og fik fat i skraldeposen. Da jeg ville vaske op, gik mit yndlings kagefad fra hinanden. Enten er jeg blevet enormt stærk af at ælte sugarpaste, eller også er limen på det fad meget dårlig. Men jeg er optimist… nu har jeg et fladt kagefad OG en meget lille vase.

Da jeg ville skrælle æbler skar jeg mig i fingeren, til gengæld lykkedes det mig at gøre det her:

Blæret, yes? Det gav mig troen tilbage på at jeg rent faktisk ville kunne røre noget i køkkenet uden at ende med at springe huset i luften, så jeg bestemte mig for at teste noget vegansk kartoffelmos. Jeg har lidt svært ved at angive mængder, for jeg spiser jo f.eks kartoffelmos som hovedret med brød og grøntsager til, mens andre ville spise det som tilbehør og måske ikke kræve så meget per person. Men here goes, bagt kartoffelmos til een veganer.

Bagt kartoffelmos, 1 pers
300 gram kartofler
1 spsk margarine
1/4 tsk hvidløgspulver
Et par spsk soyamælk
Salt

Skræl og kog kartoflerne til de er HELT møre. Der må ikke være den mindste form for modstand når du stikker en gaffel i dem. Tag dem af varmen og dræn dem godt. Sæt dem kortvarigt over varmen igen for at fordampe vandet. Hvis du er heldig, så har du en kartoffelmoser og kan smadre dem med den. Hvis du er mig er du nødt til at bruge en elpisker. Så mos kartoflerne med margarinen og tilsæt lidt soyamælk. Når kartoffelmosen har den ønskede konsistens tilsættes salt og hvidløgspulver efter smag. Pas på ikke at piske for meget efter saltet er tilsat, så bliver det sejt. Nu kan det enten spises, eller puttes i et ildfast fad og bages ved 200 grader til toppen er gylden.

Continue

Rødbedesalat



Mmm rødbeder. Der er intet som rødbeder, der kan farve alting rødt. Inklusive dine hænder. Der er masser af rødbeder i butikkerne nu, så jeg har selvfølgelig købt godt ind. Rødbeder er grumt sunde. De indeholder blandet andet vitamin B1, B2, C og bioflavonoider, folinsyre, kalium og kalcium.

Og så pisser man rødt af dem dagen efter. Fantastisk.

Rødbeder har mange anvendelsesmuligheder, men er allerbedst i råkost. Når man spiser dem rå, bevarer man langt de fleste gavnlige stoffer i rødbederne. Men jeg har flere opskrifter i ærmet, og de er ikke rå… vent og se.

Rødbedesalat

2 rødbeder
2 gulerødder
2 appelsiner

Rødbede og gulerod skrælles og rives groft. Appelsinerne skæres i fileter. Det gøres ved at man skærer skallen af med en skarp kniv, så der er direkte adgang til frugtkødet – så den ydre hinde skal også skæres af. Appelsinen er nu opdelt i sektioner, adskilt af en hinde. Man skærer på hver side af hinden med en lille skarp kniv, og på den måde kan man løsne frugtkødet i fileter. Husk at skære fileterne over skålen, så saften drypper ned på rødbeder og gulerødder. Til sidst klemmes appelsinen så resten af saften dryppes over salaten. Vend forsigtigt rundt og server straks eller smid med i madpakken.

Continue

Jordskok-rösti



Her ser I min ufrivillige forsøgsperson, når der skal afprøves nye opskrifter. Den stakkels stakkels mand. Se hans sultne blik. Jeg tror han overvejer om kat smager godt stegt i kokotte med masser af hvidløg, eller om en let grillstegning med rosmarin vil være at foretrække.

Jaja. Han er hverken veganer eller venstreradikal, men vi elsker ham alligevel, mig og veganerkatten. Derfor var han inviteret til frokost bestående af jordskok-rösti, æblesalsa, rødbedesalat, rødbedebrød, guacamole og humus. Det var næsten som at være på cafe. Måske skulle jeg åbne en veganercafe? Der var i alt fald ingen her der var sultne bagefter. Heller ikke selvom han har næsten en times cykeltur hjem.

Veganerkatten lod ham kun modvilligt gå.

Jordskok-rösti
500 gram jordskokker
500 gram kartofler
1 dl olie
1 tsk tørret dild
1 tsk løgpulver
1 tsk salt

Ovnen tændes på 200 grader.
Jordskokkerne renses og skrælles og skæres derefter i tændstikker. Kartoflerne får sammen tur. Olie piskes sammen med krydderier og rodfrugterne vendes grundigt deri. En stor pande varmes op og hele molevitten hældes ud og steges igennem ca 15 minutter til kartoflerne er bløde og jordskokkerne er møre. Tre tsk margarine lægges over og der røres til det er smeltet. Skub rodfrugterne op i den ene ende af panden og tip den så det overskydende olie løber fra. Brug en grydeske til at skovle dem op i et ildfast fad beklædt med bagepapir (ellers er det et værre svineri at gøre rent bagefter. Brug evt genanvendeligt bagepapir). Nu kan hele fadet enten sættes i fryseren eller smides i ovnen og bages ca 25 minutter.

Continue

Gulerodsboller



Det var meget meget tæt på at jeg erklærede landesorg igår. Jeg tjekkede mine terrarier og opdagede til min store skræk at temperaturen var alt for lav – varmepladerne var slået fra. Hvor længe? Gisp! Mit hus er ikke det allermest varme i hele verden, og slet ikke inde i deres rum. Så, rationel og fattet som jeg er, begyndte jeg at tjekke alle dyrene for livstegn. Edderkoppen havde det aldeles udmærket (og jeg skulle bare holde snitterne væk sagde hun), de små babyslanger lå også og godtede den. Men den store, kongeboaen Hekla, viste absolut ingen livstegn. Ikke da jeg fjernede hulen og ikke da jeg fjernede vandskålen. Meget usædvanligt! I tankerne overvejede om hun var stor nok til at jeg kunne få en taske, men da jeg rørte ved hende var hun både varm at røre ved og temmelig gnaven. Suk. Ingen taske til mig. Hekla flyttede resolut hele sit korpus over i den anden hule, hvor hun bestemt mente at jeg ikke kunne finde hende. Så nu ved jeg slet ikke hvor min slange er. Dvs, jeg har en stærk anelse om at hun er der, hvor halespidsen stikker ud, men det må I ikke sige til Hekla.

Hun er så følsom af sind.

Men jeg er også meget følsom af sind, som I allerede ved, så jeg var nødt til at trøstespise. Og jeg havde ikke mere chokolade (det sker lidt for tit, hvem spiser det??). Til gengæld havde jeg lyst til søde, luftige gulerodsboller uden skyggen af substans, krumme eller fuldkorn. Så det lavede jeg da. Jeg kan ikke huske hvor meget mel jeg puttede i, men jeg tror det var omkring 5 dl.

Gulerodsboller 12 stk
50 g gær
1 stor spsk margarine
½ dl sukker
1/4 tsk salt
3 dl soyamælk
1 tsk kardemomme
1 stor revet gulerod
Ca 5 dl mel

Smelt margarinen og varm det med mælken til det er håndvarmt. Tilsæt gær, sukker og salt. Rør gulerod og kardemomme i, og slå melet i med en bred grydeske. Dejen skal ikke æltes, bare slås sammen til den hænger nogenlunde sammen. Lad hæve ½ times tid. Slå dejen ned igen og form boller, der lægges på en bageplade og efterhæver ½ time. Bages ved 200 grader i 15 minutter. Dvs jeg glemte faktisk mine så de var helt mørkebrune, men det blev de på ingen måde ringere af.

Continue

Rødbedebrød



Jeg er vild med lyserød. Jeg kan ikke gøre for det. Uanset hvor meget jeg siger til mig selv “Sif, det er en STEREOTYPE! kæmp imod den!!!” så kan jeg stadig godt lide lyserød. For lidt over et år siden stod jeg faktisk i en rideudstyrsforretning og overvejede – helt uden pis – om Veganerhesten skulle have en lyserød grime med similisten på. Jeg er ikke helt sikker på om hun havde overlevet en sådan udåd, så det er nok meget heldigt at prisen oversteg min trang til at eje en fysisk manifestation af My Little Pony. Jeg købte en grøn og hun takkede ved at stille sig skadet i 3 mdr.

Nå, men lyserød. Umiddelbart kan man ikke se det på mig, for jeg går næsten udelukkende i sort. Men inde under læderkorsettet er jeg totalt 5 år gammel og sentimental og tuder når Bambis mor dør og sådan… og derfor var konceptet om et rødbedebrød helt enormt spændende. Vi ved jo alle at rødbeder farver helt vildt. Rødbede. Og da jeg rørte dejen sammen og så hvor knaldpink den var, bristede mit hjerte af glæde.
Stor var skuffelsen da brødet var bagt og farven var væk. Jeg er ikke sikker på jeg nogensinde kommer mig over det.

Heldigvis ejer jeg en omfattende samling af levnedsmiddelfarver, der er egnede til gærdej. Næste gang…

Rødbedebrød
50 g gær
50 gram margarine
5 dl vand
1 dl yofu naturel
75 g mørk sirup
1 tsk salt
1 tsk kardemomme
150 g revet rødbede
Revet skal af to usprøjtede citroner
1 revet æble
800 g mel (absolut cirkatal!)

Smelt margarinen og lun det med vandet til det er håndvarmt. Rør sirup og salt ud i vandet og opløs gæren heri. Lad det stå et par minutter, for eksempel mens du river æble og rødbede og farver hele dit køkken lyserødt. Rør yofu, kardemomme, citronskal, æble og rødbede i og tilsæt melet lidt efter lidt til du har en klistret dej. Vend ud på meldrysset bord og ælt igennem. Lad hæve tildækket en time. Slå dejen ned og lad det hæve i en hævekurv eller på en bageplade ½ time. Bages ved 200 grader i 45 min.

Continue

Tomatsalat med æble



Dagens billede er ikke af tomatsalat, som overskriften ellers antyder. Men det er fordi jeg er så skidestolt. Min passionsblomst er begyndt at blomstre igen. Jeg købte den i august hvor den blomstrede i en uge for fuld knald og så holdt det ligesom op igen. Nu har den sovet og fået ny potte og muld, og bam, blomster overalt. Jeg bilder mig selv ind at det er e præstation ud over det sædvanlige. Sådan en tropeblomst blomster jo normalt ikke om vinteren vel. Vel?

Nope.

Jeg er et gennemført håbløst menneske. Så er det sagt. Jeg har uendeligt svært ved at gå forbi meget gode tilbud. Uanset om jeg har brug for dem eller ej.
Det er derfor jeg kun handler ind med meget små beløb i pengepungen. Men idag gik det galt. Jeg er hjemvendt fra Bilka med 5 pakker riskiks og 5 dåser ananas. Jeg har ikke den fjerneste ide om hvad jeg skal bruge dem til. Jeg spiser sjældent ananas og riskiks har jeg ikke indtaget siden jeg var ung, dum og på slankekur. Det må være næste uges udfordring. Hvis nogen har gode ideer, modtages de gerne… de kostede kun 2 kroner stykket!!!

Idag er jeg, må jeg indrømme, pænt træt af æbler. Det har måske noget at gøre med den der æblekage, som jeg i alt fald ikke har spist op. Nænæ, jeg gav den væk til en værdigt trængende anarka-feminist.

Hvad? Jeg var værdigt trængende!

Istedet kastede jeg mig ud i noget så enkelt og fantastisk som en tomat salat. Well, med æble, men alligevel. Det er tomat salat.

Tomatsalat med æble, 2 pers
4 tomater
2 æbler
2 salatløg
2 spsk olivenolie
½ spsk balsamico
Frisk basilikum
Et lille drys hvidløgspulver

Skær tomaterne i skiver eller både og sæt dem til afdrypning i et dørslag ½ times tid. Imens piskes olie,balsamico og hvidløgspulver sammen. Æblerne udkernes og skæres i tern eller tynde både. Vendes i marinaden. Når tomaterne er dryppet af vendes de forsigtigt i æblerne og frisk basilikum rives i stykker og drysses over.

Continue

Bagt æblekage



Af og til bliver jeg en lillebitte smule nostalgisk og tænker tilbage på min glade 80′er barndom og de kulinariske rædsler jeg måtte gennemleve. Det er hårdt at være et kræsent barn. Men idag vil jeg gerne give min 80′er barndom genoprejsning, og dele en vegansk udgave af min favorit barndomskage. Bagt æblekage – jeg kender ikke nogen, der ikke kan lide den. Og sådan foretrækker jeg det forbliver!

Og hvis I vil have mig undskyldt. Jeg skal finde katten. Gulvet trænger.

Bagt æblekage
3 store æbler
2 dl hørfrøskum
175 g sukker
50 g smeltet margarine
1 dl soya eller havremælk
175 g mel
1 ½ tsk bagepulver
1 tsk vanille
Et par spsk kanelsukker

Ovnen tændes på 200 grader.
Æblerne skrælles og skæres i både.
Sukker og hørfrøskum piskes grundigt. Margarinen blandes med mælk og piskes i hørfrøskummet. Melet sigtes i sammen med bagepulver og vanillesukker. Hældes i en smurt form, ca 20 cm, og drysses med lidt kanel. Æblebådene lægges tæt ovenpå og der drysses kanelsukker over. Bages i ca 30 min.

Continue

Æblepandekager



Det har været skræmmende fredeligt i huset med en syg kat. Desværre var hun stadig frisk nok til at vække mig kl 7, måske skal jeg bede dyrlægen give hende dobbelt dosis i sprøjten næste gang. Morgenmedicinen var en smule frygtet, erfaringen fra tidligere katte siger mig at det kan være en kamp på liv og død – i alt fald kattejerens død. Men jeg har jo en kat, der får lidt af hvert oveni tørkosten, og som glædeligt spiser alt fra havregrød til humus. Så lige nu er mit største problem at stoppe pillen i kæften på kræet, uden at hun æder mine fingre og hele hånden med. Succes. Hun skal nok blive rask.

Efter medicineringen og plaster på fingrene, læste jeg sidste nyt i sagen om den udviste mor. Nogen gange må man undre sig. Det er jo ikke første gang at sådanne sager er blevet omstødt, ene og alene fordi der er skabt mediestorm. Kan det virkelig passe at medierne skal lege mor for politikerne? Det er da lidt skræmmende at der skal en journalist til før de vil ændre på åbenlyse brud på – i det her tilfælde – Børnekonventionen.
Jeg er glad for at vi i det mindste har den frie presse, der i håbet om en god historie, gerne hiver den slags sager frem, men det burde altså ikke være nødvendigt.

Gad vide hvor mange, der har været i tilsvarende håbløse situationer, men ikke fik hjælp af medierne? Og her snakker jeg ikke kun om flygtninge, men også om danskere, der sidder i klemme i systemet på den ene eller anden måde. Som f.eks historien på Liselottes blog her.

Længe leve bureaukratiet og kommunesammenlægningen.

Og nu hvor jeg har fået det ud på intrawebzet, vil jeg daffe ud og lave min morgenmad. Med æbler selvfølgelig, de skal jo ikke gå til spilde.

Æblepandekager, 4 stk
2 dl mel
1 dl soyamælk
1/4 tsk bagepulver
3 spsk hørfrøskum
2 spsk sukker
1½ tsk kardemomme
2 spsk smeltet margarine

2 æbler i tern
1 spsk sukker

Pisk mel og soyamælk sammen, tilsæt hørfrøskum, sukker og kardemomme. Rør bagepulver og smeltet margarine i. Sæt til side mens du rister æblerne i margarine indtil de begynder at tage lidt farve og blive bløde. Lav små æble-koalitioner på panden, ligesom i Folketinget, og hæld dej over hver gruppe.
Hvis du har Ny Alliance repræsenteret i en af koalitionerne, så giv dem lidt ekstra dej så de ikke skifter mening og fiser rundt på panden i jagten på den mest prestigefyldte gruppe.
Når dejen er stivnet, vend dem med en BRED paletkniv og bag færdig på den anden side – ellers får du æble-omelet, ligesom på mit billede. Jeg har nemlig ikke en bred paletkniv. Spises varme og uden syndigt sukker, de er nemlig søde nok i sig selv.

Continue

Frugtsalat med yoghurt-dressing



Jeg var et smut i Kvickly og købe ind. Det skal jo til, hvis man vil spise. Det første jeg faldt over var en dendrobium orkide på tilbud, så den røg i kurven. Kan godtnok ikke spises, men den er pæn. Nå, men de havde også hindbær og brombær, og jeg røg i med begge ben. Jeg VED godt de ikke smager af det helt vilde nu her, og at det er totalt dårlig karma at købe dem, fordi de er importerede og alting. Jeg gjorde skaden god igen ved at købe økologiske tomater og vindruer.

Jeg hoppede også lige på vægten, og veganerkost er ikke kun godt for min karma, det er også godt for min vægt. Så bliver det jo ikke bedre. I et anfald af sundhed besluttede jeg mig for at lave frugtsalat. Det er lidt svært at give en opskrift, for frugtsalat er jo “tøm frugtskålen” agtigt, hvis man da ikke ligefrem går målrettet ud og køber ind til det.

Men jeg blandede i alt fald cox orange æbler i tern, vindruer i halve og rørte en dressing at Yofu naturel, citronsaft, vanille og sukker. Toppede med de famøse bær og så var der serveret. Det ville have været komplet med lidt hakket chokolade på toppen, men jeg åd det sidste igår.

Sådan kan det jo gå…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger... Continue