Vegansk jul, del 5: Sur-sød butternut squash

Nu kunne jeg ikke vente længere. Det kunne jeg altså ikke! Jeg blev nødt til det. Jeg blev nødt til at begynde julepynteriet. Så jeg har flettet 5 store julehjerter idag, et med små hjerter, 2 med missekatte og to almindelige ternede – og hængt dem på min stuebirk. I morgen følger flere hjerter. Jeg har købt en hel bog med mønstre i Den Gamle By, og jeg har tænkt mig at flette mig igennem samtlige hjerter i bogen, om det så skal tage hele december. Jeg elsker julehjerter og har flettet dem lige siden jeg var helt lille og fandt en vejledning i “Bo Bedres Julebog”.

Men jeg har ikke kun flettet julehjerter, jeg har også brygget videre på retter til juleaften – jeg har fundet butternut squash. Det er jeg glad for, for de smager enormt godt. Denne gang er det Jamie Oliver, der har stået for inspirationen. Hans version inkluderede som sædvanligt en masse ting jeg ikke havde. Inklusive rosiner… jeg kan ikke putte rosiner i min aftensmad, det kan jeg bare ikke. Det er vederstyggeligt og nederdrægtigt kulinarisk blasfemi. Til gengæld kunne jeg godt have puttet store mængder hakket persille over… det havde jeg bare heller ikke.
Sur-sød butternut squash
1 butternut squash
1 stort rødløg
4 fed hvidløg
1/4 tsk chili
½ tsk stødt koriander
1 tsk timian
2,5 dl vand
1 spsk hvidvinseddike
2 spsk balsamico
1 spsk sukker
Olie
Friskhakket persille
Skræl squashen og flæk den. Fjern kernerne og skær kødet i stave. Skør rødløget i tynde skiver og smid det hele ned i en gryde med en sjat varm olie i bunden. Tilsæt koriander og chili og vand. Lad koge under låg 10 miutters tid. Tag låget af og tilsæt timian og hvidløg. Lad koge til græskarrene er møre – tjek med en gaffel. Tilsæt balsamico, hvidvinseddike og sukker og kog det igennem et par minutter så eddiken koger ind og sukkeret bruner det hele en anelse. Vendes med friskhakket persille ved servering.
1 Comment
Hej
Har du bemærket at dit hjerte på billedet vist har fundet vej til Amalienborg?